Af Kirsten Damgaard
Uligestillingskultur
Mine første erfaringer fra integrationsbranchen er fra 1978 som lærer for en modtagelsesklasse. Det var hårdt at overvære de store pigers dilemmaer, når de var i klemme mellem muslimske forældres dannelsesbegreb og folkeskolens syn på ligestilling og frihed. Denne problemstilling har ikke ændret sig, så muslimske pigers mulighed for at bruge deres intellekt og nysgerrighed til personligt tilfredsstillende aktiviteter og udvikling er stadig begrænset i forhold til jævnaldrende. Faktisk er sladder og gruppepres blevet udvidet med bosættelsen i enklaver og mobiltelefoners indtog, der gør det nemmere for mænd at samarbejde med hinanden om at styre egne piger og kvinder.
Danske kvinder bruges dog fortsat æreløst. Et proforma ægteskab med en dansk kvinde åbnede således døren for en stor marokkansk familie omkring årtusindskiftet. Socialchefen i kommunen har over for en lokalpolitiker indrømmet, at manden ikke havde forsørgelsesgrundlaget i orden, da han efter skilsmisse familiesammenførte sine mange børn og sin egentlige kone. Begge forældre er analfabeter og har intet at tilbyde det danske arbejdsmarked, så trods stop for indvandrere, må kommunen nu forsørge 8-10 nye, hvoraf en er multihandicappet.
Et andet verdensbillede
Jeg har i mit lange arbejdsliv med indvandrere og flygtninge mødt flere fænomener, som jeg aldrig har hørt om i dansk sammenhæng. Muslimer lever ofte i en anden kosmologi. Der føres fx et mentalt regnskab over rent og urent, handles i forhold til æresbegreber, og livssynet har et helt andet syn på rigtigt og forkert. Meget samarbejde sander til, fordi mange mænd har den indstilling, at de kan blande sig i alt – på tværs af kundskab og position. En ældre, muslimsk mand kan fx mene, at en ung kvindelig lærer skal servicere ham i undervisningen, eller at han – som er analfabet – kan bestemme, hvad et kvindehold skal undervises i, eller hvilken tolk, der skal tilkaldes til et projekt. Der tænkes i klan og kaste i forhold til fx loyalitetsudøvelse og turden hævde egne standpunkter. Personer med status kan have umådelig indflydelse på familiernes valg, selvom de ikke er sagkyndige.
Fiksering på sex
Jeg vil fremhæve fikseringen på det seksuelle i den muslimske kulturkreds. Tanker om krop og forholdsregler mod sex dominerer meget. Opfattelsen af seksualitet udgør uden tvivl en del af forklaringen på overrepræsentationen af voldtægter på danske kvinder med muslimer som krænkere.
Kort efter at imam Abu Laban var kommet til Danmark, besøgte jeg ham i hans hjem for at interviewe ham. Han formelig fejede mig ind i sin stue med store armbevægelser for ikke at komme til at røre mig, og med mange forsikringer om at være velkommen placerede han sig over for mig i en stol. Inde i stuen var der opbygget et hegn – et formeligt skel mellem kønnene – bag hvilket hans hustru kunne bevæge sig uset fra entre til køkken. Ortodokse muslimer rører ikke ved andres kvinder, den seksuelle gnist kunne jo springe og hvorfor tage chancer. Man låser jo også sin dør, ikke sandt?, forklarede imamen mig. Lidt efter kom hans små piger hjem fra skole med hvide tætsiddende tørklæder på. Synet af hår, hals og ører kan i høj grad vække seksuelle tanker hos mænd. Eftersom kvinderne anses at have større lyster end mænd, fordi de er nærmere naturen, og mænd er svagere i ånden, får kvinderne ansvaret for ikke at friste, og derfor skal de indpakkes.
