At anerkende tabuer og dermed tillade vrede, når de overtrædes, fører hun til én ting: indskrænkning af alles frihed.
En forfatter eller tegner, der ikke er respektløs, skaber ikke kunst, men underholdning.
Det mener Kåre Bluitgen i en absolut-på-kornet kronik om friheden til provokation. Her er et par uddrag:
“Engang var det et dogme blandt mange muslimske lærde, at man ikke måtte oversætte Koranen.Europæerne blev bare ved. Sådan døde dogmet, i dag har ingen muslim noget imod det, men indvender på fredelig vis, at det altså kun er at regne for Guds ord på arabisk.I islam taler Gud nemlig kun ét sprog, det samme gør Paradis’ og Helvedes beboere: arabisk på oldtidens mekkadialekt. Heldigvis kan alle det, når de træder ind til jomfruerne eller den svidende ild. Jeg har også oversat Koranen, og jeg har tilmed som den første gendigtet den. Altså sat Guds fragmenterede og ofte modsigelsesfyldte åbenbaringer ind i en læselig og forståelig sammenhæng. Også det har jeg kun fået ros for af muslimer.At ændre i Koranen har ellers også engang været tabu. Så lad os arbejde videre ad den vej, jo færre tabuer, jo mindre krig og had. Alternativet, at anerkende tabuer og dermed tillade vrede, når de overtrædes, fører hun til én ting: indskrænkning af alles frihed.
Men hvordan kan begrebet krænkelse i dag overhovedet få lov at spille en rolle, når vi snakker om kunstneriske udtryksformer eller for den sags skyld den daglige debat eller almindelig oplysning? Fordi krænkede følelser, beregnende eller ærligt fremført, skaber et klima af selvcensur. På denne platform finder intolerante fundamentalister deres ståsted for at angribe netop den frihed, der gjorde det muligt for dem at vokse sig stærke i et tolerant samfund.
Nu foreligger muligheden selvfølgelig, at man undlader at læse den roman, man forventer vil bringe ens følelsesliv på randen af sammenbrud; lige så lidt som vi har ytringspligt, har vi læsepligt.Men i så fald er det måske bedst, at man helt isolerer sig fra kunstens verden, for krænkelse er ikke et argument, det er en personlig følelse, man kan sidde i mørke rum og klynke over med ligesindede; kunsten i det offentlige rum er den aldeles uvedkommende.
Kunsten har, bevidst eller ubevidst, været velsignet krænkende gennem historien.
Jeg er overbevist om, at han (Muhammed) havde været på Charlie Hebdos side i dag; han havde set sig selv i dem.//
Respublica anbefaler at læse hele kronikken forfatter Kåre Bluitgen: Den velsignede krænkelse Jyllands-Posten 14.02.2015.
***
Prøv også at finde Adam Holms fine TV interview med Lars Vilks fra efteråret 2014, hvor Vilks på blændende vis redegør for kunstens væsen og vore vestlige tabuer i anledning af racismeanklagen mod den svenske kunstner Dan Parks. Der er flere interviews med og forelæsninger af Vilks på youtube.com