Da menneskelighed og varme hjerter trumfede folkestyrets egne organer
” Tamilsagen skabte den psykologiske baggrund for den kritiske holdning, der var til Justitsministeriet, Direktoratet for Udlændinge og til hele behandlingen af asylsager. Det var med til at øge det kritiske fokus. Kan vi stole på det, de har besluttet, og på de afgørelser, der træffes derinde? Der var Tamilsagen selvfølgelig med til at sætte rammen,« vurderer tidligere justitsminister Hans Engell
Når Danmark ikke modtager sårede børn fra Gaza p.t, er det fordi meget lidt er gået godt for de arabiske palæstinensere, som den meget særlige Palæstinenserlov gav ophold i vort land. Heller ikke i 2.generation. Her på hjemmesiden findes en længere redegørelse De voldelige efterkommere om den muslimske kulturs formning af især unge mænds psyke af cand. soc. Carsten Ringsmose og kulturpsykolog cand.pæd.psych. Kirsten Damgaard samt artiklen Villighed til vold af sidstnævnte.
Flygtningenævnet tilsidesat
Loven kort fortalt: I januar 1992 vedtog et alternativt flertal uden om den siddende VK-regering en lov, der tilsidesatte Flygtningenævnet og tildelte asyl til 321 statsløse palæstinensere. Disse inkluderede cirka 70 mænd uden opholdstilladelse, der i månederne forinden havde bosat sig i Blågårds Kirke på Nørrebro i protest mod deres forestående udvisning.
Det var Det Radikale Venstre, der tog initiativet til loven. Her var Marianne Jelved politisk ordfører: »Det handlede om at vise menneskelighed i en given situation.«
– Hvad kunne man have gjort anderledes?
»Man kunne have fulgt myndighedernes vurdering.«
En af grundene til, at palæstinenserloven fik så skidt et ry, er, at det ikke gik særlig godt for de 321, som loven gav ophold. En opgørelse fra 2020 viste, at 71 af dem havde fået en fængselsdom og 133 en bødestraf på 1.500 kroner eller over. 176 ud af de 270, der stadig befandt sig i landet i 2019, var på offentlig forsørgelse, heraf 122 på førtidspension. Og for deres børn blev det ikke meget bedre. Ud af i alt 999 efterkommere var 132 idømt en fængselsdom i 2020.
»Jeg kan godt se, at det ikke var en ønskeudvikling. Det er jo ikke noget, jeg sidder bagefter og er stolt af. For det gik jo ikke. Der var ikke den vilje hos dem, der fik opholdstilladelse. De misbrugte den jo, eller hvad man skal kalde det. Og derfor er det jo ikke nogen god historie,« siger Marianne Jelved.
Sven Ove Gade som chefredaktør for Ekstra Bladet hyldede De Radikale, Socialdemo-kratiet og SF for at vise »vej frem imod en anstændig behandling af de palæstinensiske flygtninge« : »Dengang var holdningen anderledes,« »Og for mit eget vedkommende resulterede det i, at jeg blev bedt om at holde en tale i Blågårds Kirke nytårsaftensdag. Jeg var egentlig ikke særlig optaget af sagen på det tidspunkt, men der var medarbejdere, hvis vurderinger jeg lyttede til, der opfordrede mig til at sige ja. Bagefter gik jeg rundt i kirken og var nede i krypten, hvor de holdt til. Så kiggede jeg på dem, og jeg må sige, at der blev jeg lidt skeptisk over for det hele.«
– Hvad var det, der gjorde dig skeptisk?
»Jeg prøvede at komme i kontakt og snakke med dem. Det fik jeg ikke noget som helst ud af. De snakkede sort, hver gang jeg stillede dem et spørgsmål,« siger han.
»For mit eget vedkommende begyndte jeg først omkring 1993-94 at gøre op, hvad jeg egentlig selv mente om det her. Jeg blev efterhånden ret skeptisk og endte vel nærmest som modstander af hele den liberale udlændingepolitik.”
Præsten i Blågårds Kirke hed dengang Lisbeth Søe, og hun fortryder ikke, at hun gav de 70 palæstinensiske mænd husly i efteråret 1991.
»Det var en meget anstrengende proces, men jeg er glad for, at det lykkedes, og det er jeg stadigvæk glad for, selvom jeg også ved, at der er mange, der ikke er blevet integreret ordentligt,« siger hun. Hun er overbevist om, at det var gået dem bedre, hvis de hver især havde fået en mentor.
Selv så Lisbeth Søe det slet ikke som en politisk aktion: »Jeg tænkte altså egentlig kun på, at de mennesker trængte til at få et sted, hvor de følte sig i sikkerhed, havde ro og ikke skulle være bange.«
– Myndighederne havde jo behandlet deres sager og fundet frem til, at de godt kunne rejse tilbage i sikkerhed?
»Myndigheder laver jo så mange vurderinger,« siger hun og pointerer, at der var flere menneskerettighedsorganisationer, der ikke var enige med de danske myndigheder i, at Libanon var et sikkert land på det tidspunkt.
Hans Engell var dengang konservativ justitsminister og dermed den politisk ansvarlige for flygtningeområdet: »Det har været mit indtryk, når man kigger tilbage på forløbet dengang, at der ikke er mange, der er særlig stolte over det. Især Socialdemokratiet har jo bakket kraftigt på den beslutning, de var med til at træffe dengang. Jeg synes ikke, at det var nogen stolt stund for Folketinget eller for lovgivningsprocessen,« siger han.
kilde: Søren K. Villemoes Tiden var en anden 20. september 2025 Weekendavisen.
Respublica anbefaler at læse hele artiklen