Hedt ørkensand og skamfuld voldtægt

Hedt ørkensand og skamfuld voldtægt

Af Lone Spanheimer cand.psych.

Trykt i Weekendavisen 18 december 1997, 2. sektion Kultur side 8

Kuwait. Der var ingen andre, der ville i land. De sagde, at der ikke var noget at komme efter, og at stemningen var ubehagelig.

Vi sejlede op gennem Den persiske Golf med kurs mod Kuwait. Vi havde ikke set land siden Singapore andet end gennem en kikkert, og da vi sejlede forbi Sri Lanka, var det endda mørkt. Man så kun lysene, og det kunne lige så godt have været Amager.

Sådan noget sad jeg og sagde under spisningen i messen, fordi der kørte en kampagne imod mit ønske om at gå i land i Kuwait. Der var ingen andre, der ville i land. De sagde, at der ikke var noget at komme efter, og at stemningen var ubehagelig. Gået nærmere på klingen sagde de, at man går rundt med øjnene klistret ned i fortovet, af skræk for at nogen skal tro, man kigger på deres kvinder. Som om der var noget at se. Man ser ikke andet end sorte telte. “Vent dog de to dage, til vi kommer til Bahrein. Det er meget bedre”.

Men jeg ville i land. For min skyld behøvede Kuwait ikke at tage sig yndig ud, og det handlede ikke om at se land i al almindelighed. Jeg ville bare selv se, hvordan der var. Alle var enige om, at der ikke ville ske mig noget korporligt. Det ville bare blive ubehageligt, fordi alle er muslimer i en stat som Kuwait, selv de importerede tjenestefolk. Og de er ikke vant til at se barhovedede kvinder vade rundt i løs vægt og stikke af fra anstændig opførsel.

Altså tog jeg det mest langskørtede og langærmede fra kufferten, og efter et sekunds tøven tog jeg også et tørklæde med. Man kan sige, at de andre fyldte mig med fordomme. Men på den anden side har søfolk i reglen ikke egentlige fordomme. Når man har sejlet nogle år begynder havnene for de fleste at flimre forbi som en filmstrimmel, der løber løbsk, og beskrivelsen af de mest forskelligartede og mærkværdige steder skifter karakter og bliver til forbrugervejledning: Har de billig elektronik? Kan man gå i fred på gaden? Kan man finde et rart sted at sidde og spise og kigge på folk? Eller eventuelt damer, hvis dét er behovet.

Men der var noget at komme efter bare på en anden måde end ventet. Jeg blev hentet i bil, og først kørte vi kilometervis gennem havneanlægget. Der var en masse byggeri i gang, så der kørte lastbiler, bulldozere og cementblandere rundt til alle sider. Det var rimeligt nok mænd allesammen, og nogle enkelte var i kedeldragt og cykelkastet. Men langt de fleste var klædt i arabiske kjortler. Tyndt bomuldsstof i hvidt eller pastel. Helt ned til fødderne og med lange ærmer.

Hvor indlysende. Sådan skal man være klædt i et hedt ørkenklima. Det var omkring 30 grader varmt, og det var i november. Om sommeren, hvor der er 45 grader, må man være idiot, hvis man hopper på, at jakkesæt og slips skulle være mere chikt. Men mændene går også med tørklæder. Et hvidt stykke stof på hovedet holdt på plads af en ring og med den længste ende ned ad nakken til at beskytte for solen. Det har jeg set så tit på billeder, og det har alle andre vel også. Men det var heden og fornemmelsen af gloende sand til alle sider, der gjorde det indlysende, at man må hylle sig ind, enten man er mand eller kvinde. At kvinderne så også er indhyllet af andre grunde, er en anden sag. Men når man kommer til et nyt sted, gælder det om at være så lidt forudindtaget, som man kan.

Fornemmelsen af ørken var hele tiden tæt på. Nogle meter fra vejen sad en flok gribbe på en sanddrive og sov til middag.

