af Barikan Ismaeeli Solecki , boligsocial projektleder og foredragsholder
Nuancer og anerkendelse kan kun komme, hvis vores bagland stiller sig frem og siger fra over for en destruktiv kultur, vi har bragt med os
Hvis vi ikke giver vores børn en følelsesmæssig tilknytning til Danmark, fejler integrationen – også for de kommende generationer
uddrag
Når børn nægtes danskhed i hjemmet
Jeg møder børn, født i Danmark af forældre, der selv er vokset op her. Alligevel siger de: Jeg er ikke dansk. Jeg er kurder, araber, afghaner, marokkaner eller somalier.
Femårige børn, der allerede har lært, at de står udenfor. Det er her marginaliseringen starter. Ikke i Christiansborgs taler. Ikke i skolegården. Ikke i statsministerens retorik. Men hjemme i stuen, når mor og far lærer deres børn, at de ikke hører til.
Den indre kamp
Jeg ved, at mange indvandrere står i en indre kamp. Loyaliteten til familie, etnicitet, religion og kultur trækker den ene vej. Ønsket om at være frie mennesker og en del af Danmark trækker den anden vej.
Men vi er nødt til at sige det klart: Vi kan ikke forene os med Danmark, hvis vi hele tiden vælger loyalitet overfor gamle mønstre frem for loyalitet overfor det land, vi lever i.
Vores passivitet koster ikke kun skattekroner – den tærer på Danmarks sjæl, socialt og kulturelt.
Parallelsamfund, kriminalitet, negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter er ikke blot en byrde for kernevelfærden, men et sår i selve fællesskabets dna. De udhuler den moralske forpligtelse og det ansvar, hver eneste medborger bærer.
Integration lykkes kun, når vi tør sige: Vi er en del af Danmark. Hvis vi ikke tager ansvaret selv, vil Danmark – med rette – miste troen på, at vi nogensinde vil høre til.
kilde: Barikan Ismaeeli Solecki: Statsministeren beskriver ikke en karikatur. Hun beskriver en brutal virkelighed. 25.09.25. Berlingske.dk