RESPUBLICA

Matti Firedman påpeger, at dækningen ofte bliver mindre forståelig, fordi journalister tøver med at beskrive parternes motivationer klart:

»Israel ønsker at overleve i Mellemøsten, mens Israels modstandere vil ødelægge staten Israel og erstatte den med en arabisk eller islamisk struktur. Hvis du forstår det, bliver adfærden på begge sider mere begribelig. Hvis du derimod tror, at palæstinenserne blot ønsker en lille demokratisk stat ved siden af Israel, forstår du ikke, hvorfor israelerne reagerer, som de gør.«
Mediebias. Efter to års krig mellem Israel og Hamas er en våbenhvile trådt i kraft. Den canadisk-israelske forfatter og journalist Matti Friedman forklarer, hvordan Hamas vandt kampen om fortællingen i Vesten, mens Israel tabte den.
Verdens vigtigste historie

Kathrine Tschemerinsky

Matti Friedman voksede op i Canada, men siden 1995 har han boet i Israel. Han har skrevet om landet både som journalist og forfatter. Foto: Ofir Berman.

JERUSALEM – I de seneste to år har en af de mest polariserende og mediedækkede krige i nyere tid udspillet sig mellem Israel og Hamas. Den canadisk-israelske forfatter og journalist Matti Friedman har fulgt konflikten tæt. Allerede i 2014 skrev han to artikler om sine erfaringer som mellemøstkorrespondent for verdens største nyhedsorganisation, Associated Press, hvor han argumenterede seriøst for, at vestlige medier ofte dækker området på en forudsigelig og forudindtaget måde. Nu er en våbenhvile trådt i kraft, og Friedman vil forklare, hvordan Hamas vandt mediekrigen. Og hvad vi i Vesten kan lære af det.
Vi mødes i en park i bydelen Baka. Friedman blev født i Vancouver i 1977 og emigrerede til Israel i 1995. Artiklerne fra 2014 markerede hans afsked med journalistikken, og siden har han skrevet flere bøger om sin tid som soldat og om Israel under krig. Friedman bidrager stadig med kommentarer om Israel og Mellemøsten til engelsksprogede medier som The Free Press.
Som 47-årig er Friedmans røde hår begyndt at falme, men hans lyse, fregnede hud kan stadig ikke tåle Jerusalems brændende sol. Under interviewet, der foregår over to dage, må vi derfor flere gange flytte bænke for at finde skygge.
Vi starter ved begyndelsen: Hans på mange måder mest bemærkelsesværdige pointe, at Israel og dets konflikter med naboerne får alt for meget opmærksomhed i vestlige medier. Titlen på en af de artikler, han skrev i kølvandet på krigen mellem Israel og Hamas i 2014, bemærker det ganske ironisk: An Insider’s Guide to the Most Important Story on Earth.
»Da jeg arbejdede for Associated Press, havde vi flere medarbejdere her end i Kina, Indien eller hele Afrika syd for Sahara, som består af 50-60 lande. Folk antager bare, at dette er en af de vigtigste internationale historier, hvis ikke den vigtigste. Hvad skyldes det? Det er et spørgsmål, man burde stille sig selv oftere,« konstaterer Friedman, og svarer selv:
»Det er en let historie at dække. Man kan dække sammenstød på Vestbredden eller en krig på Gaza-grænsen, få sig filmet i pressevest og om aftenen vende tilbage til Tel Aviv eller American Colony Hotel i Østjerusalem. Man kan være homoseksuel, kristen eller kvinde, uden problemer. Sådan er det ikke i det meste af Mellemøsten. På mange måder er det en ‘femstjernet konflikt’.«
Hans anden forklaring er dybere og mere kulturel: Dette er det hellige land. Begivenheder her har altid haft betydning for folk i den kristne verden og i nogen grad også i den islamiske verden.
»Landskabet, vi sidder i, gør det tydeligt: Betlehem er 20 minutter herfra, Nazareth halvanden time. Folk har svært ved at se Israel som et almindeligt, rodet land med korruption, kortsigtet lederskab og racisme. Alt læses ind i større, symbolske sammenhænge, og det gør historien stærk.«
Endelig mener han også, at opmærksomheden skyldes, at historien handler om jøder: I den vestlige fantasi figurerer jøder som symboler på ondskab eller moralsk fiasko, og det gør Israel til et centrum for moralsk indignation på en måde, som Kina, Saudi-Arabien, USA eller Iran aldrig bliver. Det er ikke bare nyheder; historier fra Israel er en del af en moralhistorie, som handler om Vesten selv.