Lidt senere var vi fremme ved en T-vej, og chaufføren spurgte, hvor jeg ville hen. På skiltet mod højre stod der Kuwait centrum og mod venstre Saudi-Arabien 32 km. Besynderligt så små afstandene er hernede. Der har været så meget ballade om Golfen, så den er kommet til at fylde mere i bevidstheden. Men Saudi-Arabien var jo udelukket, så det gik op for mig, at han mente, om jeg skulle til centrum eller bare til den lokale bydel. Jeg valgte det sidste, for jeg havde set på billeder, at centrum mest er finans- og kontorbygninger i glas og stål som alle andre steder. Et øjeblik efter blev jeg sat af ved en rundkørsel med en palme i midten og grøn græsplæne rundt om og vandslanger over det hele. Det gjorde ikke det indtryk, som det burde have gjort. Først mange timer senere gik det op for mig, at dette var det eneste grønne i bydelen. Logisk nok. Sådan et klima kræver kaskader af vand for at holde liv selv i et par græsstrå. Det var rigtigt nok, hvad de sagde, at som by betragtet var der ikke noget at komme efter. Anonymt elementbyggeri i fire etager. Brede gader der aldrig rigtig blev til gader, fordi de hele tiden blev afbrudt af sandede byggepladser. Men det var ikke noget fattigkvarter.

Der var Nike og Reebok under kjortlerne, og da jeg kom frem til forretningerne, var de første ti guldsmedebutikker med kilotunge halssmykker og godt med kunder, og ikke en turist i miles omkreds. Alle kvinder var i sort chador. Men der var to forskellige design. Enten havde man ansigtet frit, eller også havde de et sort stykke for ansigtet, der kun lod øjnene frie, holdt på plads af en strop over næsen. Der var ca. halvt af hver. (Et par dage senere så jeg et tredje design i Bahrein: En oval åbning til ansigtet dækket af et stykke sort chiffon. Så tæt, at man ikke kunne se, om der var en bedstemor eller en pige på femten bagved. Men det vidste jeg ikke endnu.) Jeg gik ind i en boghandel for at lede efter postkort og kom til at stå ved siden af en ung pige i den variant, der lod ansigtet frit. Hun var køn og havde gjort en del ud af at gøre opmærksom på dette faktum ved en dramatisk make-up, rødlakerede negle og højhælede sandaler med similisten.

Jeg kom til at vente et stykke tid på at få lov at betale mine postkort, for hun stod faktisk og flirtede med ekspedienten. Netop da jeg troede, det var min tur, gled hendes tørklæde som ved et uheld lidt til side, og man så halvdelen af et blankt sort hår med interessant hennaskær. Hun blussede klædeligt og fik det på plads igen efter et dvælende sekund. Men den unge ekspedient var besvimelsen nær af betagelse.

Jeg gik videre, sært opmuntret: Godt nok bliver hun aldrig kemiingeniør.

Men de lader sig ikke snyde for alle fornøjelserne.

Et øjeblik efter fandt jeg ud af den rette måde at bære sig ad på et sted som Kuwait. Man går ind ad en åbning i husrækken og finder inde bagved et kæmpeområde med alle slags forretninger overdækket højt oppe af hvidt glas.

Nøjagtig samme løsning, som vi har fundet derhjemme, hvor det bare er kulde og regn, vi beskytter og imod. Det var her, folk holdt til. Jeg gik ind i en forretning med køkkenudstyr og fandt, at potter og pander ligner det, vi har derhjemme. Men pludselig stod jeg i afdelingen for gigantiske lågfade. Om dem vidste jeg, at de bruges til at servere familiens samlede måltid. Først for mændene og de store drenge, der sidder om fadet og spiser med fingrene, hvorefter fadet går ud i køkkenet til kvinderne og børnene, som spiser levningerne. Jeg kender skikken fra skibene, når vi engang imellem sejler med fremmed flag, og mandskabet kommer fra lande med samme spiseskik. Derfra ved jeg, at de synes det er en helt anderledes hjertevarm måde at spise på end vores, selvom de godt ved, vi andre ser lidt skævt til det. Men det er jo også anden del af historien, der generer sådan én som mig, at kvinder og børn skal vente i køkkenet og nøjes med levningerne. Gør de sådan stadigvæk?

