Fordømmelsen af Israel og offermyten om araberne bygger på tre antagelser:
-
Jødisk indvandring er aggression
-
Israel praktiserer apartheid
-
Israel terroriserer arabere for at erobre jord
Af Torben Snarup Hansen , historiker
Beskrivelse af den historiske udvikling i Palæstina og Israel
Fordømmelsen af Israel og offermyten om araberne bygger på tre antagelser:
For det første påstås det, at netop den jødiske indvandring til Palæstina var imperialistisk aggression, og at zionisterne stjal jord fra et oprindeligt, ældgammelt palæstinensisk bondefolk, som derpå blev udsat for “etnisk udrensning”.
Mahmoud Abbas, leder af Fatah/PLO og “Den Palæstinensiske Myndighed”, siger, at Israel begår “folkemord” på palæstinenserne, og hans forgænger Yassir Arafat (1929-2004), erklærede i 1974 i en tale til FN’s generalforsamling, at “Den jødiske invasion begyndte 1881 [ … ] Palæstina var dengang et grønt område, som fortrinsvis var beboet af arabiske folk, der var i færd med at bygge deres liv og på dynamisk måde berige deres indfødte kultur.”
Denne oplagte usandfærdighed gentages af “The Jerusalem Fund for Education & Community Development”, som på sin hjemmeside oplyser, at Palæstina i 1880’erne var “tæt befolket” med et “intensivt dyrket landbrug” (den arabisk-amerikanske Jerusalem Fund er et lobbyinitiativ, der udtrykker anti-israelske og pro-Hamas synspunkter).
For det andet skulle Israel praktisere apartheid og bliver derfor stemplet som “racistisk” – en parallel til Sydafrika før 1994.
For det tredje beskyldes Israel for at være en militaristisk besættelsesmagt, der “tæppebomber” Gazas civilbefolkning og i det hele taget terroriserer arabere og prøver at erobre nye områder.
Stemmer denne udlægning af over 100 års kamp mellem jøder og (nogle) arabere med dokumenterede kendsgerninger? Dette er temaet i den følgende oversigt.
**** Navnet Palæstina ***
Under Første Verdenskrig (1914-1918) slog navnet “Palæstina” an med en politisk betydning. Navnet blev formuleret i oldtiden af den romerske kejser Hadrian (som regerede 117-138) efter nedkæmpelsen af det andet jødiske oprør, anført af Bar Kokhba i år 132.
Kampene foregik også udenfor Palæstina, hvor fanatiske oprørere massakrerede et ukendt antal ikke-jøder. Historikeren Dio Cassius (164 -229) skriver, at romerne tog grusom hævn, ødelagde 900 landsbyer i Judæa og dræbte 580,000 jøder.
Den første opstand var blevet nedkæmpet af den romerske hærfører Titus, som år 70 ødelagde templet i Jerusalem
Romerne opkaldte det tidligere Israel efter dets fjender filistrene – “Syria Palæstina”. 1200 år senere var Erz-e-Filistin det osmanniske – tyrkiske – bureaukratis betegnelse på nogle distrikter i Syrien.
Også i andre dokumenter fra denne tid omtales et “Palæstina”, men ordet henviste ikke til befolkningens identitet eller til en politisk bevægelse.
Under det romerske – fra år 395 det “byzantinske” – herredømme var Palæstina frugtbart. Men efter den islamiske erobring i midten af 600-tallet forfaldt landbruget, og skovene blev forhuggede.
Især i Galilæa og på kystsletten nord for Jaffa / Tel Aviv blev vandingsanlæggene forsømt, og der dannedes sumpe, som var udklækningssteder for malariamyg.
De følgende mange århundreder var de fleste af verdens jøder spredt i “diaspora”. Men mindre grupper forblev i Palæstina, og omkring år 900 voksede deres antal. En beskeden, men konstant indvandring af jøder udefra bidrog til, at deres samfund overlevede.
De videreførte en religiøs og kulturel identitet og blev ikke assimilerede i de fremmede befolkninger, der dominerede landet. I mere end 3000 år har et jødisk folk levet i Palæstina.
Tyrkisk herredømme
I 1000-tallet invaderede tyrkiske nomader – frem for alt seljuqerne fra Centralasien – Iran, Iraq (Mesopotamien) og Syrien.
I forvejen havde missionærer omvendt dem til sunna-islam, og derfor var deres militære egenskaber til nytte i den arabiske herskerklasses konfrontation med shia-muslimer og kristne fjender – især det byzantinske rige og i 1100-tallet også korsfarere fra Vesteuropa.
En del af Seljuq-stammen satte sig ca. år 1300 fast i det nordvestlige Anatolien på grænsen til Byzans. Fra byen Nikæa (i dag Isnik) indledte jihadkrigeren Osman erobringstogter. Hans efterfølgere, der kaldte sig “osmanner”, oprettede et sunni-islamisk imperium i Vestasien og Nordafrika.
I 1517 invaderede den osmanniske sultan Ægypten, og han proklamerede sig som khalif over alle sunni-muslimer. I 1516 havde hans hær besat Palæstina, som ikke var et velstående område, men dets betydning var militærstrategisk og religøst begrundet.
Det sidste skyldtes ritualerne på og ved Tempelbjerget (arabisk betegnelse: Haram al Sharif) og i Gravkirken i Jerusalem og pilgrimsruten til islams hellige steder i Mekka. Det store flertal af befolkningen var fellahin, fattige forpagtere og omstrejfende beduiner.
Horisontal og vertikal opdeling
De sunni-muslimske sultaner af Osman-dynastiet styrede deres rige ved hjælp af dekreter, samlet i en qanun (afledt af græsk “kanon”, rettesnor). De retfærdiggjorde deres magt og rigdom ved islams påbud og forbud – sharia.
Sultanens tjenere udgjorde en overklasse af osmanli – dommere, guvernører og ulema (“de lærde”, tekstkyndige). Under dem fandtes det produktive flertal raya, der i princippet bestod af ikke-muslimske befolkningsgrupper.
Men i praksis var muslimske bønder (efterkommere af kristne) ikke meget bedre stillet end ikke-muslimer. De var alle pålagt at betale afgifter til de herskende. Nederst i hierarkiet stod slaverne (ganske vist blev slaveri formelt afskaffet omkring 1890, men så sent som i 1908 solgtes slaver i Konstantinopel, i dag Istanbul).
En anden opdeling virkede i det såkaldte millet-system med organisering af religiøse mindretal. Dhimmier (eller “zemmi”) var betegnelsen for kristne, jøder og andre “vantro” – f.eks. druzer og yezidier.
De var ydmygede og foragtede afvigere, som blev tålt på betingelse af at betale en særskat, og de levede i enklaver med egen retspraksis. Henholdsvis biskopper og overrabbinere var deres repræsentanter, som på kollektivets vegne stod til ansvar overfor de islamiske magthavere.
