A. Martin Jensen
Tidl. fabrikschef
1. december 2004
Indledning
Efterfølgende er en beretning om hændelser oplevet som chef for en møbelfabrik, et job der ophørte september 2000. I slutningen er tilføjet nogle få oplevelser fra dagligdagen, som den nu former sig, samt nogle betragtninger om hele problemstillingen, set med menigmands øjne.
Begyndelsen
Der var krig i Jugoslavien. Borgerkrig, etniske udrensninger, som serbernes forsøg på at slippe af med den muslimske indtrængen blev kaldt *
Den vestlige verden tog afstand, Nato og USA gik ind, fik skabt ro – og sikrede muslimernes position.
Nogle få så noget paradoksalt, for ikke at sige noget forkert heri. En af dem var en arbejdsleder, en af mine mest betroede medarbejdere i produktionen. Det var der i slutningen af 90’erne, og han sagde: “Vi får dem også her til landet en dag, muslimerne, de vil nasse på vort system, infiltrere og nedbryde samfundet”. På det tidspunkt havde jeg svært ved at tro det, det forekom i sig selv usandsynligt i vort trygge og sikre lille land, men også fordi de første og fleste flygtninge, vi på den tid fik ud på arbejdsmarkedet, var ikke-muslimske eks-jugoslavere, mange af dem af ret så vestlig observans.
Arbejdslederen sagde også: “Vi skal have så mange af dem i arbejde som muligt, så de kan brødføde sig selv”. Udgangspunktet, nemlig at der var mange indvandrende flygtninge, kunne vi ikke gøre noget ved, og jeg anså det da også for at være noget midlertidigt. Så arbejdslederen og jeg kastede os ud i at få nogle indvandrere sat i gang.
Det viste sig hurtigt at være en sej proces, selvom vi fik god hjælp fra kommunen, primært i form af løntilskud, men også med assistance til undervisning i dansk.
Vi troede jo, at de indvandrende eks-jugoslavere, mænd og kvinder i 20-40 års alderen, ville tage det som alle tiders chance, at de nu blev tilbudt et job. Nogle tog det som en chance og gik på med krum hals, flertallet syntes nok, at det var under deres værdighed og sjoflede både arbejde og danskundervisningen.
Kommunen stillede dansklærer til rådighed, fabrikken lagde lokale og fortæring til. Da vi startede danskundervisningen, der foregik et par gange om ugen i 2 timer i forlængelse af arbejdstiden, var der 12 på holdet. Da vi sluttede, var der 3 tilbage, dette selvom vi gjorde det til en betingelse for fortsat ansættelse, at man havde gennemført undervisningsforløbet. Undskyldningerne var mange, man var træt efter arbejdsdagen, man skulle hjem og passe børn, og man skulle 117 andre ting. Engagementet i at få lært den smule dansk, der var nødvendig for at kunne forstå arbejdsordrer, sikkerhedsinstruktioner o.s.v., var meget begrænset.
Men stille krav, det kunne man. Det havde man nemlig – i modsætning til dansk – lært i asylcentret, og holdningen var jo, at det var danskernes (som medlem af Nato) skyld, at de var havnet her som flygtninge. Så de skulle egentlig ikke arbejde, men forsørges på lige vilkår med mange danskere.
Eks-jugoslaverne kunne også berette, at der var meget bedre betingelser i Tyskland og Sverige. De kunne dog ikke svare på, hvorfor de så ikke bare flyttede dertil.
Jeg tør ikke sige, hvor mange indvandrere, vi ansatte for at nå frem til en nogenlunde stabil kerne. Men det var mange, gennemtrækket var altså betydeligt, hvad der ikke er sundt for klimaet på arbejdspladsen. Arbejdslederen og jeg ville dog ikke give op. Og der var jo også lyspunkter, folk som kunne se, at hvis de skulle skabe sig en tilværelse i Danmark, som de kunne være bekendt overfor sig selv og andre, ja, så skulle de selv skabe den.
Vi nåede efterhånden op på en indvandrerandel på 20-25% af medarbejderstyrken.
Men hvor der fra begyndelsen næsten udelukkende var tale om eks-jugoslavere med et afslappet forhold til religion, så var der nu i 1999-00 flere, jeg skal måske sige med mere udpræget muslimsk baggrund, fra Somalia, Marokko, Tyrkiet, Irak, Iran o.s.v.
