Kaare Dybvad Bek , beskæftigelsesminister (S) har vendt på en tallerken fra 2013 , hvor han mente at Danmark burde bygge en stormoske, for at facilitere ny tilrejsende arbejdsstyrke.
Nu har ministeren udgivet en ny bog ” Vi inviterede arbejdskraft -men der kom mennesker”. (2026) Gyldendal.
Dybvad Bek opdeler migranterne i grupper, så de nødvendige ikke placeres i samme pulje som dem, han ikke mener, vi har brug for. I 2025 var der flere udenlandske arbejdstagere i Danmark end nogensinde før i historien. Han placerer dem i fire-fem grupper:
48.000 pendler fra nabolandene Sverige, Tyskland og Polen. 133.000 er EU-indvandrere, som har fri adgang til at være i Danmark, så længe de har en kontrakt og blot få timers arbejde om ugen.
19.000 »superindvandrere« med høj løn og god uddannelse kommer typisk fra lande som Indien, USA og Canada.
Endelig er der cirka 19.000 fra lande uden for Europa – borgere fra Bangladesh, Iran, Pakistan, Nepal og Uganda. Dybvad Bek er glad for superindvandrerne, de »lægger gyldne æg til den danske statskasse«, inden de rejser videre til jobs i andre lande.
Mest bekymret er han for borgerne uden for Europa. De får arbejde i lavtlønsjob, tager flere familiemedlemmer med, og deres bidrag til samfundet dækker ikke deres forbrug af de offentlige kasser. Til sidstnævnte gruppe kan ifølge Dybvad Bek lægges yderligere 10-15.000 unge, som formelt er på studieophold, men reelt er kommet for at arbejde.
De udlændinge, der ender i lavtlønsjob, tilfører ganske vist nok samfundet værdi her og nu, men regningen for at have ladt dem ind i Danmark lægges i børneværelset*, som Dybvad Bek formulerer det.
Kilde: Arne Hardis: Dørvogteren. Weekendavisen 23.01.26
***
Kirsten Damgaard, kulturpsykolog :
Udlændinge i lavtlønsjob eller på kontanthjælp får generelt langt flere børn, end danskere med tilsvarende lav økonomi.
Blandt nogle herboende muslimer er en god børneflok mindst to drenge, som kan være hinandens bedste venner plus to piger, som kan være hinandens bedste venner. Modellen peger på at familien/klanen er det vigtigste.
I opdragelsesmanualen Mohie ed-Din “Barn af muslim forældre ” ( først udgivet på engelsk i 1976 , dansk ca. 1981) Som Islamisk troessamfund Dorotheavej havde liggende i fuldtekst på sin hjemmeside i nogle år, fremgår det i kapitlet Relationer mellem ikke-muslimer, slægtninge og venner (s.17 ) at ” Når først barnet er gammelt nok til at deltage i sociale aktiviteter, vil det konstatere, at der er forskellige grader af venskab og mange forskellige måder at stå i forbindelse med andre mennesker på. For det første er der det tilfældige bekendtskab med mennesker af enhver slags, og sandsynligvis fra alle religioner, eller nogle der ingen religion har. Vor holdning til de forskellige bekendtskaber er normalt venligt og høfligt, men der er ingen forpligtelser fra nogen af siderne, ej heller deler vi nogen fortrolighed med nogen af dem, og har intet ønske om at uddybe forbindelsen ( …) De bedste venner er imidlertid dem, med hvem vi deler vor tro og vor islamiske ideologi, for disse er vort sande samfund”.
Når der ikke er ønske fra muslimsk side om at lære værtsbefolkningen bedre at kende, plus øvrige herboende udlændinge, opstår der kulturligvis parallelsamfund. Ordet for det muslimske samfund er Umma. Læs om hvad Umma indebærer i Gads Leksikon om islam.
I øvrigt undlader Dybvad Bek at omtale de i EU cirkulerende nigerianske, bulgarske m.fl prostituerede og de østeuropæiske romaer. Tre måneders ophold der, tre måneders ophold her, godt støttet af venlige lokale hjælpere med skattemidler.
***
*Berlingske 23.jan 2026 skrev om Kaare Dybvad Beks argumenter bl.a.
“En af hans vigtigste pointer er, at den udenlandske arbejdskraft har forandret sig markant i løbet af få år.
Det skyldes, at europæere ikke tager hele familien med for at slå sig ned i Danmark. For hver gang der kommer tre arbejdstagere fra et EU-land, kommer der ét familiemedlem, siger Kaare Dybvad Bek.
»For nogle asiatiske grupper er det nærmest omvendt. Der kommer i gennemsnit tre familiemedlemmer for hver arbejdstager – groft sagt,« siger han.
»De fleste af dem, der kommer til en høj løn, tager afsted igen inden for de første ti år. Hvorimod dem, der kommer fra lavtlønnede, asiatiske lande, bliver her,« siger han.