journalist Niels Lillelund
“Efter terrorangrebet på Charlie Hebdo var jeg i huj og hast blevet sendt til den franske hovedstad, hvor jeg takket være en dygtig kollega fik et interview med en utilbørlig mand, der havde overlevet og dog var blevet straffet grusomt for sine utilbørligheder.
(…) tidligere chefredaktør for Charlie Hebdo, en venligt udseende mand, tynd, nærmest mager udstyret med kaffe og cigaretter, grå af sorg og træthed :
»Hvorfor bærer vi over med dens undertrykkelse af kvinder, forfølgelse af homoseksuelle – og venstrefløjen forsvarer det. Hvoraf denne vanvittige situation? Og nu jøderne … jøderne under krigen – det var noget andet i Danmark. I Frankrig havde vi Vichy-regeringen, der var indforstået med jødernes deportation, en skamplet. Men nu flygter jøderne igen. 7.000 jøder rejste sidste år. De flygter fra den radikale islamisme. Da de flygtede eller blev deporteret dengang under krigen, kaldte vi det senere en national tragedie. Nu kalder vi det – ingenting, for ikke at stigmatisere.« Sagde han med en stemme, der var så lille, så lille.
Han talte om ofrene for et ubeskriveligt had, og det er jo ikke tilfældigt, at netop Paris er blevet så hårdt ramt af den islamiske terror. Her findes alt det liv, de hader – larm, caféer, cigaretter, høflighedsfraser og uforskammetheder, plakater, protester og rasende dyt og båt. Folk tillader sig alt muligt.
Det fredelige fælles Danmark?
På kroningsdagen ( 14.01.24) skrev Martin Krasnik i Weekendavisen under overskriften ”Vores dronning” ( …) »Land og by, ung og gammel, langt de fleste danskere uanset hudfarve og klasse vil nu fejre, at de har levet i dronning Margrethes tid. En fredelig tid, men også en tid med enorme forandringer. Vi vil fejre, at vi har denne meget sjældne, overmåde vellykkede styreform, som både skyldes vores beskedne størrelse, vores historie og mange generationers vilje til at respektere den. Det er ikke pjat og snak, men en virkelig ting. Dronningen udtrykker en fælles historie, der gør os større. Hun har vist, at der stadig findes et vi.”
Det lyder godt, men alligevel: klasse og hudfarve? Er landet delt sådan op? Er det de virkelige skel, der skal overskrides? Er det af frygt for Fritz og Poul i pastelfarvede polotrøjer, at der er bevæbnede vagter ved Caroline-skolen? Var det ”underklassen”, der angreb synagogen, var det klassekamp, da en tusindtallig skare fulgte terroristen til graven? “
lille uddrag fra
Kilde :Niels Lillelund: Er der virkelig et vi?
Det var rørende at se masserne hylde kongen, men der var også en sten i skoen.
21/01/2024 jyllands-Posten