Muslimer og integration

 Af  Torben S. Hansen, historiker og Kirsten Damgaard, psykolog

Hvad kan forklare, at en stor gruppe muslimske immigranter ikke tilpasser sig det danske samfund, men i både anden og tredje generation vælger selvisolerering i en ghettolivsform? Hvad kan forklare, at små grupper af unge muslimer over hele Vesteuropa nærmest ugentligt bliver hentet af politiet og sigtet for terrorforberedelse? Og hvad forklarer, at andre fra muslimske lande bliver velintegrerede?

En forklaring på selvisoleringen og dens negative følger – deriblandt terrorsammensværgelser – kommer fra den såkaldte socialkonstruktivisme, som går ud på, at “sociale forhold” som ringe boligstandard og svag økonomi er afgørende. Ifølge denne tankegang er mennesket et ubeskrevet blad, hvorpå de materielle omgivelser skriver en trist livshistorie. Også for et kvart århundrede siden analyserede socialkonstruktivisterne den danske arbejderklasse med udgangspunkt i indkomststørrelse og boligforhold. Men dengang blev det desuden fremført, at arbejderne havde en særlig kultur, der angiveligt skulle smitte af på udformningen af arbejderbørns erkendelse, personlighedsdannelse og moralbegreber. Man antog derfor at uddannelse kunne udskifte mønstret, altså kulturen.

Konfronteret med ikke-integrerede immigranter fra Asien og Mellemøsten og deres demokrati-hadende eller kriminelle børn har socialkonstruktivisterne imidlertid fjernet kulturen som parameter. Derfor formår de ikke at analysere manglende integration af eksempelvis 248 kurdere i Ishøj der har bosat sig i samme boligkompleks. Her dur det “sociale” argument ikke.
Generelt har de muslimske immigranter opnået den indkomstforbedring, der var målet for første generations udvandring, og de fleste familier er altså gået nogle trin op ad den sociale rangstige. Isoleringen skyldes tydeligvis ikke nogen økonomisk struktur, men en subkultur, der har overlevet springet fra et lavproduktivt landbrug til postindustrielt velfærdssystem.

Videre kan der spørges: Hvorfor introduceres begrebet integration først efter tyrkiske gæstearbejderes ankomst i 1970’erne og ikke ved de første kinesiske buddhistiske indvandreres bosættelse for ca. 100 år siden, ved modtagelsen af katolske ungarske flygtninge i 1956 eller af de polske jøder i 1968? Hvorfor forandredes begrebet ret hurtigt til “manglende integration”, da Danmark derefter gav asyl til flygtninge fra Irak, statsløse palæstinensere, libanesere og somalier? Og hvorfor finder lektor på Københavns Universitet Jørgen Bæk Simonsen det nødvendigt at tage integration med i et leksikon om islam?

Hvordan forholder det sig så med gruppen af immigranter og flygtninge, som uanset en muslimsk baggrund har taget moderniteten til sig og er blevet integreret i det danske demokrati – frem for alt iranere? Blandt sidstnævnte ankom mange med traumer fra krig og forfølgelse. Hvorfor kunne så mange af dem bryde ud fra deres tildelte socialklasse som kontanthjælpsmodtagere i Danmark og blive lønarbejdere eller selvstændige?

Svaret på dette spørgsmål er oplagt for enhver, der omgås disse mennesker: Fordi de medbragte en anden kultur – altså andre forventninger og normer – end gruppen af ikke-integrerede immigranter. Og “kulturen i hovedet” svarer vel at mærke ikke til det danske samfund, de havnede i. I Danmark var der tidligere en forståelse af negativ social arv som noget, der kan og bør brydes.

Når det nu forholder sig sådan, at udvandrere, der bliver indvandrere i Danmark, ikke ankommer med en dansk arbejderklasse-kultur eller en bistandsklients-kultur “på indersiden af hovedet”, ville det være nærliggende, at antage, at de bliver selverhvervende og loyale borgere. Men sådan er det ikke gået, når det drejer sig om bestemte grupper af muslimske indvandrere og flygtninge. Mønsterbrud ved udvandring betyder nemlig ikke samtidig, at der er åndelig interesse for at kvitte ikke-vestlige leveformer som eksempelvis patriarkat, afsondring af kvinder og amputeret almenviden og refleksivitet via opdragelse i religiøse friskoler. Hvorfor er det fortsat sådan, at kun ganske få ministre og folketingsmedlemmer – med integrationsminister Rikke Hvilshøjs kronik i Berlingske Tidende 22.08.06 som en opmuntrende undtagelse – åbent kræver, at visse indvandrergrupper reviderer deres vaner og værdier?

Berøringsangst og manglende refleksion over samfundets natur og funktion er utvivlsomt nogle af årsagerne til, at der skulle gå mange år, før politikerne tøvende tager fat på problemet. Nu erkender i det mindste nogle af dem, at samfundet er det samme som nationen, og dermed kommer kulturgrundlaget på tale. Men politik “plejer” at handle om budgetforlig og opstillingsmøder, og hidtil har de folkevalgte ikke følt sig motiveret til at kaste sig over emner som normer og værdier. Gradvist går det op for medier og beslutningstagere, at muslimske klaner og familiers interne organisering, deres måde at forvalte økonomiske midler på og de værdier, de opdrager deres døtre og sønner efter, strider mod moderniteten. De pågældende indvandrere praktiserer konfliktløsninger som udbetaling af “blodpenge” og familiedannelse gennem tvangsægteskaber, og derfor bliver de ikke integrerede. Af egen drift stiller de sig uden for nationen og fastholder i stedet et biologisk og ideologisk betinget sammenhold, der afkapsler dem fra demokratiets former.

EN person, der aldrig er syg, tænker sjældent på sit helbred, men den aktuelle trussel fra islamismen og fra et katastrofalt opdragelsesmønster i bestemte muslimske miljøer tvinger i dag Vestens politikere til at indse, at de demokratiske nationer, de er sat til at beskytte, er kulturfællesskaber. Bekymring over fortidens nationalisme vil være fejlplaceret her. Danmark og resten af de frie nationer er aldeles ikke på vej ud i aggressiv selvhævdelse, men har tværtimod udvist tilstrækkelig smidighed og omstillingsevne til at gennemgå økonomiske og politiske forandringer og – ikke mindst – til at modtage og assimilere et stort antal ikke-vestlige immigranter, der værdsætter personlig frihed.

Det danske samfunds fundament – på tysk Leitkultur – har intet at gøre med bautasten og bøgeskove. Det består nemlig af fælles forventninger og idealer, der er verdenshistoriens bedste, når det gælder forholdet mellem borgere og regering, mellem kvinder og mænd, mellem forældre og børn og mellem forskellige trosretninger. Men dette fundament afsløres kun, når noget går helt galt. På overfladen ligner de vestlige samfund en spraglet påfuglehale, men under mangfoldigheden findes en fælles stræben efter frihed under ansvar – dvs. retsfællesskabet og den sekulære orden. Det har de integrerede og demokratiske muslimer for længst sat pris på og videregiver som norm i deres børneopdragelse.
kronik i Fyens Stiftstidende, 29. september 2006

Dette indlæg blev udgivet i Adfærd, norm og kriminalitet, Damgaard, Kirsten, Hansen,Torben Snarup, seneste. Bogmærk permalinket.