af Hans Hauge Lektor, dr. phil.
Det er endt med, at Europa er blevet tysk. Det er det største tabu i EU.
Er den europæiske nationalstat ved at vende tilbage?Og er EU nu efterhånden blevet et middel til at bevare denne nationalstat i en verden, hvor Europa er omringet?
Ikke af globalisering, men af stærke nationalstater som Rusland og Kina? Meget tyder på det. Det kan meget vel blive resultatet af valget til EU-Parlamentet. Dette valg har styrket partier, som kaldes skeptiske, populistiske eller endog nationalistiske.
Det er jo lykkedes for EU at gøre nationalisme til et skældsord, som ingen tør bruge. Og det er et paradoks. Et land kommer ikke ind i EU, hvis det ikke er en nationalstat.
Dog er det langsomt ved at ændre sig. På valgnatten lovede både Lars Løkke Rasmussen ( V), Lars Barfoed ( C) og Helle Thorning-Schmidt ( A) en revision af EU’s ideologi. Nationalstatens magt skal styrkes. Det blev sagt ved at tale om respekt for nationale særegenheder. Man har også i hele valgdebatten kunnet høre det gentaget: Alt der har med EU at gøre er godt, fordi det styrker Danmark. Det er for Danmarks skyld, at EU er der, men det giver jo ingen mening at sige sådan, hvis EU’s formål skulle være at svække nationalstaten. Hvorfor vil de danske politikere styrke den stat, der skal svækkes? Og i hele SR-regeringens periode har statsministeren rituelt henvendt sig til os med ordet »danskerne«. En ægte europæer ville styrke det indre marked og bevægeligheden for Europas skyld og ikke for nationens. Dybest set er alle danske partier DF-light-partier.
EU er, som særlig rådgiver for EU, Robert Cooper, engang sagde, et postmoderne imperium. Cooper har også erklæret, at EU aldrig kan blive demokratisk. Det oprindelige EF blev dannet for at forhindre folket i at få for megen magt. EU bygger på en slags folkeangst, derfor bryder det sig ikke om folkeafstemninger eller folkeflertal. EU’s fædre havde jo oplevet, hvad et Volk kunne finde på at stemme på, som det skete i Tyskland. Folket skulle indhegnes.
DERNÆST BYGGEDE EU på den fejlagtige antagelse, at nationalstater, der, fordi de er skabt af krige, også selv er årsag til krige. Kun ved en stadigt tættere union kunne man forhindre nationalstaten i at føre krig. Det er snakken om »fredsprojektet«. Der var fred i Europa i 43 år i tiden op til Første Verdenskrig i en tid med nationsbygning. Dagens krige i Mellemøsten har intet med nationalstater at gøre.
EU byggede også på en fejlagtig teori om, at økonomisk integration af sig selv ville føre til kulturel og politisk integration, men denne integration er udeblevet. For tiden forsøger EU at fremme en fælles europæisk kultur, men det vil ikke lykkes.
OG SOM DET sidste: I Europa har man længe været nervøse for et for stærkt Tyskland. Hellere et europæisk Tyskland end et tysk Europa, sagde man med bævende stemme. Da Østtyskland blev forenet med Vesttyskland, begyndte man i Wien at spørge om, hvornår også Østrig skulle indlemmes.
Det er heldigvis forbudt at gøre det. Hvordan er det gået med europæiseringen af Tyskland? Det er endt med, at Europa er blevet tysk. Det er det største tabu i EU. Det har de allerede opdaget i Frankrig.
De gamle EU-partier led nederlag. De har erkendt hvorfor.
Nu vil de kæmpe for et mindre EU, hvor EU er broen, mens nationalstaten er bropillerne, der holder den oppe.
fra Berlingske e-avis 27.05.2014