Ikon på den tyske venstrefløj Sarah Wagenknect tager et opgør med den nuværende venstrefløj og de storbyakademikere som hun kalder livsstilssocialister (2021) :
“Langt størstedelen af alle mennesker inklusive langt de fleste højreorienterede vælgere, er ikke forstokket reaktionære, som helst ville forbyde sex før ægteskabet og ikke kan tolerere at homoseksuelle eller mennesker med en anden hudfarve skulle være ligeberettigede borgere. Det ærgrer dem dog, at det altid kun er mindretallenes – undertiden meget små mindretals – livsmuligheder, der er i fokus for offentlighedens opmærksomhed.
De fleste, også mænd, går ind for kvinders ligeret, men de føler, de får armen vredet om, når kønsforskningens profeter fortæller dem, at der ikke længere er biologiske forskelle mellem mænd og kvinder, og de vil heller ikke ud af deres ” heteroseksuelle normativitet”, som queer-teorien ellers gerne så det. Langt den overvejende del af de højrepopulistiske vælgere er ikke fjender af demokratiet.
Mange af dem har snarere tabt troen på, at de lever i et. De er heller ikke imod et veludviklet europæisk samarbejde, men de opponerer mod at overdrage flere og flere kompetencer til teknokraterne i Bruxelles, som de ingen demokratisk indflydelse har på, og hvis indblanding i nationalpolitik altid har været skadelig for dem.
Flertallet er også med på at hjælpe flygtninge og forfulgte mennesker. De ønsker bare ikke at konkurrere med flere og flere indvandrere om jobs og lejligheder, og de er heller ikke indforstået med at deres boligområder forandres til ukendelighed. De vil ikke fortælle nogen hvilken Gud de skal tro på. Men de brokker sig i højlydt, når religiøse bevægelser, hvis udtrykkelige mål er at opildne til had mod deres levevis og kultur, breder sig i deres land under påskud af tolerance. Langt størstedelen er fjernt fra alle vildfarelser om deres nations overlegenhed, men de forventer, at deres stat først og fremmest tager sig af sine egne borgeres velfærd.
De fleste elsker deres hjemegn og identificere sig med deres land, og det vil de ikke bebrejdes eller nedgøres for. Når de venstreliberale erklærer krig mod renationaliseringen af politik, opfatter de det sådan, at venstrefløjen ikke længere forsvarer velfærdsstaten. For de ved godt, at der ikke uden videre ville være noget til at erstatte den nationale velfærdsstat.
Mange stemmer måske også på højrepopulisterne fordi de som gamle hvide mænd pludselig er blevet den samfundsgruppe, der bliver mødt med mindst respekt i offentligheden. Fordi de har en følelse af at, mennesker som dem ikke længere værdsættes og respekteres til venstre for midten. Fordi de føler sig sårede, når deres forestillinger om et lykkeligt liv, at blive boende det sted de værdsætter, leve i en traditionel familie og frem for alt være en god far eller mor, latterliggøres som forældede og provinsielt.
Uddrag s. 186-87
Sarah Wagenknect: De selvretfærdige – mit modsvar for fællesskabsfølelse og sammenhold. Forlaget Brilleuglen 2021.