Ved siden af dette system fandtes etniske og sproglige skel mellem tyrkerne, kurderne og araberne. For alle grupper gjaldt en nedarvet loyalitet overfor slægt, klan eller stamme.
Jødeforfølgelser i det kristne Europa
Jødehad hærgede det kristne Vesteuropa i senmiddelalderen. I 1290 udviste den engelske konge jøderne, og i 1391 blev de fordrevet fra Frankrig. På samme tid foregik pøbeloptøjer i Spanien, hvor tusindvis af jøder blev myrdet.
I 1492 gav Spaniens “katolske kongepar” ordre til, at jøderne skulle vælge mellem omvendelse til katolicismen eller udvisning.
Historikeren Julio Valdeón Baruque anslår, at mellem 70.000 og 100.000 besluttede at udrejse. Mange af dem flygtede til havnebyen Thessaloniki, hvor den tyrkiske sultan gav dem dhimmistatus med egen ghetto. En del rejste videre til andre byer i riget, deriblandt Safed i Galilæa. Disse flygtninge blev kaldt “sefardim” – spanske jøder, og deres efterkommere taler stadig “gammeldags” jødespansk (ladino).
Jøderne, der flygtede fra Vesteuropa til Polen og Rusland i senmiddelalderen blev betegnet som “ashkenazim” – d.v.s. tyske. Deres sprog var og er jiddisch (en tysk dialekt med hebraiske og slaviske ord).
En tredje gruppe er “mizrachim”, arabiske, persiske og kaukasiske jøder (jvf. arabisk “Mashreq” = øst, orient).
Jødeforfølgelser i det osmanniske rige
I slutningen af 1500-tallet svækkedes sultanens regering – “Den Høje Port” – både indadtil og udadtil. Den herskende klasse betragtede jøderne som nyttige og mindre besværlige end de kristne undersåtter og andre dhimmier, men i 1600-tallet udbredtes lovløshed og pøbelvold, næret af islamisk fanatisme, og det gik især ud over imperiets dhimmi-befolkning.
Jødehadet dukkede ofte op i islams verden. Koranen er fyldt med Allahs ordrer til morderisk forfølgelse af ikke-muslimer. I bogens allerførste afsnit Fatiha, “åbningen”, erklæres, at Allah er vred på jøderne.
Et af de første overgreb i det osmanniske imperium fandt sted i 1474, da en synagoge i Jerusalem blev ødelagt af en voldelig pøbel. Sultanen straffede de skyldige, men synagogen blev først bygget efter 50 års ventetid, og i 1629 blev jøder myrdet i byerne Safed og Tiberias. I 1828 fandt en massakre på jøder sted i Baghdad.
Der var et mønster i disse pogromer (et russisk udtryk, der blev benyttet om røveriske overfald på jøder i 1880’erne): En imam holdt en hadprædiken med citat af koranens og hadithteksternes forbandelser over jøderne. Derpå myrdede, voldtog og udplyndrede den muslimske pøbel de foragtede “dhimmier”, mens øvrigheden lukkede øjnene.
Napoleon angriber
En stor ulykke ramte hele befolkningen, da den franske hærfører og senere kejser Napoleon i 1798 besatte Ægypten og året efter angreb Palæstina. Kystslettens befolkning blev udsat for død og ødelæggelse. Byer, landsbyer og afgrøder på markerne blev brændt af, og de overlevende flygtede op i bjergene.
Der findes kun få og ufuldstændige statistikker fra denne periode. Beregninger vanskeliggøres desuden af, at der ikke var faste grænser omkring et “Palæstina”, og både muslimer og jøder anstrengte sig for at undgå at blive registreret af det osmanniske bureaukrati.
Motivet var at slippe for beskatning og værnepligt. Folketallet er derfor usikkert, men det var sandsynligvis omkring 250.000 i første tredjedel af 1800-tallet, og det kan formodes, at ca. 10.000 af dem var jøder.
Krig og oprør
Rejseskildringer og rapporter fra vestlige diplomater viser, at mange distrikter i nuværende Israel og Jordan var affolkede. Landsbyer var forladte og agerjorden lå brak. I første halvdel af 1800-tallet var Palæstina næsten “et land uden folk”.
Oven i dette forfald kom omvæltninger, frembragt af endnu en invasion. Efter den kortvarige franske besættelse blev Ægypten løsrevet fra Osmannerriget. To handlekraftige hærførere – Muhammad Ali og hans søn Ibrahim Pasha – oprettede et militærdiktatur i Cairo, og i 1831 fratog de også sultanen hele det syriske område.
I Palæstina udbrød en bondeopstand i 1834, fordi de ægyptiske herskere ville indføre tungere beskatning og almindelig værnepligt. Et blodigt kaos bredte sig, og ægyptiske soldater og druzere myrdede jøder i Safed og Hebron (El Khalil). Oprøret blev slået ned, men i 1841 tvang Storbritannien og Frankrig Ibrahim Pasha til at trække sig tilbage.
Jordbesiddere og forpagtere
Den osmanniske stat var den egentlige ejer af jorden, og i imperiets storhedstid blev en del af det dyrkede areal, de såkaldte timar-tildelinger, stillet til rådighed for militæret og embedsmænd, der tjente sultanen. Aflønningen bestod af afgifter fra forpagtere, fellahin.
Senere forsvandt dette system. I stedet dominerede indflydelsesrige jordbesiddere – effendier og pashaer – i landbruget. De fleste levede i byerne og deltog ikke selv i dyrkningsarbejdet. De blev betegnet som “fornemme”, ayan (“øjne”). Der var forskel på “store” ayan med regional magt og “små” ayan med lokale interesser.
Disse ayan eller effendier udlånte penge, og havde myndighed over omegnens forpagtere, der betalte afgifter til dem. De “store” foretog skatteopkrævning og organiserede eksempelvis politimæssig indsats mod røverbander eller oprørere.
Også islamiske stiftelser – waqf / awqaf – krævede afgifter af bønderne. Her gik en del af udbyttet til ulema (de shariakyndige).
Landbrugsreform fik utilsigtet resultat
I 1858 dekreterede “Den Høje Port” – regeringen i Konstantinopel (Istanbul) – en omlægning af disse ejendomsforhold.
Hensigten var dels at stække de store jordbesidderes magt og at opmuntre forpagterne til at lade den jord, de dyrkede, registrere. Dels håbede regeringen, at landbruget ville blive mere rentabelt og produktionen af fødevarer kunne forøges.
Men reformen fik ikke den tilsigtede konsekvens. Problemerne med retten til of udnyttelsen af jorden blev tværtimod forværret, fordi bønderne frygtede, at matrikulering ville føre til hårdere beskatning og værnepligt (hvilket også var motivet for oprøret mod Ibrahim Pasha i 1834).
