Af Preben Breds, cand. mag., København
Trykt i Jyllands-Posten 29. december 2004
I nutiden mødes den ugudelige vits og satire ikke mere med repressiv tolerance, for der er kommet en ny gud på banen, en ny absolutistisk monolit, som ikke tåler humor, skriver kronikøren.
I begyndelsen var alvoren, og alvoren var hos Gud, og alvoren var Gud. Ja, sådan! For Gud er ikke nogen spøgefugl, og det var først med den famøse historie om figenbladet, at humoren opstod. Og den var som bekendt helt og aldeles menneskeskabt – opfundet i den times tid, hvor Gud Herren fik sig en middagslur.
Figenbladet skulle jo dække over noget, og sådan er det med humor: Der er altid noget indeni. Noget uventet. I dette tilfælde viste det sig at være noget farligt noget – og det kostede dyrt: Paradis tabt.
Blandt “Bogens folk” er Det Tabte Paradis den allerinderste kerne i humorens væsen.
De tre religioner med mellemøstlig baggrund har siden hen ikke rigtig kunnet lide figenbladshistorien. De kan ikke se noget humoristisk i den, kun en grim ingrediens i syndefaldsfortællingen: den første løgn.
Men humoren sivede alligevel ud allevegne – også i kirken, hvor kalkmalerier kan vise paradisets Adam og Eva splitternøgne, men fuldstændig uden nogen ting i skridtet. Det er helt glat og “ubefængt”. Sådan set var der altså ikke noget at dække med figenbladet, og så kan den historie synes underlig absurd. Og naturligvis – i paradis tisser man ikke.
Trods religionens modstand har jøder og kristne alligevel undertiden tilladt sig at spøge også med de gudelige ting, mens muslimerne i langt højere grad synes at have bevaret smagen for alvor. Tænk på karnevalets halløj med al autoritet og hellighed, noget som vist er utænkeligt i islam. Kirken har dog for det meste også formået at holde latteren nede. Man husker den forbudte bog om humor af Aristoteles i Umberto Ecos “Rosens Navn” og munkens udbrud: »…kun en tåbe oplader sin røst til latter«. Det er skam ikke ren fiktion.
Til brug for almindelig undertrykkelse af folk har magthaverne siden sammenbrygget diverse censur- og blasfemilove. Ja, den slags findes jo stadig. Og rundt omkring har forskellige reformatorer haft held til at plante alvorens mørke vækst i tilhængernes sind, så de frivilligt kontrollerede sig selv og hinanden og kvalte spøg og latter ved kilden.
Eksempelvis puritanerne, som fik øgenavnet “blue-noses”, da de kom over til kolonierne i “Guds eget land”, Amerika. Udtrykket “blånæser” rammer på en prik et kuldslået livssyn uden munterhed. Til gengæld dyrkede de boglig lærdom desto mere energisk bl. a. med grundlæggelsen af flere store universiteter som Harvard og Yale. Deres indflydelse blev som bekendt afgørende i USA og med virkning på verden den dag i dag. Fænomenet politisk korrekthed, blottet for selv antydningen af humor, stammer således fra East Coast-universiteterne, der i lighedens navn erstattede f. eks. ordene blind og lam med betegnelser som syns- og fysisk handicappet og ord som neger eller sort med African-American.
I den forbindelse kan jeg ikke dy mig for at fortælle verdens største vits. Den handler om William Penn, kvækeren som grundlagde kolonien Pennsylvania i 1681. Hans far færdedes som rigets admiral og kongens ven ved Charles II’s hof. Hans søn William blev imidlertid indædt kvæker og så strikte lighedsfikseret, at han på en hofvisit end ikke ville tage sin hat af, når kongen beholdt sin på. Det var dengang et kongeligt prærogativ at beholde hatten på. Kong Charles tog så til gengæld sin hat af, og William spurgte ham hvorfor. Charles svarede med humorens tålsomhed, at hvor han var tilstede, var der altid kun een, der bar hat.
Da kongen siden hen bevilligede William ret til i Amerika at oprette en ny koloni for hans kvækermenighed i et skovområde, som på ansøgningen havde fået navnet “Sylvania”, dvs. skovlandet, rettede han (troligt nok ihukommende episoden med hatten) navnet ved at skrive “Penn” foran Sylvania.
