Menneskehedens store selvskabte katastrofer har haft som forudsætning, at man først delte menneskene op. Det er netop for at modvirke denne menneskelige bestialitet, at menneskerettighedserklæringerne samstemmende konstaterer, at alle mennesker er lige og har samme rettigheder uanset race og anskuelser.
Hvis vi ikke accepterer, at f.eks. danske skolelærere går rundt med nazisymboler, mens de underviser, hvorfor skal vi så acceptere, at en lærer bærer muslimsk tørklæde med alle de symboler, som det involverer.
af Carsten Ringsmose cand.rer.soc.
Et nazi-hagekors på knallerten, forkromede nitter og kæder på den sorte læderjakke, et stort sydstatsflag som rygmærke og blanke dødningehoveder på ærmerne. Denne påklædning var populær hos de unge adfærdsvanskelige, som blev anbragt på den døgninstitution, jeg drev i 15 år.
Påklædningen var ikke begrundet i intellektuelle overvejelser, men de unge havde fornemmet, at disse symboler var ‘stærk tobak’ som tegnede billedet af nogle ‘fandens karle’.
At hagekorset var symbol på forherligelse af krig og revanchisme, at sort læder, nitter og kæder var symboler på forherligelse af vold og dødsdrift, og at sydstatsflag var symbol på forherligelsen af den voldelige kamp for slaveri og racisme, havde de unge ikke tænkt igennem. De havde blot klædt sig ligesom andre, de følte et vist fællesskab med.
VORES kærlige og ansvarlige pædagogik begyndte med at gøre de unge mennesker opmærksomme på, at vi kun ville være sammen med dem, hvis de fjernede disse symboler og ophørte med at vise foragt for deres medmennesker.
Vi fortalte om alle de katastrofer, som forherligelsen af vold, krig og racisme havde medført, og gjorde dem begribeligt, at man ikke skulle reklamere for dødsdriften. Og vi lærte dem Nordahl Griegs sang til ungdommen, hvori det bl. a. hedder: Krig er foragt for liv, fred er at skabe, kast dine kræfter ind, døden skal tabe.
Vores indstilling var inspireret af socialpsykologen Erich Fromm, som i værket Menneskets hjerte og dets enestående evne til godt og ondt har beskrevet, hvorledes et menneskes samlede udvikling kan ledes mere og mere i retning af dødsdriften (kærlighed til døden, nekrofili), eller omvendt kan forstærkes i retning af livsdriften (kærlighed til livet, biofili).
DET VAR svært at diskutere den højere socialpsykologi med nogle unge, som ofte havde forsømt skolen, og som derfor ikke var vant til at diskutere emner som menneskets dybere, psykologiske orientering eller betydningen af symboler, og vi hørte da også ofte den påstand, at et sydstatsflag ikke var andet end et stykke kulørt tekstil, hvilket nogenlunde svarer til at påstå, at en tusindekroneseddel ikke er andet end et stykke trykt papir.
Spørgsmålet er imidlertid, om vi ikke gjorde disse unge mennesker uret med vores moraliserende præk? Skulle vi ikke hellere i ytringsfrihedens navn lade dem have deres nekrofile symboler i fred? Vi kunne ligefrem udstille vores frisind og vise, at vi ikke var bange for et par hagekors og nogle sydstatsflag.
DET ER naturligvis diskussionen om de muslimske tørklæder, der får mig til at spørge: Hvordan gjorde vi, når det var unge danskere, der bar en symbolsk påklædning?
Jeg har læst i avisen, at Føtex har afskediget en ung, muslimsk kvinde, der ikke længer ville bruge firmaets klædelige bager-uniform med tilhørende hovedbeklædning, men som efter religiøse studier havde opdaget, at det var hendes pligt som muslim at bære tørklæde.
Denne sag verserer nu for landsretten. Der verserer til gengæld ikke nogen sag i anledning af, at Føtex også har afskediget en ung mand, en såkaldt ‘punker’, der havde anlagt en frisure, hvor håret på siderne af hovedet var barberet af, medens håret hen over midten af issen dannede en såkaldt ‘kam’ (hvor håret står lodret op i lange spidser), som var farvet i en nærmest selvlysende, grøn/gul farve.
Når der ikke verserer nogen sag om punkerens ‘kam’, så skyldes det, at han ikke har påkaldt sig nogen middelalderlig overtro som begrundelse for kammen.
FØR JEG kommer ind på de mere problematiske sider af det muslimske tørklæde, skal jeg gerne indrømme, at jeg finder disse tørklæder både smukke og klædelige.
