Muslimsk aggression i Jugoslavien?
Af Torben Hansen
Jugoslaviens blodige opløsning,
der begyndte i 1991, kan ikke med rimelighed siges at være frembragt
af muslimsk aggression - og slet ikke af nogen invasion udefra. Det
gran af sandhed, der kan ligge i en sådan påstand, begrænser
sig til de overgreb, det albanske flertal i Kosovo har foretaget mod
regionens serbiske mindretal siden Titos død i 1980. De fleste
af eks-Jugoslaviens etniske albanere kan i et eller andet omfang betegnes
som muslimer. De var i 1999 i overhængende fare for at blive fordrevet
og massakreret af den serbiske hær, men blev i sidste øjeblik
reddet USA og NATO. Siden da har serberne i Kosovo været ofre
for brutale overgreb, og de aktuelle forhold forværres ganske
oplagt af islamistisk indtrængning - herunder arabiske og iranske
terrorgrupper.
Kosovo-katastrofen - i dag formelt
FN's og EU's ansvar - er ikke emnet for denne artikel, der omtaler det
moderne Bosnien. Her adskilte forholdene sig radikalt fra Kosovo. Nedenstående
artikel er en lettere bearbejdet udgave af to afsnit fra en længere
fremstilling, der blev bragt i tidsskriftet SEMIRAMIS, nr. 5, 1998 med
overskriften "religion og etnicitet - Bosniens arv fra Osmannerriget
og Habsburgerne".
I europæisk sammenhæng kan
der påvises to større, oprindeligt muslimske befolkninger,
som er blevet grundigt sekularisede: Volga-tatarerne og bosniakkerne.
Disse to grupper har i løbet af et århundrede gennemgået
en dyb kulturændring og dermed dementeret påstanden i Rudyard
Kiplings berømte digt, idet "Øst" i deres tilfælde
er blevet til "Vest". De to befolkningers udvikling demonstrerer,
at religion ikke er skæbne - heller ikke i tilfældet Islam.
Sekulariseringen begyndte allerede i
de sidste årtier af den osmanniske tid, og efter Østrig-Ungarns
besættelse af Bosnien i 1878 gjorde den sig gældende på
alle niveauer: arbejde, livsstil, uddannelse, politik m.v. Den blev
specielt grundig i årene 1945-80, da Jugoslavien var underlagt
Titos regime. De kommunistiske magthavere slog hårdt ned på
alle religiøse institutioner og fortrængte den ortodokse,
den katolske og den islamiske tro fra det offentlige liv. Bosniens befolkning
blev derfor fremmedgjort i forhold til forfædrenes religion.
En lignende proces fandt sted i mange
andre lande, men her blev det religiøse fællesskab erstattet
af det nationale. Noget sådant skete ikke i Bosnien-Hercegovina:
Befolkningen som helhed følte sig ikke som en særlig bosnisk
nation, men blev efter 1. Verdenskrig - til glæde for nogle og
til sorg for andre - tilsluttet det nye Jugoslavien under serbisk dominans.
Bosniakkerne - den oprindelige muslimske befolkning - som sådan
konstruerede ingen separat, kollektiv identitet på grundlag af
sprog, historie o.s.v., men indgik i stedet i forskellige politiske
fællesskaber sammen med ortodokse, katolikker og jøder.
Den serbiske regerings centralistiske politik efter 1918 tvang ganske
vist bosniakkerne til at optræde som én gruppe, men selv
dette frem-bragte ikke nogen muslimsk nationalitet.
Alligevel blev etniciteten gjort til
en politisk sprængladning, der detonerede i 1992 og dermed splintrede
det bosniske samfund. Med Dayton-aftalen fra 1995 er stumperne blevet
flikket sammen til et juridisk særsyn, der nærmest må
beskrives som en "to-og-en-halv-komponent-stat", opbygget
på en etnisk adskillelse, der ikke fandtes før krigen,
men derimod var blevet dens resultat, og som desuden blev ledsaget af
masseflugt af bosniere til udlandet. Denne fragmentering er til en vis
grad sket efter det mønster, fortidens religioner fastlagde:
Bosniakker/muslimer, kroater/katolikker og serbere/ortodokse. Men den
tragiske befolkningsopsplitning er ikke blevet frembragt af kulturen,
livsformen, fortiden eller traumerne i Bosnien, som før 1991
var den mest "jugoslaviske" republik i den nu opløste
forbundsstat.