ARTIKLERNE FRA 2014 handler ikke kun om Israel, men om hvordan manglende kultur- og sprogkundskaber kan skabe dybe misforståelser. Chokerende få af dem, der dækker konflikten, taler hebraisk eller arabisk.
»Ingen amerikaner ville nogensinde acceptere dig som ekspert på USA, hvis du ikke kunne engelsk,« siger Friedman. »Alligevel forventede man, at jeg som AP-korrespondent i Israel godtog, at kolleger, der lige var ankommet to uger før, blev betragtet som eksperter.«
Hans lokale tilknytning blev til gengæld ofte vendt imod ham; indsigt blev tolket som partiskhed. Friedman ser det som en rest af vestlig kolonialisme: ideen om, at vi kan forklare det for dig.
Under krigen mellem Israel og Hamas i 2014 begyndte også danske journalister med jødisk baggrund eller relation til Israel at blive anklaget for bias og inhabilitet, mens palæstinensiske og andre arabiske journalister og kommentatorer blev hyldet som sandhedsvidner. Den tendens er kun blevet mere tydelig under den nuværende krig. Friedman har bemærket samme udvikling.
»Der er folk, som kan interviewes af New York Times, og så er der dem, der ikke kan,« siger Friedman. »Grænsen går mellem, hvem man anser som acceptable kilder, typisk aktivister fra Amnesty eller Human Rights Watch. Israelske journalister som Nadav Eyal, Amit Segal, Amos Harel og jeg selv hører til i en anden, ikke acceptabel kategori. Publikum vil have en bestemt historie: israelere som brutale undertrykkere af uskyldige palæstinensere. Fortæller du noget andet, bliver du anklaget for at skjule sandheden.«
I sin tid forsøgte han at overkompensere.
»For at bevise, at vi ikke er partiske, accepterer nogle jødiske journalister alt, hvad den anden side siger, uden kritisk vurdering. Jeg gjorde det selv i starten med forventning om, at mine kolleger på den anden side ville gøre det samme,« siger han. »Men jeg fandt hurtigt ud af, at det sjældent fungerer sådan.«
En grund til det er kulturforskelle.
»Jødisk tradition er i høj grad baseret på diskussion, og israelske journalister er vant til at kritisere deres eget samfund brutalt. Det misforstås ofte internationalt. I avisen Haaretz kalder man dagligt regeringen ‘nazister’,  det er en del af den interne debat, men i Europa bliver debatten refereret som tegn på Israels iboende problemer snarere end et tegn på ytringsfrihed.«
Til sammenligning er der i arabiske samfund mindre tradition for selvkritik. Og så er palæstinensiske journalister udsat for langt større risici.
»Hvis du kritiserer Hamas, kan du blive dræbt. Vores kollegaer i Gaza er konstant opmærksomme på grænserne for, hvad de kan skrive, og så er der en del af dem, der veksler mellem at fungere som journalister og talsmænd for styret. Den eneste sikre historie er kritik af Israel. Det skaber en ensidig dækning.«
For Friedman er dækningen af Mellemøsten samtidig et spejl på journalistikken selv. Med sociale medier og faldende budgetter har ngo’er som Amnesty og Human Rights Watch gradvist overtaget rollen som nyhedskilder.
»De leverer færdigpakkede rapporter, grafer og citater. De taler journalisternes sprog og virker troværdige. Pludselig var de ikke længere noget, man dækkede, de var selve kilden.«
Problemerne bunder ikke kun i ideologi, men også i praktik. Det er dyrt at sende en erfaren reporter til en krigszone i en måned med et kreditkort og frihed til at komme hjem med en overraskende og velresearchet historie, når en ung journalist kan skrive hjemmefra baseret på ngo-rapporter.
Friedman vil dog ikke reducere alt til forfald. »Der findes stadig virkelig dygtige journalister,« siger han. »Men branchen har ikke villet analysere, hvad der gik galt. Og hvis man ikke kan erkende det, kan man heller ikke rette op på det. Det var derfor, jeg i sin tid skrev de essays.«

Foto: Ofir Berman
DEN STØRSTE FORHINDRING for den journalistiske dækning af den seneste krig har været udenlandske journalisters manglende adgang til Gaza. Vestlige medier har måttet basere deres historier på lokale journalister, som ofte er underlagt Hamas’ kontrol og censur, og fotos og videoer uploadet af civile til sociale medier uden mulighed for at verificere ophav eller kontekst. Fra mit eget arbejde som redaktør ved jeg, hvor vanskeligt det er.