I midtfirserne var der sket en større arabisk tilflytning til Danmark, og samtidig indledtes arabiseringen af indvandrermiljøet. At få kvinder til at gå med tørklæder og børnene i muslimske privatskoler – hvoraf Danmark nu har flere end både USA og UK – var begyndelsen på udskillelsen.
En pakistansk hustru kom på hospitalet her i Danmark. Som en ærværdig muslim måtte hendes pakistanske ægtemand indforskrive en kvindelig slægtning fra England til at overnatte i hjemmet. Den tilrejsende kvindes tilstedeværelse skulle garantere for datterens seksuelle sikkerhed og rygte i forhold til lyster og drifter hos mænd i hendes nærmeste familie.
En anden episode gjaldt en forholdsvis nytilkommen ung muslimsk kvinde, der helt var holdt op med at tale i hjemmet, som hun delte med sin ægtemand og hans far. Hun var også blevet meget fjern, fåmælt og træt kort efter, at ægtemanden var begyndt på natarbejde. Den unge kvinde udeblev fra konsultation, og det forlød, at hun var rejst til hjemlandet for at passe en syg svigermor. De symptomer, jeg havde fået beskrevet, og de reaktioner, jeg selv havde lagt mærke til, tyder på, at hun blev udnyttet seksuelt af sin svigerfar, når manden var på arbejde.
Religiøse muslimer anser det for letsindigt at være alene med en kvinde i et lukket rum, så jeg var ikke overrasket, da en anden imam havde en herre til at sidde at læse i den anden ende af kontoret under et interview. En muslimsk kvinde sætter sig også hellere ved siden af en dansk mand i bussen eller står op, end hun sætter sig ved siden af en mand fra egen etnisk gruppe. Hun vil nemlig ikke risikere følgerne af at blive antaget for at opfordre til sex.
En anden situation: Jeg skulle udføre en temmelig omfattende sproglig test af en midaldrende pakistansk mand. Der var ombygning, støv og larm på erhvervsvejleder-kontoret, men heldigvis havde jeg fået lov at låne et lille fjerntliggende øvelokale på musikskolen, hvor sæsonen endnu ikke var begyndt. Efter at vi var marcheret ned af lange gange, havde låst os ind gennem korridorer og ind i det lille øvelokale, smækker jeg mig ned bag et bord, hvorpå kursisten læner sig ind over bordet fra den anden side, tager fat i mit hoved og vil kysse mig. 15 år med danske kønsnormer var gået hen over hovedet på ham.
For få år siden udførte jeg en mindre undersøgelse Muslimske unges holdninger til køn, etnicitet og seksualitet (2001). Der var fx en del unge mænd, som lagde vægt på selv at være seksuelt uberørte ved indgåelse af ægteskab. Ikke så få unge mænd havde den forestilling, at hvis en ung kvinde var seksuelt uberørt ville hendes seksuelle lyst vokse, og ægtemanden ville modtage en fyrig og seksuelt interesseret brud. Sådanne forestillinger er biprodukter af det kulturelle forbud mod kønslig selvtilfredsstillelse og viser en ønsketænkning i forhold til, at investeringen i afholdenhed dog har en mening, for sex er udelukkende tilladt i ægteskab mellem mand og kone(r). Andre unge var berørte af, hvor svært det er at få et godt seksualliv i et arrangeret ægteskab. Nogle af mændene følte nærmest, at de havde krænket deres brud i det seksuelle samvær, hvor ingen af parterne i forvejen var fortrolige med hinanden.
Sandhedsbegreb
I indvandrerundervisningen har jeg altid understreget, at kursister og elever kunne spørge om, hvad der måtte undre dem i Danmark. Nogle har derfor spurgt, hvad ”bøsse ” og ”integration” betyder. For mange traditionelt indstillede muslimer er det blot at høre om en levevis eller en moral, som de selv finder forkastelig, en stor vanskelighed. Deres sandhedsbegreb er nemlig af en sådan beskaffenhed, at beretninger om det forkerte eller det forkastelige end ikke bør finde sted. Derfor bør man ikke tale om eller læse noget, der strider mod det givne livssyn, selvom det blot er for at orientere sig. Sådan opstår fx ønsker om censur. Af den grund har børn i ikke-rationalitetsprægede familier – og kvinder uden fri bevægelighed eller læsekundskaber – ofte kun danskere at skaffe sig viden fra.
