Nye regionale herskere profiterer på USA’s krig mod islamisk terror
Af Torben S. Hansen
Under diplomatiets og statsgrænsernes niveau gør mere stabile strukturer det relevant at operere med et centralasiatisk subkontinent.
Geopolitisk eller sikkerhedsgeografisk anskuet har dette rum i et par årtusinder aftegnet sig som hyrdernes og handelskaravanerners verdensdel, hvorfra invasioner ramte de bofaste kulturer i Kina, Indien, Nærorienten og Europa, og samtidig muliggjorde kommunikation mellem dem. René Grousset – en nestor i Orientforskningen – introducerede temaet under titlen L’empire des steppes. Her forenedes de fire nævnte civilisationers historie i én fremstilling med overbevisende afsæt i rytterkrigernes organisering af magten.
I sagens natur er det vanskeligt at fastsætte territorielle grænser om hyrder og købmænd. I “Zentralasien”, bd. 16 i Fischer Weltgeschichte, giver Gavyn Hambly således en meget vid geografisk definition af subkontinentet som den sammenhængende eurasiske landmasse mellem Karpatherne og Zagros i hhv. nordvest og sydvest og Manchuriet i øst. Mod nord placeres grænsen ved overgangen til Sibiriens skove og mod syd i Himalaya. Hambly inddrager dermed både Tibet, Afghanistan og Irans højland.
Encyclopedia of Asian History (London og New York, 1988) nøjes med kinesisk og sovjetisk Turkestan. Journal of Asian Studies (University of Utah, Salt Lake City) beskæftiger sig trods navnet kun med de centralasiatiske territorier, der indgår i Kina, mens de forhenværende sovjetrepublikker samt Iran og Afghanistan ikke studeres. De sidstnævnte behandles derimod i Far Eastern Economic Review. Begrebet Centralasien anvendes altså vidt forskelligt.
Da steppen blev perifer
To radikale ændringer i første fase af den moderne epoke skabte denne usikkerhed, og forskubbede dermed historieskrivningens focus. Tidligere havde steppen udgjort centrum, men fremover blev den til periferi, idet fremkomsten af en ny stormagt på den eurasiske steppe blev hindret af de agrare imperiers udvikling af skydevåben og Europas maritime ekspansion.
Den våbentekniske revolution gav de bofaste befolkninger – nomadernes traditionelle ofre – en markant overlegenhed på slagmarken. I 1696 anførte Qing-kejseren Kangxi personligt en offensiv mod de mongolske nomadekrigere, der bogstaveligt talt blev knust af kinesisk feltartilleri. Ekspansionen fortsatte, og i 1758 blev provinsen Østturkestan – med det moderne navn Xinjiang – effektivt understillet kejserlig kontrol. Vestturkestan indlemmedes i tsarens Rusland i sidste halvdel af det 19. århundrede, og dermed sluttede nomadedynastiernes tidsalder.
Økonomisk svækkedes subkontinentet i tiden efter Vasco da Gamas og Colombus’ ekspeditioner i 1490’erne. Siden Romerrigets tid havde de central- og vestasiatiske byer levet højt på transithandelen langs den berømte Silkevej, der forbandt Beijing med Middelhavets havne. Men efter de vesteuropæiske opdagelsesrejsendes og handelskompagniers ankomst til havnebyerne i Syd- og Østasien blev karavanetransporten over det eurasiske landmassiv urentabel. Politisk opløsning i Centralasien medførte derpå usikkerhed, der reducerede fjernhandelen yderligere.
Udover de militære og kommercielle ændringer må endnu en omstændighed tages i betragtning, når det gælder stepperne øst for det Kaspiske Hav. I modsætning til de fysiske betingelser i eksempelvis Syrien, Iraq eller på den Arabiske halvø udgør Centralasiens naturforhold i sig selv en destabiliserende faktor i politikken. Græsningsarealerne er nemlig delvist sammenfaldende med agerbrugsområderne. Hyrder og bønder rivaliserede derfor ikke blot om det sparsomme vand, men også om den anvendelige jord. Fremkomsten af nationalstater med afgrænsede territorier har derfor haft de slettest tænkelige forudsætninger.
Allerede med dette parameter fremtræder forskellen i forhold til Kaukasien, som modtager mere nedbør, og hvor den tætte kontakt til den mediterrane verden allerede i oldtiden frembragte to nationer – Armenien og Georgien. Religion og politik fungerer derfor på andre præmisser blandt kaukasierne.