Når halvdelen af Sarajevos serbiske
- i henhold til egen definition - befolkning valgte at blive i byen
og udholde mere end tre års belejring og beskydning fra Ratko
Mladic's "stor-serbiske" cetnikker, når en tredjedel
af byens forsvarere var serbere, og når den serbiske Jovan Divjak
(tilflytter fra Beograd) i det meste af denne periode var den bosniske
regeringshærs næstkommanderende, foreligger der en tydelig
diskrepans mellem bosnisk politik og den i vestlige medier så
stærkt fremhævede etnicitet. Bosnien-Hercegovinas undergang
kan ikke sammenlignes med borgerkrigen i det fragmenterede Libanon,
hvor maroniter, druzere, palæstinensere, shiiter m.fl. grupper
i årevis udgjorde indbyrdes kæmpende mini-stater, og hvor
politikken i højere grad var knyttet sammen med religion. Spørgsmålet
om de kollektive identiteters betydning i udbruddet af den jugoslaviske
krig kan altså ikke besvares med en standardopdeling af befolkningen
i muslimer, serbere og kroater.
Derimod foreligger der righoldig dokumentation
af, at opløsningen i 1991/92 skyldtes beslutninger på det
statslige - magtens - niveau, hvor først Serbiens og dernæst
Kroatiens politiske ledere fremprovokerede etniske skel for at skabe
en "libanesisk" situation. Bosniens sammenbrud kan derfor
ikke betragtes isoleret.
Serbiens Jugoslavien
Fra slutningen af 1300-tallet blev Balkan
underkastet det osmanniske imperium, som i 1453 erobrede Konstantinopel
og dermed afsluttede det byzantiske - eller østromerske - riges
lange dødkamp. I de efterfølgende århundreder var
det senere Jugoslavien opdelt i tre: de tyrkisk-beherskede provinser
mod sydøst og de østrigsk-habsburgske mod nordvest; dertil
kom så kystlandet Dalmatien, der tilhørte den italienske
købmandsrepublik Venezia til 1797.
Svækkelsen af det osmanniske imperium
førte til adskillige oprør og krige på Balkan, og
i 1878 blev Bosnien besat af Østrig-Ungarn, som var et "dobbeltmonarki"
under dynastiet Habsburg (kejser og konge Franz Josef). I nogle årtier
var der formelt tale om en midlertidig besættelse, hvilket bl.a.
indebar anerkendelse af den tyrkiske sultans suverænitet. Men
i1908 blev Bosnien regulært indlemmet i Østrig-Ungarn.
I 1914 blev både osmannerne og
Østrig-Ungarn kastet ud i Første Verdenskrig. Anledingen
var, at en serbisk nationalist myrdede den habsburgske tronfølger
Franz Ferdinand og dennes gemalinde. De to multietniske imperier - det
osmanniske og det habsburgske - stod nu sammen med det kejserlige Tyskland
i kampen mod en russisk-britisk-fransk-italiensk alliance. Efter mere
end fire års gigantiske nedslagtninger tabte de tre "centralmagter".
Karakteristisk for krigens gang var,
at de kroatiske, serbiske og bosniakkiske soldater i den østrig-ungarske
hær i mere end fire år kæmpede disciplineret - også
mod Serbien og Montenegro. Men i 1918 styrtede de to multietniske stater
- Habsburgernes Østrig-Ungarn og det osmanniske imperium - i
grus, og en jugoslaviske enhed var nu blevet en oplagt mulighed. Allerede
før krigens afslutning havde kroatiske politikere i landflygtighed
kontaktet den (ligeledes eksilerede) serbiske regering med henblik på
at udarbejde en plan for en sydslavisk stat. På grund af fundamental
uenighed mellem den kroatiske leder Trumbic, som ønskede en forbundsstat,
og Serbiens regeringsleder Pasic, der var centralist, blev det i første
instans kun aftalt, at det selvstændige Jugoslavien skulle være
et konsti-tutionelt monarki under Karadjordjevic-dynastiet.
Efter et langvarigt opgør vedtog
en fælles, grundlovgivende forsamling i 1921 en udpræget
centralistisk forfatning for "Serbernes, Kroaternes og Slovenernes
Kongerige": Landet blev inddelt i 35 oblasti (amter) - herunder
de seks forhen-værende "Kreise" fra den habsburgske/ungarske
tid i Bosnien-Hercegovina. Der blev ikke taget hensyn til de historiske
provinser, alle planer om en forbundsstat eller selvstyre for ikke-serbere
blev opgivet, og al magt var samlet i Beograd (Libal, 1991, s. 20).