William protesterede, at han absolut ikke ville fremhæves over sine trosfæller, hvortil Charles svarede, at det da heller ikke var tilfældet. Det var hans far, admiralen, hvem hæderen gjaldt. Staten Pennsylvanias navn er således et udslag af en kongelig humor med et enestående fladeareal.
Men religion behøver ikke nødvendigvis at stå i modsætning til humor. Tænk blot på Dalai Lama, den reinkarnerede Buddha, som på alverdens tv-skærme ofte er set bryde ud i latter fostret af en dyb indsigt i menneskelivet. Og ikke sandt – på utallige buddhafigurer lyser et saligt smil os imøde, og det skyldes jo ikke tabet af noget paradis, men efter sigende viden om at vinde det. Dalai Lama betjener sig givetvis ikke af blasfemiparagraffer. Nej, det er påfaldende, at den mørke alvor er kommet til os som en specialitet fra Mellemøsten – og jo mellemøstligere jo mørkere.
Af samme kilde sprang den forhen så strafbare majestætsfornærmelse. De gode, gamle vikinger undså sig skam ikke for at kalde konger ved øgenavne som “Blåtand”, “Blodøkse” eller” Tveskæg”, og middelalderens kongenavne som “Hunger” eller “Harefod” var heller ikke uden satirisk brod. Majestætsfornærmelsen blev til gengæld et fikspunkt for enevoldskongerne. De var konger af Guds nåde, og de var fredhellige. Siden deres tid kendes kongerne ikke ved øgenavne, men blot ved et nummer i kongerækken, og det til trods for at i hvert fald en af dem var bindegal.
Det samme gælder også kongens embedsmænd. Vikingerne havde rammende øgenavne. til bl.a. præsterne såsom “Talesvend” og “Langpræk”, mens betegnelsen for en slimet stinksvamp som “Præstepik” vist ikke kan dateres. For enevoldsmajestæten var det imidlertid naturligt at beskytte Gud, kirke og embedsmænd lige så godt som sig selv, når de jo allesammen var i hans sold. Humoren måtte som så ofte i historien krybe i skjul.
Selvfølgelig har andre autokrater og diktatorer taget den linie op og udviklet censuren med overvågning og angiveri. Det er kun få år siden hele Østeuropa lå indefrosset i kommunismens humorforladte isskosse. Alligevel piblede vitserne frem i revner og sprækker, for folk vidste jo godt, at de officielle påstande og paroler var løgn og bedrag.
Det er nu en udbredt vurdering, at kommunismen til sidst endte som en dogmatisk religion. Jeg husker den gysende fornemmelse, der greb mig, da jeg i et 1.maj-smykket Østberlin så et gadebanner med parolen: »Die Marxismus ist almächtig, weil sie wahr ist«. Kravet om at besidde sandheden er jo selvindlysende for såvel ideologier som religioner, men ordet “almægtig” tilhører udelukkende den religiøse kategori, kun Gud kan være almægtig. Min gysen afløstes af en spontan latter, som jeg umiddelbart anede var strafbar i “Arbejder og Bondestaten DDR”.
I 2000 bragte Samvirke en artikel om professor Ivan Slavov, “Professor i vitsologi”, der bl.a. havde samlet 300 vitser om Bulgariens diktator Zhivkov, men mente der var et mørketal på 10 gange så meget. Han noterer, at alle de kommunistiske ledere var blottet for humoristisk sans, og det uhyggeligste tegn på Lenins dæmoni fandt Slavov i Lenins egne tekster: »Intet sted i hans studier er der det mindste strejf af humor eller antydning af en vits. Derfor var alle kommunisternes kongresser også så sterile og blottede for humor: For alt blev præsenteret, som om det var videnskabens sidste ord – noget der syntes at komme Ovenfra. Og vi skulle bare gentage.«
Det éndimensionale menneske kan så lidt som endimensionale regime tåle humor, der jo sår tvivl og antyder en anden sandhed, en anden virkelighed. Den slags er naturligvis nedbrydende for den monolitiske tanke og den absolutte, ukrænkelige sandhed.
