Hvordan kom mangfoldighed til at være et mål for retfærdighed?
Unge sunde mennesker med forskellige hudfarver og beklædninger, skulder ved skulder eller venskabeligt filtret ind i hinanden i tøjreklamer, universitetsbrochurer, i politiske kampagner. De fleste husker nok også reklamerne “United colours of Benetton” fra 1980’erne. »Pludselig var de overalt,« siger videnskabshistoriker Lorraine Daston.
Kirsten Damgaard,kulturpsykolog : Det er denne positionering af hudfarver, som ofte ikke omgås i virkeligheden, en fotograf-bekendt betegner ” alibi-neger”.
»Jeg havde et særligt øje for udstillingen af variation, og jeg var ekstremt overrasket over at se ordet diversitet dukke op mere og mere. Et ord, jeg aldrig havde forbundet med politiske eller moralske værdier,« siger Lorraine Daston, som er professor ved Max Planck Institute for the History of Science i Tyskland og i sidste uge besøgte Videnskabernes Selskab i København.
Kropslig diversitet, neurodiversitet og aldersdiversitet kom på dagsordenen, og Danmarks Statistik inddelte danskerne i 37 familieformer
»Det er virkelig utroligt, hvordan diversitet på meget få årtier er gået fra at være et slags modeord til en fuldstændig selvindlysende moralsk intuition,« siger Daston.
Det har været med til at accelerere accepten af forskellige minoriteter i samfundet, siger Lorraine Daston, men tørsten efter diversitet har også utilsigtede konsekvenser:
»Den opløser det politiske fællesskab og gør os til en samling af individer, som hver især, på grund af hans eller hendes særlige kendetegn, føler sig anderledes og isoleret fra resten.«
I teksten Against Nature fra 2019 forsøger hun at forstå menneskets stædige trang til at sætte lighedstegn mellem det, der er naturligt, og det, der er moralsk rigtigt.
Et afgørende vendepunkt var, da USAs højesteret i 1978 tog stilling i sagen Regents of the University of California v. Bakke, hvor en hvid mand anklagede University of California for at favorisere sorte i optagelsesprocessen.
Højesteret konkluderede, at universitetets racebaserede kvotesystem var forfatningsstridigt, men slog samtidig fast, at det var okay at tage race med som én faktor i en samlet vurdering af hensyn til ønsket om diversitet.
»Herefter bliver argumentet om diversitet den lige vej til at opnå integration – ikke bare på universiteter, men på arbejdspladser, på boligmarkedet, i militæret og i det offentlige,« siger Lorraine Daston.
I løbet af 00erne og 10erne kommer nye typer af diversitet i fokus. Vi diskuterer kønsdiversitet, aldersdiversitet og kropsdiversitet, og på højrefløjen taler man om behovet for at gøre plads til »viewpoint diversity«, holdningsdiversitet, i den akademiske verden.
Autisme og adhd er ikke længere bare udfordringer, der skal håndteres, men eksempler på neurodiversitet, som skal fejres og værdsættes.
»Det er som en harmonika: Det kan udvides og udvides, for vi har ikke nogen tydelig måde at definere dens dimensioner på. Diversitet er i sagens natur mangfoldig,« siger Lorraine Daston.
ovenstående er udpluk fra : Cecilie Cronwald. Weekendavisen 31.10.25
Respublica anbefaler at læse hele artiklen