Tilsvarende var hæren helt domineret af serbere, mens kroatiske
officerer blev holdt udenfor: "The entire national question was
complicated by the extremely harsh attitudes that each Balkan government
was to adopt towards its nonnational citicens or, particularly in the
case of Yugoslavia, toward those parties that did not agree with the
central regime. They were regularly regarded as a source of weakness
and disloyalty..." (Jelavich, 1983, s. 135).
Den nye forfatning blev vedtaget med
snæver margin og uden de kroatiske delegeredes deltagelse. I løbet
af et par år havde det vist sig, at den storserbiske nationalisme
betød, at ikke-serbere blev hårdere undertrykt end i førkrigstidens
multi-etniske imperier, og dette mønster slog igennem over hele
Balkan: "The new national regimes were to adapt a much more unconciliatory
view. The position of a member of a minority could be much worse under
their rule than under the old em-pires..." (Jelavich, smst.). I
Jugoslavien førte dette til, at den serbisk-kroatiske alliance
blev afløst af et dødeligt had mellem de to etniske grupper,
der talte samme sprog, men tilhørte hver sin kirke - henholdsvis
den katolocisme og den ortodokse.
De bosniske muslimers - bosniakkernes
- vanskelige stilling mellem serbere og kroater fik deres parlamentariske
repræsentanter til at forsøge en kompromiskurs: Mod et
tilsagn om at stemme for den centralistiske forfatning fik de løfte
om, at det serbiske central-styre ville være tilbageholdende med
beslaglæggelse af det muslimske landaristokratis jord, respektere
muslimernes selvstyre af skoler og sharia-domstole og tage hensyn til
dem ved udnævnelsen af de seks veliki zupani (en art amtmænd)
i Bosnien-Hercegovinas "oblasti". De muslimske delegerede
stemte for forfatningen, men Beogradregeringen holdt ikke løfterne
(Banac i Pinson, 1994, s. 134 f). Konsekvensen blev, at de forbitrede
muslimer fremover søgte samarbejde med den kroatiske opposition.
Jugoslaviens første ødelæggelse
I løbet af få år degenererede
jugoslavisk politik til regulær, fysisk kamp. I Bosnien-Hercegovina
terroriserede de serbiske cetnik'er - afledt af ordet "kompagni"
- muslimske politikere, og storserbiske ledere gentog et krav, der allerede
var blevet rejst af et regeringsmedlem under Første Verdenskrig:
Bosnien skulle "renses" for muslimer. Unge bosniakker reagerede
ved at kaste bomber efter serbiske embedsmænd.
Under en ophidset debat i parlamentet
i Beograd i 1928 nedskød en montenegrinsk delegeret den kroatiske
leder Radic, og kort tid efter oprettede Ante Pavelic (født af
katolske forældre i en hercegovinsk landsby) den storkroatiske
terrororganisation Ustasja, d.v.s. "rebel". Beograds hensynsløse
centralisme havde frembragt en kloning af den mest uforsonlige og intolerante
retning i storserbisk nationa-lisme. Kun indpak-ningen var forskellig.
Pavelic' terrororganisation blev en dødelig
fare for Jugoslavien, idet den blev aktivt hjulpet af det fascistiske
Italiens diktator Mussolini. I 1934 myrdede Ustasja kong Alexander Karadjordjevich,
og skønt serbiske og kroatiske politikere senere nåede
frem til den såkaldte sporazum ("forståelse"),
lykkedes det ikke at mane nationalismens dæmoner i jorden: Den
jugoslaviske idé og det serbiske monarki var blevet kompromitteret
blandt statens ikke-serbere, og i april 1941 fremprovokerede et militærkup
i Beograd Hitler-Tysklands lynangreb. De sydslaviske befolkningsgrupper
blev påny styrtet ud i et blodigt kaos.
Anden Verdenskrigs forløb i Jugoslavien
skal ikke omtales her. Kun skal det fremhæves, at fronterne i
mange tilfælde krydsede fortidens etnisk-religiøse skel.
