af Henrik Jensen , historiker kommentator i Jyllandsposten
Fænomenet shitstorm er karakteriseret ved at folk uden generende indsigter gribes af moralsk vrede.Det kan demoralisere det repræsentative demokrati, især hvis medierne svinger med.
Så fik man i weekenden endnu en gang demonstreret dette tvivlsomme, nye fænomen, en “shitstorm”.
Det er vor tids udgave af Egyptens 10 plager. Hvilken en af plagerne, vil De gerne vide? Dem alle sammen: Pest, bylder og frøer.
Giraffen Marius blev søndag bragt til hvile under kakofoniske basunstød på Facebook og i andre medier, hvor tusinder af voldsomt bevægede måtte give følelserne frit løb, og som endte med, at der blev sendt en fatwa mod direktøren for Zoologisk Have i København, hvor “nedslagtningen” fandt sted.
Fænomenet shitstorm er karakteriseret ved at folk uden generende indsigter gribes af moralsk vrede.
Giraffen er et banalt eksempel; tag i stedet Dong-sagen, som hundredtusinder kastede sig ind i uden ansvar, skam eller grænser.
Det var en veritabel kalkunfarm.
Pænere mennesker kan være ligeglade, kunne man indvende, og det er de også. Men stormen skævvrider alt, og i dette tilfælde fik den politiske konsekvenser, ved at et parti mistede snøvsen og faldt ud af regeringen. Det havde SF rigtig godt af, vil nogen mene. Lad falde, hvad ikke kan stå. Men selve systemet er sårbart for den slags, særligt når aviser, tv-nyhedskanaler og andre partier går ind og vil sætte dagsordner for panikken.
Det er kun delvis et nyt fænomen – shitstormen. Et ældre og godt ord for det er “pøbel”. Pøbel har ytret sig politisk siden stormen på Bastillen under Den franske Revolution, for ikke at gå længere tilbage, og som regel destruktivt. De radikaliserede masser har historisk ofte blod på hænderne – kommer de først i drift, er de som en flodbølge sjældent til at stoppe, før de af egen drift rammer muren eller grøften. I år erindrer vi eksempelvis Første Verdenskrig, for hvis udbrud en krigerisk pøbel i de europæiske hovedstæder spillede en væsentlig rolle.
Massepsykologer som Gustave le Bon og Sigmund Freud var for 100 år siden enige om at mene, at vi mennesker straks bliver meget dummere, når vi optræder i massevis.
Der sker en regression til et tidligere stadium af menneskelig kulturudvikling, mente le Bon; en infantilisering af den enkelte, ifølge Freud.
Masser er ganske enkelt dødprimitive.
Det flugter også fint med det indtryk, man får af tidens Facebook-masser, hvis brølen harmonerer med ordet shitstorm.
Ifølge de nævnte massepsykologer findes der imidlertid ikke masser uden førere. Historisk er det ikke vanskeligt at se, hvilke førere der især har profiteret af masserne – Hitler, Stalin, Mussolini. Men hvor er førerne i vor tids pøbel, i disse shitstorme? Her skal man lede blandt medierne.
Vi lever nemlig i det medierede massesamfund, hvor masserne er programmerede masser.
Den tyske filosof Peter Sloterdijk har skrevet om det fænomen i bogen “Masse og foragt”. Vores såkaldte frihed består i, at vi tror, vi selv vælger, hvad vi bliver programmeret af.
Facebook er et eksempel på en sådan programmering, der manipulerer folk til moralske panikker.
Vor tids masser mødes sjældent på gaden, selvom det sker. De behøver ikke at mødes fysisk for at være masse, de er masse enkeltvis, hver især derhjemme ved tasterne.
Facebook-panikkerne bliver dermed en del af en udbredt tendens til “direkte demokrati”, der breder sig i disse år. Det sker på bekostning af det repræsentative demokrati, hvor man i princippet vælger et hold til at administrere forretningen på alles vegne og så giver dem ro til det i nogle år.
Med tidens moralske panikker, skandaler og tvivlsomme meningsmålingsdagsordner underløbes det af, hvad der umiddelbart ligner mere demokrati, men i realiteten er totalpopulisme.
Visse nyhedsredaktioner og politikere pådrager sig et ansvar ved at gøre gode miner til slet spil.
Trykt 11.02.14 i Jyllandsposten