Nødvendigt at studere islam
Der er behov for viden om religion, uanset om det drejer sig om islam, migration, identitet, køn, kirke, evolution, etik, kognition, globalisering eller for den sags skyld bæredygtighed, terror eller klassisk religionshistorie
Uddrag af kronik
Islam blev i løbet af 1990’erne i stigende grad et tema i de politiske debatter i Danmark. Islamdebatten viste sig også i de studerendes interesser, som de afspejler sig i opgaver og specialer.
Hvor opgaver og specialer på det gamle institut for religionshistorie kunne bære titler som ”Apollonkulten i Delphi” og ”Angakoq og tupilak hos vestgrønlænderne”, dukkede der – ikke mindst efter terrorangrebene den 11. september 2001 – opgaver og specialer op med titler som ”Dagbladet Politikens fremstilling af etniske minoriteter i Danmark i perioden 1970-2000”, ”Islam på dansk” eller ”Håndtering af islam i danske fængsler”.
Det var da også helt naturligt, at det tidligere semitisk filologi nu genopstod som arabisk- og islamstudier med fokus på netop nutidens kultur og religion.
Kognition og kultur
“En anden nyere tendens er den ”kognitive vending”, hvor kognitionsforskningen har specialiseret sig i analyse af sammenhængen mellem kognition, kultur og religion. Eksperimenter og feltarbejde har givet religionsvidenskaben inden for dette område et nyt pust, der supplerer den klassiske religionshistories fokus på tekster.”
“Vores uddannelse har nemlig helt nye rammer med et helt nyt indhold. Men der er også en genkendelighed, der trods alt går på tværs af aktuelle debatter om humanioras og religionsvidenskabens relevans. For modsat hvad man tidligere troede, er religion på globalt plan slet ikke på vej ud. Tværtimod er der nu mere end nogensinde behov for viden om religion, uanset om det drejer sig om islam, migration, identitet, køn, kirke, evolution, etik, kognition, globalisering eller for den sags skyld bæredygtighed, terror eller klassisk religionshistorie.”
kilde: Kronik 27.10.21 Kristeligt Dagblad
Jørn Borup: Afdelingsleder, Religionsvidenskab, Aarhus Universitet;Lene Kühle: Forskningsprogramleder, Religionsvidenskab, Aarhus Universitet