Kultur, sprog og samfundsstruktur
Fælles for Kaukasien og de dele af Centralasien, der har tyrkisktalende befolkninger, er den kulturelle påvirkning fra Iran. Historisk har Tibet og Mongoliet derimod modtaget stærke impulser fra Kina. Dette er baggrunden for, at islam dominerer i det forhenværende sovjetiske Centralasien og Afghanistan – samt indtil sidste halvdel af det 20. århundrede i Xinjiang. Ligeledes anvendes det arabiske alfabet – hovedsageligt i persisk udformning. Sprogligt kendetegnes subkontinentets islamisk befolkede områder – Xinjiang iberegnet – frem for alt af tyrkiske og i mindre omfang af iranske dialekter. Dari, som er en ældre version af persisk, der igen er en del af den iranske sproggruppe, tales og skrives i både Tadjikistan og Afghanistan. Som eftervirkning af magtforholdene i den nære fortid fungerer russisk i flere henseender som lingua franca i de forhenværende sovjetrepublikker.
Økonomisk og administrativt satte den russiske imperialisme et tydeligt præg på Vestturkestan, som efter Sovjetunionens opløsning i 1991 blev til de fem selvstændige republikker med den territorielle opdeling, Stalin dekreterede i 1920’erne. De følgende 70 år afskar det totalitære regime og lukningen af de internationale grænser sovjetisk Centralasien fra Kina, Afghanistan og Iran. Alligevel kan en kulturel kontinuitet (som også gælder den politiske kultur) fra tiden før den russiske ekspansion påvises, og efter 1991 hindrer de internationale grænser ikke længere livlige kontakter med Afghanistan og Iran.
Religiøst og kulturelt er Turkmenistan, Kazakhstan, Uzbekistan, Tadjikistan og Kyrghyzstan orienteret mod Vestasien, og islam har siden det 12. århundrede været en faktor af første rang. De aktuelle betingelser ligner forsåvidt den urolige periode før det russiske imperiums ekspansion over kazakhernes og turkmenernes stepper i det 19. århundrede. Datidens stormagter – Kina, Rusland og Storbritannien – holdt subkontinentet under skarp observation. Det var nu blevet politisk fragmenteriet, og frustration over denne tilstand frembragte islamisk ekstremisme, der hovedsageligt blev inspireret og støttet fra wahhabierne på den Arabiske Halvø.
I sagens natur havde fortidens nomadeimperier været erobringsprojekter, og sammenholdet mellem stammer og klaner byggede på plyndringsøkonomi og på den religion, der var bedst egnet til at sakralisere netop denne type dominans: islam. Da styrkeforholdet ændrede sig til de bofaste civilisationers fordel, havde hyrdekrigerne ringe forudsætninger for at organisere og legitimere en regeringsmagt. Derfor blev den traditionelle stamme- og klansolidaritet basis for mindre statsdannelser, og i første halvdel af det 19. århundrede var det meste af Centralasien behersket af et antal emirer eller khan’er. Et særtilfælde udgjorde Østturkestan under kinesisk overherredømme. Her fungerede resterne af en art islamisk teokrati blandt de tyrkisktalende uighurer som en regional elite. I Afghanistan var det lykkedes den stærkeste af de pashtunske stammer at oprette et emirat med autoritet over et større territorium. Nord for Hindukush fandtes tre uzbekiske khanater: Khiwa, Samarkand og Kokand. Som afghanerne og de statsløse kirghizer og kazakher befandt disse regimer sig i en defensiv position, da de var presset af datidens stærkeste imperier – det russiske og det britiske.
“Det store spil”
Globalt set var det 19. århundredes største sikkerhedsproblem spændingen mellem Rusland og Storbritannien. Dette frembragte “det store spil”. I en gigantisk bue fra Middelhavet til Tibet konfronterede de to imperier hinanden, og konfliktpotentialet voksede i takt med svækkelsen af de ældre imperier – det osmanniske og det kinesiske. Russerne trængte frem fra nord, mens briterne fra imperiets besiddelser i Indien og i Middelhavsområdet stræbte efter at skabe protektorater eller vinde allierede i den mellemliggende bufferzone.
Ruslands nederlag i Krimkrigen (1854-1856) skabte en vis stabilitet i Vestasien i en årrække. Men da tsarens hær senere – i 1870 – nedkæmpede og undertvang de tre uzbekiske khanater, reagerede briterne med massiv indblanding i Iran og Afghanistan. Efter en uheldig invasion i sidstnævnte stat opgav briterne dog konfrontationen til fordel for en kompromispolitik, og ved indgangen til det 20. århundrede ændredes forholdet til Rusland i retning af samarbejde – inspireret af den fælles uro over kejser Wilhelms Tyskland. Grænserne i den vidtstrakte bufferzone blev fastlagt af russiske og britisk diplomater, og i 1907 enedes de to imperier desuden formelt om en opdeling af Iran i interessesfærer.
