07/09/2024 Du håner Mohamed, Erkan og Mustafa, Jakob Engel-Schmidt
Kulturministerens historieløse forsømmelse af gæstearbejdernes historie i museumsreformen er en skamplet på danmarkshistorien. Det er, som om man bevidst vil udviske dem og deres efterkommere fra historien.
Vil man gøre gæstearbejderne, danmarkshistorien og ikke mindst museernes ånd ret, kategoriserer man Immigrantmuseet som et nationalhistorisk museum, der fortjener de midler, som nationalhistoriske museer i det foreløbige udkast til museumsreformen har fået stillet i udsigt, skriver Isam Bachiri. Arkivfoto: Anthon Unger
Isam Bachiri Sanger, musiker, debattør, København
Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.
I sommer omtalte jeg en politisk aftale i ikke videre lovprisende vendinger. Og selvom jeg almindeligvis inviteres ud i det ganske land for at synge og debattere, inviterede kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) kun til livløs latter med sit grinagtige udkast til en museumsreform.
Museer er samfundsbærende kulturinstitutioner, som formidler vigtig og afgørende danmarkshistorie til såvel børn som voksne, bemidlede som ubemidlede, kultiverede som ukultiverede, høje som lave og hvide som mørke. Og netop af den grund valgte jeg for to år siden at etablere en udstilling på Immigrantmuseet i Furesø Kommune i bestræbelserne på at belyse et forbryderisk underbelyst stykke danmarkshistorie: gæstearbejdernes glemte historie.
Samtidens indvandrere og efterkommere skal høre på ikke så lidt om deres plads eller mangel på samme i det danske samfund. Hvis vi ikke bidrager til det danske samfund, så er vi dovne og ugidelige samfundsnassere. Hvis vi omvendt bidrager til det danske fællesskab, så er vi trojanske heste, som bedriver femtekolonne-virksomhed, som Frederik Vad (S) var så ufin at sige fra landets fineste talerstol.Så meget desto vigtigere var og er det for mig at formidle gæstearbejdernes historie. Det er netop derfor, at jeg udgav ”Fædreland”, hvor jeg i samtale med min far udforsker hans og andres historie som gæstearbejdere.
Det er netop derfor, at jeg til vinter udgiver et album, der tager gæstearbejdernes historie under socialrealistisk behandling, og hvor min seneste single, ”Acetone”, udtrykker følelsen af at være blevet udvisket af historien, som var gæstearbejderne en plet på danmarkshistorien, man fjernede med rengøringsmidlet acetone. Og det er netop derfor, at jeg i sin tid takkede ja til at lave en udstilling om gæstearbejdere på Immigrantmuseet.Gæstearbejdernes historie er vigtig, eftersom de efterlod deres familie, venner, kultur og hjemstavn til fordel for en tilværelse som velfærdsstatens arkitekter. Vigtig, fordi gæstearbejderne – trods de udmærkede lønninger – levede kummerligt og i visse tilfælde i sundhedsskadelige lejligheder, og ikke mindst vigtig, fordi gæstearbejdernes historie er den bedste medicin mod den omsiggribende virus, som spreder sig med epidemisk hast: intolerancen mod indvandrere og deres efterkommere.
Når ondsindede politikere og borgere beskylder os indvandrere og efterkommere for at nasse på velfærdsstaten, så kan denne plathed tilbagevises ved at henvise til vores fædre og forfædres tilværelse, hvor de som hårdt slidende gæstearbejdere henslæbte alle døgnets vågne timer med at udfylde job, som danskerne enten ikke selv ønskede at udføre eller ganske enkelt ikke var nok til at udføre.
Når politikere eller en antropolog mener, at vi indvandrere infiltrerer samfundsinstitutioner og undergraver den danske stat indefra med lige dele æresrelaterede og mellemøstlige værdier, så kan man affærdige denne fordummende påstand med, at vi hverken nu eller historisk set har haft nævneværdigt meget at skulle have sagt, hvorfor vi stadig er voldsomt underrepræsenteret på avisredaktionerne, bestyrelserne og foreningslivet, eller at vores vigtigste højtid, ramadan, blev fejret for første gang i offentligt rum i 2024 – selvom vi har været her siden 1960’erne, og vores befolkningsandel har været støt stigende siden da, alt sammen fordi det tilsyneladende er vores lod i livet at blive holdt udenfor.
Men gæstearbejdernes historie er først og fremmest vigtig, fordi det handler om mennesker. Mennesker, hvis historie aldrig er blevet undt den anerkendelse og opmærksomhed, som deres indsats ellers burde aftvinge.
Det blev udkrystalliseret under mit skæbnesvangre besøg på Arbejdermuseet. Her blev jeg vist rundt af en udmærket medarbejder, som viste mig museets mange afkroge, der alle sammen afdækkede den danske arbejderhistorie og arbejderisme.
Jeg imødeså med spænding den udstilling, som ville omhandle gæstearbejdernes historier og deres vidnesbyrd, erfaringer og oplevelser. Men jeg blev skuffet.
Efter endt rundvisning kunne jeg ikke fortrænge min undren og endte med at spørge Arbejdermuseets medarbejder, om gæstearbejderne virkelig ingen plads på Arbejdermuseet havde?
Åh jo, det havde de skam, forsikrede vedkommende mig om. For så at henvise mig til det støvede arkiv i kælderen …
Så meget desto vigtigere er Immigrantmuseet. For mit besøg på Arbejdermuseet bibragte mig det indtryk, at min far og alle andre gæstearbejdere var blevet glemt, ja, nærmest bevidst udvisket fra danmarkshistorien.
Forleden blev jeg så forvisset om rigtigheden af mit indtryk. For kulturminister Jakob Engel-Schmidt kan næppe være så historieløs, at han mener, at Immigrantmuseet er et lokalhistorisk museum og derfor ikke fortjener de midler, som emnet og initiativet vitterligt fortjener.
Jeg forstår godt, at der er politisk interesse i at fortrænge os indvandrere og efterkommeres positive sider og bidrag til Danmark, samtidig med at man sjældent forsømmer lejligheden til at opliste alle vores uheldige sider og tilbøjeligheder.
Men kulturministerens forsømmelse af gæstearbejdernes historie er en hån mod de hårdtarbejdende bidragsydere til den danske velfærdsstat, som ikke hed Jens, Peter og Ole, men Mohamed, Erkan og Mustafa, og som har lige så meget ret til tidlig tilbagetrækning som Arne.
Indvandring er muligvis det mest debatterede emner nogensinde i danmarkshistorien. Vi indvandrere og efterkommere er genstand for daglig debat.
Men når man som kulturministeren bevidst forsøger at forplumre debatten ved at forbigå Immigrantmuseet for de midler, det vitterligt fortjener, med henvisning til at det er et lokalhistorisk stykke danmarkshistorie, så forbryder kulturministeren sig mod den ånd, som er hele eksistensberettigelsen for museerne i Danmark. Nemlig god og sandfærdig oplysning og formidling.
Så kære Jakob Engel-Schmidt: Drop din skammeligt historieløse tilgang til Immigrantmuseet, når du og alle andre ved, at gæstearbejdere og deres efterkommere var et epokegørende øjeblik i danmarkshistorien, som fik dansk økonomi til at accelerere og afspejler det omgivende samfund, som vi alle lever i i dag.
Vil man gøre gæstearbejderne, danmarkshistorien og ikke mindst museernes ånd ret, kategoriserer man Immigrantmuseet som et nationalhistorisk museum, der fortjener de midler, som nationalhistoriske museer i det foreløbige udkast til museumsreformen har fået stillet i udsigt.