Den sande menneskelige natur ‑ kulturen
Kulturpsykologien forudsætter, at individer, traditioner, psyker og kulturer skaber og former hinanden og det på en sådan måde, at man aldrig kan tage kulturen ud af personen. Vi mener derfor, at der er grænser for integration
anmeldelse i PsykologNyt 1995 Heidi Kromayer : Kulturforskellighed ‑ et møde mellem danske pædagoger og lærere og børn fra etniske mindretal. Dansk psykologisk Forlag 1995.
af Kirsten Damgaard, psykolog
Psykolog og folkeskolelærer Heidi Kromayer har konstateret hvordan mange børn fra etniske mindretal har vanskeligheder i den danske skole, og hvordan de let kommer til at opleve sig selv som splittede og mindreværdige i forhold til de krav, der stilles til dem fra skolens side. Og i daginstitutionerne sker det samme. Hun har derfor, udfra et velvilligt ønske om at se migranterne og deres efterkommere som personer med ressourcer i stedet for som personer med mangler, skrevet en bog, der både indeholder teoretiske forståelsesmodeller og nogle praktiske løsningsforslag.
Som både indvandrerlærer og psykolog, så jeg derfor frem til at få forslag til, hvorledes vi i Danmark kan løse nogle af de problemstillinger lærere de sidste 15 år har remset op i kor for mig: Om de muslimske piger og kropslig udfoldelse og nydelse fx ved svømning og dans ‑ og som jo egentlig handler om retten til kvindens krop ( faktisk samme debat som ved Beijing konferencen ). Om de muslimske piger og deltagelse i ture/ lejrskole og drengenes vægring ved at udføre” kvindearbejde” og altid føle sig som forfulgte uskyldigheder ‑ som handler om at måtte og ville tage ansvar for sig selv og acceptere konsekvens, ligesom konflikterne også fremspringer af migranternes ikke‑ligestillede kønssyn. Og endelig om drenges/mænds vægring ved at acceptere og respektere kvindelige lærere/ pædagoger samt forældrenes passivitet i forhold til det medansvar samfundet pålægger dem at tage for skolens/ børnehavens socialisering af deres børn.
Hvad kom først kulturen eller værdien ?
Bogen har en del gode teoretiske udredninger om hvordan hjemlandenes kollektive kultur adskiller sig fra den individuelle danske. Men da kulturen både betinger opvæksten og tilegnes under opvæksten må jeg opponere, når Kromayer taler om de små indvandrerbørns egen kultur. Kultur er ikke kun det pæne og overfladen, den er også det økonomiske system, kvindesynet , måder man løser konflikter på og de politiske strukturer, der fx munder ud i børnepasningsordninger og tilladte skoleformer. Når børnene således går i dansk børnehave og lever i Danmark, så er dansk kultur også deres kultur.
Forældrenes medbragte rester af kultur *kan jeg ikke betragte som tættere på og mere autentiske for barnet end dansk kultur. Men det er klart, at barnet kan være i klemme mellem flere menneskesyn og deraf følgende socialiseringsformer.
Pluralisme dur ikke
Kromayer går ind for såkaldt pluralistisk integration.Ved det forstås :
“Gensidig ændring, hvor individet vedligeholder sine oprindelige livsformer, værdier og identitet, samtidig med at det overtager de dele af den anden kultur (majoritetskulturen), som det selv anser for værdifulde eller praktiske” (Würtz Sørensen 1989 ).Umiddelbart en ganske sympatisk indstilling til integration, men utopisk og med manglende indre logik og konsistens i selve begrebet. Hvorfor ? Jo, for det første, hvis vi forudsætter at alle indbyggere skal leve i det samme samfund, altså i én nation, har livsformer og habitus, der hører til andre samfundsformer intet rationale i et moderne markedsstyret industrisamfund, og derfor ingen overlevelsesmulighed uanset hvor stor velviljen måtte være. Og værdier der måler kvinder ud fra om de har hymen, hvilken kaste de tilhører eller om de kan føde sønner samt personlige og samfundsmæssige værdier, der giver prestige til en mand p.gr.a. hans køn og hans afstamning og ikke p.gr.a. hvad han udretter, får ingen anerkendelse i vestlige samfund som det danske.
For det andet er det er noget sludder, at migranterne kan overtage, hvad de finder praktisk fra den nye kultur. Her kører vi ikke fem på én scooter, omskærer kvinder eller gifter os med flere ! For at fungere her er det nødvendigt at være præcis, og enhver bliver nødt til at acceptere forhold som : troesfrihed, undervisningspligt, at der eksisterer personlig myndighedsalder, byggereglementer, at veterinærmyndigheder kan gribe ind og lukke virksomheder, at registreret partnerskab har juridisk gyldighed osv.
