Er ytringsfrihed og religionsfrihed modsatrettede størrelser? Hvordan skal ytringsfriheden administreres i en multikulturel og multireligiøs verden?
“Når beskyttelsen af subjektive følelser vinder indpas i menneskerettighedstænkningen, som den til dels har gjort, så er det en skrue uden ende, og vi ender i de rene absurditeter”
Heiner Bielefeldt er FNs særlige rapportør for religions-og trosfrihed, under forhold, hvor autoritær, politisk religion er på fremmarch .
Heini Í Skorini har talt med ham.Vi bringer et uddrag (Weekendavisen 22.08.2014)
Den katolske teolog og menneskerettighedsekspert blev udpeget i 2010, og hans arbejde består blandt andet i at undersøge religionsfriheden i medlemsstaterne af FNs meget udskældte Menneskerettighedsråd.
»En af de allerstørste udfordringer i FNsystemet er at finde en fælles forståelse for selve begrebet ‘ religionsfrihed’. Personligt forsøger jeg at udfordre idéen om, at religionsfrihed og ytringsfrihed er to rivaliserende, antagonistiske værdier i et hierarki af uforenelige rettigheder,« siger Heiner Bielefeldt.
»Dette modsætningsforhold bygger på den meget udbredte idé, at religionsfriheden også omfatter beskyttelse af religioner som sådan og religiøse følelser. Men det er en falsk og farlig modsætning. Når beskyttelsen af subjektive følelser vinder indpas i menneskerettighedstænkningen, som den til dels har gjort, så er det en skrue uden ende, og vi ender i de rene absurditeter. For mange mennesker er den blotte eksistens af andre mindretal og anderledestænkende en provokation, som udløser vrede og had. Skal vi så beskytte majoritetens følelser ved at eliminere alt det, som vækker vrede, had eller bare sårede følelser? Dette skred i selve tænkningen omkring menneskerettighederne er den primære ideologiske kamp i FN.«
Han ser det som en trussel, at stater og politikere i stadig højere grad ser det som en slags menneskeret at leve sit liv uden at blive udfordret, kritiseret, provokeret og såret.
Derfor gør han meget ud af at fremstille religionsfriheden og ytringsfriheden som synergiske, holistiske rettigheder, der forudsætter og ikke modarbejder hinanden.
»Menneskerettighederne har ingen transreligiøs autoritet, som står over diverse religiøse og filosofiske traditioner, og man begår en fejl, når man formulerer menneskerettighederne som en slags international civil religion,« siger Bielefeldt.
»For mig har menneskerettighederne et praktisk og ikke et doktrinært formål. Udgangspunktet for denne diskussion er altid, at verden er et rod! Verden er et kludetæppe af uforenelige kulturer og traditioner. Derfor må vi udarbejde nogle praktiske retningslinjer for, hvordan vi lever sammen, både på tværs af kulturer og internt i en kultur. Vi har simpelthen ikke råd til andet.« Bielefeldt medgiver, at det er et ambitiøst historisk projekt at formulere disse retningslinjer i international lov, og at der altid vil opstå uenigheder.
»Det glade budskab er, at ingen religiøse traditioner er monolitiske størrelser med en essentiel, uforanderlig kerne. Kulturer er ikke fængselsceller. De genfortolkes hele tiden i lyset af skiftende omstændigheder og nye erfaringer. De hellige tekster er naturligvis et rimelig statisk referencepunkt, men man kan altid appellere til de aspekter af en kulturarv, som fordrer en mere liberal tankegang. Selvfølgelig vil der opstå situationer, hvor konsensus er umulig, og der skal man så have mod til at insistere på individuel frihed og værdighed som et aksiomatisk princip.«.
Da Bielefeldt begyndte sit arbejde i FN i 2010, landede han midt i en yderst polariseret atmosfære i forbindelse med de kontroversielle og efterhånden velkendte resolutioner, der forbød krænkelse af religioner. De ikkebindende resolutioner blev vedtaget fra 1999 til 2010 i FN-systemet. I 2011 lykkedes det så EU og USA at få verdensorganisationen for de muslimske lande, OIC, til at droppe resolutionerne til fordel for resolution 16/18, hvis sprogbrug var mere på linje med vestlig lovgivning mod hate speech.
Den såkaldte konsensus-resolution blev hyldet af både USA, EU og OIC og udløste den såkaldte Istanbul-proces, hvis formål er at monitorere implementeringen af resolutionen.
Mange toneangivende FN-aktører insisterer stadig på, at religionsfriheden også omfatter beskyttelsen af religioner og andre kollektive, metafysiske idésystemer. Og polariseringen er blevet tydeligere, siden den saudiarabiske informationsminister Iyad Madani tidligere i år afløste tyrkeren Ekmeleddin Ihsanoglu som OICs leder.
“(…)Der er naturligvis mange indbyrdes konflikter på kryds og tværs i de forskellige alliancer, og flere europæiske lande har stadig ikke afskaffet deres egne blasfemiparagraffer.”
Men flere OIC-medlemmer har en erklæret og eksplicit ambition om at få vedtaget et nyt juridisk internationalt instrument, der skal kriminalisere religionskritik som sådan.
En ny front i dette sammenstød er ifølge Bielefeldt den meget kontroversielle resolution vedrørende »traditionelle værdier«, som Rusland for første gang fremlagde i 2009 i FNs Menneskerettighedsråd med støtte fra blandt andet OIC-landene og Kina. Selv om denne resolution heller ikke er juridisk bindende for de enkelte medlemsstater, markerer den ifølge den tyske professor endnu et orkestreret forsøg på at genforhandle menneskerettighederne og åbne op for de principielle debatter, der gik forud for FNs menneskerettighedserklæring i 1948 samt de efterfølgende FN-konventioner.
Den russiske kirke har spillet en central rolle i bestræbelserne på at indføre »traditionelle værdier« som et ubetinget gode i rettighedsterminologien, og resolutionen er blevet fordømt af de allerfleste NGOer i Genève.
Interviewet fandt sted i anledning af World Humanist Congress, hvor alverdens humanistiske organisationer mødes hvert tredje år under paraplyorganisationen International Ethical and Humanist Union, bestående af ateister, agnostikere, sekularister og andre betegnelser for folk fra hele verden, der forholder sig skeptisk til religion i almindelighed og politisk religion i særdeleshed.