Fornuftens principper

Demokrati. Borgerne har en rationel politisk forpligtelse til at tage del i lovgivningsarbejdet med det formål at opretholde demokratiet. Religion må være en privat sag. Kan Europas muslimer det, sådan som Jørgen Bæk Simonsen råder dem til i sin bog?
 
Af Kai Sørlander
 
Tidligere på året udgav Jørgen Bæk Simonsen en lillebog om islam med det formål at give den interesserede, men ukyndige læser en elementær indsigt i, hvad islam er. Bogen hed ganske simpelt, Hvad er islam. Men bogen er ikke kun en introduktion til islam. Den har yderligere det formål at give læseren større forståelse for muslimernes situation i Danmark og i Vesten som helhed og for deres problem med at skulle integrere deres religion i vort politiske system, der jo fordrer borgernes deltagelse.
Bæk Simonsen fortæller om islams historiske baggrund i Koranen og i overleveringerne om Muhammed. Han redegør for, hvorledes Koranen på samme tid indeholder et verdensbillede og er en kilde til oplysning om, hvorledes islam skal praktiseres. Og han beskriver, hvorledes muslimerne gennem historien har forholdt sig til det guddommelige lovsystem, som begrundes i Koranen og i overleveringerne om Muhammed.
Det fører han endelig frem til nutiden og til de problemer, som muslimerne i Europa møder, når de skal forsøge at forene deres islamiske tro med det moderne demokratiske samfunds krav. Han ser det som en opgave for muslimerne selv at skulle udforme eller omforme islam på en sådan måde, at den tilpasses demokratiet, og således at muslimerne kan indgå som ligeværdige borgere i de moderne europæiske samfund.
»Enhver religiøst bestemt lovgivning må forkastes som irrationel.«
Selv er han ret optimistisk med hensyn til, at det kan lykkes. Og det ligger i hans kort, at hvis man ikke deler hans optimisme – hvis man tror, at syntesen af islam og demokrati er vanskeligere at opbygge – så er man en historisk bagstræber, som ikke følger med tiden, og som ikke lever op til globaliseringens konsekvenser.
Men er der grund til at dele Bæk Simonsens optimisme?
–  Hvis man ser på, hvad han selv skriver, finder man nogle dybe vanskeligheder, som han for sit eget vedkommende blot ignorerer. Lad mig illustrere sagen.
Om Koranens verdensbillede skriver Bæk Simonsen, at i dette er mennesket »ude af stand til ved egen kraft at afgøre, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, og derfor har Gud gennem historien sendt profeter med befaling om at vejlede det, så det har kunnet indrette sig i overensstemmelse med den plan, Gud har lagt.« Desuden er Muhammed den sidste profet, og det er derfor gennem Koranen og Muhammeds eksempel, at muslimer skal afgøre, hvad der er rigtigt og forkert, og hvorledes lovene i samfundet skal være. I dette verdensbillede fastlægges lovene religiøst og med en erkendelse af, at mennesket ikke selv kan gøre det.
Heroverfor står så den moderne europæiske menneskeopfattelse, som er forudsat demokratiet og menneskerettighederne, og som ifølge Bæk Simonsen selv indebærer, »at samfundet principielt anerkender, at det er mennesket, der lovgiver, og ikke Gud. Det er og forbliver et uomstrideligt krav.«
Og Bæk Simonsen fortsætter:
»Ethvert forsøg på at lade regler for et givet samfund hidrøre fra Gud er en krænkelse af menneskets gennem historien tilkæmpede ret til at bestemme over sig selv.«
Følger vi Bæk Simonsen, så modsiges islams verdensbillede direkte af forudsætningerne for de moderne menneskerettigheder. I Koranens verdensbillede bestemmes lovene guddommeligt: ved profetens åbenbaringer eller eksempel. Og ifølge menneskerettighedernes forudsætninger skal der være konsensus om, at lovene er menneskeskabte og skal vedtages gennem en demokratisk procedure. På den baggrund ville det vel være naturligt at nære en betydelig skepsis med hensyn til,om de to tankesystemer kan forenes.
Men en sådan skepsis nærer Bæk Simonsen overhovedet ikke. Han mener, at muslimerne udmærket kan foretage syntesen. Ja, han foreskriver faktisk selv, hvad de europæiske muslimer skal gøre. De skal nemlig »gøre, hvad alle andre muslimer har gjort gennem historien: de må lægge Koranen og profetens sædvane til grund for en analyse af, hvordan de skal forholde sig til den historiske kontekst, de nu befinder sig i.«
Det er Bæk Simonsens råd til de europæiske muslimer. Men er demokratiet stabilt, blot muslimerne følger det råd? Det afhænger helt af, hvad der bliver resultatet af deres analyse. Bæk Simonsen går på forhånd ud fra, at resultatet vil være i overensstemmelse med betingelserne for demokratiets opretholdelse. Men det er en helt ubegrundet antagelse. For rådet er så vagt, at selv bin Laden følger det. Også han lægger Koranen og profetens sædvane til grund for en analyse af, hvordan han skal forholde sig til den historiske kontekst, hvori han nu befinder sig.
