Vi selv er i gang med at gøre privatsfæren til den nye offentlighedssfære, og bliver derved vor egen paparazzi. Vi tror at vi kan se og vide alt, og at vi også skal stræbe efter det.
kort uddrag af artiklen Gud er tilbage – og han ved, hvor dine børn bor Torben Munksgaard 13.09.13
Det, der før var forbeholdt realitystjerner og unge mødre, er nu allemandseje: selvudleveringen. Den nye ret til frihed, der skal erstatte overvågningens strenge pligtherredømme, ligesom Nietzsche så, hvordan datidens borgerlig-humanistiske rettigheder bare var en omskrivning af den kristne dydsetik.
Men hvis jeg ikke gider se folk udlevere og iscenesætte sig selv på de sociale medier, kan jeg jo bare lukke for min profil, blev der sagt. Ligesom jeg kan slukke for mit fjernsyn.
Men kære facebookvenner, problemet er jo ikke, hvad lige netop jeg synes, eller hvor træt jeg bliver af at høre om hverdagslivets grand moments. Det fortsætter uden mit medvidende.
Krigen i Syrien – uden sammenligning i øvrigt – fortsætter, selv om jeg slukker for fjernsynet. Og I fortsætter med at offentliggøre jeres privatliv, og det er hele sagens kerne.
For mig at se er problemet nemlig, at vi selv er i gang med at gøre privatsfæren til den nye offentlighedssfære. Vi er selv i gang med at afskaffe det private, det personlige, det intime, fordi vi forventer, at vi kan vise alt og dermed i sidste ende se alt og få alt at vide.
Vi arbejder i kulisserne for et nyt livssyn, som legitimerer mere overvågning. Ligesom vi troede, at vi havde fået nok af den slags og erklæret den altseende gud så godt som død. Om halvtreds år ligger alle dine familiefotos i CIA’s arkiv – og dine børn og børnebørn vil ikke kunne tillade sig at protestere, for det var dig, der var spionen i marken. Du er dine egne børns paparazzo.