I stedet søgte de beskyttelse under større jordbesiddere, som overtog jorden med skøde og fortsat opkrævede afgifter (høstudbyttet blev delt mellem fellah’erne og effendierne).
I øvrigt var landbruget kendetegnes at store variationer – både med hensyn til jordens kvalitet og ejerforholdene. Der fandtes småbrug med selvejere, som havde skøde på deres ejendom og kunne overleve økonomisk.
En anden dyrkningsform var endnu mere udbredt – den såkaldte mesha’a med kollektivt ejerskab. En landsby med mesha’a var typisk blevet oprettet af klaner, hvis respektive andele gik i arv til den nye generation.
En jordlod blev dyrket i to år, og derefter “flyttede” ejerskabet til en anden mark, så alle fik nogenlunde samme udbytte. Konsekvensen blev, at bønderne ikke var motiverede til at forbedre jorden og dyrkningsmetoderne og forøge produktionen.
I sagens natur var det vanskeligt at matrikulere denne ejendomstype. Almindeligvis fandtes ingen dokumentation, da alt var blevt aftalt mundtligt (og iøvrigt var de fleste bønder analfabeter).
Ingen selvejerbønder
Den nye lov skabte således ikke en stabil og selvejende bondestand som i datidens Frankrig eller Danmark. I stedet opstod utilfredshed og uro i landdistrikterne.
I forvejen blev bønderne overfaldet af sultanens irregulære tropper, de såkaldte bashi bouzouk (“rådne hoveder”), og røveriske beduiner. I ekstreme tilfælde optrådte nomaderne som hærgende horder med tusinder af bevæbnede ryttere, som de osmanniske myndigheder ikke turde konfrontere.
I Jordandalen, på Sharonsletten og Esdraelonsletten ødelagde de omkring 1850 vidtstrakte kornmarker, der blev omdannet til græsningsareal for dyrene. Mængder af desperate forpagtere kom i økonomisk klemme ved forøgede afgifter til jordbesidderne og til waqf-ejendommene eller ved at tage lån, udstedt til ågerrenter.
De brød op fra deres hjemegn og søgte til andre distrikter i håb om bedre vilkår – eksempelvis fra det vestlige Palæstina til den østlige del, der senere fik navnet Transjordanien.
Fordrivelse af bønder i 1800-tallet skyldtes således ikke indtrængende jøder, men andre arabere – røveriske beduiner og de større jordbesidder i byerne. Store landområder lå derfor stadig brak.
Befolkningsvækst
Som nævnt var der en stigning i Palæstinas folketal, og det antages, at det i 1865 var steget til 360.000 og 20 år senere til 470.000 (men tallene er usikre). Hvad var årsagen til denne stigning i en tid med elendige sanitære forhold, kolera og udbredt fattigdom?
Kun et fåtal af de historiske fremstillinger stiller dette spørgsmål. Mange artikler og bøger om Palæstina og Israel er nemlig skrevet på den fejlagtige antagelse, at befolkningen blev forøget ved egen vækst, og at indvandringen i sidste fjerdedel af 1800-tallet kun bragte jøder til landet.
Her er begyndelsen til myten om zionisternes fordrivelse af en “palæstinensisk nation”. Men kendsgerningen er, at befolkningsvæksten især skyldtes indvandring af ikke-jøder.
************** Del 2/3 kommer her ********
Jødisk tilstedeværelse i Palæstina sidestilles med brutale spanske conquistadores, der knuste Mellem- og Sydamerikas oprindelige kulturer, eller engelske og hollandske slavehandlere, der bortførte afrikanere til plantager i Caribien.
Derfor er en undersøgelse af befolkningens sammensætning nødvendig for at forstå det faktiske forløb.
Folkevandring til Palæstina fra alle verdenshjørner
Nablus, Akko (Acre) og andre byer i det vestlige Palæstina modtog tusindvis af ægyptiske tilflyttere under og efter Ibrahim Pashas mellemspil i 1830’erne.
Som nævnt er tallene usikre, men det skønnes, at de og deres efterkommere udgjorde ca. 60.000 af den samlede folketal, og at Jaffa i 1844 havde en befolkning på 13.000 indbyggere. Heraf var de 8.000 ægyptiske indvandrere – deriblandt soldater med familier. Derefter kom andre flokke af ægyptere, der flygtede fra tvangsarbejdet ved anlæggelsen af Suez-kanalen.
Efter 1830 ankom et betydeligt antal muslimske flygtninge – berbere og arabere – fra Algeriet, der var blevet erobret af Frankrig. Mange af dem var islamiske fanatikere med en aggressiv mentalitet, næret af kampe mod den franske hær og Allahs befalinger i koranen og andre helligskrifter om jihad og om ikke-muslimers rituelle urenhed.
Desuden indvandrede libanesiske druzere (“udbrydere” fra islam), kurdere og turkmener fra det nordlige Iraq. Efter 1878 ankom en bølge af muslimske flygtninge fra Bosnien og Tjetjenien, der blev besat af henholdsvis Østrig-Ungarn og Rusland. Også fra Indien, Afghanistan, Libyen, Sudan og Marokko kom muslimske indvandrere.
En anden stor gruppe var tjerkessere, som den russiske hær havde nedkæmpet i den nordlige del af Kaukasus-regionen. 600.000 af dem flygtede til det osmanniske imperium, og heraf blev ca. ti procent anbragt i Palæstina, hvor de byggede egne landsbyer (disse tal fra de osmanniske arkiver kan betragtes som nogenlunde troværdige). På grund af deres militære talent blev de benyttet som forsvar mod beduinoverfald. Mange af mændene blev hvervet til div. væbnede enheder. I dag sættes antallet af israelske tjerkesser til 3.000, og mange af dem gør frivillig tjeneste i militæret, IDF (Israel Defense Force).
Der lever også tjerkesser i Jordan. Ved begravelsen af afdøde kong Hussein af i 1999 var en trop af hans tjerkessiske livgarde tilstede med lange støvler, markante pelshuer og andet udstyr, der kendes fra Kaukasus.
Kildematerialet til undersøgelser af den kraftige indvandring i 1800-tallet er blevet behandlet af Arnold Blumberg, antizionisten Nathan Weinstock og kommenteret af Boris Segel her http://www.thejewisheye.com/ab_zionbfr.html og Francisco Gil-White her http://www.hirhome.com/israel/pal_mov2.htm
Dynamik ?