Frustrationen over denne lukkethed førte sidste måned til GAD Petition, en nordisk underskriftsindsamling, hvor mere end tusind personer fra medie- og kulturmiljøer krævede, at Israel skulle give journalister adgang til Gaza, beskytte palæstinensiske reportere og styrke pressefriheden. Friedman bemærker, at erklæringen fuldstændig overså Hamas’ totale kontrol med pressen i Gaza, hvor enhver kritisk rapportering er livsfarlig.
»Det er absurd. Israel har sine begrænsninger – man kan ikke skrive om atomprogrammet – men det er et råbende demokratisk samfund. Du kan kritisere regeringen lige så voldsomt, som du vil. I Gaza ville det koste dig livet.«
Han mener, at vestlige journalister uforvarende har viderebragt Hamas’ mediestrategi.
»Hamas forstod tidligt, at de aldrig ville kunne vinde militært, men at de kunne vinde krigen om billederne. De lærte, at vestlige medier reagerer på bestemte historier: hungersnød, civile ofre, dræbte journalister, og de begyndte at styre pressen gennem præcis de temaer. Det er ikke tilfældigt, hvilke billeder der slipper ud fra Gaza.«
– En ting, der har undret mig siden 7. oktober, var Hamas’ beslutning om at filme egne forbrydelser. Hvorfor udsatte de sig selv for kritik ved at vise brutalitet mod civile?
»Fordi der er to publikummer. Det ene er Vesten, det andet findes i den arabiske verden. For Vesten er fortællingen bygget op omkring offeret: døde børn, bombede hospitaler, sult og ruiner. Det er billeder, som taler direkte ind i den kristne forestilling om lidelse og uskyld. Derfor ser du billeder, der næsten ligner religiøse motiver, moderne Pietà’er. De vækker medlidenhed og moralsk indignation. Det er en valuta i Vesten,« siger han og fortsætter.
»Til aktører i Mellemøsten fortæller de en helt anden historie. Her handler det om ære, modstand og styrke. De samme optagelser, som i Europa og Nordamerika vækker afsky, bliver i den arabiske verden til symboler på heroisk kamp. Det er derfor, Hamas filmede det. De kommunikerer to budskaber på én gang: tårer og lidelse til Vesten, sejr og hævn til regionen. Og det virker. For mens Vesten ser ofre, ser Mellemøsten krigere. Det er en form for mediekrig, og Hamas spiller den langt bedre, end Israel gør.«
Israel kommunikerer nemlig også til to forskellige publikummer.
»Til Vesten vil Israel kommunikere, at vi blev angrebet 7. oktober, at vi følger international lov, og at vi gør alt for at minimere civile tab. Det er den vestlige fortælling, som skal sikre diplomati, støtte og våbenleverancer. Men til de arabiske naboer er budskabet helt anderledes. Her vil Israel sende et klart signal om afskrækkelse. Angriber du os, vil hele din by blive reduceret til ruiner. Alle, du kender, kan blive dræbt. Det er for at forhindre angreb og vise styrke.«
Når Friedman skal forklare, hvorfor det lykkedes Hamas at vinde kampen om historien i vestlige medier i den netop afsluttede krig, henviser han til Netanyahu-regeringens inkompetence, nepotisme og manglende strategi på informationsfronten. Den israelske regering viste sig ikke at forstå, at informationskrigen er lige så afgørende som den militære, og det har haft konsekvenser langt ud over slagmarken. Især har det skadet Israels internationale omdømme.
– Tror du, at genoprettet adgang til Gaza vil ændre den internationale forståelse af, hvad der er sket i denne krig?
»Problemerne med den internationale forståelse handler ikke om adgang. De samme problemer eksisterede før 7. oktober, da pressen havde adgang. Problemet er, at store dele af pressen nu er befolket af venstreorienterede aktivister, som ser deres opgave som at fremme nyttige ideologiske fantasier. En af dem fremstiller Israel som et symbol på alt det, som rettroende liberale mennesker hader. Løsningen på det problem findes ikke i Gaza, men i de vestlige redaktionslokaler.«
I JULI SKREV Matti Friedman en artikel til Free Press med overskriften: »Sulter Gaza?« Artiklen udkom i de uger, hvor rapporter om eskalerende hungersnød fyldte vestlige medier, ledsaget af billeder af forarmede kvinder og børn. Allerede fra første linje fornemmede man, at teksten var drevet af akut anfægtelse. Var den israelske hær i færd med bevidst at udsulte den palæstinensiske civilbefolkning som led i en fordækt krigsstrategi?
Ligesom artiklerne fra 2014 søgte Friedman også at indkredse de vanskelige spørgsmål om sandhed og manipulation midt i en informationskrig, og at vise, hvordan fakta og propaganda let kunne smelte sammen. Artiklen udkom samtidig med, at israelerne for første gang siden krigens begyndelse begyndte at udvise minimal interesse for situationen på den anden side af frontlinjen.