Passer det? Sådan noget kan man ikke gå hen og spørge ekspedienten om. Så spørgsmålet blev sat på listen over ting, som Dimitris, min arabisktalende mand, måtte prøve at liste ud af nattens samtaler. (Vi tilbringer natten i havn med at snakke med folk, hvor han får svar på spørgsmål, som jeg aldrig ville kunne vride ud.) JEG følte mig ikke generet af nogen på noget tidspunkt. De havde overdrevet med deres advarsler i messen. På den anden side blev det lidt ensomt i længden at gå rundt blandt mennesker, jeg ikke kunne komme i kontakt med. At prøve med mændene ville være brud på takt og tone, og kvinderne ville måske gerne, men de forsvandt ind i teltene, generte og fnisende. Sproget var også en barriere. Jeg så nogle enkelte kvinder i almindelige langærmede kjoler, men de viste sig at være filippinske husassistenter og var heller ikke særlig fremkommelige. Derfor kom det særdeles tilpas, at jeg pludselig fik øje på to kvinder i skjortebluse og cityshorts, der stod og rodede et tøjstativ igennem. De osede langt væk af amerikanere, og jeg overfaldt dem omgående. De viste sig at være koner, naturligvis, hørende til den hærskare af amerikanere, der har taget midlertidigt ophold i Kuwait i kølvandet af krigen. De tog sig straks af mig og inviterede mig med “for an icecream”.

“Let’s go to Mack’s. That’s where everybody goes”. Og således sad jeg lidt efter på en lokal café, der havde karakter af amerikansk kvindeklub. Og her kunne jeg få svar på et par af mine mere overfladiske spørgsmål. F. eks. om det var i orden at gå rundt i cityshorts. De sagde, at det var det ikke i starten. De var blevet tudet ørerne fulde med alle de hensyn, de burde tage.

“Men det orker man ikke, når man skal være her så længe. Og vi er så mange, at folk har vænnet sig til det”. Det var det samme med TV-kanalen, fortalte de. Amerikanerne har oprettet egen TV-kanal, fordi så mange mennesker ikke kan sidde og glo om aftenen i så lang tid uden i det mindste at kunne se fjernsyn. “Det var også lidt følsomt i starten. Men folk vænner sig”. Da jeg kom hjem til skibet om aftenen, blev jeg modtaget af en forbløffet Dimitris: “Der er sket et eller andet i den her by, siden jeg var her sidst.

De viser cowboyfilm i fjernsynet”. Men amerikanerne viser alligevel lidt hensyn. Der er lidt hop i handlingen en gang imellem. Den scene, hvor bordelmutteren kommer frem til baren i en halv meter nedringning, er klippet væk.

NÅR man rejser rundt i verden og ser sig omkring, får man selvfølgelig øje på det, man kigger efter. Jeg skylder at fortælle, hvad det er, jeg kigger efter: Hvilke træk ved en kultur ændrer sig så let som man sutter chokoladen af en karamel, og hvilke er så dybt filtret ind i identiteten, at folk på det nærmeste er parat til at gå i krig for dem? I øvrigt: hvordan kan man forstå de andres mærkværdigheder på deres kulturs præmisser? (Det har så den bivirkning, at man sommetider bliver forskrækket over, at andre kulturer mangler visse typer tankegods, som vi har. Her gik man og troede, at det var naturlove. Og så er det bare egen kulturel vedtægt.) Hvad angår metaforen chokoladeovertræk var det pludselig begyndt at blæse kraftigt op hen på eftermiddagen i Kuwaits gader. Papkasser hvirvlede rundt på fortovene og ørkensandet knasede mellem tænderne. Det mindede turisten om, at en ukendt del af befolkningen stadig lever i ørkenen som omrejsende beduiner (selvom de har stående tilbud om at flytte til byen og gå på klækkelig bistand.) Det mindede også om, at flertallet af byerne i Golfen ikke var der for få år siden. Inden olien var der kameler og beduintelte, hvor der nu er skyskrabere i glas. Det begyndte omkring ved den tid, hvor min aldersklasse blev konfirmeret. Det er en hurtig forandring, må man sige, og nu kører folk rundt i limousiner og bruger computere, som om de aldrig har gjort andet. Tingene kommer til at hænge lidt mere sammen, når man slår over på en af de lokale kanaler. Hver aften i hele Vestgolfen er der en kanal, der viser traditionelle beduindanse. Det har ikke noget showpræg. Det foregår som regel i et eller andet rum, der ligner en lagerbygning. Der er to rækker mænd, der på skift går rytmisk frem mod hinanden, mens de synger en endeløs sang med omkvæd. Rundt om sidder en masse mennesker i skrædderstilling (resten af lejren!) og trommer. De bliver ved i timer og bliver åbenlyst høje og salige af den rytmiske gentagelse. Et af mine spørgsmål om aftenen i min selvbestaltede spørgetime var, hvordan man overlever som beduin i en sandørken uden antydning af føde. Svaret er, at det gør man heller ikke. Ude på de rene sandrevler kan ingen mennesker overleve. De er afhængige af brøndene og de tørre, forblæste planter, der lige netop holder liv i kamelerne. Min respekt for ørkenfolkets ukuelighed stiger og knytter sig sammen med en forståelse af, hvorfor man gerne vil have en lydkulisse af beduindansen kørende i stuehjørnet, selvom man har brokademøbler og hårde hvidevarer. Men så var det også slut med at binde vellykkede sløjfer.

