Muslimske lærde har til opgave at vejlede de rettroende, altså de praktiserende muslimer. Når muslimen har et problem vælger han helt selv hvilken lærd han vil spørge, og har således allerede fra starten et fingerpeg om i hvilken retning svaret vil bære.
af Kirsten Damgaard, kulturpsykolog medlem af Forum for Islamforskere
I Europa findes Rådet for fatwa og Forskning som vejleder tilvandrede, efterkommere og konvertitter.Rådet udgiver sine fatwaer i samlinger, der kan læses på internettet. For den troende muslim er der ikke noget modstridende i kombinationen af fatwa og forskning. Religion,privatliv,lærdom,dannelse og politik er i islam ét. Og alt i livet hører under det sakrale, der er ikke noget der kan være udenfor religionens område.
Den udvalgte lærde får et spørgsmål og udtaler en vejledning – en fatwa – som ikke er bindende.Spørgeren er fri til at spørge andre lærde, fx til han hører et tilfredsstillende svar, som under alle omstændigheder kun er vejledende.
Praktiserende muslimer spørger om alt mellem himmel og jord og lidt til. Hvilken hånd man skal bruge når man tørrer sig bagi, om man må besøge kristne til julen, og om en kvinde må køre på cykel, ligesom der rådgives om “kropsvæsker” man skal vare sig for at indtage under seksuelt samkvem.
Imidlertid udtaler de lærde sig også på eget initiativ. Som fx dengang Salman Rushdie fik vurderet sit litterære arbejde af den teologisk ikke særlig højt rangerende Ayatollah Khomeini, der udsagde en hokm (en dom / en ordre) som er mere bindende end en fatwa.Men igen er den udstedet af en person og derfor ikke kan trækkes tilbage af en anden person eller et råd,en minister eller lignende.Ordren til at dræbe Rushdie kom belejligt nok lige ved 10 året for den islamiske magtovertagelse, hvor utilfredsheden over udeblevne politiske reformer ellers fyldte meget i iranske muslimers bevidsthed.
For mere end 25 år siden kom en hokm til at koste en hun-kamel i Nordafrika livet. Den havde nemlig opført sig uterligt! Må jeg minde om at i voldtægtssager i mange patriarkalske samfund, er det altid kvinden – pigebarnet – hun-dyret – der tillægges ansvaret.Det kan man læse mere om på internettet hos den svenske forsker Pernilla Ouis, som har forsket om seksualitet & tryghed i Mellemøsten for Red Barnet.
Allerede i 1933 siges det at lærde i Syrien forbød yo-yo’er, fordi beskæftigelsen med dem forstyrrede bønner til Allah om mere regn. Et tidligt tilfælde af interferens må vi skønne, for efter sigende hjalp politiets indsamling af yo-yo’er på udfordringen.
Denne vinter er der også kommet en interessant fatwa. Det er absolut ikke tilrådeligt at bygge snemænd fordi de har menneskelig træk. Det islamiske billedforbud går jo ud på ikke at gå Allahs skaberværk i bedene. Det forekommer mig at denne tankegang – og den vældige frygt for at gøre noget forkert – medvirker til at lande, der styres af muslimer, generelt set oplever ringe innovation. Årsagen er for få kreative mennesker. Når nysgerrigheden pilles ud af børnene i en tidlig alder og erstattes med internaliseret autoritetstro bibringes regionen for lidt forskning i vestlig forstand.
Man kan læse mere om islamiske begreber i Gads leksikon om islam.
31.03.15