Jeg kommer aldrig til at respektere den udbredte tankegang, at når noget forbudt ikke opdages af dem, der tillægges autoritet, er det heller ikke sket eller sandt.
Omverdensforståelse
Jeg har flere gange taget en gæst med i undervisningen i samfundsfag. Denne gang havde jeg en kvindelig gæst med. Holdet var på mellemniveau, hvilket vil sige at kursisterne havde gået 5-8 år i skole i deres hjemland, og de havde alle været i Danmark mellem 2 og 12 år. Aldersmæssigt lå de mellem 22-41 år. Opgave var som sædvanligt at finde ud af så meget som muligt om gæstens erhverv uden nogen forhåndsintroduktion overhovedet. 10-12 minutter efter den egentlige mødetid var de fleste kursister ankommet, og vi tog en præsentationsrunde med fornavn. Disse sprogskole-elever fik nogenlunde hurtigt pejlet sig ind på, at gæsten havde politisk indflydelse. Man drøftede så formålet med undervisningen, og flere gav udtryk for, hvor hårdt og uretfærdigt det var at skulle aktiveres nogle timer om dagen på fabrik foruden tre timers daglig undervisning i dansk og samfundsfag. En pakistansk mandlig kursist, der havde boet i Danmark i 10 år, måtte gæsten imidlertid opgive at forstå. Han talte det indvandrerlærere kalder flydende forkert, hvilket er et ukorrekt mix af nutid og datid, forkert ordstilling og forkerte stedord. Det var ganske overraskende for gæsten – (tidligere) indenrigsminister Karen Jespersen – at høre, hvorledes flere gav udtryk for et ønske om at splitte kommunen op i etniske enklaver med boligområder, skoler, børnehaver osv. Parallelsamfund var egentlig det, de kurdisk-tyrkiske frivilligt indvandrede kvinder foretrak.
Arbejdsbegreb
På sprogcentret måtte vi lærere altid planlægge efter, at kursisterne – også de nytilkomne brude og brudgomme – var langsomme i alle fysiske bevægelser. Og jo dårligere uddannede kursister man har med på tur, jo sværere er det at komme forbi en 10-kroners butik eller et ophørsudsalg, uden at en sværm voksne kursister forsvinder ind i forretningen. Det er sket, at vi lærere er gået i Føtex med et halvt hold og har forlagt undervisningen dertil en times tid, for den anden halvdel af kursisterne var der allerede og kom ikke til undervisning, fordi et godt tilbud på tøj eller en køkkenmaskine trak mere. Så med ”autentisk materiale”, altså varerne i Føtex, kunne vi træne størrelsesangivelser, navne på farverne og bøjning af tillægsord etc., når nu situationen ikke kunne være anderledes.
I øvrigt er det svært at få en del kursister til at acceptere, at man godt kan tage ud og se på virkeligheden, selvom det regner eller er koldt. Fornuftigt tøj og fodbeklædning bliver for mange ikke en ny vane selv efter fem vintre med sjap og kulde. Nogle anser næsten dårligt vejr som en personlig fornærmelse og bliver væk fra kursus. Andre vil ikke bruge buspenge.
