Udlandsdansker

Journalist Leny Malacinski har interviewet Lars Seir Christensen, milliardær, udlandsdansker og aktiv med at påvirke dansk politik gennem Liberal Alliance og ejerskabet af Saxo Bank. Kan man sidde på flæsket i udlandet og vurdere hvad der er god politik for dansk erhvervsliv, danske arbejdsløse, danske uddannelsesinstitutioner osv? Lars Seier Christensen mener selv at han er patriot.

Lars Seier Christensen begyndte at deltage i politiske diskussioner om velfærd omkring 2006. Det er kendt at lederen af Liberal Alliance Anders Samuelsen sætter stor pris på Lars Seier og ofte læner sig op ad hans råd. Vi bringer her nogle uddrag af artiklen Patriot på schweiziske plader Weekendavisen 22.08.14.

Lars Seier Christensen er ikke en kompliceret mand. Han kan lide at vinde, han kan lide at tjene penge og bruge dem, og så vil han have anerkendelse.

Lars Seier Christensen om Danmark :

” Som velhavende får du kun disrespekt , og systemet tænker kun på, hvordan det får mere ud af dig”.

Denne weekend er det seks år siden, Liberal Alliance rejste sig på ruinerne af Ny Alliance, og i dag ligger partiet nogenlunde stabilt omkring fem procent i meningsmålingerne. Formand Anders Samuelsen har sagt, at »partiet var aldrig nogensinde blevet genrejst uden ham«.

Kritikerne på venstrefløjen ser i ham den primitive kapitalisme, altfortærende i sin drift mod profit. Han vurderes at have en formue på over tre milliarder kroner.

Tilhængerne ser nærmest en frelser, der vil føre landet ud af fare. Han er befriet for illusioner og intentioner. Han handler, han opnår, han opkøber vindere og sejre. Han er manden med partiet, cykelholdet, Formel 1-holdet og en afstøbning af et Tyrannosaurus Rex-skelet i bankens kantine. I banken står også en udstoppet tyr og en bjørn på bagbenene. Lars Seier har brugt sit liv på at kravle op på toppen af evolutionen, og livet her er bekvemt.

For ham er penge muligheder. »Det er et privilegium, man sikkert ikke tænker nok over.Penge er en facilitator, der gør, at du ikke behøver at tænke over det, hvis du vil ud og spise eller flyve et sted hen med din familie. (…) Hvis du spiller nintendospil, prøver du også at få så mange point som muligt, så den der med, om man aldrig får nok… Det gør man ikke. Så skulle jeg lægge mig ned og ikke lave mere i mit liv. Det væsentligste ved penge er, at du kan investere.« Han stikker ud i det danske erhvervsliv, der mest består af tavse ledere og stille penge, men Lars Seier Christensen ved ikke, hvordan nogen af delene opfører sig.

“Jeg tror ikke på reinkarnation, så der er ingen grund til at gå i graven med mine penge, så længe jeg har sørget godt for min familie.« De færreste danskere ved, at Saxo Bank har tjent en stor del af formuen på Saxo-traderen, en IT-platform, hvor private kan købe og sælge aktier. De fleste ansatte i banken er ikke svedende aktiehandlere, men IT-folk, herunder en del fra Indien, som vedligeholder og optimerer systemet.

De fleste ved til gengæld, at Lars Seier Christensen fører politik via pengepungen. Folk henvender sig ofte og beder om sportssponsorater eller støtte til en debatbog. Han er nærmest blevet en mæcen for den liberale holdningsdannelse i Danmark. Hvis Lars Seier ser lyset i en bog som for eksempel historiker David Gress’ bog EU – Europas fjende, køber han et stort oplag på forhånd, hvilket betyder, at udgiverens udgifter er dækket.

Når man bevæger sig igennem etagerne i Saxo Bank, står den politiske forfatter Ayn Rands bøger side om side med erhvervsguruen Jack Welsh og finansmanden Lars Tvedes Det kreative samfund.