De uhyrligste massakrer, begået af den fascistiske Ustasja mod
serbere i Kroatien, var tydeligvis tilrettelagt som en etnisk udrensning,
og tilsvarende rekruterede Cetnik-bevægelsen sine medlemmer blandt
serberne. Cetnikkerne i det tysk-besatte Serbien, brugte mere energi
på at myrde jøder, sigøjnere og muslimer end på
at kæmpe mod invasionshæren. Dette gjorde det lettere for
tyskerne at organisere muslimer i den såkaldte Handjar-division,
der især foretog massakrer på serbere. Men den kommunistisk
anførte partisanbevægelse, der gik af med sejren i forbindelse
med Tysklands sammenbrud, var multietnisk: Dens øverste leder,
Tito, var halvt kroat, halvt slovener, og i dens rækker kæmpede
mænd og kvinder af både muslimsk, katolsk og ortodoks herkomst.
Etniske skel forsvandt under
Tito
Under Tito-regimet arbejdede statens
nye ledere på at skabe et jugoslavisk folk efter kommunismens
idealer, og fortidens religiøse og etniske identiteter blev nedbrudt.
Dette projekt fjernede kulturarven som adfærdsmotivering i massemålestok,
hvilket var sædvanlig stalinistisk praksis (også gennemført
i Sovjetunionen). For Bosnien-Hercegovinas vedkommende betød
dette, at muslimer, katolikker og ortodokse efter verdenskrigen ikke
længere levede i gensidig frygt som adskilte grupper. Dette gjaldt
især i storbyer som Sarajevo, Mostar og Banja Luka, men også
i landsbyerne mistede etniciteten efterhånden betydning. De kollektive
identi-teter og traumerne fra Verdenskrigen blev tydeligvis svækket
og afpolitiseret. Jugoslaviens problemer var ikke af etnisk karakter.
Mere end tre årtiers kommunistisk
undertrykkelse af det religiøse liv (herunder ødelæggelse
af kirker og moskéer), ensretningen af kultur og uddannelse,
den groteske personkult omkring Tito og partipampernes tyranni kommunismen
fik varige virkninger på samfundet. Dette gør det ekstra
nødvendigt at skelne mellem på den ene side folkemassernes
forestillinger og forventninger og på den anden side den lukkede
magtsfære og beslutninger, de højt privilegerede politiske
og militære ledere traf.
I 1980 døde Tito. Efterfølgende
forværredes Jugoslaviens økonomi dramatisk, men ingen afgørende
politiske reformer blev gennemført. Katastrofen i 1991/1992,
da den kommunistiske forbundsstat blev opløst, kom tydeligvis
bag på det altovervældende flertal af bosnierne, uanset
deres forfædres religion: Fortidens religiøse skel var
forsvundet, og derfor vælter Per Jacobsens fremstilling i SEMIRAMIS
nr. 3, hvor han skriver, at Bosnien-Hercegovinas muslimer også
i det socialistiske Jugoslavien "skilte sig ud fra de andre ved
deres levevis..." Bosniakkerne havde stort set kun bevaret deres
særlige tradition i form af ukontroversielle detaljer som navngivning,
kaffedrikning af små kopper uden hank og den særlige skik
at omskære drengene. I alle andre henseender - klædedragt,
politisk kultur og sprog iberegnet - var der gennem mere end et halvt
århundrede ét kulturelt fællesskab i Bosnien, hvor
"muslimerne" konsumerede slivovits, vin og svinekød
på linje med folk af katolsk og ortodoks - henholdsvis "kroatisk"
og "serbisk" - herkomst.
En højtid som Ramazan Bayram,
der i mere ortodoske kredse afslutter Islams årlige fasteperiode,
har forlængst mistet sit religiøse indhold for det store
flertal af bosniakker, og festglade bosniere deltog i både kristne
og islamiske højtider sammen med naboer, venner og slægtninge:
Muslimerne "... er vilde med at fejre katolske og ortodokse helligdage,
og skønt deres forfædre har bygget nogle af de skønneste
moskéer i den islamiske verden, falder folk just ikke over hinanden
for at komme til, når der kaldes til bøn..." (Vulliamy,
1995, s. 66). I 1985 viste en me-ningsmåling, at kun 17 procent
af bosniakkerne betegnede sig som troende, og kun tre procent mødte
op til fredagsbøn.