Samtalerne med havnefogeder, lastechefer og lodser (med mig som umælende observatør, der ventede på diskret oversættelse) drejede sig alle om noget, der skete under Iraks overfald på Kuwait. Alle flygtede i fuldtpakkede biler ad motorvejen ned mod Saudi-Arabien. Men de, der ikke nåede at komme af sted, oplevede de irakiske soldaters systematiske voldtægt.

Samtidig skete der det, at palæstinenserne svingede over på irakkernes side. I Kuwait som i de andre nyrige oliestater har der altid været importeret arbejdskraft, ofte mange flere, end der er lokale. I Kuwait var der især mange palæstinensere og ægyptere. Palæstinenserne havde på forhånd, af Saddam Hussein, fået løfte om, at Kuwait skulle være deres nye fædreland som et supplement til Israel (hed det ifølge samtlige kuwaitere). Under alle omstændigheder blev de smidt ud efter Golfkrigen, fordi de rent faktisk sluttede sig til Saddam Husseins styrker.

I stedet har et stort antal ægyptere fået indfødsret i modsætning til før, hvor kun de “ægte” kuwaitere talte. Det blev pludselig vanskeligt at retfærdiggøre over for en verdensopinion, at man skulle holde med det lille Kuwait, hvor kun en tiendedel af befolkningen havde rettigheder. (Hvis man lader være med at tælle ørkenbefolkningen med).

Men voldtægterne var hovedemnet, og det blev omtalt på to måder: Ægypterne talte relativt åbent om det, omend stadig chokerede. De påstod, at det gjaldt tusinder, faktisk alle, der ikke nåede at slippe bort. Kuwaiterne kredsede også om emnet, ligeså rystede. Men de prøvede hele tiden at overbevise om, at det ikke gjaldt nær så mange, som man sagde, og at det mest var gået ud over tjenestefolk. Bortset fra det rystende er dette et af de kultursammenstød, som får børsterne til at rejse sig. Vi synes, at det afskyelige ved voldtægt helt og holdent skal føres over på forbryderen. Men her sad de og holdt hånd over noget, man kunne kalde falloschauvinisme: En accept af at ofret er besmittet af voldtægten og derfor er bedst tjent med hemmeligholdelse og bagatellisering. Og da følelsen af relativ forbrødring alligevel havde fået et skår, forfulgte jeg en tanke, som hele tiden havde rørt på sig: “Spørg hvem det egentlig var, der blev voldtaget. Er det kun kvinder, vi snakker om.

Eller var det også mænd?” Dimitris nægtede at spørge om dette, men lod sig presse sent på natten en time inden afsejling. Den ægypter han spurgte, blev bleg, satte kaffen fra sig, rejste sig og gik hen til vinduet. Og vi talte ikke sammen mere.
Retur til artikeloversigt om adfærd, norm og kriminalitet
 

Af Lone Spanheimer cand.psych.