I Danmark mærkede man før murens fald ikke så meget til snærende bånd på ytringsfrihedens og humorens udfoldelse, bortset fra i det marxistiske universitetsmiljø. Dengang levede vi andre jo i “Det frie Vesten”, og hverken majestæts-, blasfemi eller racismeparagraffer var på mode, selvom Majestæten surmulede over »vores danske humor og små dumsmarte bemærkninger«. Det er vist første gang siden enevælden, at en konge offentligt har irettesat undersåtternes humor, men de højere rangklassers trang til at tryne de lavere er åbenbart altid latent tilstede.
Jeg kendte dengang en ung kvindelig teolog, som jeg elskede at drille med ugudelige vitser. Med et overbærende smil afvæbnede hun mig med et: »Gud skal nok klare sig«, underforstået at det var mere tvivlsomt med mig. Det svar forekom mig kvikt og fikst. Men i eftertanken var det heller ikke nogen accept af humoren, når meningen jo var, at jeg egentlig havde fornærmet Gud. Det tålte hun kun, fordi han i modsætning til mig var usårlig. Var det et udslag af repressiv tolerance? I hvert fald intet Buddhasmil der.
I nutiden mødes den ugudelige vits og satire ikke mere med repressiv tolerance, for der er kommet en ny gud på banen, en ny absolutistisk monolit, som ikke tåler humor. Danskerne har tilsyneladende instinktivt undertrykt vitser og satire om de fremstormende problemer med den nye ånd fra Mellemøsten. Givetvis har truslen fra racismeparagraffen og de mange overvågningsinstitutioner været nok til at kvæle morskaben. Et eksempel: Den prisbelønnede skolebogsforfatter Kåre Bluitgen forsøgte i en fagligt velbedømt skolebog at bruge vittigheder om muslimer som oplæg til debat i undervisningen, men den magtglade biskop Kjeld Holm fik bogen standset i Gyldendals port med sine blotte trusler, altså helt bag om lov og ret og i modstrid med demokratiske normer. Heri fik han tilmed støtte af Knud Vilby, Dansk Forfatterforenings formand, som ellers skulle beskytte forfatternes ytringsfrihed. Bluitgen modtog efterfølgende mordtrusler – men dog ingen dødsfatwa som Salman Rushdie.
Mørket fra Mellemøsten breder sig igen over landet. Mehmet Necef skrev i 2000 om Biskop Holms kontorchef i Nævnet for Etnisk Ligestilling: »Det, Zarapapa kræver er ikke etnisk ligestilling, men etnisk særstilling: At etniske minoriteter bliver hævet over at blive genstand for humor«. Så enkelt, så kan klart det siges.
De gamle satiresprøjter Blæksprutten og Svikmøllen blev anmeldt af Bo Bjørnvig 2000 således: »Vitserne er generelt meget forudsigelige og frem for alt godkendt af nævnet for alt, hvad der hedder racediskrimination og ligestilling og etik i det hele taget«. Mon ikke Bjørnvig her snarere tænker på selvcensur?
Komikeren Mette Lisbys oplyste i tv om sit nye show i 2001, at hun »ikke vil nævne islam, men vi laver sjov med folkekirken«.
Således syntes grænserne for humor allerede for at par år siden stille og roligt at indsnævres uden at nogen løftede en finger for friheden. Men helt så stille skulle det dog alligevel ikke gå, for i 2004 blev muslimernes krav mere udtalte, idet mange menige og talsmænd i deres afstandtagen fra mordet på filmkunstneren Theo van Gogh samtidigt stillede krav om at diskutere begrænsninger af ytringsfriheden. Og det var ikke kun i Danmark. England er her et skridt foran os, idet indenrigministeren er på vej med et lovforslag, der vil forbyde tilskyndelse til religiøst had, hvilket “Mr. Bean” og andre komikere frygter »vil gøre det umuligt at lave grin med religion«. Her tænker de så vist ikke på Church of England, den katolske kirke eller buddhismen – men islam.
Komikeren Farshad Kholgi har sammenlignet sine oplevelser på Nørrebro med Iran: »…det der med, at man slet ikke skal lave grin med noget som helst. Alt skal tages alvorligt. Jeg havde virkelig ikke regnet med, at jeg skulle opleve sådan noget igen. Det er meget skræmmende.«
Ja, nu er der virkelig brug for humor – alvorligt talt!