Et stort antal armeniere og grækere søgte også til Syrien – herunder Palæstina. De var kristne bønder og håndværkere, som på grund af lovløshed og røverbander flygtede fra Anatolien i det nuværende Tyrkiet. I slutningen af 1800-tallet udgjorde de formodentlig en tredjedel af den totale indvandring til Palæstina, og dertil kom andre kristne og jøder fra Europa. I Jerusalem opstod et kvarter, der stadig kaldes “den armenske bydel”.
Indvandringen fortsatte i det 20. århundrede fra nabolandenes arabiske befolkning, der blev tiltrukket af nye arbejdsmuligheder, skabt af især kristne og jøder. Meget tyder på, at tilstrømningen af de mange flygtninge mere end opvejede en tilbagegang i befolkningstallet som følge af røverier, epidemier og jordskælv.
“Den Høje Port” – den osmanniske regering – legaliserede indvandringen på grund af de ikke-udnyttede dyrkbare arealer, den dybe fattigdom og den svage økonomiske aktivitet i byerne.
Indvandrerne åbnede butikker og mindre industrivirksomheder og især jøder begyndte at opdyrke jorden. Alt i alt skabtes en vis økonomisk vækst, og landet var således ikke længere folketomt – som det blev hævdet af visse zionistiske propagandister.
I tiden efter 1860 blev Palæstina åbnet for modernitet og kapitalisme – omend stadig langsomt og i begrænset omfang. Som Yassir Arafat fremhævede i sin tale fra 1974, var der kommet en vis dynamik i økonomien. Men blev især påbegyndt i byerne af sultanens jødiske og kristne undersåtter i samspil med europæisk foretagsomhed og investering.
Europæisk påvirkning
Europa var i midten af 1800-tallet kendetegnet af en hidtil ukendt teknologisk udvikling, som medførte radikal ændring af produktion, naturvidenskab, hygiejne, transport og undervisning. Dette befordrede en velstandsstigning, som igen stimulerede forbrug og handel og dermed også eksportmuligheder for Palæstina.
Søforbindelsen mellem vest og øst blev intensiveret med åbningen af Suezkanalen i 1869, og sejlruten fra Europa til Indien blev forkortet med 7.000 km. Dermed fik Ægypten større strategisk og kommerciel betydning, hvilket motiverede Storbritannien til at besætte landet i 1882 – med økonomiske og kulturelle virkninger i Palæstina.
Dertil kom reformer i det osmanniske statsapparat. Lokale magthavere blev kontrolleret af “Portens” udsendte guvernører, og røveriske beduiner i Palæstina og andre syriske distrikter blev banket på plads (forholdet mellem de tyrkiske herskere og stammerne på Den Arabiske Halvø fungerede på helt andre betingelser, der omtales nedenfor).
Endvidere greb de europæiske stormagter ind i osmannisk politik og administration. “Porten” havde oparbejdet en enorm udlandsgæld, og var faktisk gået konkurs. De vestlige kreditorer krævede og fik derfor medindflydelse på bl.a. toldindtægter, vandforsyning og postvæsen. Samtidig udsendte Europas stormagter konsuler til de større byer. De samlede information om politiske og økonomiske forhold (deres rapporter er vigtige kilder for historieskrivningen).
Et andet motiv bag udsendelsen af konsuler var de blodige kampe mellem forskellige religiøse og etniske grupper i det syriske område (omtales nærmere nedenfor). Stormagterne påtvang “Porten” en særlig beskyttelsesordning for de ikke-muslimske menigheder: Rusland engagerede sig som forsvarer af de ortodokse kristne, mens Frankrig beskyttede katolikkerne og briterne jøderne. Senere fik konsuler fra USA, Østrig-Ungarn og Preussen – fra 1871 det tyske kejserrige – lignende beføjelser.
Jerusalem saneres og udvides
Jerusalem var specielt tiltrækkende for kristne og jøder, som i sidste halvdel af 1800-tallet opnåede finansiel assistance fra Vesteuropa. Uden disse penge kunne den snavsede og forfaldne by ikke saneres.
Økonomisk støtte til jøderne kom især fra den italiensk-engelske bankier Sir Moses Haim Montefiore (1784-1885) og slægten Rothschildt. De bekostede forbedring af Jerusalems vandforsyning, affaldshåndtering, istandsættelse, nyt byggeri og udvidelse af vejnettet.
Omkring 1880 udgjorde jøderne lidt over halvdelen af byens befolkning på 30.000. Det var mere end en fordobling siden 1840, da det samlede indbyggertal var 13.000.
Adgang for jøder tilladt
I 1856 overtalte Moses Montefiore sultanen til at tillade jøder at købe fast ejendom i Palæstina, hvilket stimulerede indvandringen yderligere. I 1881 ankom således 2000 jøder fra Yemen, og på samme tid begyndte et langt større antal ashkenaz-jøder at flygte fra pogromer i Rusland.
Dette var den første “aliyah” – hebraisk: “opstigning” (ankomst til Palæstina). Herefter voksede den jødiske befolkning kraftigt, og deres antal i 1895 var ca. 47.000, og som nævnt tiltog også mængden af muslimske indvandrere.
Det tidligere underbefolkede Palæstina lignede en banegård i myldretiden – opsplittet i etniske og religiøse mikro-samfund med i alt 50 sprog (bl.a. italiensk og persisk).
I 1919 fik dette brogede billede Chaim Weizman til at udtale, at Palæstinas befolkning slet ikke var arabisk. Han var formand for WZO, den zionistiske verdensorganisation, og forhandlede med Faisal, søn af emir Hussein ibn Ali (1854-1931) af Hedjaz, Den Arabiske Halvøs nordvestlige landskab med islams hellige byer Mekka og Medina.
Emir Hussein om jøder i Palæstina
Hussein var overbevist om behovet for radikale reformer i den arabiske verden ved overtagelse af europæiske normer og opfindelser (Hussein og Faisal omtales nedenfor). Da Palæstina i begyndelsen af 1900-tallet stadig var fattigt og underudviklet, og da jøder – især fra Rusland, Polen og Rumænien – ønskede at flytte til deres forfædres land, konkluderede emiren, at “Når de eksilerede [ jøder ] vender tilbage til deres hjemland, vil de udgøre et materielt og åndeligt eksempel for deres brødre [ arabere ], som er forbundet med dem på markerne, fabrikkerne og alle områder, der har at gøre med arbejdet …”
Samme vurdering havde Daud Barakat, chefredaktøren for Ægyptens ældste avis Al Ahram (grundlagt 1875):
“Det er absolut nødvendigt, at der skabes venskabelig forståelse mellem zionisterne og araberne, da en krig på ord kun vil medføre ondt. Landet behøver zionisterne: De penge, de medbringer, deres viden og intelligens og den flid, der kendetegner dem, vil utvivlsomt genrejse landet.”