Tilsvarende gav en ung bosnier efter
krigsudbruddet i 1992 udtryk for, at han aldrig havde tænkt på
sig selv som muslim, men som europæ-er: "... Jeg aner ikke,
hvordan man beder, jeg har aldrig været i moskéen, jeg
er europæer som jer! Jeg bryder mig ikke om, at den arabiske verden
skal hjælpe os. Men nu er jeg nødt til at tænke på
mig selv som muslim, ikke i religiøs forstand, men som del af
et folk. Nu da vi står ansigt til ansigt med udslettelsen, er
jeg nødt til at forstå, hvad det er ved mig og mit folk,
de ønsker at udslette." (Vulliamy, 1995, s. 67).
Sekularisering af ægteskabet
De mange slægtsbånd på
tværs af forfædrenes trosretning er det klareste indicium
på den enhedskultur, der fungerede i Bosnien-Hercegovinas byer
før 1992. At muslimske mænd har giftet sig med kristne
kvinder har ikke været et særsyn - især ikke i osmanner-rigets
tid. Men hvor har muslimske kvinder i stor målestok og i flere
generationer giftet sig med ikke-muslimske mænd - med deres pårørendes
godkendelse? Kun blandt Volga-tatarerne (i deres hjemland og i deres
diaspora i f. eks. Moskva og Helsinki) og i Bosnien-Hercegovina er ægteskabsmønstret
- centralnerven i alle kulturer - blevet sekulariseret. Traumerne fra
verdenskrigen har ikke afholdt nye generationer fra at nedbryde etniske
barrierer på den mest effektive måde: Ved at "dele
bord og seng". Derfor var 30 procent af indgåede ægteskaber
i byerne "blandede" (Malcolm, 1994, s. 222). Alene af den
grund blev krigens opdeling af Bosnien-Hercegovina i tre indbyrdes fjendtlige
nationaliteter kun gennemført med den allergroveste terror, som
har ramt et utal af tætte, personlige bånd.
Talrige vidnesbyrd fra Sarajevo, Tuzla,
Mostar og fra tyske, danske og svenske centre, hvor bosniske flygtninge
er blevet anbragt, viser, at Bosniens befolkning før Jugoslaviens
opløsning ikke var kulturelt splittet, svarende til fortidens
religiøse skel: Etnisk splittelse fandtes ikke i de bosniske
byer før 1991. Den har ikke fremkaldt krigen, men er tværtimod
selv et resultat af de sidste fem års had og ter-roraktioner,
som skyldes andre faktorer.
Efter april 1992 bredte had og mistro
sig uundgåeligt overalt i Bosnien-Hercegovina, og for første
gang i over 100 år optrådte den bosniakiske befolkning som
en politisk enhed ved at støtte præsident Alija Begovic's
muslimske regeringsparti, SDA. Årsagen var, at den i løbet
af krigen blev udsat for et tab på ca. 200.000 dræbte, og
den årelange belejring af Sarajevo - for ikke at tale om forholdene
i Gorazde og Srebrenica - banede vej for en muslimsk intolerance og
fanatisme.
Jugoslaviens anden ødelæggelse
Både serbisk og kroatisk nationalisme
var i udgangspunktet og i de efterfølgende års praksis
tæt forbundet med ensretning, undertrykkelse og vilkårlig
voldsanvendelse. Hver gang de politiske procedurer forsvandt, brød
dette destruk-tive potentiale frem med fuld kraft som resultat af de
intellektuelles appeller til de mest afstumpede elementer i landbefolkningen.
Da Slobodan Milosevic i 1987 besluttede
at udskifte Titos "proletariske solidaritet" med storserbisk
nationalisme, blev Jugoslavien ødelagt for anden gang. Hvad der
konkret var i vente, havde Radovan Karadzic - senere de bosniske serberes
leder - allerede beskrevet i et digt fra 1971: "Lad os tage ned
i byerne og dræbe svinene!" (Kaspersen, Sørensen og
Sørensen, 1996, s. 44). Tråden blev taget op af bl.a. Dragos
Kalajic, som efter Milosevic's magtovertagelse regelmæssigt skrev
nationa-listiske artikler til Beograd-tidsskriftet "Duga".
Her blev bosniakker og albanere stemplet som "halvarabere",
og så sent som i september 1995 fremhævede Kalajic, at cetnikkernes
ødelæggelse af byerne var noget, alle europæere burde
være stolte af.
