Hvis alle migranter kom til Italien, ville de rejse videre op i Europa og kommunikere, at adgangen til Europa er åben
Danmark medstifter af et uddannelsessted for grænsebetjente og grænsebevogtning i Tunis.Udlændinge og integrationsminister Kaare Dybvad Beck var på besøg i nov.23.
Lille uddrag af dybgående artikel i Weekendavisen, se nedenfor
“Det store paradoks
Migranterne, jeg møder i olivenmarkerne, kan af gode grunde ikke selv dokumentere deres beskyldninger mod de tunesiske myndigheder. Det er vigtigt at understrege, at de kan have interesse i at overdrive eller tale usandt. Men den hårdhændede behandling af migranter er veldokumenteret. Så sent som i oktober deporterede den tunesiske nationalgarde over 100 migranter til Algeriets grænse, hvor de udsatte nogle for voldelige overgreb og tyveri ifølge vidnesbyrd afgivet til Human Rights Watch.
Jeg fortæller Kaare Dybvad om mine oplevelser. Det virker, som om vi lader tuneserne lave det beskidte arbejde for os. Ændrer det ministerens holdning til den danske støtte til de tunesiske myndigheder, at de efterlader tusinder af migranter i olivenmarker uden hjælp?
»Jeg gør mig ingen illusioner om, at folk, der kommer til Tunesien med menneskesmuglere, har gode vilkår. Samtidig tror jeg bare ikke, at Tunesien ville give fulde rettigheder og mad og drikke til alle, der kommer, hvis vi lukkede ned for vores støtte. Jeg er ikke enig i, at vi legitimerer noget, vi er uenige i, og jeg mener, at situationen – alt andet lige – bliver bedre af, at der er en velfungerende grænsekontrol.«
– Er det ikke mere humant at lade migranterne sejle til Italien end at efterlade dem uden beskyttelse i de olivenmarker?
»For den enkelte person giver det selvfølgelig bedre livsvilkår, hvis de kommer til Italien, men samtidig er der et system bagved. Hvis alle, du mødte, kom til Italien, ville de rejse videre op i Europa og kommunikere, at adgangen til Europa er åben. Det vil betyde, at flere rejser over – og at menneskesmuglerne tjener flere penge. Dermed holder man gang i et system, der er inhumant. Det er det store paradoks: Det, som er humant for en bestemt gruppe mennesker, ender med at være endnu mere inhumant, fordi flere bliver udsat for de samme vilkår.«
Det er derfor, Kaare Dybvad taler for et nyt europæisk asylsystem. Her er ideen om at lade såkaldt sikre tredjelande behandle asylansøgninger til EU central. Herhjemme kender vi planen som Rwanda-modellen.”