Arabiske værdier og opdragelse

Alle mænd har lov at blande sig i samtalen

At udtrykke en hensigt eller en mening er li’så godt som handling

Rationalitet og logik bliver ikke værdsat

En bror vil ikke stemme mod en bror/fætter/klan

Den palæstinensiskfødte journalist Hussein Shehadeh, der kom til Danmark i 1967, fortæller i 2020:

Jeg er opdraget til at stole på min bedstefar og til at se op til ham. Det var ham, der bl.a. lærte mig at fornemme, hvordan vejret ville blive ved at kigge på skyerne. Hver gang han sagde: »Gajeh men Gharba zai el anz El-garbah«, så kom der regn i spandevis. Det, han sagde, var: »Den kommer fra vest som en ged, der har fnat«, og hentydede til strukturerne i skyerne. Mine allertidligste minder fra den palæstinensiske kultur er minder om kød og blod. Min far var slagter, og jeg kravlede meget ofte på fliserne i hans slagterbutik – i øjenhøjde med min fars bløde og blodige gummistøvler. Det viste sig, at det ikke var min far, der var så blød. F.eks. fik jeg ikke lov til at læse de gamle aviser, som han pakkede kød i. Jeg måtte nemlig ikke blande mig i politik, men det faderlige tyranni var også suppleret med omsorg og opmærksomhed.

En form for opmærksomhed er, at man bliver opdraget til at passe på familiens æresbegreber. Først og fremmest ved at give udtryk for sin totale gæstfrihed – betingelsesløst. (…) det er en regel i Palæstina, at man er opmærksom, gavmild og hensynsfuld. (…)høflighedsfraser gennemsyrer palæstinensisk kultur. I en landsby:  Jeg regnede ud, at de faktisk brugte et par timer om dagen, blot på hilse-ritualer. Det er altså af største vigtighed at vise modparten respekt.

(…)Arabere og deriblandt palæstinensere elsker at tale med hinanden, og i den forbindelse er en eventuel problemløsning er noget sekundært, selv om det kan være problemløsning, der er den egentlige begrundelse for samtalen. Enhver, der har levet blandt arabere, ved, at de er meget mindre optaget af tidsbetragtninger end europæere.

Man kunne gå så vidt som at sige, at den måde, man oplever tilværelsen på, ligger tættere på den europæiske kunstner end den europæiske tekniker. Det betyder naturligvis ikke, at man ikke kan diskutere på en logisk måde, men man må gøre sig klart, at man ikke har meget tilovers for effektiv argumentation og logik. Det er fordi, palæstinensere, som en del af den arabiske nation, er dybt præget af islams tro, der giver dem en afslappet form for fatalisme, som på adfærdsplanet giver sig udtryk i ro og værdighed. De har ikke samme tillid til, at man via logik kan nå frem til en altomfattende forståelse af et problem.

I det palæstinensiske samfund udgør troen en styrkende kraft i det enkelte menneskes tilværelse. Man føler, man sidder inde med en vished og en sandhed, der gør en overlegen i forhold til europæerne, og den overlegenhed skaber ofte et indtryk af usikkerhed og tvivl. Som en palæstinenser fortalte mig for nylig: »Islam giver muslimerne en følelse af, de altid gør det rigtige. Fordi de holder sig inden for religionens rammer. Man er beskyttet mod alle farer, da Allah holder øje med hvert enkelt menneske og værner om det. Den overbevisning giver den troende en speciel form for tryghed, værdighed og evne til at hvile i sig selv«.

Den patriarkalske familie er stadig fundamentet i det palæstinensiske samfund. Familien kræver støtte og loyalitet af sine medlemmer og giver dem til gengæld tryghed og beskyttelse. Sociologiske undersøgelser viser, at familien stadig er højere prioriteret end alle andre sociale og politiske institutioner. Selvfølgelig udsættes storfamilie-strukturen for belastning som følge af modernisering, industrialisering og organisering. Kernefamilien er blevet mere almindelig, men familien er stadig samfundets vigtigste institution. I det palæstinensiske samfund ved folk, at hvis moderen bliver syg, et begavet barn skal uddannes, eller de har brug for en ny bil, kan de blot henvende sig til rige slægtninge.

Arabisk mentalitet manifesterer sig også i en politisk adfærd, det gælder også for Palæstina. Det er ikke tilfældigt, at der ikke findes et eneste demokrati i den arabiske verden. Europæisk demokrati er ikke op- stået ud af den blå luft, den må ses i sammenhæng med industrialiseringen og de nye klassestrukturer, den skabte.

Demokratiet forudsætter, at en bror vil stemme imod en anden bror, eller en søn mod sin far, og det passer ikke i den patriarkalske tankegang i Mellemøsten.

Ovenstående er uddrag fra Hussein Shehadeh: I gedens navn. Kristeligt Dagblad 06.06.00

Hussein Shehadeh er palæstinensiskfødt journalist og foredragsholder med islam og den arabiske verden som speciale.

Læs også hans artikler om arabisk opdragelse i det hedengangne magasin Samspil

Dette indlæg blev udgivet i Arabere, Civilsamfundet, Personlige beretninger, Psykologi, Pædagogik / Sprog / Opdragelse, Shehadeh. Bogmærk permalinket.