– Israel har muligvis pressefrihed og en stærk debatkultur. Men synes du egentlig, at de israelske medier har levet op til de standarder, du efterlyser hos vestlige medier?
»Jeg tror, at pressen fungerer anderledes i et samfund i krig. Den israelske presse er ikke en objektiv observatør. Journalisterne er en del af det samfund, hvis børn dør, og som må vinde for at overleve. Efter at have fulgt den amerikanske pressedækning under krigene i Afghanistan og Irak, og senere mod ISIS, mener jeg, at vores presse klarede sig langt bedre, og at den gennemsnitlige israeler var langt bedre informeret end amerikanerne i de tilfælde. Men det betyder ikke, at dækningen var perfekt eller ikke kunne forbedres,« siger han og fortsætter:
»Vi lever i en verden, hvor man ikke længere tror på meget af det, man ser. I Israel gik det op for os, at vi slet ikke vidste, hvad der foregik. Vi betragter næsten alt, der kommer ud af Gaza, som propaganda. FN er åbenlyst upålideligt, og ingen stoler længere på organisationer som Amnesty. Men vi stoler heller ikke på vores egen regering, som lyver konstant, og heller ikke på hæren. Det gik op for os: Vi aner ingenting. Måske sulter børn i Gaza, og vi er ansvarlige.«
I forsøget på at forstå situationen fik Friedman delvist bekræftet sine bange anelser:
»Der var lommer af sult i Gaza. Men problemet handlede i sidste ende nok mindre om, hvor meget mad der blev lukket ind, end om fordelingen af den inde i Gaza. Der var mennesker, der sultede, og en reel fare for, at situationen kunne tippe over i noget meget katastrofalt. Selv israelske embedsmænd sagde det.«
Alligevel holder han sig ikke tilbage med at kalde historierne om sult en del af en vellykket mediekampagne. Et bevis på det mener han var fotografierne af udsultede børn, som viste sig at lide af allerede eksisterende sygdomme, men som ikke desto mindre blev bragt på blandt andet forsiden af New York Times, der til sit forsvar efterfølgende har påpeget, at det ikke er blevet påvist, at disse børn ikke også led af sult.
»At man måtte ty til den slags manipulationer, fortalte mig, at der ikke fandtes de billeder, man ønskede,« siger han. »Sultkampagnen var tydeligvis en kampagne. Alle brugte det samme sprog og de samme billeder. Det gjorde et enormt indtryk i tre uger, og så forsvandt det igen. Hvis der virkelig havde været hungersnød i Gaza, ville vi have set tusindvis af døde, men historien fadede ud.«
Ifølge Friedman bør historier som denne tjene som en advarsel.
»Det handler ikke kun om sulten, men om vores manglende evne til at vide, hvad der foregår, og hvad vi skal gøre, ikke bare som journalister, men som mennesker i en verden, hvor alt potentielt er manipuleret. Hvis journalistik bliver til aktivisme, og hvis man ikke længere kan stole på FN eller de humanitære organisationer, så dør børn, fordi ingen længere tror på, at krisen er sand.«
I forlængelse af det modsætter han sig anklagen om folkedrab, der har cirkuleret siden 7. oktober 2023, altså inden Israel indledte sin modoffensiv, og tog til i takt med det israelske militærs ødelæggelse af Gaza.

Foto: Ofir Berman
Selve ordet, mener Friedman, er blevet udhulet, udvandet som »racisme« eller »hvid«, et ord, der nu bruges om alt, nogen virkelig ikke kan lide. Han sporer den moderne brug af begrebet tilbage til 1970erne, hvor Sovjetunionen anvendte folkedrabsanklagen som led i en antizionistisk kampagne, en måde at »stikke jøderne med Holocaust« og udligne forskellen mellem offer og gerningsmand. I dag, mener han, lever denne logik videre blandt dele af den vestlige venstrefløj, på universiteter og i ngo’er, hvor den har fået nyt liv i fortællingen om Gaza.
Når Israel beskyldes for folkedrab, bygger det ifølge Friedman på en mekanisk sammenstilling af civile tab og løsrevne citater fra israelske ledere. Man fremhæver eksempelvis forsvarsministerens omtale af Hamas som »menneskelige dyr« og bruger det som bevis på udryddelsesintention. »Men det var tydeligt, at han talte om Hamas, ikke om palæstinenserne som folk,« understreger Friedman.