Interesser
Samtidig har jeg oplevet mange kvinder, der blev vældig opløftede af at komme på ekskursion. De kom sjældent ud af deres kvarter og så egentlig meget lidt af Danmark. At holde ferie og weekender i Danmark ser jeg hos meget få muslimer, for landet som sådan interesserer ikke. Manges horisont går mellem fætters bryllup, hjemlandet, parabol-TV, Bilka og Legoland. Det er min erfaring, at procentdelen, der er meget fikserede på materiel bjergsomhed, og som samtidig er uinteresserede i personlig dannelse, er langt højere end hos danske unge. Det ses fx også på 2. og 3. generations studievalg og fritidsinteresser.
Det normale er relativt
Voksne indvandrere kan opfatte visse bøger som urigtige eller upassende.
Nogle vil så fjerne bøgerne fra folkebiblioteket eller rive de formastelige sider ud. I og med at mange børns soveværelse ikke anses for deres private rum, så har forældre fuld adgang til skuffer og tasker. Derfor vil en del børn også være utilbøjelige til at bringe bøger med hjem, som de forventer forældre misbilliger. Når jeg giver unge piger et eksemplar af Kvinde kend din krop må den i hvert fald bindes ind, såfremt den overhovedet kommer med hjem og ikke i stedet opbevares hos en dansk veninde. Jeg har af og til givet en dagbog med lås til store indvandrerpiger. Den var så – for en stund i hvert fald – lidt privatliv for disse piger, der på rigtigt mange måder følte deres individualitet invaderet. Det er givet, at det jeg ud fra vestlige normer kunne vurdere som krænkelser af personlig udfoldelse, vurderes som normal opdragelse og forældreadfærd i vide kredse i indvandrernes oprindelseslande og hos mange herboende grupper.
Men det er graden af individualitet, som den omgivende kultur giver spillerum for, der afgør, om den unge føler sig meget eller lidt hæmmet af forældrenes restriktioner. Etnisk danske børn, der vokser op i Danmark med kontakt til danske institutioner som børnehaver og folkeskoler, får udviklet både deres personlighed og strukturer vedrørende læring, tænkning og erkendelse på anderledes vis end børn, der vokser op helt eller delvis under et islamisk menneskesyn og værdisystem. Så der findes private virksomheder, der går udenom at ansætte eller aktivere voksne muslimer. Erhvervslederne har dårlige erfaringer med, at netop muslimer som kategori af indvandrere ikke kan tage selvstændigt initiativ og være dynamiske, og fordi samme indvandrere trods evt. høj uddannelse ikke magter team- og projektarbejde.
Jeg har været sammen med større folkeskoleelever fra muslimske enklaver her i Danmark, og dér fandt ingen elever det nedværdigende eller underligt ikke at have egne lommepenge. Far skal spørges hver gang, og de muslimske unge manglede da heller ikke aldersgruppens statussymboler. Mange fandt det også i orden at blive fysisk afstraffet i hjemmet. Flere mente desuden ganske sigende, at de ikke ville lære noget, såfremt der ikke var danskere til at undervise dem.
Et andet eksempel på forskelle i tankegang om ret og rimeligt kommer til udtryk hos ganske mange voksne kvinder fra Somalia, Palæstina og Pakistan. De anser det for et overgreb at skulle på arbejdsmarkedet for at forsørge sig selv og familie.
Vejledning og rådgivning
Det sker ofte i integrationsarbejde, at mænd slet ikke kommer de første dage på det kursus, de er tilmeldt, og så dukker op to-tre dage for derefter at melde sig syge. Eller mænd tager af sted til Stockholm, fordi der er en spændende muslimsk prædikant eller en cricketmatch, de vil opleve.
I uddannelses- og erhvervsvejledningen kan man tage pulsen på især de nyankomne indvandrere og flygtninge, og andre der fx via arbejdsformidlingen skal begynde eller fortsætte med at lære dansk. Nedenstående er eksempler, fra lige før 24års-reglen blev sat i værk.
