En pige blev bortvist fra en fransk privatskole her for at bære tørklæde
Urfan Ahmed er talsmand for Dansk Muslimsk Union.Uddrag af Urfan Ahmeds artikel i Kristeligt Dagblad 16.08.23.
Danmark har længe været kendt for sine progressive værdier, sin accept af forskellighed og sin beskyttelse af individuelle rettigheder. Men to nylige hændelser har kastet skygger af tvivl over denne opfattelse.
Den første hændelse involverer en 11‐årig pige, som blev bortvist fra Prins Henriks Skole på Frederiksberg på grund af sin beslutning om at bære et tørklæde. Denne handling ser ifølge mange juridiske eksperter ud til at være i direkte modstrid med vores grundlovssikrede rettigheder, især vores ret til religionsfrihed.
Tørklæde-eksemplet viser, hvor selektive vi kan være i vores indignation. Selvom skolen henviser til franske principper**, lever vi i Danmark – et land, hvor ytrings‐ og religionsfrihed bør stå centralt.
På den anden side ser vi med juridisk kønsskifte en villighed til at anerkende unge menneskers ret til at definere deres egen identitet, så længe det er i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
(…)
Vores land står over for komplekse spørgsmål om rettigheder. Grundlæggende rettigheder som religionsfrihed må ikke overses. En ung piges valg om at bære et tørklæde skal respekteres og beskyttes med den samme iver, som vi beskytter andre fundamentale frihedsrettigheder.
** Laïcité ,red.
For mere om muslimers syn på Menneskerettigheder :
Se Fariba Parsa og Ann Elisabeth Mayer her på hjemmesiden.
Heini í Skorini : Kampen om ytringsfriheden – Religion, politik og global værdikamp.(2023)
Bogen viser med al tydelighed, hvorledes de muslimske nationer i FN med stor kraft via Organisation of Islamic Cooperation, OIC og gennem mange år har søgt at indskrænke og udhule det vi kender som FN’s menneskerettigheder, herunder frihedsrettigheder.Senest med en resolution i FN’s menneskerettighedsråd i juli 2023 der opfordrer alle medlemslande til at “forebygge, forhindre og retsforfølge personer*, der taler eller handler for religiøst had”.
*Kirsten Damgaard, red. : jeg hæfter mig ved at stater og organisationer ikke nævnes som krænkere.
OIC stiftede i 2011 en ny menneskerettighedskommission under navnet: ” The Independent Permanent Human Rights Commmision ” (IPHRC) ( se fx om dens arbejde imod homoseksuelle s.127 i Heini í Skorini 2023)