I sidste uge stod vi i den absurde situation, at en halv million udenlandske statsborgere kunne stemme til det danske kommunalvalg.
Christian Marcussen er medlem af Det Nationale Integrationsråd
Det er resultatet af 50 års masseindvandring samt en lov fra 1981, som den daværende socialdemokratiske regering fik vedtaget.
Loven gav udenlandske statsborgere stemmeret til kommunalvalg efter kun tre års ophold. Det mente lovens fortalere var tid nok til at opnå tilstrækkeligt kendskab og tilknytning til Danmark.
Den borgerlige opposition var imod forslaget, men regeringen kunne berolige med, at den nye lov kun ville give stemmeret til cirka 35.000 mennesker oveni de 11.000 nordiske borgere, som allerede havde fået det nogle år forinden.
Siden har EU-borgere også fået stemmeret, så i dag er gruppen af udenlandske statsborgere med stemmeret vokset til 500.000. Det giver anledning til at genoverveje visdommen i beslutningen fra 1981.
Som med al anden indvandringspolitik fra 80erne havde man ikke det fjerneste begreb om, hvad det var for skæbnesvangre beslutninger, man traf. Man antog, at indvandringen ville være begrænset, at mange gæstearbejdere ville rejse hjem igen, og at integration ville ske helt af sig selv over tid.
Disse antagelser var baseret på erfaringer med indvandring fra vores egen kulturkreds samt en naiv tro på, at vores individualistiske, liberaldemokratiske præferencer var universelle.
Af disse grunde undervurderede man totalt, hvordan en fremmed kollektivistisk kultur og religion faktisk kan påvirke menneskers adfærd, verdenssyn og vilje til at tilpasse sig.
Ligesom man ikke havde fantasi til at forestille sig, hvordan grupper kunne stemme sammen efter etnicitet eller religiøst tilhørsforhold.
I kommunalvalgkampen [nov. 2025] så vi imamer opfordre muslimer til at stemme for at fremme islams interesser. Én imam nedlagde sågar en fatwa mod at stemme på specifikke partier.
Vi så kønsopdelte vælgermøder med politiske taler på fremmedsprog – endda med programsat islamisk bøn.
Vi så en video fra et dansk-pakistansk medie, der præsenterede samtlige kandidater med pakistansk baggrund.
Disse kollektive og identitetsmæssige dynamikker betyder desuden, at politikerne i stigende grad må indordne sig under denne form for etnopolitik.
Vi ser kandidater, der lefler for imamer og familieoverhoveder i håb om, at disse vil anbefale deres flok at stemme på dem.
Vi ser kandidater, der tropper op til de føromtalte kønsopdelte, religiøse vælgermøder, selvom det går imod deres erklærede værdier.
Vi ser kandidater, der føler sig nødsaget til at undsige moderpartiets stramme udlændingepolitik, fordi et stort antal vælgere på Vestegnen ønsker sig en slappere og mere islamvenlig politik.
Vi ser også, at Socialdemokratiet allerede nu er så infiltreret og afhængigt af minoritetsetniske kandidater og vælgere, at partiet ikke tør tage det nødvendige opgør med de kandidater, som er dybt involveret i den tyrkiske præsident Erdogans moskeer eller islamistiske organisationer som Minhaj-ul-Quran.
ovenstående er et lille uddrag af kilde: Christian Marcussen: Det er uholdbart, at 500.000 udenlandske statsborgere kan stemme til kommunalvalg. Berlingske 28.nov. 2025