Hvad er Respublica?

Begrebet ’respublica’ i historisk lys

Begrebet res publica opstod i Romerriget, som i næsten 500 år havde en republikansk forfatning.
I republikkens tid (510-29 f. Kr.) var romerne primært kreative med hensyn til jura og organisering af øvrigheden. Den romerske mentalitet var praktisk, konservativ og præget af respekt for traditionerne og for autoritet, så res publica var en fællesskabsfølelse, der manifesterede sig i en statsmagt, som blev adlydt. Dels fordi borgerne konkret var mødt frem og havde godkendt den, dels fordi den alene sikrede samfundet og dermed privatlivet – res privata. Alligevel var mentaliteten fortsat stærkt kollektivistisk og – især for romerne – meget konkret og materielt orienteret. Romerne byggede således praktiske akvadukter, der fungerede efter hensigten i århundreder og stadig fylder i landskabet.

Det er for den republikanske tids vedkommende svært at adskille stat og samfund. Men gradvist opstod visse udøvende instanser, der kan betegnes som statsmagt – og for så vidt en organiseret res publica i modsætning til res privata.
Politisk kultur i Rom var anti-idealistisk og anti-ideologisk. Når noget nyt blev introduceret, var årsagen fænomenets praktiske anvendelighed, og anledningen var sædvanligvis, at en eller anden katastrofe truede lige om hjørnet. Især var den anden “puniske” krig (221-202) en rædselsfuld oplevelse, idet Hannibal simpelthen invaderede Italien. Romerne stod overfor total undergang. Men der var også andre dramatiske begivenheder.

Romersk sammenhold havde ikke meget at gøre med kristen medmenneskelighed og slet ikke ’kærlighed’. Hvis man fx betragter de fremragende portrætbuster på Glyptoteket i København, ser man nogle uhyre nøgterne mennesker. Res publica var stenhård nødvendighed og et kulturelt-institutionelt forsvar mod både indre og ydre fjender.

Baggrunden var en rå hverdag med evig trussel om massiv og vilkårlig voldsanvendelse. Øvelsen gik ud på at skabe og bevare et sammenhold, der var stort nok til at forene et enormt multi-etnisk imperium, men smidigt nok til at give plads til res privata og dermed også en stræben efter velstand og intellektuelle og æstetiske sysler. Den lykkedes gennem meget lang tid. Derfor har Rom også sat sig så dybe spor, og det i en grad så at vi stadig er påvirket af denne præstation, som går under betegnelsen ’pax romana’.
Den romerske republik kan strengt taget ikke betegnes som et demokrati. De procedurer, der kendetegner en sådan styreform i oldtidens græske byer og i de moderne nationalstater, gjaldt ikke i Rom. Men res publica byggede på en forestilling om et fælles bedste, et sammenhold og et sæt regler for overdragelse af beføjelser til regeringen, for udstedelse af love og for udnævnelse af dommere, embedsmænd og hærførere. Under såvel republikken som det konstitutionelle monarki var alle frie romerske mænd statsborgere, og denne ordning blev efterhånden udbredt til provinserne og de andre selvstyrende bystater (kommuner) i hele imperiet. År 212 e. Kr. fik alle frie mænd romersk statsborgerskab.

Republikkens to sidste århundreder var et inferno af borgerkrig, klassekamp og statskup. Længselen efter fred og politisk stabilitet gjorde det muligt for Octavian i år 29 før Kr. at oprette en art konstitutionelt monarki, det såkaldte principat.

Octavian modtog af Senatet titlerne Cæsar Augustus og blev desuden udpeget som folketribun og øverstkommanderende for militæret. Republikken – i moderne forståelse – var hermed blevet afskaffet, men Romerriget var stadig et res publica, hvilket bl.a. fremgik af, at både den enkelte borgers og kejserens personlige ejendom og anliggender blev kaldt res privata.

Også regeringsmyndigheden blev fortsat udøvet i henhold til nedskrevne og alment kendte dekreter og love, der respekterede den enkelte borgers ret til ejendom og sikkerhed. Idealerne fra Republikken levede således videre, og kejseren var både formelt og uformelt forpligtet overfor res publica.


Res publica som politisk kultur og som et system af institutioner dukkede senere op i Vesteuropa med de selvstyrende bystater. Og med udbredelsen af folkesuveræniteten og sekulariseringen i slutningen af 1700-tallet blev en række af den vestlige civilisations republikker og monarkier ordnet i henhold til forfatninger. Den nødvendige omformning af magt til autoritet har dermed stadig et romersk præg – i dag indenfor demokratiske rammer.
Begrebet og/eller holdningen ’solidaritet’ spiller en afgørende rolle i denne sammenhæng. Solidaritet var og er statsborgernes indbyrdes sammenhold og deres vilje til at forhandle og nå kompromis’er i stedet for at bruge vold. Den bygger på respekt – ligefrem ærefrygt – for love og udpegede ledere og udtrykker dermed en patriarkalsk pligt-ethos.
Res publica tilhører på én gang juraen, institutionerne og kulturen. De romerske borgere underkastede sig en fælles disciplin, som inkarneredes af prætorer og magistrater – og i krig en imperator. Det romerske geni var at kombinere lydighed med legalitet og legitimitet. Så i den forstand var det regeringsmyndigheden, der organiserede sammenholdet og lovenes håndhævelse. 

I dag kan vi ikke undgå at anskue enhver statslig magtinstans med en vis skepsis på grund af de uhyrlige totalitære ulykker i det 20. århundrede. Men Rom og romerretten har fortsat en kolossal betydning, fordi vi i dag stadig til en vis grad er romere. Vi tager det nemlig som en selvfølge:

  • at lovene er offentligt tilgængelige
  • at både mænd og kvinder kan have fast ejendom, vidne i en proces og udøve myndighed
  • at borgerne tilsammen udgør et retsfællesskab
  • at love skabes af mennesker – for mennesker
  • at magtudøvelse skal legitimeres gennem vedtagne procedurer og gennem konsensus fra borgerne.

Med afsæt i res publica har en kreds af borgere dannet en forening med navnet ResPublica-kredsen

Formålserklæring
ResPublicakredsens formål er at bevare og værne retsfællesskabet, demokratiet, individets frihed under ansvar og ligestillingen mellem kønnene. Opretholdelsen af demokrati og retssikkerhed forudsætter borgernes kulturelle og sproglige fællesskab og samhørighed i loyalitet overfor Grundloven. Arbejdskredsen vil derfor styrke demokratisk ansvarlighed og forsvare sækulariteten i lovgivning, nyhedsformidling, offentlig forvaltning, retspleje, undervisning og forskning.
Respublicakredsen er hjemmehørende på Frederiksberg.