Fra krigens begyndelse i 1991 havde den
jugoslaviske hærs og de serbiske militsers indsats frem for alt
været at belejre Dalmatiens, Slavoniens og Bosniens byer og terrorisere
deres indbyggere. Et vigtigt motiv var at fastholde de vestlige mediers
interesse om specielt Sarajevo, mens de samtidige etniske udrensninger
af bosniakker i landdistrikterne påkaldte sig mindre opmærksomhed.
Det fik den serbiske intellektuelle Milos Bobic til at hævde,
at der i serbisk kultur findes et særligt had mod byer (Nissen,
1992, s. 317). Også den serbiske arkitekt og for-fatter, Bogdan
Bogdanovic - 1992-96 Beograds borgmester og siden 1994 land-flygtig
i Wien - har skrevet om dette "ritualmord på byerne":
"Vi - og netop vi, den serbiske side - vil blive husket som byødelæggere..."
(en dansk oversættelse blev bragt i Weekendavisen, d. 5.11.1993;
essayet er også trykt i Kaspersen, Sørensen og Sørensen,
1996). Bogdanovic finder ingen militær logik i dette gigantiske
ødelæggelsesværk: "Det drejer sig om smukke,
meget smukke - de smukkeste byer: Osijek, Vukovar, Zadar, Mostar og
Sarajevo. Angrebet på Dubrovnik - jeg græmmes ved at sige
det, men jeg bliver nødt til det - var helt bevidst rettet mod
et eksempel på en enestående, næsten sym-bolsk skønhed.
Angrebet minder om en sindssyg, der kaster syre i ansigtet på
en smuk kvinde..." Arkitekten må derfor stille spørgsmålet:
"Byhadere og byødelæggere er ikke længere kun
litterære fænomener; de findes blandt os. Tilbage står
tanken: Fra hvilket dyb af den forvirrede folkesjæl er de udsprunget...?"
Statslig organisering af had
og intolerance
Det destruktive potentiale fra dybet
aktualiseres imidlertid ikke af sig selv. Dertil kræves en bestemt
mekanisme: statsmagten. Denne magt stod bag en metodisk hadkampagne.
Fra 1987 lod Slobodan Milosevic pressen og fjernsynet bombardere befolkningen
med et yderligtgående nationalistisk budskab: "Især
den autoritetstro landbefolkning blev gennem mediernes overdrivelser
og løgnehistorier indoktri-neret til at betragte alle albanere,
kroater, og muslimske bosniere som henholdsvis blodtørstige separatister,
ustasja-fascister og islamiske fundamentalister, der kun pønsede
på at udrydde de serbiske mindretalsgrupper" (Sørensen
og Bjørn, 1996, s. 160). Skønt denne propaganda senere
blev neddæmpet, tror de fleste af Serbiens bønder stadig
på den. Her er 35 procent af befolkningen analfabeter, og det
stats-lige tv har bevaret sin gennemslagskraft under oppositionens månedlange
protester mod Milosevic i slutningen af 1996 og begyndelsen af 1997
[ NB - artiklen er skrevet i 1997; Milosevic blev som bekendt senere
væltet af Serbiens demokratibevægelse, anført af
studenterne i OTPOR]. Det viste sig, at befolk-ningen i landdistrikterne
i vidt omfang stadig var uvidende om de massive demon-strationer i Beograd,
da den kun informeres over tv.
Milosevic appellerede derfor fra begyndelsen
af sin karriere som parti- og statsleder til følelser som frygt
og had blandt de mest isolerede og dårligst ud-dannede serbere.
Derefter arrangerede hans medarbejdere demonstrationer, der førte
til hærværk og lynchninger i kampen mod politiske modstandere
i Kosovo- og Vojvodina-provinserne, som mistede det selvstyre, Tito
havde tildelt dem (Malcolm, 1994, s. 211 f.).
Parallelt med massekampagnerne opmuntrede
og bevæbnede Milosevic paramili-tære bander som Vojislav
Seseljs Hvide Ørne og Den frivillige serbiske Garde, anført
af Zeljko Raznatovic - "kommandant Arkan". Disse ekstreme
nationalister indtog en fremtrædende plads i serbisk politik,
og Seseljs parti havde en tredjedel af parlamentets pladser frem til
1993, da Milosevic neddæmpede den storserbiske nationalisme.