En pakistansk mand på 24 år ankommer med svigerfar. Han kan noget engelsk, har gået i skole i 10 år, men har ingen uddannelse. Faktisk er han overklasse og har ikke behøvet at arbejde i Pakistan, men kunne tilse dele af familiens besiddelser, hvis det passede ham. Der er imidlertid ingen rytme eller system i hans aktiviteter for familien, så arbejdserfaringen må siges at være nul. Det at samtale med en kvinde, der kigger ham direkte ind i ansigtet, volder ham kvaler. Jeg har erfaret, at nogle familier gifter sønner nedad i Danmark, hvor opholdstilladelsen så opvejer klan og kasteforskelle.
En tyrkisk kvinde med 10 års ophold i Danmark og 5 års skolegang i Tyrkiet møder op med sin 16-årige søn som tolk. Hun kan hverken sige sin adresse eller sit personnummer på dansk, og hun forstår heller ikke spørgsmål om, hvor mange børn hun har, og om hun før har gået i skole i Danmark. Hun kan ikke skrive navnet på supermarkedet Netto, som hun jævnligt handler i, selvom de tyrkiske og danske bogstaver er de samme. Hun kan faktisk heller ikke sige goddag eller farvel på dansk. Episoden minder mig om en kursist, der blev arrangeret i ægteskab med sin svagt begavede kusine. Han oplever sig narret og er rasende på arrangørerne, men holder ved hustruen og har nu tre dårligt begavede børn, som går i specialskole.
En somalisk mand sidst i tyverne kommer til indskrivning til danskundervisning. Han er meget tydeligt utilpas og ængstelig.
Han vil hellere være i Jylland hos den somaliske hustru, som han er ved at blive separeret fra, og hvor han føler, han har ret til at opholde sig. Men officielt bor han i Københavnsområdet, så enten er det en proforma skilsmisse, eller også vil han styre konen, efter hun har ønsket ægteskabet opløst. Næste gang vi taler sammen, er han ikke samme person, helt bogstaveligt. Han har aflyst et møde med mig, og fået en tid hos en anden vejleder. Men da vi vejledere har byttet vagter, bliver fuppen med at lade en anden udgive sig for ham afsløret, for det er alligevel mig, han møder. Den slags ulovligheder med falsk identitet har indvandrere gennem årene indviet mig i, at de lavede ved køreprøver og faderskabssager, og nu ser jeg det så ved aktivering.
En ung indisk hippietype kommer til visitation til undervisning. Vi kan næsten føre samtalen på dansk. Efter to måneder i Danmark forstår han meget af, hvad jeg spørger om. Hans indiske familie har nemlig talt dansk med ham i hjemmet. Søsters børn har været nidkære lærere, og kommunens bibliotek har leveret en lærebog, i hvilken han har arbejdet sig frem til lektion 16 med tilhørende hjemmeopgaver.
En ung pakistansk kvinde vil begynde undervisning i og på dansk, idet hun er kommet hertil lige netop før sin afgangseksamen fra hjemlandets gymnasium. Det er mindre smart, for det sætter hende en del år tilbage uddannelsesmæssigt. Afbrudt uddannelse pga. bryllup er et mønster, jeg ser tit, især hos tyrkerne. Nu efter fem år som hjemmegående og to børn vil hun lære dansk. Hun kan dog allerede skrive nogle simple ord og sige tallene i sit telefonnummer og personnummer. Når der er fundet en udvej på børnepasningen, kan hun begynde. Med kun én indtægt kan familien ikke betale for to børnepasninger.” Mon kommunen vil betale? ”, spørger hendes mand. Unge mænd har fortalt mig, at andre mænds agtelse ofte afhænger af, at viriliteten kan bevises, så derfor skal konen helst gøres gravid hurtigt. Et mønster, jeg ofte ser hos nyetablerede par, er, at man får indtil flere børn, før parret har selvstændig bolig og mulighed for at forsørge sig selv ved et almindeligt arbejde. De unge tilgiftede er rejst hertil uden afsluttende eksamen og uden anvendelige sprogkundskaber og derfor uden noget at tilbyde et dansk arbejdsmarked.