Han anerkender, at Israels militærstrategi kan diskuteres, og at man godt kan tale om etnisk udrensning, hvis palæstinensere rent faktisk forhindres i at vende tilbage til Gaza efter krigens ophør. Men folkedrab i ordets egentlige betydning – en systematisk udryddelse – har det ikke været, mener han.
»Gaza havde omkring to millioner indbyggere før krigen og har det stadig. Der er mange, alt for mange døde civile, men det skyldtes krigens natur. Hamas er designet til at være uadskilleligt fra civile.«
Ifølge Friedman fungerer ord som apartheid og genocide som sproglige genveje, der erstatter forståelse med fordømmelse:
»Jeg kan beskrive, hvad der var galt med dig, eller jeg kan bare kalde dig et røvhul,« siger han. »På samme måde kan man analysere en kompleks militær og moralsk situation, eller nøjes med at kalde Israel en apartheidstat eller gerningsmand til folkedrab. I begge tilfælde skjuler sproget mere, end det afslører.«
– Krigen har afsløret et dilemma, som også kan blive relevant for andre vestlige lande i fremtiden: Hvis man står over for et lukket samfund, hvor informationen er upålidelig, og civile systematisk bruges som skjolde, hvilke kriterier eller beviser skal der til, før man kan tage anklager om egne overgreb eller krigsforbrydelser alvorligt?
»Et samfund har brug for betroede interne observatører, hvis loyalitet over for samfundet, i modsætning til en bestemt regering, opfattes som urokkelig. En retsinstans, selvfølgelig, men også ngo’er, som man har tillid til. En reel tragedie for Israel er, at vores menneskerettigheds-ngo’er, som B’tselem, for længst er overtaget af den internationale antiisraelske venstrefløj og nu for det meste bliver finansieret og hyldet fra udlandet. Derfor bliver de her opfattet som fjender og har ingen opbakning blandt de mennesker, der virkelig betyder noget. Beskyldninger om overgreb vil aldrig være lette i krigstid, folk vil ikke have lyst til at høre om det. Men udfordringen i disse lange og uklare krige er at kæmpe og samtidig bevare sin sjæl. Med det for øje er observatørfunktionen afgørende, og jeg har virkelig mærket dens fravær i denne krig.«
MENS MATTI FRIEDMANS kritik af vestlige mainstreammediers dækning går ud på, at den er antiisraelsk, har den to år lange krig budt på talrige eksempler på, at de selvsamme medier anklages for at være i lommen på Israel. Jeg spørger ham, hvad man skal udlede af det.
»Nogle gange siger journalister: ‘Jeg bliver kritiseret fra begge sider, så jeg må gøre noget rigtigt.’ Det er efter min mening fuldstændig forkert. Det afgørende er, om historien forklarer læseren, hvad der foregår,« siger Friedman.
Han påpeger, at dækningen ofte bliver mindre forståelig, fordi journalister tøver med at beskrive parternes motivationer klart:
»Israel ønsker at overleve i Mellemøsten, mens Israels modstandere vil ødelægge staten Israel og erstatte den med en arabisk eller islamisk struktur. Hvis du forstår det, bliver adfærden på begge sider mere begribelig. Hvis du derimod tror, at palæstinenserne blot ønsker en lille demokratisk stat ved siden af Israel, forstår du ikke, hvorfor israelerne reagerer, som de gør.«
I dokumentarfilmen Israel Palestine on Swedish TV 1958-1989 fra sidste år, ser man, hvordan konflikten blev dækket på svensk tv gennem 30 år. I starten ligger sympatien hos israelerne, mens palæstinenserne næsten er fraværende, men over tid får deres perspektiver større plads. Friedman bifalder opgøret med den gammeldags orientalisme, men peger på, at den er blevet erstattet af en ny, patroniserende fortælling: Israelere fremstilles som kolonister og undertrykkere, mens palæstinensere opfattes som handlingslammede ofre. Propalæstinensiske aktivister og medieplatforme er samtidig gået fra at kræve balance til en decideret afstandstagen fra det jødiske statsprojekt. Medier, der ikke lever op til det, stemples som biased.
Friedman fortæller, at han som ung immigrant var fuldkommen uvidende om Mellemøsten. Han valgte derfor at studere islamiske studier og rejste i regionen i troen på, at gensidigt kendskab ville føre til fred. I dag kalder han bestræbelsen »naiv«. Jo bedre han lærte palæstinensiske kolleger og den arabiske verden at kende, desto klarere blev det, at modstanden mod Israel har sin egen logik. Den er ikke irrationel, men bygger på dybt had og fordomme. Problemet er den vestlige tro på fælles værdier, siger han og nævner både Irak, Yemen, Egypten og Israels tilbagetrækning fra Gaza i 2005.