51-årige Lars Seier Christensens Mercedes kører på schweiziske plader og holder på Saxo Banks parkeringsplads. Han hævder, at han vil redde Danmark, men selv er han flyttet til lavere skattegrænser. Han har selv afvist, at han er skatteflygtning, så hvorfor har han forladt landet, han vil bringe på rette kurs? »Min kone er englænder, og nogle af vores børn er født i England, så vi er en international familie. Jeg skal være den sidste til at lægge skjul på, at der er økonomiske fordele ved at bo i Schweiz, men hovedårsagen er, at jeg har ro og fred.« – Fra hvad? »Fra alting. Ingen interesserer sig for mig i Schweiz. Ingen kender mig. Jeg kan passe mig selv og have privatliv om min familie. Plus at Schweiz er et utroligt dejligt land.«

Leny Malacinski : – Men du er aktiv i den offentlige debat og lægger billeder på Facebook af, hvor du er henne. »Det er man nødt til, hvis man vil påvirke tingene”

Leny Malacinski : – Er du patriot? »Ja, det synes jeg. I meget højere grad, end jeg normalt får credit for. Danmarks velfærd ligger mig meget på sinde, og jeg så gerne, at Danmark blev et endnu mere succesfuldt land.Jeg er ikke stor tilhænger af EU-ficering. Jeg tror meget på nationer og på, at de har et særpræg, som er værd at værne om, og som vi forstår, fordi vi er vokset op med det.«

»Schweiz er nok det mest velfungerende samfund i Europa.Måske i verden. Den offentlige sektor koster kun godt det halve, men fungerer bedre i alle de interaktioner, jeg har oplevet.De ansatte i den offentlige sektor kan godt huske, at de er ansat af borgerne. De er til for borgerne.«

” Jeg var nok lidt mere anarkistisk end så mange andre, og jeg mener ikke, at Christiania skal nedlægges, som De Konservative mener. Jeg mener bare, at de skal betale for sig selv.« Lars Seier Christensen var anarko-kapitalist, hvilket vil sige, at en god stat er ingen stat. (…)»Det er sådan en boks, men ja. Det betyder jo grundlæggende set, at man tror på, at markedet fungerer bedre end offentlig styring “.

“Mange af mine ultraliberale venner synes, det er forkasteligt, at jeg deltager i det politiske liv. Det er at gå over til fjenden, men jeg vil gerne se forbedringer i min livstid, og så er man nødt til at acceptere ting, man ikke synes godt om i en ideel verden.« I KU talte Lars Seier for en vidtgående privatisering.

Da først Ny Alliance og Liberal Alliance blæste til oprør mod Big Mother-samfundet, var den nu voksne Lars Seier Christensen hurtig til at kaste sin kærlighed og sine penge på partiet.

Formanden Anders Samuelsen blev hurtigt fascineret af Lars Seier. Mens Anders Samuelsen gik forrest og tog tæskene, havde Lars Seier hans ryg og en stor del af regningerne. Når Anders Samuelsen ikke kunne holde fast i en beslutning, for eksempel om hvorvidt han ville være formand efter Naser Khader, eller hvorvidt han skulle trække sig helt ud af projektet på grund af en kritisk dokumentar om Ny Alliance, ringede han til Lars Seier Christensen.

Samuelsen udpegede til gengæld Lars Seier til leder af partiets første visionsgruppe, og han håndplukkede personligt de 100 medlemmer, der skulle tegne stregerne op for partiet. Den ene var en reklamemand ved navn Søren Kenner, der i dag er formand for Visionsgruppen. Lars Seier har ikke flere formelle poster i partiet, men han omtaler konsekvent LA som »vi«, og han ser store muligheder i tiden.

»Jeg tror, der kunne komme et virkeligt jordskred, hvis vi bare kan bevise efter et valg, at vi kan levere varen. Hvis folk kunne se, hov, de mente faktisk det, de sagde. Så ville vi blive det første parti i årtier, der mener det, de siger, og ikke gør noget andet efter et valg.«

» (…)ethvert tænkende menneske kan jo se, at euroen ikke fungerer.Jeg er ikke euro-skeptiker, jeg er euro-modstander. Jeg er meget tæt på at blive EU-modstander og mene, at Danmark skal melde sig ud, så jeg bevæger mig da også.

Leny Malacinski : – Når du siger, at skatten skal ned, gør du det så for Danmarks bedste eller Saxo Banks bedste? »Der er ingen forskel på, hvad der er godt for Danmark, og hvad der er godt for Saxo Bank. Det, jeg vil gennemføre, vil være godt for mig og Saxo Bank, men det vil også være godt for Danmark og folk på overførselsindkomst, for så er der også penge om 20 og 30 år. Et stærkt erhvervsliv, hvor man bliver belønnet for at arbejde, skaber det økonomiske fundament for et socialt sikkerhedsnet. Det er en stor misforståelse, at hvis Lars Seier får for meget kage, er der ikke noget tilbage til andre. Folk skal motiveres til at lave en større kage. Venstrefløjen kalder det socialt at tage alle pengene og fordele dem til højre og venstre.”

Dette indlæg blev udgivet i Politik / Lovgivning, seneste, Velfærd / Offentlig økonomi. Bogmærk permalinket.