Trykt i Weekendavisen 18 december 1997, 2. sektion Kultur side 8
Kuwait. Der var ingen andre, der ville i land. De sagde, at der ikke var noget at komme efter, og at stemningen var ubehagelig.

Vi sejlede op gennem Den persiske Golf med kurs mod Kuwait. Vi havde ikke set land siden Singapore andet end gennem en kikkert, og da vi sejlede forbi Sri Lanka, var det endda mørkt. Man så kun lysene, og det kunne lige så godt have været Amager.

Sådan noget sad jeg og sagde under spisningen i messen, fordi der kørte en kampagne imod mit ønske om at gå i land i Kuwait. Der var ingen andre, der ville i land. De sagde, at der ikke var noget at komme efter, og at stemningen var ubehagelig. Gået nærmere på klingen sagde de, at man går rundt med øjnene klistret ned i fortovet, af skræk for at nogen skal tro, man kigger på deres kvinder. Som om der var noget at se. Man ser ikke andet end sorte telte. “Vent dog de to dage, til vi kommer til Bahrein. Det er meget bedre”.

Men jeg ville i land. For min skyld behøvede Kuwait ikke at tage sig yndig ud, og det handlede ikke om at se land i al almindelighed. Jeg ville bare selv se, hvordan der var. Alle var enige om, at der ikke ville ske mig noget korporligt. Det ville bare blive ubehageligt, fordi alle er muslimer i en stat som Kuwait, selv de importerede tjenestefolk. Og de er ikke vant til at se barhovedede kvinder vade rundt i løs vægt og stikke af fra anstændig opførsel.

Altså tog jeg det mest langskørtede og langærmede fra kufferten, og efter et sekunds tøven tog jeg også et tørklæde med. Man kan sige, at de andre fyldte mig med fordomme. Men på den anden side har søfolk i reglen ikke egentlige fordomme. Når man har sejlet nogle år begynder havnene for de fleste at flimre forbi som en filmstrimmel, der løber løbsk, og beskrivelsen af de mest forskelligartede og mærkværdige steder skifter karakter og bliver til forbrugervejledning: Har de billig elektronik? Kan man gå i fred på gaden? Kan man finde et rart sted at sidde og spise og kigge på folk? Eller eventuelt damer, hvis dét er behovet.

Men der var noget at komme efter bare på en anden måde end ventet. Jeg blev hentet i bil, og først kørte vi kilometervis gennem havneanlægget. Der var en masse byggeri i gang, så der kørte lastbiler, bulldozere og cementblandere rundt til alle sider. Det var rimeligt nok mænd allesammen, og nogle enkelte var i kedeldragt og cykelkastet. Men langt de fleste var klædt i arabiske kjortler. Tyndt bomuldsstof i hvidt eller pastel. Helt ned til fødderne og med lange ærmer.

Hvor indlysende. Sådan skal man være klædt i et hedt ørkenklima. Det var omkring 30 grader varmt, og det var i november. Om sommeren, hvor der er 45 grader, må man være idiot, hvis man hopper på, at jakkesæt og slips skulle være mere chikt. Men mændene går også med tørklæder. Et hvidt stykke stof på hovedet holdt på plads af en ring og med den længste ende ned ad nakken til at beskytte for solen. Det har jeg set så tit på billeder, og det har alle andre vel også. Men det var heden og fornemmelsen af gloende sand til alle sider, der gjorde det indlysende, at man må hylle sig ind, enten man er mand eller kvinde. At kvinderne så også er indhyllet af andre grunde, er en anden sag. Men når man kommer til et nyt sted, gælder det om at være så lidt forudindtaget, som man kan.

Fornemmelsen af ørken var hele tiden tæt på. Nogle meter fra vejen sad en flok gribbe på en sanddrive og sov til middag.

