Muslimske børn tænker ofte ikke kritisk
Den filosofiske nysgerrighed udebliver
Eleverne synes at befinde sig i dogmatisk slummer
Børn er fra naturens side filosofisk anlagt, men filosofien som disciplin skal kultiveres, før den kan vokse. Derfor kunne et filosofifag i folkeskolen være et udmærket alternativ til den omdiskuterede kristendomsundervisning
Leander Møller Gøttcke cand.mag. og undervisningsassistent på Syddansk Uni.
uddrag
For nogle år siden, imens jeg endnu var studerende, arbejdede jeg i en periode som vikar på en folkeskole. Om skolen må det bemærkes, at den lå lidt uden for Vollsmose og derfor havde et stort antal muslimske elever. Når jeg blev tilkaldt, fik jeg som regel at vide, hvilken klasse jeg skulle have, og hvad den skulle undervises i. Men det hændte, at en lærer havde lagt sig syg uden at fortælle, hvad eleverne skulle lave den dag. I de timer fik jeg frie hænder, og så underviste jeg dem i filosofi.
Første gang havde jeg en 8. klasse, og jeg indledte timen med at spørge, hvor mange der troede på Gud. Som forventet rakte næsten alle en hånd i vejret, og jeg påtog mig straks rollen som djævelens advokat:
”Jeg tror ikke, det passer,” sagde jeg. ”Faktisk tror jeg ikke, der er en eneste af jer, der tror på Gud.”
Flere protesterede højlydt, især en del af de muslimske piger, og til en af dem sagde jeg så: ”Okay, hvis du tror på Gud, må du kunne fortælle mig, hvad Gud er.”
Naturligvis kunne hun ikke umiddelbart besvare dette kolossale spørgsmål, så jeg tilføjede: ”Hvis du ikke ved, hvad Gud er, hvordan kan du så sige, at du tror på ham? For at tro på noget, må man vel vide, hvad det er, man tror på.”
Det førte hurtigt til en diskussion af, hvad Gud er, og efter lidt tid havde klassen (med min assistance) frembragt konturerne af en definition: Gud er et almægtigt, retfærdigt og alvidende væsen, der har skabt verden oog så videre. Som djævlens advokat begyndte jeg selvsagt med det samme at pille den (lidt middelalderlige) definition fra hinanden ved hjælp af gode gamle argumenter:
”Hvis Gud er almægtig, kan han så skabe en sten, der er så tung, at han ikke selv kan løfte den? Hvis han kan skabe den, kan han ikke løfte den, og så er han ikke almægtig; hvis han kan løfte den, kan han altså ikke skabe den, og så er han heller ikke almægtig.”
Da timen var slut, var der ingen, der kunne forklare, hvad ordet Gud betød, og måske følte ingen, at de havde lært noget, men i det mindste havde de (sagde jeg til mig selv) fået noget at tænke over.
Alligevel har jeg følt mig trist til mode, hver gang jeg siden har tænkt på den time. Når jeg valgte at afholde timen som en filosofisk diskussion, skyldtes det flere ting, men den vigtigste grund var min overbevisning om, at børn af natur er filosofisk anlagt.
Som det ofte er blevet sagt: Hvis man fortæller et barn, at Gud har skabt verden, vil det straks spørge: ”Hvem har så skabt Gud?”
Men den filosofiske nysgerrighed udeblev. Eleverne syntes at befinde sig i en dyb dogmatisk slummer, og mine forsøg på at få dem til at forholde sig til argumenterne, besvarede de fleste med henvisninger til imamernes autoritet: ”Det dér kan en imam forklare,” svarede de, hvis jeg for eksempel spurgte, om det virkelig var retfærdigt, at Gud dømte de vantro til helvedet, selvom de aldrig havde hørt om islam.
Når en undersøgelse viser, at en vis procentdel af de danske muslimer sætter den islamiske lov over den danske, er det ikke så mærkeligt. Ifølge islam er Koranen Guds ord, og hvis man tror på det uden nogensinde at betvivle det, vil man naturligvis sætte Koranen over enhver verdslig lov. Derfor er det vigtigt at lære at tvivle.
Det er her værd at fremhæve en afgørende forskel på religion og filosofi: Religionen begynder med et svar. Filosofien begynder med et spørgsmål. Religionen fortæller, hvordan verden blev til. Filosofien spørger, hvordan verden blev til. Hvad enten det er Moses, der kommer ned fra Sinai-bjerget med De Ti Bud, eller Jesus, der prædiker på Saligprisningernes Bjerg, eller Muhammed, der forlader sin hule i Hira-bjerget for at diktere Koranens vers, gælder det, at ordene kommer fra Gud, og at de ikke står til diskussion (skønt de i sagens natur er åbne for fortolkning). Sokrates forkyndte derimod ikke, men diskuterede netop ud fra den indsigt, at han intet vidste. I filosofi er tvivlen en dyd, og derfor er filosofien også antifundamentalistisk.
At lade børn stifte bekendtskab med filosofihistorien og tumle med filosofiens problemer er et væsentligt skridt imod at give dem kulturel og demokratisk dannelse. Og egentlig er det også en form for integration, da det indebærer tilegnelsen af tanker fra Vestens idéhistorie.
Et filosofifag vil opfordre eleverne til selv at tænke over livets store spørgsmål. Det vil skærpe deres kritiske sans og således beskytte dem imod alverdens formørkede prædikanter. Endelig er det nok et fag, som de vil holde af. Jeg har ikke mistet troen på, at børn af natur har sans for filosofi, men som alle menneskelige anlæg må også det filosofiske kultiveres for at komme til udfoldelse.
KRONIK Filosofi styrker børns demokratiske dannelse 18.01.17 Kristeligt Dagblad