Alt, hvad vi kan sige med sikkerhed, er, at hvis de europæiske muslimer følger Bæk Simonsens råd, så er der ingen sikkerhed for, at demokratiet er stabilt. Så står det også åbent, at muslimerne kan gå ind i demokratiet med det formål at erstatte de menneskeskabte love med de guddommelige islamiske love, og så kvæles demokratiet.
– Set fra demokratiets synsvinkel vil det selvfølgelig være en tragedie. Men så er spørgsmålet: Hvorfor er demokratiet vigtigt? Som allerede anført omtaler Bæk Simonsen demokratiet og menneskerettighederne som et produkt af »menneskets gennem historien tilkæmpede ret til at bestemme over sig selv.« Men hvis demokratiet ikke hviler på andet end en »gennem historien tilkæmpet ret«, så mangler der et svar på, hvorfor vi skal fastholde denne ret i fremtiden. Der er jo så mange produkter af historien, som det ikke er værd at bevare.
Og her er Bæk Simonsen helt blank. Han giver ikke noget principielt svar på, hvorfor demokratiet bør opretholdes. Og derfor giver han dybest set heller ikke noget svar på, hvorfor det er bedre at opretholde demokratiet end at indføre (en form af) sharia-loven i dens fulde udstrækning.
For at give et sådant svar må man bevæge sig ind på et område, som glimrer ved sit fuldstændige fravær i Bæk Simonsens bog: den politiske filosofi, som er forsøget på rationelt at bestemme, hvorledes samfundet bør indrettes. Et sådant forsøg må nødvendigvis begynde med at forkaste enhver religiøst bestemt lovgivning som irrationel. Det må have som udgangspunkt, at lovene må og skal være menneskeskabte. Desuden må det fastslå, at ingen har særlig ret til at bestemme, hvorledes lovene bør være. Det vil sige, at alle bør have lige ret. Der bør med andre ord være en form for demokrati.
–  Således forstået er demokratiet ikke blot et tilfældigt historisk produkt. Det er et forsøg på at indrette samfundet efter rationelle principper. Men rationaliteten kan så ikke stoppe her. Den må også kræve, at demokratiet skal opretholde sig selv. Derfor kan demokratiet ikke kun være et system, der giver borgerne politisk ligeværdighed.
Det må også være et system, som kræver, at borgerne bruger denne ligeværdighed med henblik på demokratiets bevarelse. Som borger i et demokrati får man politisk ligeværdighed; men samtidig får man en forpligtelse til at medvirke til, at der gives love, som værner om demokratiet og ligeværdigheden. Det er blandt andet love, som så vidt muligt kan sikre, at borgerne får den viden, som de behøver for på ansvarlig vis at kunne deltage i den politiske beslutningsproces.
Demokratiet er altså et rationelt politisk ideal, som selv stiller et vist krav til borgernes rationalitet. Det kræver, at borgerne går ind i lovgivningsarbejdet med det rationelle mål at sikre demokratiets egen opretholdelse. Det er på det grundlag, at borgerne skal begrunde deres holdning til, hvorledes lovene skal være. Kun under den forudsætning kan der føres en rationel politisk debat. Det gælder alle borgere uanset religion.
De har en rationel politisk forpligtelse til at tage del i lovgivningsarbejdet med det formål at opretholde demokratiet. Og hvis de har en religion, må det være deres private sag, som de ikke skal bruge til at begrunde, hvorledes lovene skal være, og hvorledes andre skal leve. Kun således hænger demokratiet sammen som en rationel orden.
–  Det er den orden, som vi til en vis grad har fået realiseret i Danmark og i Europa. Om ikke ideelt, så dog langt bedre end i resten af verden. Det er en orden, som kræver, at
man ikke bruger religiøse argumenter i politik. Man må overhovedet ikke bruge sin religion som politisk argument. Man skal alene argumentere rationelt under hensyntagen
til den demokratiske ordens egen opretholdelse, og med argumenter, som kan begrundes på erfaring og logik.
Det er den rationelle orden, som Bæk Simonsen nu i realiteten vil ophæve. For den kan kun blive stående, så længe der er enighed om, at der ikke skal bruges religiøse argumenter i politik. Den enighed vil Bæk Simonsen slå hul i. For muslimernes skyld. I stedet for at kræve, at muslimerne som alle andre borgere blot skal være bundet af demokratiets logik.
Desværre er der ingen sammenhængende politisk filosofi bag Bæk Simonsens forslag. Hvor velment det end er, så er det irrationelt, og kan kun medvirke til at føre den politiske debat ud i en irrationel sump, hvor demokratiet vil ende med at gå under.
  
Kai Sørlander (født 1944) er filosof og forfatter. Har foruden nogle strengt filosofiske bøger også skrevet en bog om menneskerettighedernes gyldighed. Har bidraget til flere antologier om religion og politik. 
Weekendavisen 3.  november  2006,