Neville Mandel, The Arabs and Zionism Before World War I, University of California Press: 1976, p. 8. Citeret af http://www.jewishvirtuallibrary.org/jsource/myths3/MFroots.html#5
Tekniske og kommercielle forbedringer
Ved Middelhavskysten og i det østlige Galilæa begyndte jødiske indvandrere at købe fast ejendom af større jordbesiddere (effendier eller ayan). Også her stod europæiske jøder for finansieringen af landbrugskolonier.
Især var dræning af malariabefængte sumpe en bekostelig og besværlig aktivitet, der skabte grundlag for appelsinplantager. Desuden begyndte jøder at beplante højdedrag, hvor vegetationen var blevet ødelagt.
Europæiske iværksættere gik i spidsen med at introducere vestlig teknik som dampskibe og telegraf (indført 1854). Senere kom eksplosionsmotoren i anvendelse, hvilket effektiviserede vandingsanlæggene. Dette bidrog til øget produktion af eksportvarer som bomuld og citrusfrugter, som også flere jordbesiddere – bl.a. den græske (kristne) Sursuq-klan – investerede i. Ligeledes blev petroleumsdrevne kværne importeret fra Frankrig til presning af olivenolie.
I 1892 åbnedes på fransk initiativ en jernbane fra Jaffa til Jerusalem. Vejnettet blev forbedret, og det samme skete med havneanlæg i Haifa og Jaffa. Franskmænd, grækere og italienere tilvejebragte disse tekniske fremskridt og den øgede produktion af eksportvarer. Mange rejste bort igen, men andre forblev i landet.
Blev arabiske bønder fordrevet af zionisterne?
Mange jordbesiddende “ayan” i Jerusalem og Beirut havde fundet en ny indtægtskilde ved at sælge ud af deres ejendom til jødiske kolonister. Jordens kvalitet var svingende, og priserne var stærkt opskruede. I flere tilfælde solgtes stenede skråninger, ørken og sumpe (eksempelvis ved Hadera nord for Jaffa).
Også landsbyer med dyrkede arealer skiftede ejer. Da mange af de pågældende forpagtere ikke havde skøde på den jord, de dyrkede, måtte de flytte. I det hele taget var livsformen på landet ofte halvnomadisk. Nogle bønder kunne dog forblive på stedet som ansatte under jødiske ejere, eller de indgik kompromis om at købe en del af den ejendom, der var sat til salg.
Men i 1890’erne blev dette relativt begrænsede problem blæst op til propaganda om invaderende “vantro”, der ville fordrive muslimerne. Som anført opgav “Porten” den jødevenlige indstilling og besværliggjorde dermed ejerskifte i landbruget.
Jødisk overtagelse af jord foregik gennem køb – ikke tyveri. I den osmanniske tid var den beskeden: År 1914 arbejdede 12.000 jøder – ud af de i alt 85.000 – i 44 landbrugskolonier med et samlet areal på 40.000 hektar. I øvrigt blev den første levedygtige landbrugskoloni ikke grundlagt efter en “invasion” fra Europa, men af jøder, der flyttede fra Jerusalem, hvor deres forfædre havde boet i århundreder (jvf. statistik fra zionistiske agenturer; efterfølgende opkøb af jord omtales nærmere i afsnittet om den britiske politik i 1930’erne).
Under alle omstændigheder slog det store flertal af jødiske indvandrere sig ned i byerne (og år 2015 levede kun tre procent af Israels befolkning af landbrug).
Adgang for jøder forbudt
Rusland var sultanens arvefjende. I tre krige (1829, 1853-56 og 1877-78) havde tsarens militær demonstreret vilje og evne til at knuse tyrkerne. Kun de vestlige stormagters indblanding frelste sultan-khaliffens imperium.
Derfor blev de mange ashkenaz-jøder, der strømmede til Palæstina, betragtet med mistro, og i 1890’erne befalede sultan Abdul Hamid, at de fremover skulle forbydes adgang. Dette dekret og et fornyet forbud mod køb af jord kunne dog omgåes ved at bestikke lokale myndigheder.
Jordbesidderne havde andre motiver til at spille antisemitismens kort. Salg af jord – god eller dårlig – til jøder indbragte mange penge, men samtidig kunne hetz mod denne gruppe indvandrere aflede opmærksomheden fra jordbesiddernes udbytning af forpagterne og i det hele taget af ejendomsforholdene i landbruget.
Desuden skabte sultanens panislamiske proklamationer forhåbninger blandt disse effendier om en strengere praktisering af sharia. Noget sådant kunne annullere indgået handel med jøder, fordi islams såkaldte “lov” tillader muslimer at bryde en aftale med de vantro, altså bedrageri. Denne ambition måtte dog opgives, og de osmanniske magthavere fik alvorligere problemer at tænke på – frem for alt folkemord, militærkup og krig.
Zionismen
Nationale kampe bestemte Europas politiske dagsorden i 1800-tallet. I slutningen af århundrede fremkom også en identitetsbevægelse blandt jøder – zionismen. Dens udgangspunkt var rædsel over pogromerne i Rusland og et justitsmord i Frankrig – af datidens fremskridtsoptimistiske borgere beundret som toppen af vestlig civilisation.
I 1894 blev jøden Alfred Dreyfus dømt for spionage for Tyskland, afskediget fra sin stilling som officer og sendt til en tropisk straffekoloni. Sagen resulterede i antisemitiske optøjer og rasende polemik i pressen. Men afstraffelsen af den jødiske officer blev en politisk skandale, da forfatteren Émile Zola kunne påvise, at Dreyfus var udsat for et justitsmord, og i 1906 fik han omsider oprejsning.
Det havde vist sig, at jødehad florerede i den franske hær og det franske samfund. Denne afskyelighed, der først blev slået tilbage efter flere års strid, rystede journalisten Theodor Herzl. Han var født i Budapest, og som det store flertal af jøder i Central- og Vesteuropa var han assimileret i modernitetens kultur.
Derfor skrev han bogen Jødestaten (tysk udgave 1896). Her argumenterede han, at når selv assimilerede jøder blev forfulgt i Europa, kunne de kun overleve ved at oprette deres egen stat i det land, der havde været Israel i oldtiden.
Denne målsætning blev drøftet på en kongres i 1897, hvor en række “zion-elskende” foreninger samledes. Men Herzls idé blev modereret, idet den zionistiske organisation kun besluttede at arbejde for en jødisk “hjemstavn” – i Palæstina.
Panislamisme og massemord
De europæiske regeringers pres på “Porten” og deres ambassadører og konsulers indsats som beskyttere af Palæstinas kristne og jøder dæmpede til en vis grad vold mod disse mindretal. Men andre steder udbrød omfattende plyndringer og massakrer i større skala end tidligere.
I 1860 medførte et opgør mellem maroniter (d.v.s. katolikker) og druzere, at 20.000 kristne arabere blev myrdet i Libanon og Damaskus.