Indlæringsproblemer undersøges ikke
Historisk har Undervisningsministeriet afvist psykologiske undersøgelser af voksne indvandrere og flygtninge med for ringe tilegnelse af det danske sprog. Det skyldes et ideologisk valg hos sproguddannede medarbejdere, der ikke syntes, at det var pænt at udsætte minoriteter, der i forvejen ansås for at befinde sig på bunden af samfundet, for en evt. stempling. Problemer med at lære kan imidlertid skyldes dårlig begavelse, være af social eller kulturel beskaffenhed, eller der kan være tale om en personlighedsforstyrrelse eller livskrise. Det er bekymrende i forhold til samfundsressourcerne og den personlige integration, at den grundige psykologiske undersøgelse stadig ikke foretages. Det er ganske forventeligt, at indgiftning gennem generationer sætter sit præg hos en vis procentdel, også på begavelsen. Det kan ikke altid tilskrives lokale samfundsforhold, at gæstearbejdergrupperne klarede sig dårligt i oprindelseslandene.
Traditionel psyke
Tillid til andre er ikke en social kompetence, som muslimske børn almindeligvis tilegner sig via opdragelsen. I sportsklubber og folkeskoler kender man til, at det ikke kan lade sig gøre at få muslimske forældre til at yde det lille frivillige arbejde, som danske forældre påtager sig i erkendelse af nødvendigheden af gensidig hjælp og ansvar om børnene. Spejderbevægelsen er pr. definition international og har siden 1970’erne forsøgt at få indvandrerbørn med. Men her i Danmark har det vist sig, at muslimer gang på gang foretrækker ikke at integrere sig med øvrige nationaliteter. Man har måttet lukke nogle grupper, for spejderarbejdet viste sig at være dække for islamisters virke. Eftersom der er meget konkurrence i spejderarbejde – ligesom i sport – oplevede man i spejdersporten de samme udslag af kultur i psyken: drengene kan ikke magte at tabe, de bliver urimelige og rasende og mener sig i deres surhed berettigede til at blæse på alle aftaler. Også fodboldklubber har i årtier haft problemer med muslimske fædre, der lover dommerne tæv og udviser manglende accept af autoritet.
Jeg har hørt en del børn og unge fra diverse etniske kategorier udtale ”de sku’ skydes ” og ”jeg dræber dig, mand” i forbindelse med Muhammed-tegnerne i foråret 2006. Disse forbandelser florerer i deres etniske miljø, og drengene gentager dem gerne, når de møder nye danskere, for lige at markere positionen, at ”du er en af dem”.
Ønsket om en umiddelbar tilfredsstillelse eller en god karakter i skolen uden en relevant personlig indsats er tegn på umodenhed. Narcissisme indbygges i langt flere indvandrerdrenge af muslimsk herkomst end i drenge fra eksempelvis kristne, hinduistiske eller buddhistiske familier. Modsat er de muslimske piger ofte langt mere ydmyge og tilbageholdende i begyndelsen af deres skolegang. Denne forestilling om at være berettiget til noget uden indsats eller at være hævet over vedtagne regler er mere udbredt hos 2.generation af muslimske drenge end hos 1.generation og har udover opdragelsen at gøre med den tiltagende islamisme i Mellemøsten og Europa. Det er fx sådanne forestillinger, der bringer indvandrerdrenge i karambolage med redningsfolk i storbyer, hvor drengene forsøger at styre redningsarbejderne.
En ungdomsleder har fortalt, at han må tage udenbys i bus med indvandrerdrengene for at træne skøjteløb, for de kan ikke magte at blive kigget på og grinet af, mens de øver den helt elementære mestring. En del indvandrere har også fået ødelagt deres medfødte nysgerrighed ved en afvisende og ikke-stimulerende opdragelse. Den manglende stimulering i opdragelsen går videre som negativ social arv, og selv 3. generation må ofte støttes til at forfølge den forundring, de stadig måtte nære. Nogle må ligefrem med lærer- og pædagoghjælp genopdrages til at turde være nysgerrige.