Lidt senere var vi fremme ved en T-vej, og chaufføren spurgte, hvor jeg ville hen. På skiltet mod højre stod der Kuwait centrum og mod venstre Saudi-Arabien 32 km. Besynderligt så små afstandene er hernede. Der har været så meget ballade om Golfen, så den er kommet til at fylde mere i bevidstheden. Men Saudi-Arabien var jo udelukket, så det gik op for mig, at han mente, om jeg skulle til centrum eller bare til den lokale bydel. Jeg valgte det sidste, for jeg havde set på billeder, at centrum mest er finans- og kontorbygninger i glas og stål som alle andre steder. Et øjeblik efter blev jeg sat af ved en rundkørsel med en palme i midten og grøn græsplæne rundt om og vandslanger over det hele. Det gjorde ikke det indtryk, som det burde have gjort. Først mange timer senere gik det op for mig, at dette var det eneste grønne i bydelen. Logisk nok. Sådan et klima kræver kaskader af vand for at holde liv selv i et par græsstrå. Det var rigtigt nok, hvad de sagde, at som by betragtet var der ikke noget at komme efter. Anonymt elementbyggeri i fire etager. Brede gader der aldrig rigtig blev til gader, fordi de hele tiden blev afbrudt af sandede byggepladser. Men det var ikke noget fattigkvarter.

Der var Nike og Reebok under kjortlerne, og da jeg kom frem til forretningerne, var de første ti guldsmedebutikker med kilotunge halssmykker og godt med kunder, og ikke en turist i miles omkreds. Alle kvinder var i sort chador. Men der var to forskellige design. Enten havde man ansigtet frit, eller også havde de et sort stykke for ansigtet, der kun lod øjnene frie, holdt på plads af en strop over næsen. Der var ca. halvt af hver. (Et par dage senere så jeg et tredje design i Bahrein: En oval åbning til ansigtet dækket af et stykke sort chiffon. Så tæt, at man ikke kunne se, om der var en bedstemor eller en pige på femten bagved. Men det vidste jeg ikke endnu.) Jeg gik ind i en boghandel for at lede efter postkort og kom til at stå ved siden af en ung pige i den variant, der lod ansigtet frit. Hun var køn og havde gjort en del ud af at gøre opmærksom på dette faktum ved en dramatisk make-up, rødlakerede negle og højhælede sandaler med similisten.

Jeg kom til at vente et stykke tid på at få lov at betale mine postkort, for hun stod faktisk og flirtede med ekspedienten. Netop da jeg troede, det var min tur, gled hendes tørklæde som ved et uheld lidt til side, og man så halvdelen af et blankt sort hår med interessant hennaskær. Hun blussede klædeligt og fik det på plads igen efter et dvælende sekund. Men den unge ekspedient var besvimelsen nær af betagelse.

Jeg gik videre, sært opmuntret: Godt nok bliver hun aldrig kemiingeniør.

Men de lader sig ikke snyde for alle fornøjelserne.

Et øjeblik efter fandt jeg ud af den rette måde at bære sig ad på et sted som Kuwait. Man går ind ad en åbning i husrækken og finder inde bagved et kæmpeområde med alle slags forretninger overdækket højt oppe af hvidt glas.

Nøjagtig samme løsning, som vi har fundet derhjemme, hvor det bare er kulde og regn, vi beskytter og imod. Det var her, folk holdt til. Jeg gik ind i en forretning med køkkenudstyr og fandt, at potter og pander ligner det, vi har derhjemme. Men pludselig stod jeg i afdelingen for gigantiske lågfade. Om dem vidste jeg, at de bruges til at servere familiens samlede måltid. Først for mændene og de store drenge, der sidder om fadet og spiser med fingrene, hvorefter fadet går ud i køkkenet til kvinderne og børnene, som spiser levningerne. Jeg kender skikken fra skibene, når vi engang imellem sejler med fremmed flag, og mandskabet kommer fra lande med samme spiseskik. Derfra ved jeg, at de synes det er en helt anderledes hjertevarm måde at spise på end vores, selvom de godt ved, vi andre ser lidt skævt til det. Men det er jo også anden del af historien, der generer sådan én som mig, at kvinder og børn skal vente i køkkenet og nøjes med levningerne. Gør de sådan stadigvæk?