Hvis værdierne er alt for divergerende, bliver der ikke noget “vi” men et “os” og “dem. Ikke noget SAMfund. Forfatterens ufuldstændige kulturbegreb fanger hende ind bagfra, så hun får præsenteret absurditeten “tokulturel identitet”. Har diplomatbørn og lægen Fatuma Ali, der er opvokset og har arbejdet i mange lande så en tre‑fire‑ eller fem‑kulturel identitet, kunne man spørge ? Jeg mener ikke identitet er et begreb, der kan tælles hos den enkelte.
Politiske eller praktiske løsninger
Børnene må leve med værdisammenstød i dagligdagen som jeg ikke mener kan løses hverken på det praktiske eller det politiske plan, der imidlertid er de eneste planer forfatteren operer med. Samfundet kunne selvfølgelig tvinge indvandrerforældrene til at vælge om det overhovedet er her de skal bo, ved at checke om de har de politisk korrekte synspunkter i forhold til folke-skolens og daginstitutionernes ‑ altså samfundets ‑ grundliggende værdier som fx ligestilling, selvrealisering, individuelt ansvar, religionsfrihed og demokrati ‑ opdragelsesmål som Kromayer godt ved indvandrerforældre ikke altid deler. Men den slags fundamentalisme ville jo være udansk, men måske en af de “gensidige ændringer “ danskerne skulle overveje ?… Ellers mener jeg ikke der er anden vej at gå end over uddannelse og viden ‑ altså ændringer på det kognitive personlige plan.
I pædagogik er metode også indhold
Heidi Kromayer forklarer meget flot i afsnittet om undervisningsmetode og den pædagogiske process hvorledes fleksibilitet, kreativitet, professionel kunnen, skepsis og en aktiv kritisk og tolerant deltagelse i en demokratisk process er indeholdt i skolens at “lære at lære” og, at disse elementer ikke indgår i mange migrant-efterkommeres internaliserede opdragelsesmål. Men da ovenstående elementer da så sandelig også er en del af den substans der læres, kan det ikke bare henvises til at være et kommunikationsproblem, når der uvægerligt opstår problemer mellem dansk lærer og indvandrerelev/‑ forældre. Jeg finder, at forfatteren er for tilbøjelig til at nøjes med at forklare konflikter, som opstået af sproglige forhold. Der findes regulære modsætninger mellem mennesker, som vil bestå lige meget hvor dybt man forstår de andres kultur. Fx medfører erkendelse af ære‑skam opdragelse eller nudist‑kultur ikke automatisk respekt for det underliggende menneskesyn.
Dansk er mere end sprog
Kromayer mener også, at børn lærer mere af børn som de føler sig sprogligt, intellektuelt og identitetsmæssigt på lige fod med, hvilket egentlig kunne være et argument for apartheid og aflysning af lejrskoler i udlandet, men her er det præsenteret som et argument for tosproget metode. Det må være en etnocentrisk vi‑er‑alle‑lige lapsus fra forfatterens side, for indlæringspsykologi er det ikke. At børn derimod lærer mest i trygge omgivelser, hvilket kan inkludere hjemmets sprog som arbejdssprog, er vi enige i.
Når Heidi Kromayer og jeg ser så forskelligt på kulturmødet, som ovenstående diskussion er udtryk for, hænger det sammen med, at hun tager udgangspunkt i den tværkulturelle psykologi. I denne retning er det fællesmenneskelige ( fx at være jordboer, tilhøre samme generation ) essentielt. For mig er denne synsvinkel imidlertid ikke tilstrækkelig. Jeg hælder til kulturpsykologien og den psykologiske antropologi, der fx forventer at verden består af flere psykologier med tilhørende pædagogikker udviklet i hver sit semiotiske område. Kultur-psykologien forudsætter, at individer, traditioner, psyker og kulturer skaber og former hinanden og det på en sådan måde, at man aldrig kan tage kulturen ud af personen. Vi mener derfor, at der er grænser for integration.
Heidi Kromayer prøver da heller ikke at nærme sig de store konfliktområder, jeg præsenterede i begyndelsen af artiklen.
* kulturelle rester er et etnografisk fagudtryk. Det henviser til at immigranten jo ikke kan medbringe sit lands styreform, arbejdsmarkedsmodel, uddannelsessystem, infrastruktur osv.
Heidi Kromayer : Kulturforskellighed ‑ et møde mellem danske pædagoger og lærere og børn fra etniske mindretal. Dansk psykologisk Forlag 1995.
( Der er tilføjet præcisioner i 2023 i denne anmeldelse. K.Damgaard.)
En mere grundig indføring i kulturmødets socialisering fås i :
James A. Banks (ed) : Handbook of Research on Multicultural Education.
Simon & Schuster MacMillan 1995.