En parallel kan påvises under den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen et halvt århundrede senere. Afghanistan fik status som neutralt område, hvor de to “supermagter” hver for sig søgte at skaffe sympati og prestige gennem eksempelvis bistand til forbedring af infrastrukturen. Iran var efter 1941 blevet et britisk protektorat – bl.a. på grund af de rige olieforekomster. Men da den britiske imperialisme pakkede sammen efter Anden Verdenskrig, og shah Reza Muhammad Pahlevi genskabte monarkiet, kunne Iran – på linje med naboen Afghanistan – snarere optræde som medspiller end genstand i et “stort spil” mellem supermagterne. Shahen var ganske vist militært allieret med USA og slog hårdt ned på de persiske kommunister, men den sovjetiske indflydelse var stadig mærkbar – bl.a. i omfattende industrialiseringsprogrammer.
Khomeinis revolution i Iran og den sovjetiske invasion af Afghanistan i 1979 satte en ny international dagsorden, der som det første punkt inkluderede en “varm” front i den kolde krig. Efter sovjetimperiets implosion i 1991 afsløredes gradvist indholdet af næste punkt.
Det nye “store spil”
Khomeinis islamiske republik var en kendsgerning i februar 1979. Samme år fik den saudiske magtelite en dramatisk anskuelsesundervisning i den politiske sprængkraft, der kan udløses ved politisering af religionen. Unge revolutionære, organiseret i en ikhwan, et “broderskab”, forsøgte et statskup i islams navn. Oprøret blev slået ned af la gendarmerie mobile fra Frankrig. Men fremover satsede både dynastiet og private aktører i Saudiarabien på at “stjæle ilden” fra islamismen og selv organisere en religiøs indoktrineringskampagne, der kunne skaffe regimet legitimitet og stabilitet. Siden da er milliarder af “petrodollars” blevet anvendt til moskébyggerier og organisering af wahhabi-islamiske råd og menigheder over det meste af kloden – krigsramte områder som Tjetjenien, Bosnien og Afghanistan.
I sidstnævnte land og i de afghanske flygtningelejre i Pakistan var wahhabiernes indsats stærkt medvirkende til Taleban-regimets fremkomst. Denne islamistbevægelses succes bidrog yderligere til at alarmere magthaverne i de fem centralasiatiske republikker, der var blevet uafhængige i 1991. Etniske konflikter og økonomisk krise havde i forvejen undermineret deres stabilitet, og da islamister indledte væbnet kamp med både russiske styrker og det vaklende regime i Tadjikistan, truede det afghanske kaos med at brede sig mod nord.
De diktatoriske magthavere i de forhenværende sovjetrepublikker reagerede ved undertrykkelse af islamismen, og Islam Karimov – Uzbekistans enehersker – har slået hårdt ned på ethvert tegn (herunder fuldskæg) på politisering af religionen. Den revolutionære “Uzbekistans Islamiske Bevægelse”, der opstod blandt imamer i Ferghana-dalen, blev drevet i eksil eller under jorden og knyttede naturligt nok kontakt med Talebanerne i Afghanistan.
Efter 1991 har USA opnået status som førsterangsmagt i regionen på grund af bistand og diplomatiske initiativer, der især skulle modvirke Irans ambitioner. Efter d. 11. september 2001 og Washingtons beslutning om at udslette al-Qaeda kunne denne position udnyttes logistisk. Uzbekistan blev således et vigtigt opmarchområde for de styrker, der invaderede Afghanistan og fordrev Talebanerne. Hermed aftegner der sig et nyt “stort spil”, som ikke blot gælder interessen i de store olie- og gasreserver, men også berører tunge sikkerhedsproblemer. USA, Rusland, Iran og Kina er medspillere, idet sidstnævnte stormagt på grund af et islamisk oprør blandt uighurerne i Xinjiang har interessefællesskab med de stater, der bekæmper lignende bevægelser. Realpolitikken sætter sig således igennem både nord og syd for den grænse, der tidligere blev bevogtet af sovjetiske tropper.
Under disse betingelser opererer lokale herskere med betydeligt råderum og held. Karimov i Uzbekistan er utvivlsomt den, der har de bedste forbindelser og de største ressourcer. Men adskillige andre forstår at udnytte den gunstige konjunktur. Den historiske by Herat i det vestlige Afghanistan er således efter 600 år atter blevet centrum i en reelt uafhængig stat. Folkeretligt findes dette emirat ganske vist ikke, men i praksis regerer krigsherren Ismael Khan tre grænseprovinser, der hovedsageligt er befolket af persere. Både Iran og USA anstrenger sig for at vinde hans venskab. Ismael Khan er ikke den eneste krigsherre i Afghanistan.
En ny emirat-epoke er begyndt i det centralasiatiske subkontinent.
(Ovenstående er en lettere forkortet version af en artikel i Militært Tidsskrift, marts 2003 – årgang 132, n. 1)
—
Anvendt litteratur:
Fischer Weltgeschichte, bd. 16 (1966).
Far Eastern Economic Review d. 17. 01. 2002 og d. 12. 09. 2002.
Foreign Affairs januar-februar 2002 og marts-april 2002.
René Grousset: L’empire des steppes (Paris, 1939).