Det var som om den for os danskere mere forståelige indvandring af forholdsvis vestligt orienterede flygtninge fra eks-Jugoslavien umærkeligt havde åbnet en vej for mange andre uden baggrund som krigsflygtninge og helt uden relation til vort land og kultur. Mennesker som kom til det forjættede land, hvor alt er tilgængeligt, blot man råber højt nok, og hvor alt i menneskerettighedernes hellige navn er tilladt, endda uden risiko for forpligtelser af nogen art.
Arbejdsgiverne
Vi fik også tudet ørerne fulde om, hvor hårdt vi ville få brug for indvandring, hvis produktionen skulle holdes i gang, så velfærdssamfundet fortsat kunne bestå. Arbejdsgiverne med Dansk Industri i spidsen og sekunderet af mange “samfundseksperter” har ført og fører an i bestræbelserne for at øge indvandringen.
Men arbejdsgiverne ligger jo, som de fleste andre i vort radikal-socialistiske samfund, under for dette at skulle udtrykke sig politisk korrekt. Så hvor de måske ønsker indvandrere med kvalifikationer til og ønske om blot de almindeligste jobs, ja, så fører deres argumentation til en helt ukritisk sammensat import af mennesker, hvoraf kun en mindre del kan og vil arbejde.
Som en borgmester i en vestlig forstad til København har udtrykt det, så afhjælper vi ikke manglen på IT-specialister ved ukritisk indvandring af analfabeter fra den anatolske højslette.
Arbejdsgiverne magter end ikke at skaffe beskæftigelse til de 12-13000 ledige akademikere, en gruppe hvor vel hverken kvalifikationer, alder eller sprogproblemer kan være en hindring. Og arbejdsgiverne vil have afskaffet efterlønnen, uagtet den uforholdsmæssigt store arbejdsløshed blandt mennesker over 50-55 år.
Hvad skal arbejdsgiverne dog bruge indvandrere til?
Arbejdsgiverne og deres “eksperter” påtager sig et meget stort ansvar, når de argumenterer for flere indvandrere.
Socialkontoret – oplevet af en ansat
Chefen gemmer sig bag den lukkede dør og sit fine skrivebord, medens front-medarbejderne tager skraldet: Skældsord, trusler, chikane, vold hører til dagens orden for dem.
I midten af 90’erne, da de første eks-jugoslavere blev overført fra asylcentrene til kommunen, blev en sprogkyndig dame ansat på socialkontoret som tolk og socialrådgiver for indvandrere. Til at begynde med gik det meget godt, indvandrerne syntes tilfredse med det, der blev dem til del. Men ret hurtigt – for de forskellige “hjælpeorganisationer” havde jo lært indvandrerne, at de kunne og skulle stille krav, uden selv at yde noget til gengæld – ja, så blev tonen skærpet, og helt galt gik det, efterhånden som andelen af muslimer tog til.
At blive rådgivet af en kvinde er i sig selv galt og nedværdigende. Men hvis denne kvinde så tillader sig at sige nej, eller at fortælle hvordan man skal gebærde sig i den ene eller anden sammenhæng, ja, så styrter verden sammen for den muslimske mand. Grovheder af enhver art bliver serveret ved skranken, chefen holder sin dør lukket, til uvejret er drevet over, og medarbejderen står tilbage med hele smerten.
Når medarbejderen derefter i privatlivet, på vej til og fra arbejde, på gaden, ved hjemmet ydermere udsættes for chikane, så kan det knibe for nogle at holde til det. Den her omtalte socialmedarbejder klarede ikke presset, hun har nu i efteråret 2004 været sygemeldt i over et år.
Den kommunale ledelse, chefen for socialkontoret, agerer alt for blødt overfor indvandrerne, og skubber blot frontmedarbejderne foran sig. Meget lidt ansvarligt, må man sige. Og den kommunale ledelse påtager sig også på denne måde et betydeligt medansvar for den muslimske fremtrængen – og det der følger heraf.
Indvandrerne forlanger respekt for deres kultur og religion. Det gør de, stærkt bakket op af de danske behandler-pinger, og indvandrerne glemmer fuldstændigt, at respekten må begynde hos dem som gæster, respekt overfor menneskene i det land, der så åbent har taget imod dem. Gensidig respekt, tak!
I det følgende omtales nogle få eksempler fra arbejdslivet på forskellige situationer med muslimske indvandrere – blot til illustration af vanskelighederne ved den så stærkt ønskede integration af især disse.