Den socialkarakter, mange i 1.generation i gæstearbejdergruppen er i besiddelse af uden iboende gå-på-mod, kritisk sans og nysgerrighed, bevirker endvidere, at en stor del vælger at forblive dårligt uddannede eller analfabeter. Danske pædagoger og lærere finder det helt i orden, at unge undersøger ting, stiller kritiske spørgsmål eller søger alternativer, hvorimod mange indvandrerforældre betragter det som mangel på disciplin eller mangel på respekt for autoriteter. Mentaliteten gives videre som social arv i kombination med narcissisme og ”berettigelseskultur”. Resultatet bliver, at mange normaltbegavede indvandrerdrenge dropper ud af fx teknisk skole, for de kan hverken overtale sig selv til at knokle eller acceptere en bundplacering.
Mange familier og klaner opleves af danskere som værende sig-selv-nok. At deltage i beboeraktiviteter, foreningsliv og anden fritid med mulighed for at være sammen med og på lige fod med danskere afvises som uinteressant og ” ikke noget for os ”.
Når store børn indgår i gruppearbejde i folkeskolen viser erfaringen også, at de meget ofte vælger partnere fra egen etnisk gruppe.
Noget af det mest betegnende, jeg har oplevet, skete, efter en lærergruppe for få år siden havde gjort en stor indsats for at udvikle undervisningen for kategorien voksne analfabeter og næsten-analfabeter. Hver elev var forudgående interviewet enkeltvis med tolk for at afdække behov og interesser. Det var derefter lykkedes at få lov at etablere valgfag som gymnastik, foto, håndarbejde, kend din by, håndskrift, regning etc. hver fredag på tværs af eksisterende hold. Samtidig blev det muligt at få gæsteundervisning med tolke, hvor der kunne stilles spørgsmål. Det drejede sig om politiet, apoteket, en AIDS-rådgiver, en ejendoms-advokat, en lokalhistoriker, en diabetes-rådgiver osv. Den nye struktur fremlagdes på et stort fællesmøde for hele skolen. Nogen spørgsmål?
En eneste mand rakte hånden op ”Kan alle kvinder få lov at gå hjem en time før hver dag? ” Denne gruppe kursister opholdt sig højst 3,5 klokketime dagligt på skolen og var ikke sideløbende aktiverede. Nu blev det Ramadan (fastemåned) og kvinderne skulle jo lave maden.
Går integrationen fremad?
På trods af islamiske værdiers og patriarkatets indflydelse på opbygningen af personligheden foregår der indimellem vellykket personlig integration – altså en følelse af tryghed, tilfredshed og generel samhørighed med danskere – hos muslimer i 1.,2. og 3.generation.
Nogle slipper for store kulturelle valg og vedvarende kampe med familien og egen etnisk gruppe om normer og værdier. Mange unge kvinder er imidlertid sorgfulde ved tanken om ikke at kunne indgå et kærlighedsægteskab med en landsmand, nemlig en dansker.
En stor del herboende unge muslimer er traditionelt sindede og tilslutter sig ikke sig fuld kønsligestilling og sekulære demokratiske frihedsværdier. At kulturkampen især foregår i de muslimske miljøer og inde i den enkelte muslim, fortæller statistikken over selvmord og forekomsten af psykosomatiske sygdomme.
Da de traditionelt indstillede måske udgør op til halvdelen af muslimerne og netop får flest børn, forventer jeg, at udviklingen i Danmark vil tendere den, som længe har kunnet ses stærkere udfoldet i Frankrig og Storbritannien: Selvseparation. Dvs. at grupper af muslimer prøver at presse særkrav ned over hele samfundet og samtidig isolerer sig.
Læs resten →
