Lampeduse-chartret.
Tusinder af illegale immigranter fra Afrika søger til Europa for at finde lykken. De vil have lov at tage hertil uden at blive fængslet, uden at risikere livet på rejsen og uden at skulle gennem langstrakte visum eller asylprocedurer. Den mulighed bør vi give dem
af Martin Petersen
På en central plads ved havnen på Lampedusa ligger dynger af bjærgede både, der har været brugt til at transportere flygtninge og arbejdsmigranter.
Vragene af blå-og hvidmalede fiskerskuder ligger kastet hulter til bulter mellem hinanden på et kæmpe område.
De fleste med arabiske skrifttegn på siden, mange med store huller i skroget, andre knust til pindebrænde i grønt og blåt og dynget op sammen med punkterede gummibåde, vandflasker, sko og brændstofdunke.
Denne bådkirkegård minder på særdeles konkret vis om Europas indvandringspolitik og om omfanget af EU’s problemer med at finde ud af, hvordan vi skal forholde os til de tusinder af afrikanere, der hvert år strømmer til Europa i håb om en bedre fremtid.
Netop på Lampedusa blev der for nylig holdt et seminar af politisk aktive, de fleste fra Italien.
Formålet var at skrive en vision for behandlingen af migranter i EU.
Resultatet var det såkaldte Lampedusa-charter, der blev vedtaget af omkring 300 personer den 1. februar i år. Det rummer formuleringer som: »Lampedusa-chartret fastslår, at der er frihed for enhver til at bosætte sig et hvilket som helst sted, også selv om det hverken er vedkommendes fødested eller det land, vedkommende har statsborgerskab i.« Og: »Lampedusa-chartret fastslår desuden, at der med friheden til at bosætte sig og realisere sit livsprojekt, hvor man ønsker, følger afskaffelse af al udnyttelse – samt ret til sundhed, velfærd, bolig, arbejde, uddannelse, kommunikation og information…« Chartret er hverken et lovforslag eller en henvendelse til en bestemt regering, men beskæftiger sig med emner, der er stærkt politiske.
Man ønsker al visumtvang ophævet, man ønsker kravet om arbejdskontrakt som betingelse for ophold ophævet, og man ønsker, at Dublin-konventionen, der tilsiger, at enhver asylansøgning skal behandles i det EUland, ansøgeren først ankommer til, skal afskaffes med det samme.
Er her for at blive
De holdninger, der kommer til udtryk i chartret, har også været at læse og høre ved store sympatidemonstrationer for migranterne både i Tyskland, Frankrig og Italien. Her har både europæere og afrikanere båret paroler frem som: »Intet menneske er illegalt« »Vi er her for at blive« »Afskaf Dublin-fælden og det obligatoriske ophold i lejre« »Permanente opholdstilladelser skal gives uden betingelser« Det vil sige, de skal ikke være afhængige af arbejdskontrakter eller beviser på individuel forfølgelse.
»Stop indespærring og deportation af migranter« »Ens politiske, sociale og kulturelle rettigheder: ret for alle til at studere og arbejde« »Nedlæg Frontex, Eurosur og andre anti-migrations politikker og forholdsregler« Det er ikke tilfældigt, at demonstrationerne foregår i netop disse lande. For her er konsekvenserne af migrationen til EU til at få øje på. Og det står hurtigt klart, at EU’s medlemslandene bestemt ikke er fælles om at bære dem. I Italien finder man overfyldte og forslummede flygtningelejre. I Hamburg møder man den 500 mand store gruppe, Lampedusa i Hamburg, alle medlemmer er migranter, der har boet der i en kirke i et halvt år. I Berlin og Calais skyder teltlejre op. Der er brug for handling nu.
Menneskeret at søge lykken
Det er klart, at et par hundrede aktivistisk orienterede antikapitalister, forsamlet på en weekend på en ø i Middelhavet ikke kan ændre EU’s indvandringspolitik.
Flere af kravene i deres charter forholder sig på ingen måde til de omkostninger, de vil påføre den modtagende befolkning – ‘ de rige europæere’.
Alligevel bør man lytte til visionerne.
Mon ikke både indførelsen af demokratiet, kvinder og bønders valgret og ophævelsen af revselsesretten er opstået efter årtiers eller århundreders forsøg på at formulere visioner? Og er den såkaldt illegale migration i øvrigt ikke blevet en nødvendighed for adskillige landes økonomier? Hvem plukker tomater, hvem gør rent om natten, hvem passer velhavende familiers børn? I New York City er man begyndt at forholde sig mere aktivt til den illegale immigration.
Borgmester, Bill de Blasio, har for ganske nylig bebudet et forslag om at udstede ID-kort til alle såkaldt illegale migranter: »Til alle mine medborgere i NYC, der ikke har dokumenter, siger jeg: New York er også jeres hjem, og vi vil ikke tvinge nogen af vores indbyggere til at leve deres liv i skyggen.« Under en stor demonstration i Rom for nylig spurgte en af de eritreanske demonstranter: »Har jeg ikke ret til et lige så værdigt liv som dig?« Hvem kan sige ham imod? Migranterne kæmper for basale rettigheder, de vil simpelthen have lov til at rejse herop for at søge lykken. Uden at blive fængslet, uden at risikere livet på rejsen og uden at skulle gennem langstrakte visa-eller asylprocedurer ved ankomsten.
Som vision er Lampedusachartret smukt. Men smukke aktioner og tanker ændrer ikke migranternes virkelighed. Her skal føres politik. Og det synes klart, at et samlet Europa må på banen.
Hvor er Danmark henne i formuleringen af en human migrationspolitik? Og hvor er den danske venstrefløj? Det er tænkeligt, at flere af Lampedusadokumentets krav er uspiselige, også for Enhedslisten, men er det ikke på tide, at også danske politikere for alvor begynder at formulere og diskutere en ny migrantlovgivning, både herhjemme og i EU?
Bragt i Information 21.02.2014 . Bringes her med venlig tilladelse fra forfatteren