Iraneren
Han vakte tillid fra første færd. Pæn i tøjet, omhyggelig med sit arbejde i maskinsnedkeriet, flexibel m.h.t. arbejdstid. Kunne dansk på et hæderligt niveau. Han kunne gå direkte ind i produktionen, han blev ansat uden tilskud.
Efter et stykke tid blev han syg, som så mange andre, helt normalt. Siden blev han syg, fordi børnene var syge – moderen? Så blev han syg af klimaet i værkstedet, af årsager som ikke var hørt før, og omfanget af sygefravær oversteg efterhånden det “normale”. Iflg. manden sort uheld, men produktionen var taberen, hver gang.
Så en dag var der byfest. Masser af markedsgøgl, mange boder i gaderne med salg af alskens ting. Og hvem traf man travlt beskæftiget i disse boder? Iraneren
– han havde dog husket at melde sig syg!
Der røg så den sidste rest af tillid – og dermed også mandens job, naturligvis.
Marokkaneren
En mand på vel 35 år. Dårlig til dansk, men i overensstemmelse med det gode samarbejde, vi havde med socialkontoret og med et løntilskud til at opveje den lavere effektivitet som følge af sprogproblemer, gav vi ham en chance.
Han fik et let job i montagen, klarede den første dag nogenlunde i h.t. – den mandlige – holdleders instruktion. Dagen efter fortsatte han i dette job, men op ad dagen opstod der et spørgsmål om arbejdets udførelse. En kvindelig kollega, også indvandrer, i samme arbejdsområde forklarede marokkaneren, hvordan han skulle klare det. Ideelt, synes man, når kolleger hjælper hinanden.
Han mødte igen den 3. dag, men forlod ret hurtigt arbejdspladsen, hvad ingen af os kunne forstå. Den 4. dag ringede jeg til ham, han sagde, at han var syg, havde ikke sovet hele natten – årsagen: Han kunne ikke leve med at modtage besked fra en kvinde! Hans ære, hans kultur, hans religion var trådt for nær, han kunne ikke klare at arbejde på den måde. Argumenter prellede helt af.
Den berigelse af kulturen, han altså kunne give vor arbejdsplads, var vi selvfølgelig ikke interesseret i, så dermed sluttede det job.
Somalieren
Ja, så var der jo lige somalieren. En ung rask gut, der både kunne og ville arbejde. Han lærte hurtigt at køre med overfræseren i maskinsnedkeriet, og han forstod at følge op på kvaliteten, var flexibel o.s.v.
Umiddelbart en solstrålehistorie, vi fik endda et stykke i den lokale avis om ham.
Men muslim, det var han. Han ville have lov til at lægge sig på gulvet en gang imellem for at bede. Jamen OK, pauserne måtte han da gerne bruge til det – næ, det skulle være på bestemte tidspunkter, og så måtte maskinen stoppes. Så vidt jeg husker, fandt vi en rimelig ordning på fænomenet, så han kunne bede, og vi kunne holde produktionen i gang. En god medarbejder strækker man sig langt for.
Det blev i stedet boligproblemet, der slog benene væk under ham. Igen som følge af manglende helhed i den sociale indsats. Det nytter jo ikke noget at binde penge i halen på folk for at få dem i arbejde, hvis de ikke har chance for en bolig, nok især ikke når det drejer sig om helt unge, der er lette ofre for kriminelle elementer.
Uføre, ustabilitet, fravær – jobbet ryger sig en tur.
Vietnameseren
Den rigtige solstrålehistorie om indvandrerne skal ikke mangle. Men den handler så også om en ikke-muslim.
Han var en mand omkring de 30, og han var fra Vietman. Han søgte og fik et job hos os som svejser af stålstel til stole og borde. Vi havde i forvejen en række dygtige, danske svejsere, og vi havde svejserobotter.
Men vietnameseren kunne håndsvejse, så der ikke var et øje tørt. Han holdt en perfekt kvalitet på svejsningerne, og han holdt et tempo – konstant – som ingen andre end måske robotterne kunne følge.
Vietnameseren blev ret hurtigt en af de højst lønnede blandt svejserne – til en vis fortrydelse hos danskerne, naturligvis, men de måtte acceptere hans dygtighed, og han var vellidt for sin stilfærdige, loyale adfærd.
At vietnameseren, trods forholdsvis kort tid i Danmark, kunne et rimeligt dansk, nævnes kun for fuldstændighedens skyld.
Uden at kende noget særligt til de respektive religioner, så ser det for mig sådan ud, at buddhismen siger en masse om, hvad du nødvendigvis må gøre for at overleve, sørge for din familie og klare dig godt, medens islam fortæller dig, hvad du skal kræve af andre, for at du kan bevare din ære (omend mange muslimer ikke synes at være i besiddelse af megen “ære”).