Senere tog sultanen selv initiativ til massakrer på ikke-muslimer. Repressalier efter nedkæmpelse af et oprør i Bulgarien i 1876 kostede 15.000 kristne livet, hvilket gav Rusland påskud til at angribe Osmannerriget.
Igen blev tyrkerne slået, og store dele af Balkan blev løsrevet fra imperiet. På den efterfølgende fredskonference i Berlin i 1878 forpligtede sultan Abdul Hamid sig til at yde alle sine undersåtter samme behandling og beskyttelse. Dette løfte holdt han ikke. I stedet formulerede han en “pan-islamisk” politik, vendt mod de kristne.
“Den Høje Port” beordrede massemord på det armenske mindretal i det østlige Anatolien, og i 1890’erne blev mellem 100.000 og 300.000 af dem myrdet af kurdiske røverbander, som regeringen forsynede med våben. Samme skæbne ramte 15.000 kristne assyrere.
En endnu større katastrofe fandt sted i det østlige Anatolien under Første Verdenskrig, da den “ungtyrkiske” militærjunta kombinerede panislamisk fanatisme med ekstrem nationalisme og massakrere ca. halvanden million armeniere. De blev anklaget for at samarbejde med rigets fjende, Rusland.
Verdenskrigens Orient-front
Første Verdenskrig udbrød i august 1914. Den blev udkæmpet mellem to magtblokke:
Tyskland, Østrig-Ungarn, Bulgarien og Osmannerriget (Tyrkiet) kontra Frankrig, Storbritannien, Belgien, Rusland, Rumænien, Serbien, Montenegro og Italien (fra 1917 desuden USA og en række mindre stater).
I 1915 blev britiske og franske invasionsstyrker sendt til flere fronter mod det osmanniske imperium, men de led knusende nederlag i Iraq og på Gallipoli-halvøen ved indsejlingen til Marmarahavet. De store tab skyldtes først og fremmest, at Tyskland sendte våben og officerer til den osmanniske hær.
Derfor engagerede Storbritannien sig i at støtte et arabisk oprør mod den osmanniske sultan og den “ungtyrkiske” militærjunta.
Brevvekslingen mellem McMahon og Hussein ibn Ali
Denne idé fremkom i april 1914, da Sir Henry McMahon, britisk højkommissær i Cairo, modtog en anmodning fra to arabiske aktører.
Den ene var førnævnte emir Hussein, der var leder af Hashem-klanen fra Qureish-stammen, som profeten Muhammed skulle have tilhørt ifølge en islamisk legende. Husseins afstamning var grunden til, at han smykkede sig med titlen sharif -”ædel” eller “fornem”. Der var tradition for, at sultanen udnævnte en mand fra hans klan som guvernør og vogter over islams helligdomme i Mekka og Medina samt tempelbjerget i Jerusalem, og efter mange års strid og bryderier med den osmanniske regering blev han i 1908 indsat på denne ærefulde post.
Husseins henvendelse blev fremført af sønnen Abdullah, som i Cairo opsøgte den britiske guvernør Lord Kitchener. Den anden kontaktperson var repræsentant for en sammensværgelse af arabiske nationalister i Syrien. De foreslog briterne at udruste og assistere et oprør mod tyrkerne. Men først efter Osmannerrigets indtræden på tysk side i krigen i november 1914, fattede London-regeringen interesse for ideen.
I 1915 og 1916 udveksledes breve mellem McMahon, britisk højkommissær i Cairo og emir Hussein. Af korrespondancen fremgår, at Hussein tiltog sig rollen som talsmand for “den arabiske nation”, og at han forventede britisk godkendelse af en uafhængig stat øst for Suez og Sinai. Dette ønske blev imødekommet fra britisk side, men der var to forbehold:
For det første skulle – ifølge McMahon – en landstrimmel mellem Middelhavet i vest og Aleppo og Damaskus i øst have særstatus på grund af det store antal ikke-muslimer: druzere, kristne, jøder, men Palæstina blev ikke nævnt. For det andet måtte Storbritannien tage hensyn til alliancepartneren Frankrigs interesser ved fastlæggelsen af de fremtidige grænser. Dette accepterede emir Hussein.
Sykes-Picot-aftalen 1916
Men det viste sig snart, at London-regeringens hensyn til Frankrig blev opfattet som løftebrud overfor Hussein. Forhandlinger mellem de to allierede stormagter førte i maj 1916 til udarbejdelse af en traktat, benævnt efter den franske diplomat François-Georges Picot og orientalist og officer Mark Sykes.
De aftalte at opdele arabisk befolkede territorier efter krigens afslutning – fra Taurusbjergene i nord til Aqababugten i syd. Frankrig skulle have Libanon og Syrien, mens briterne kontrollerede Iraq, Palæstina – og dermed også det område, der blev til nutidens stat Jordan.
Da Rusland på dette tidspunkt var allieret med Storbritannien og Frankrig, modtog dets regering kopi af Sykes-Picot-traktaten. Det følgende år brød den russiske stat sammen, og kommunisterne overtog magten. I udenrigsministeriets arkiv fandt de papiret, som straks blev offentliggjort, hvilket hurtigt blev kendt i den arabiske verden.
Flugt, epidemier og sult
Verdenskrigen fik ulykkelige konsekvenser for især de palæstinensiske jøder. Den øverstbefalende for de tyrkiske styrker truede dem med død og undergang, og jødiske aviser blev forbudt. De heldigste af dem blev evakueret til Ægypten, som var besat af briterne.
I 1915 fjernede de osmanniske myndigheder redskaber og trækdyr fra jødiske landbrugskolonier, der i forvejen var bragt på fallittens rand efter krigsudbruddet, der blokerede deres eksport. I påsken 1917 blev tusindvis af ashkenaz-jøder – også børn og gamle – smidt ud af Jaffa, Tel Aviv og Petakh Tikva. Deres hjem blev først plyndret af tyrkiske soldater og derefter af arabisk pøbel. I tusindvis blev jødiske mænd indkaldt til “Portens” hær. De, der ikke havde råd til at bestikke officererne for at slippe, blev sendt til fronterne i Iraq eller Kaukasus, hvor mange omkom på grund af epidemier og sult.
Dødstallet ville sandsynligvis være blevet langt højere, hvis den tyske general Erich von Falkenhayn ikke havde lagt en dæmper på sin tyrkiske kollega Djemal Pasha, der var hovedansvarlig for den netop afsluttede massakre på halvanden million armeniere.
Antallet af jøder i Palæstina faldt fra 85.000 i 1914 til 58.000 i 1918. Da kapitulerede “Den Høje Port”, og briterne havde oprettet et militærregime i landet.