De storserbiske militser samlede lokale
cetnikker i de kroatiske og bosniske landdi-strikter, hvor der fremover
herskede kaotiske tilstande. Bandernes første ofre var serbere,
der nægtede at slutte sig til den nationalistiske terrorkampagne,
og i næste fase blev der organiseret overfald på "kroater"
og "muslimer" (Malcolm, 1994, s. 216 ff). Peter Galbraith,
USA's ambassadør i Kroatien og international observatør
med grundigt kendskab til krigen, har beskrevet begivenhederne i landsbyerne:
"... in case after case [ ... ] it was described to me that on
day one when the troubles began, the local bully - the forty year old
lout with the beer belly who was a marginal economic figure - would
run up the Cetnik flag [ ... ] and then it would be his eighteen year
old son who would go out and gun down somebody's parents in front of
their eyes or engage in rape. Those are the marginal characters who
thrive on war... " (cit. fra Hedegård, 1996, s. 116).
Det sidstomtalte aspekt - mafiaernes
og lumpenproletarernes dimension - har været fremtrædende.
Da de nationalistiske militser først var begyndt at sprede død
og ødelæggelse, dukkede "marginale" elementer
op i alle lejre, og "kroatiske" og "muslimske" bander
foretog "etnisk udrensning" og andre former for terror. Så
sent som i februar 1997 terroriserede en mafia med kontakt til de lokale
kroatiske nationalister muslimer i Mostars vestlige bydel. Det er det
store flertal af "ikke-marginale" eks-jugoslaver, der blev
ofre for politikkens og sprogets sammenbrud i kølvandet af kommunismens
sammenbrud.
Afslutningsvis skal det bemærkes,
at der blandt bosniakkerne - "muslimerne" i selve Bosnien-Hercegovina
og i landflygtighed - ikke organiseres hævnterror.
* * *
Udvalgt litteratur
Castellan, Georges: "Histoire des
Balkans", (Fayard).
Clissold, Stephen (ed.): "A Short
History of Yugoslavia", Cambridge, 1968 (Cambr. University Press).
Dedijer, V. m. fl.: "History of
Yugoslavia", New York, 1974 (McGraw-Hill).
Domenach, J.M. og Pontault, A.: "Yougoslavie",
Paris, 1968 (Seuil).
Glenny, Misha: "The Fall of Yugoslavia",
London, 1992 (Penguin).
Hedegaard, Lars (ed.): "Bosnia and
the West - a Hearing, 15.-16. January, 1996", København,
1996 (Udenrigspolitisk Selskab).
Kaspersen, P., D. Z. Sørensen
og I. Z. Sørensen (red.): "Stjernen under vores fødder
- kroatisk, bosnisk og serbisk litteratur", 1996 (Dansklærerforeningen).
Libal, W.: "Das Ende Jugoslawiens",
Wien, Zürich, 1991 (Europa-verlag).
Malcolm, Noel: "A Short History
of Bosnia", London, 1994 (Macmillan).
Malcolm, Noel: "The Whole Lot of
Them are Serbs", The Spectator, 10.6.1996.
Malcolm, Noel: "Bosnien dekonstrueret",
tidsskriftet "Udenrigs", nr. 1, 1996, København.
Nissen, Gunnar: "Jugoslaviens storhed
og fald", 1992 (Branner og Korch).
Pinson, Mark (ed.): "The Muslims
of Bosnia-Herzegovina", Cambr., Mass., 1994 (Harvard University
Press).
Stadtmüller, Georg: "Geschichte
Südosteuropas", München, Wien, 1976 (Oldenbourg).
Sørensen, Djurdjica Z. og Ramsgaard,
Steen: "I Bosnien", København, 1995 (Tiderne Skifter).
Sørensen, Djurdjica Z. Sørensen
og Bjørn, Anders: "Den jugoslaviske krig", København,
1996 (Amanda).
Volle, Angelika og Wagner, Wolfgang:
"Der Krieg auf dem Balkan", Bonn, 1994 (Verlag für internationale
Politik).
Vucina, Narcisa og Jakobsen, Claus V.:
"Blodet, mediet og magten", "Politiken", d. 4.10.1992.
Vulliamy, Ed: "Helvedes forgård
- krigen i Bosnien og dens baggrund", Århus, 1995 (Klim).
Yürükel, Sefa M. (red.): "Krigen
på Balkan", Aarhus Universi-tet, 1995.
Zöllner, Erich: "Geschichte
Österreichs", München, 1974 (Oldenbourg Verlag).
Zülch, Tilman: "Etnische Säuberung
- Völkermord für Großserbien", Hamburg, 1993 (Luchterhand).
Retur
til artikeloversigt om historie