Spøgelserne og muslimsk adfærd på andre punkter
Man går en tur inde i byen, møder det ene spøgelse efter det andet, og en bekendt på vejen mener nok, at der nu skal være karneval.
Hvorfor nu alle disse stærkt tilhyllede mennesker, iflg. det oplyste kvinder, mange af dem med blot en brevsprække til øjnene? Jo, det er skam et islæt i den så stærkt berigende muslimske kultur, der påbyder kvinder at være tildækket, således at mandens ejendomsret sikres bedst muligt. For iflg. den selvsamme kultur er det således, at ikke tildækkede, omend pænt påklædte kvinder, er til rådighed for alle mænd, når og hvor det passer mændene.
Nåh – så er det måske derfor, at så mange indvandrerkvinder ikke kommer i job og bidrager til, at familien kan klare sig selv? En klar følge af middelalderlig, muslimsk tankegang, medvirkende til at såvel kvinder som mænd aldrig kommer videre fra dette stade.
I svømmehallen, under bruseren før bassinet. En somalier, en tyrker eller …. lader, med bukserne på, et par dråber vand ramme sig, inden han beriger svømmehallen med sin uvaskede krop. Næste gang fortæller andre ham, hvordan det skal være, det afføder blot et arrogant skuldertræk.
Først når den kommunalt ansatte bademester, hårdt presset, griber ind, sker der noget. Men hvad? Jo, den pågældende muslim bliver væk, får måske sat lidt i avisen, og enden på det hele bliver, at muslimerne får tildelt egne timer af den i forvejen knappe tid i svømmehallen. Integration så det kan mærkes – på danskerne!
Anden afvigende og uacceptabel adfærd, i trafikken, på restauranter, kriminalitet er emner, som jeg vil lade ligge, så påtrængende de end er.
Opsummering
Min samlede oplevelse er, at den almindelige dansker i dagligdagen strækker sig meget langt for at få det til at fungere med indvandrerne. Dette selvom indvandrerne fylder meget i det samlede billede – på gaden, på arbejdspladsen, i venteværelserne, på finansloven og i hele debatten.
Samtidig står det dog klart for danskerne, at indvandrernes “tak” absolut ikke skal være en islamisering af vort samfund, hverken i stort eller småt. Folk må have den religion, de vil, men så snart den influerer på politik, lovgivning eller daglig adfærd, vor kultur om man vil, så skal bremserne slås i. Fanatisk, ekstrem islamisme hører ikke til i dansk kultur.
Hvorfor skal vi danskere betale i dyre domme (mange milliarder kroner p.a.) for nogle indvandrere, der blot vil smadre vort samfund? Et spørgsmål, der mand og mand imellem giver anledning til hovedrysten – lad os håbe, det aldrig bliver til mere. Lad os håbe, at frygten for islamisk infiltration ikke bliver til virkelighed, så truende det end ser ud nu. Sporene fra Balkan skræmmer.
Nogle taler om, at vor reaktion går ud over uskyldige, velintegrerede muslimske familier. Jamen, sådan må det jo være, så længe disse familier og enkeltpersoner ikke i ord og adfærd klart og åbent frasiger sig islam. Så længe de ikke gør det, er de jo netop med til at give grundlag og udgangspunkt for de ekstremistiske kræfter. Vi har religionsfrihed, ja, og frasigelse af islam er måske et urealistisk krav, men hvad er alternativet? Hvad skal der til for at fjerne ekstremisternes tro på, at de har et bagland og dermed en mission?
Der er ingen tvivl om, at de – endnu trods alt begrænsede – konfrontationer, som visse muslimer lægger op til, vil føre til en voldsom modreaktion, hvis de får lov til at accellerere. Myndigheder, politikere og organisationer har, som det fremgår af mine små eksempler, et meget stort ansvar for udviklingen. Sagen er vel, at vi står overfor nogle mennesker, der qua deres middelalderlige opfattelser slet ikke er modne til et demokratisk samfund som det danske.
Så håb alene kan nok ikke gøre det. Der skal i vidt omfang ændres holdninger, på mange punkter tages konkrete skridt.
Mener man fortsat, at portene skal slås på vid gab for muslimerne qua Tyrkiets optagelse i EU?
* Læs også artiklen af Torben Hansen: “Muslimsk aggression i Jugoslavien?”