** Det britiske mandatstyre oprettes i Palæstina, og briterne bøjer sig for islamisk vold **
Efter Første Verdenskrig blev Osmannerriget opløst og resterne delvist overtaget af to andre imperier – det britiske og det franske.
I Anatolien udkæmpede en national-tyrkisk bevægelse under Kemal Pasha – senere kaldt “Atatürk” – krige mod Grækenland i vest og mod et selvstændigt Armenien i øst.
Massemord og masseflugt blev konsekvensen, og de vestlige stormagter fastlagde nye grænser i Nærorienten.
Arabisk oprør
På Den Arabiske Halvø var det osmanniske styre mere formelt end reelt. Årsagen var geografi, klima og nomadernes livsform. Deres bestandige omstrejfen og krigeriske egenskaber satte helt andre betingelser for politik og administration, og i mange tilfælde fravalgte den tyrkiske regering en militær indsats og betalte i stedet en beduinhøvding for hans loyalitet.
Som nævnt var emir og “sharif” Hussein ibn Ali og hans sønner regionale magthavere i Hedjaz mod vest, mens Saudi-stammen beherskede Den Arabiske Halvøs nordøstlige del omkring Riyadh. I midten var emiratet Shammar allieret med osmannerne. Rivaliseringen mellem disse tre “stater” var en blandt flere hindringer for arabisk enhed.
Efter et statskup i hovedstaden Konstantinopel 1908-1909 overtog en militærjunta magten i Osmannerriget. Disse “ungtyrkiske” officerer kopierede elementer af den etniske nationalisme, der havde haft fremgang i Europa.
Resultatet blev hårdere undertrykkelse af imperiets ikke-tyrkiske befolkninger, som udgjorde flertallet. Arabiske nationalister begyndte at gøre sig gældende, og emir Hussein brød med sultanen og anklagede ham for at forfalske islam.
I 1916 kom verdenskrigen for alvor til Den Arabiske Halvø, da Hussein proklamerede, at han ville være “arabernes konge”. Hans sønner samlede en hær af hel- og halvnomader omkring Mekka og Medina. Oprørerne bekæmpede de tyrkiske tropper og saboterede jernbanen fra Palæstina gennem Hedjaz. Faisal (1885-1933), søn af Hussein og bror til føromtalte Abdullah var anerkendt som øverste leder.
De arabiske krigere modtog britiske våben og penge gennem agenter – deriblandt den legendariske Thomas Edward Lawrence. De assisterede den general Edmund Allenbys offensiv mod tyrkerne i Palæstina i 1917, men hvervede kun få tilhængere blandt arabere udenfor Hedjaz.
Det samme skete, da briterne invaderede Iraq. Her undlod den øverstkommanderende at tage kontakt til de mange arabiske officerer, som kun ventede på signal til at gøre oprør mod tyrkerne. Denne forsømmelse kostede dyrt, og de britisk-indiske tropper led svære tab.
Islam eller panarabisk nationalisme?
Som nævnt var sultanen i Konstantinopel også khalif, dvs. Allahs redskab (tidligere repræsentant) på jorden, og i 1914 erklærede han jihad mod de vantro. Derfor kæmpede mange arabere i det syriske område på osmannisk side mod briterne. Den islamiske motivering udkonkurrerede national loyalitet, og en omfattende arabisk opstand mod tyrkerne blev ikke gennemført.
Desuden slog den ungtyrkiske militærjunta hårdt ned på de arabiske nationalister i Syrien, hvilket nær havde kostet Faisal livet. Han var under berettiget mistanke for at sympatisere med dem og blev tvunget til at overvære henrettelse af deres ledere. Han og Hashem-klanen var stadig helt afhængige af det britiske militær, som besatte Iraq og Syrien efter Osmannerrigets kapitulation i oktober 1918.
Krigen var vundet. Men det viste sig snart, at freden blev tabt i Palæstina.
Faisal og Weizmann
Ved årsskiftet 1918-1919 var Nærorientens grænser og statsretlige forudsætninger uafklarede. Som aftalt af Sykes og Picot overlod London-regeringen Syrien og Libanon til franske tropper, og umiddelbart efter krigens ophør var den britiske holdning, at Palæstina i nær fremtid skulle indgå i en større arabisk stat (jvf. senere offentliggjorte referater af London-regeringens drøftelser i december 1918).
Netop dette land var ikke omtalt – og ikke bortlovet til nogen – i brevvekslingen mellem McMahon og “sharif” Hussein. Men Hashem-klanen håbede, at Faisal kunne blive konge over både jøder og arabere. Foreløbig manglede Storbritanniens og Frankrigs godkendelse.
Faisal havde behov for allierede og indledte forhandlinger med Chaim Weizmann (1874-1952), videnskabsmand med diplomatiske evner og formand for WZO, den zionistiske verdensorganisation. Begge deltog i fredskonferencen i Paris i januar 1919 (den resulterede i Versaillesfredsaftalen).
I håb om samarbejde med zionisterne godkendte Faisal Balfour-erklæringen og distancerede sig dermed fra et af islams vigtigste dogmer: At en muslimsk hersker aldrig må tillade de “vantro” at herske over et territorium og en befolkning, der var underlagt islam.
Et praktisk samarbejde blev dog ikke opnået på topniveau mellem arabere og jøder, og efterfølgende beklagede Faisal, at de vestlige imperialister manipulerede begge parter. Men han fortsatte bestræbelserne på at oprette et hashemitisk kongerige, der omfattede “den frugtbare halvmåne” (det storsyriske område og Iraq) og Hedjaz, hans eget hjemland. I marts 1920 blev han udråbt som konstitutionel monark af Syriens kongres (sammensat efter valg i 1919).
Stormagtskonference i San Remo 1920
Den nye stat fik kort levetid. I april 1920 arrangerede de vestlige stormagter en konference i den italienske by San Remo.
Her blev det besluttet, at Folkeforbundet (“League of Nations”, oprettet i januar 1919) skulle være øverste myndighed i de arabisk befolkede territorier, som Osmannerriget havde afstået. De blev betroet Storbritannien og Frankrig, og Folkeforbundet vedtog i 1922 resolutioner om de to stormagters mandatstyre i henholdsvis Palæstina og Libanon-Syrien. Denne ordning trådte i kraft d. 29.09.1923. Den var midlertidig, da de pågældende lande senere skulle erklæres uafhængige.
Beslutningerne var dødsstødet mod Faisals kongerige, og i juli 1920 måtte han flygte, da fransk militær nedkæmpede de syriske nationalisters hær. Resultatet blev voldsomme protester flere steder i den arabiske verden, hvor politikere anklagede de “troløse” englændere for at løbe fra et løfte om øjeblikkelig suverænitet.
