af Kirsten Damgaard, kulturpsykolog
Den fremmedes fremmede børnebørn
En mand flygter fra Chile til Sverige, som venligst giver ham ly.Han gifter sig og får mindst en datter, og på et tidspunkt konverterer konen og datter til islam, den ortodokse slags. Datteren bliver gift med en stejl islamist, som hun end ikke kender. Datteren og islamisten drager i 2014 til Syrien for at oprette et kalifat og får undervejs syv børn. Kvinden er altså en del af det som journalist Lene Malacinski betegner massemordets husmødre og fødeklinik. Imidlertid går det ikke som forventet for disse voksne svenske statsborgere i det nyudråbte kalifat, det Malacinski videre erkender er et massemyrdende, halshuggende, etniske udrensende regime – vi husker yazidiernes pinsler – for de omkommer begge. Børnenes mor mister livet ved et syrisk bombardement og senere dræbes også børnenes etniske svenske far.
Chile-svenskeren mener imidlertid at hans syv muslimske børnebørn skal til Sverige. At han egentlig for længe siden mistede sin kontakt til datteren spiller ikke nogen rolle. Hans børnebørn skal “hjem” til det sekulære land med mange kristne, der også tog mod ham, da han havde hjælp behov.
Sammen med dokumentarfilminstruktør Gorki Glaser-Müller rejser han til Syrien, og deres indsats med at få børnene tilbage til Sverige dokumenteres i filmen Children of the Enemy ( premiere CPH:DOX 22.april). De kommer til Sverige alle syv. Og det venlige svenske folk hiver endnu engang den store tegnebog frem, for ungerne skal ikke bo hos bedstefar, næh det magter han ikke, så de plantes ud i diverse plejefamilier. Gorki Glaser-Müller forklarer: ” Fjendens børn skal behandles på samme måde som alle andre børn, så de ikke selv bliver fjender!”
Konfliktende dannelsesidealer
Jeg tænker, at det vel egentlig er sådan at deres sharia-elskende forældre egentlig blev opdraget og behandlet i Sverige – som alle andre børn!? Og er det ikke sådan, at børn fra Mellemøsten og det øvrige udland, får de samme chancer af det nye værtsland (equality of opportunity) som de indfødtes egne børn – de skal bare klø på ? Som de muslimske piger jo ofte også gør, og som asiater (buddhister, hinduister) jævnligt gør. Eller er der noget i den medbragte opdragelse, det som etnologer kalder kulturelle rester, der internaliseres i muslimske børn og gør dem venligt indstillede overfor jihad med våben? Det mener terrorforsker Anja Dalgaard Nielsen (se her på hjemmesiden), som forklarer at de ortodokse og fundamentalistiske aktivistiske muslimer bliver set op til af andre muslimer, som mere ægte, mere rene. Jeg argumenterer også for en særlig muslimsk socialkarakter i artiklen Villighed til vold, i og med opdragelse med vold og trusler er normen, ligesom den stærkes ret trumfer.
Der findes en håndbog i opdragelse “Barn af muslim forældre”, som bl.a. imam Abdul Wahid Pedersen (etnisk europæer ,opr. Reino fra Djursland) solgte i sin boghandel på Nørrebro. Her anbefales det at træne drenge med legetøjsvåben til jihad.
Skader på personligheden
Psykiater Henrik Day Poulsen (se her på hjemmesiden) har skrevet om risikoen for disse børn : ” Som voksne vil der være stor risiko for, at deres personlighed bliver forstyrret (…) Vi ved, at marginaliserede personer er nemme ofre for fanatikere, der vil rekruttere terrorister. Manglende empati er en fordel, når man vil skade andre(…) Selv om børnene udstyres med nyt navn og cpr-nummer, kan nysgerrighed efter ens oprindelse føre til, at man kommer til at hade det land, der ellers generøst har hentet dem hjem.”
Det ender ikke med Syrien
Eftersom kalifatets krigere også er godt i gang i Afrika med at indrette små samfund, moduleret efter Muhammeds tid, kan de nordiske velfærdssamfund – og andre gamle vestlige stater – forvente en lind strøm af fabulanter, der gerne vil “hjem”, når realiteterne modsiger at de hellige krigere overmander de oprindelige beboere, men i stedet får tæv, fangelejr og sultne skadede børn.
Springer migrantforskerne over?
Jeg vil ønske at redelige migrantforskere følger disse og andre hjemtagne jihadi-børn tæt i omkring 25 år frem, også med registerforskning via cpr.numre, så vi kan erfare om socialforvaltningens iværksatte pædagogik kan opveje islams opdragelse til den rette vej, der bl.a. er etnisk og kønsligt uligestillende, teokratisk og autoritær.