uddrag
»Venner, tag jeres sorg, og vrid vreden ud af den, så I kan bruge den til at skabe et liv, der ikke ødelægger jer – og dem, der er tæt på jer – helt så hårdt«
Koranen var den eneste bog i hans barndomshjem
Det er tre år siden, Haidar Ansaris første digtsamling, Institutionaliseret, udkom. Han var endnu i færd med at afsone en fængselsdom på fem år for forsøg på manddrab, og til udgivelsesreceptionen på Gyldendal i 2022 var Morten Pape den eneste forfatter blandt gæsterne. Resten var fra forlaget, kriminalforsorgen, kommunen eller barndomsgaderne i Urbanplanen.
Et nyt liv
»Jeg tror, jeg har to venner, som jeg har kendt i mere end tre år,« siger Haidar Ansari. »Det er ikke med min gode vilje, men jeg har været nødt til at tage afsked med mange, jeg holder meget af. Og savner. Men afstanden mellem det liv, de lever, og det liv, jeg lever, er blevet for stor.«
Traumer som handelsvare
»Det er egentlig en pissedårlig idé at leve af sine traumer og sår, af sin fortid som kriminel, som underklasse. Det er ikke, tror jeg, særlig sundt for ens mentale helbred. Det er udmattende at dele ud af sine traumer og sin skam, og det er svært at blive fri af alt det lort, jeg har lavet som kriminel, når jeg hele tiden … taler om det.«
»Jeg var 11 år gammel, da jeg for første gang overværede et knivstikkeri i kvarteret. Jeg var 12 år, da jeg begyndte at tjene penge på at sælge stoffer. Også som 14-årig kriminel var jeg ret målrettet og utålmodig, jeg ville tjene de store penge – jeg ville op-op-op i hierarkiet.«
“Mens jeg gik gårdtur med de ældre jihadister i fængslet, så gik mine jævnaldrende i gymnasiet, de festede og forelskede sig og følte deres følelser. ”
Valg og ansvar
“Jeg er ikke et offer: Jeg røg i fængsel, fordi jeg stak en mand med en kniv, jeg har lavet pissemeget lort, jeg har gjort andre ondt, og det er mit ansvar, mit personlige ansvar. Men os, der voksede op i Urbanplanen i 00erne, vi havde bare også nogle ret anderledes forudsætninger for at blive gode, moralske og samvittighedsfulde borgere. Vores vilkår er ret meget dårligere end de flestes. Fattigdom er psykisk sygdom, intergenerationelle traumer, dårlig moral, selvmedlidenhed og had og vold og dårlige undskyldninger, som jeg skriver et sted i bogen. Og vokser man op i fattigdom, i et kriminelt miljø, med forældre på kontanthjælp, der har det ad helvede til, så er kortene i ens hånd ret ringe fra start. ”
Faderen
»Min far var soldat i krigen mod Saddam Hussein i 1980erne, og han slæber alt muligt ubehandlet med sig, absolut, men det er i høj grad hans stolthed, der har forhindret ham i at komme videre med sit liv, at skabe noget bedre for sig selv og sin familie. Han er den yngste af 11 søskende i en velhavende familie i Kuwait, og han voksede op med en fortælling om sig selv som én, der var berettiget til noget godt, noget bedre. Den selvfortælling tog han med sig til Danmark, da han og min mor søgte asyl her for 22 år siden. Han valgte ikke at uddanne sig, han valgte ikke at søge arbejde som ufaglært, for han mente, at det var under hans værdighed. Han var ikke arbejdstager, men arbejdsgiver, fortalte han min mor, når hun bad ham om at finde sig et job. Og derfor har han været på offentlig forsørgelse i mange år, i perioder har han også været i fængsel for vold og den slags,« fortæller Haidar Ansari.
Kilde: Anna Raaby Ravn: Til min lillebror. 13 mart 2025. Weekendavisen
Respublica anbefaler at læse hele det store interview
Haidar Ansaris digtsamling Normaliseret udkommer på Gyldendal