Optøjerne medvirkede til, at London-regeringen udarbejdede et kompromis. Faisal blev indsat som konge af Iraq, og hans bror Abdullah blev emir af det, der fik navnet Transjordanien – de 77 procent af Palæstina, der ligger øst for Jordanfloden. Denne hashemitiske løsning blev godkendt af Folkeforbundet, og i 1946 blev Abdullah konge af dette land.
Det jødiske “nationalhjem”
Det særlige ved det britiske mandat over Palæstina var Balfour-erklæringen fra november 1917. Den blev tilvejebragt af britiske zionister – frem for alt Chaim Weizmann. London-regeringen lovede jøderne ubegrænset indvandring og assistance til at erhverve fast ejendom og indre selvstyre i et “nationalt hjem”.
Dette løfte blev indføjet i Folkeforbundets mandatresolution, der fastslår at, kun jøder har politiske rettigheder som kollektiv – dvs. nation – i Palæstina http://www.mythsandfacts.org/conflict/mandate_for_palestine/mandate_for_palestine.htm
Andre nationer fandtes nemlig ikke på stedet. Individuelle rettigheder havde derimod alle med lovligt ophold i landet, og dokumentet udtrykte, at jødernes særstilling ikke måtte genere den ikke-jødiske befolkning. Da Folkeforbundet i 1945 afløstes af FN, blev det bekræftet, at resolutionen fortsat stod ved magt. Alene af den grund er Israels status som suveræn nationalstat folkeretligt gyldig.
Men det viste sig snart, at Balfour-erklæringens målsætning blev modarbejdet af britiske beslutningstagere i Palæstina.
Organisering og forsvar af “yishuv”
Efter Første Verdenskrigs ulykker var der en vis optimisme i jødernes yishuv (“beboelse”) i Palæstina, fordi Folkeforbundet udtrykkeligt legitimerede deres tilstedeværelse med historisk tilknytning til landet, og mellem 1919 og 1923 nåede 40.000 jødiske immigranter fra Polen at slippe ind i Palæstina.
De fleste elementer i zionismens økonomi og forvaltningsapparat var allerede grundlagt, og de blev 20 år senere til staten Israel. I 1902 oprettedes “Anglo Palestine Bank” (senere Bank Leumi), og fra 1908 koordinerede og støttede det jødiske “Palestine Office” både landbrugskolonier, boligbyggeri i byerne og oprettelse af skoler.
En nationalfond til opkøb af jord blev også organiseret. Den blev i 1920 til Keren Hayesod – “Indsamlingsfonden”. Yishuvs politiske talerør overfor de britiske myndigheder var Jewish Agency. På samme tid dannedes Histadrut, en faglig landsorganisation og kooperativbevægelse.
Et ulmende jødehad og “almindelig” kriminalitet gjorde det nødvendigt at organisere et særligt beredskab – Hashomer (“vagtpost”) – til beskyttelse af især landbrugskolonierne. Inden længe kom de samme betingelser til at gælde jøderne i byerne. Også de behøvede beskyttelse, hvilket blev tydeligt bevist under de blodige optøjer i Jerusalem i påsken 1920 (omtales nedenfor). Derfor blev en zionistisk milits, Haganah (“forsvar”) organiseret. Den blev senere udbygget til en professionel styrke.
Britisk antizionisme
Zionismen – og dermed moderniteten – viste sig at være en succes med hensyn til produktion, handel, sygdomsbekæmpelse og uddannelse, og jødernes foretagsomhed gavnede i høj grad ikke-jøder. Men den frembragte også vrede, misundelse og forargelse.
I mere end 1000 år havde jøder, kristne og andre ikke-muslimer overlevet under islam som dhimmier eller andenrangsmennesker.
Ifølge herrefolkets mentalitet, helligskrifter og tradition var de rituelt urene og underlagt utallige former for ydmygende diskriminering. At bede ved Jerusalems Tempelbjerg – Haram al Sharif – var stadig et vigtigt ritual for troende jøder, men fordi stedet var blevet forsynet med to moskeer, blev de forbudt adgang.
De måtte nøjes med at stå foran “Grædemuren”, som er den sidste rest af det tempel, den romerske hær ødelagde år 70. Ved denne mur risikerede de, at muslimer smed affald på dem eller generede dem på anden vis.
Islamiske demagoger bearbejdede den arabiske befolkning for at omdanne islams traditionelle foragt for jøder til regulær forfølgelse i en situation, hvor den osmanniske myndighed brød sammen, og hvor britiske officerer havde overtaget ansvaret for sikkerheden.
I december 1917 ankom general Edmund Allenby til Jerusalem, og frem til sommeren 1920 var byen understillet britisk militærstyre. Allenby proklamerede krigsretstilstand og forsikrede, at de hellige steder ville blive beskyttet, og at den daglige virksomhed i handel og håndværk ikke ville blive forsyrret.
Men Balfourerklæringen – offentliggjort i London få uger tidligere – nævnte han ikke, og den blev ikke trykt og omdelt til Palæstinas befolkning. Det viste sig snart, at en anti-zionistisk holdning var fremherskende blandt officerer, hvilket fremgik på flere måder.
Flertallet af Jerusalems beboere var jøder, men briterne beholdt den muslimske effendi Musa Kazem fra al Husseini-klanen som borgmester. Ronald Storrs, militærguvernør over Jerusalem – og dermed den ansvarlige for lov og orden – var ikke blot arabist, men udpræget pro-arabisk med et romantisk anstrøg. Han havde kæmpet mod tyrkerne sammen med T.E. Lawrence og Faisal, og da sidstnævnte blev inviteret til en konference i London i 1919, pressede Storrs ham til at skifte diplomat-jakkesættet ud med flagrende beduingevandter.
Mindre fredelig var Storrs’ medansvar for Husseini-klanens aktiviteter. Dens ledende talsmand Hajj Amin al Husseini (1893-1974) organiserede en islamisk terrorbevægelse af “fedayin’er” (de, der ofrer sig i kamp). De myrdede politiske modstandere – jøder såvel som arabere. Hajj Amin gjorde kampen mod zionismen til sin livsopgave. Han havde studeret islam på Al Azhar-institutionen i Cairo og været officer i den osmanniske hær under verdenskrigen. Hans jihad-dagsorden var det stik modsatte af Husseins og Faisals ønsker om reformer.
Artiklen er tidligere bragt i Den Korte Avis i tre dele :
http://denkorteavis.dk/image.php?image=http://denkorteavis.dk/wp-content/uploads/2015/07/gravkirke-jerusalem615.jpg&width=615
http://denkorteavis.dk/2015/israel-gores-til-syndebuk-palaestina-i-osmannerriget/
http://denkorteavis.dk/2015/israel-gores-til-syndebuk-2-jodisk-indvandring-til-palaestina/