Passer det? Sådan noget kan man ikke gå hen og spørge ekspedienten om. Så spørgsmålet blev sat på listen over ting, som Dimitris, min arabisktalende mand, måtte prøve at liste ud af nattens samtaler. (Vi tilbringer natten i havn med at snakke med folk, hvor han får svar på spørgsmål, som jeg aldrig ville kunne vride ud.) JEG følte mig ikke generet af nogen på noget tidspunkt. De havde overdrevet med deres advarsler i messen. På den anden side blev det lidt ensomt i længden at gå rundt blandt mennesker, jeg ikke kunne komme i kontakt med. At prøve med mændene ville være brud på takt og tone, og kvinderne ville måske gerne, men de forsvandt ind i teltene, generte og fnisende. Sproget var også en barriere. Jeg så nogle enkelte kvinder i almindelige langærmede kjoler, men de viste sig at være filippinske husassistenter og var heller ikke særlig fremkommelige. Derfor kom det særdeles tilpas, at jeg pludselig fik øje på to kvinder i skjortebluse og cityshorts, der stod og rodede et tøjstativ igennem. De osede langt væk af amerikanere, og jeg overfaldt dem omgående. De viste sig at være koner, naturligvis, hørende til den hærskare af amerikanere, der har taget midlertidigt ophold i Kuwait i kølvandet af krigen. De tog sig straks af mig og inviterede mig med “for an icecream”.

“Let’s go to Mack’s. That’s where everybody goes”. Og således sad jeg lidt efter på en lokal café, der havde karakter af amerikansk kvindeklub. Og her kunne jeg få svar på et par af mine mere overfladiske spørgsmål. F. eks. om det var i orden at gå rundt i cityshorts. De sagde, at det var det ikke i starten. De var blevet tudet ørerne fulde med alle de hensyn, de burde tage.

“Men det orker man ikke, når man skal være her så længe. Og vi er så mange, at folk har vænnet sig til det”. Det var det samme med TV-kanalen, fortalte de. Amerikanerne har oprettet egen TV-kanal, fordi så mange mennesker ikke kan sidde og glo om aftenen i så lang tid uden i det mindste at kunne se fjernsyn. “Det var også lidt følsomt i starten. Men folk vænner sig”. Da jeg kom hjem til skibet om aftenen, blev jeg modtaget af en forbløffet Dimitris: “Der er sket et eller andet i den her by, siden jeg var her sidst.

De viser cowboyfilm i fjernsynet”. Men amerikanerne viser alligevel lidt hensyn. Der er lidt hop i handlingen en gang imellem. Den scene, hvor bordelmutteren kommer frem til baren i en halv meter nedringning, er klippet væk.

NÅR man rejser rundt i verden og ser sig omkring, får man selvfølgelig øje på det, man kigger efter. Jeg skylder at fortælle, hvad det er, jeg kigger efter: Hvilke træk ved en kultur ændrer sig så let som man sutter chokoladen af en karamel, og hvilke er så dybt filtret ind i identiteten, at folk på det nærmeste er parat til at gå i krig for dem? I øvrigt: hvordan kan man forstå de andres mærkværdigheder på deres kulturs præmisser? (Det har så den bivirkning, at man sommetider bliver forskrækket over, at andre kulturer mangler visse typer tankegods, som vi har. Her gik man og troede, at det var naturlove. Og så er det bare egen kulturel vedtægt.) Hvad angår metaforen chokoladeovertræk var det pludselig begyndt at blæse kraftigt op hen på eftermiddagen i Kuwaits gader. Papkasser hvirvlede rundt på fortovene og ørkensandet knasede mellem tænderne. Det mindede turisten om, at en ukendt del af befolkningen stadig lever i ørkenen som omrejsende beduiner (selvom de har stående tilbud om at flytte til byen og gå på klækkelig bistand.) Det mindede også om, at flertallet af byerne i Golfen ikke var der for få år siden. Inden olien var der kameler og beduintelte, hvor der nu er skyskrabere i glas. Det begyndte omkring ved den tid, hvor min aldersklasse blev konfirmeret. Det er en hurtig forandring, må man sige, og nu kører folk rundt i limousiner og bruger computere, som om de aldrig har gjort andet. Tingene kommer til at hænge lidt mere sammen, når man slår over på en af de lokale kanaler. Hver aften i hele Vestgolfen er der en kanal, der viser traditionelle beduindanse. Det har ikke noget showpræg. Det foregår som regel i et eller andet rum, der ligner en lagerbygning. Der er to rækker mænd, der på skift går rytmisk frem mod hinanden, mens de synger en endeløs sang med omkvæd. Rundt om sidder en masse mennesker i skrædderstilling (resten af lejren!) og trommer. De bliver ved i timer og bliver åbenlyst høje og salige af den rytmiske gentagelse. Et af mine spørgsmål om aftenen i min selvbestaltede spørgetime var, hvordan man overlever som beduin i en sandørken uden antydning af føde. Svaret er, at det gør man heller ikke. Ude på de rene sandrevler kan ingen mennesker overleve. De er afhængige af brøndene og de tørre, forblæste planter, der lige netop holder liv i kamelerne. Min respekt for ørkenfolkets ukuelighed stiger og knytter sig sammen med en forståelse af, hvorfor man gerne vil have en lydkulisse af beduindansen kørende i stuehjørnet, selvom man har brokademøbler og hårde hvidevarer. Men så var det også slut med at binde vellykkede sløjfer.