Der er stil over disse piger med et tørklæde, som er smukt anbragt og bundet i overensstemmelse med en ældgammel, fremmed tradition, som lyser op i det danske landskab. Og jeg er nærmest rørt til tårer af glæde, når jeg ser piger fra Humlehaveskolen, som iført deres traditionelle muslimske tørklæde deltager i julegudstjenesten i den lokale kirke.
Det er billedet på den mellemfolkelige gensidighed, frihed og forståelse, jeg ønsker.Det muslimske tørklæde er imidlertid et betydningsfuldt, religiøst symbol, der netop betyder, at vi slet ikke kan mødes som ligemænd i gensidig respekt.Tørklædet betyder, at bæreren er rettroende, medens vi andre er vantro. Bæreren af det muslimske tørklæde signalerer også, at hun er ‘ren’, medens du er ‘uren’.
Og ikke nok med det: Du er vantro, du er et svin, og det er religiøst prisværdigt, hvis en rettroende myrder dig.
Vanviddet har simpelt hen utrolige dimensioner: Du har måske gjort dig skyldig i noget, som betyder, at du burde have hånden hugget af eller stenes til døde.
LIGESOM islam begrunder, at man skal bære tørklæde, så begrunder den også en religiøs lovgivning – sharia – højt hævet over samfundets menneskeskabte love, som ikke respekteres.
Kvinders utroskab straffes f. eks. med stening til døde, og religionen indeholder nærmere regler for de anvendte sten, som ikke må være for store, fordi straffen så bliver for kortvarig, men heller ikke må være for små, så det ikke er nogen straf.
Kvinden stilles ned i et hul og dækkes med jord, så kun overkroppen er fri, hvorefter den skrigende og hujende menneskemængde overdænger hende med sten af passende størrelse, indtil hun dør – ‘helt efter bogen’, som Berlingske Tidende skrev (24. 5.01) i skildringen af en henrettelse i Evin fængslet i Teheran.
Menneskehedens store selvskabte katastrofer har haft som forudsætning, at man først delte menneskene op. Det er netop for at modvirke denne menneskelige bestialitet, at menneskerettighedserklæringerne samstemmende konstaterer, at alle mennesker er lige og har samme rettigheder uanset race og anskuelser.
De russiske bolsjevikker delte imidlertid menneskeheden op i revolutionære og kontrarevolutionære. Og med henvisning til den samfundsmæssige nødvendighed (‘man kan ikke lave en omelet uden at slå nogle æg i stykker’), myrdede man i millionvis af uskyldige, herunder også revolutionens egen fortrop, nemlig matroserne i Kronstadt.
Hitler delte menneskeheden op i højere og lavere racer og retfærdiggjorde dermed bestialske myrderier i så stort omfang, at en forståelse ikke kan rummes i den menneskelige forstand.
MUSLIMERNE deler menneskeheden op i ‘rene’ og ‘urene’ og gør det til en religiøs pligt at udrydde de ‘urene’ og indføre den muslimske, middelalderlige overtro med tilhørende ‘lov’ i hele verden.
Rangordnet efter graden af farlighed, kan vi konstatere, at de russiske revolutionære henholdt sig til en samfundsmæssig logik, der kunne diskuteres. Hitler baserede sig på raceteorier, som var forlenet med en vis saglighed. Begge parter tog afgørende fejl, og deres forbrydelser er enorme.
Den muslimske overtro påstår sig baseret på guddommelig åbenbaring, som man skal underkaste sig, og man kan altså ikke diskutere, om islam har ret. Derfor er islam langt farligere. Den islamiske overtro repræsenterer et fuldstændigt brud med al humanitet og alle menneskelige rettigheder.
Hvis man ikke vil acceptere, at en dansk skolelærer bærer nazi-symboler og sydstatsflag, medens hun underviser de unge, så kan man altså langt mindre acceptere en lærer med muslimsk tørklæde.
Hvis de unge på vores institution ikke skulle genere offentligheden med dødningehoveder, nazi-symboler og racist-flag, så må mit kærlige bud til de unge muslimske piger på samme måde være: Få så det tørklæde af!
Menneskehedens store selvskabte katastrofer har haft som forudsætning, at man først delte menneskene op. Det er netop for at modvirke denne menneskelige bestialitet, at menneskerettighedserklæringerne samstemmende konstaterer, at alle mennesker er lige og har samme rettigheder uanset race og anskuelser.
Trykt i Fyens Stiftstidende 08.03.03