Samtalerne med havnefogeder, lastechefer og lodser (med mig som umælende observatør, der ventede på diskret oversættelse) drejede sig alle om noget, der skete under Iraks overfald på Kuwait. Alle flygtede i fuldtpakkede biler ad motorvejen ned mod Saudi-Arabien. Men de, der ikke nåede at komme af sted, oplevede de irakiske soldaters systematiske voldtægt.

Samtidig skete der det, at palæstinenserne svingede over på irakkernes side. I Kuwait som i de andre nyrige oliestater har der altid været importeret arbejdskraft, ofte mange flere, end der er lokale. I Kuwait var der især mange palæstinensere og ægyptere. Palæstinenserne havde på forhånd, af Saddam Hussein, fået løfte om, at Kuwait skulle være deres nye fædreland som et supplement til Israel (hed det ifølge samtlige kuwaitere). Under alle omstændigheder blev de smidt ud efter Golfkrigen, fordi de rent faktisk sluttede sig til Saddam Husseins styrker.

I stedet har et stort antal ægyptere fået indfødsret i modsætning til før, hvor kun de “ægte” kuwaitere talte. Det blev pludselig vanskeligt at retfærdiggøre over for en verdensopinion, at man skulle holde med det lille Kuwait, hvor kun en tiendedel af befolkningen havde rettigheder. (Hvis man lader være med at tælle ørkenbefolkningen med).

Men voldtægterne var hovedemnet, og det blev omtalt på to måder: Ægypterne talte relativt åbent om det, omend stadig chokerede. De påstod, at det gjaldt tusinder, faktisk alle, der ikke nåede at slippe bort. Kuwaiterne kredsede også om emnet, ligeså rystede. Men de prøvede hele tiden at overbevise om, at det ikke gjaldt nær så mange, som man sagde, og at det mest var gået ud over tjenestefolk. Bortset fra det rystende er dette et af de kultursammenstød, som får børsterne til at rejse sig. Vi synes, at det afskyelige ved voldtægt helt og holdent skal føres over på forbryderen. Men her sad de og holdt hånd over noget, man kunne kalde falloschauvinisme: En accept af at ofret er besmittet af voldtægten og derfor er bedst tjent med hemmeligholdelse og bagatellisering. Og da følelsen af relativ forbrødring alligevel havde fået et skår, forfulgte jeg en tanke, som hele tiden havde rørt på sig: “Spørg hvem det egentlig var, der blev voldtaget. Er det kun kvinder, vi snakker om.

Eller var det også mænd?” Dimitris nægtede at spørge om dette, men lod sig presse sent på natten en time inden afsejling. Den ægypter han spurgte, blev bleg, satte kaffen fra sig, rejste sig og gik hen til vinduet. Og vi talte ikke sammen mere.