I 2020 blev integrationsminister Mathias Tesfaye forbløffet over at islamisk dogmatik påfører vort samfund en skilsmisse-problematik
Af Kirsten Damgaard, psykolog medlem af Forum for Islamforskning i Danmark (FIFO)
Det drejer sig om at islamisk indgåede ægteskaber ikke fra muslimsk side accepteres som opløst, såfremt skilsmissen udelukkende er foregået efter dansk jura. Kvinden er fakta skilt i det danske retssystem, men ikke i sit hjemland eller i mange muslimske lande, før der har været en sharia-domstol ind over. Ex-mand, familie og naboer vil ofte heller ikke anse hende for skilt.
Imam Mostafa Chendid anslog omkring 2020 at der var 70-80 herboende imamer, som ikke vil anerkende at en skilsmisse fra en dansk domstol også skal gælde i den islamiske ideologi.
Så nogle dansk-skilte muslimske kvinder tør ikke rejse på familiebesøg i hjemlandet pga. traditionen med æresdrab, og kan ikke blive islamisk gift på ny og har i det hele taget meget bøvl med deres retsstilling i og med vort sekulære system karambolerer med islamisk menneskesyn og samfundsforståelse. Dette skisma uddyber folketingsmedlem (SF) Halime Oguz ganske udmærket i en kronik (Jyllandsposten 1.okt. 2021) og senere Kafa Abu Ras chef for Søstre mod vold og Kontrol (Kristeligt Dagblad 18.07.23)
I USA interviewede jeg for en del år siden professor Farhat J. Ziadeh. Han havde undervist 18 år på Princeton University i islam og det arabiske sprog, og brugte efterhånden meget af sin tid som tilkaldt ekspert i amerikanske retssale, når islamisk lov kolliderer med anden jura. Det kunne være en skilsmisse hvor hustruen var libaneser, ægtemanden ægypter, og børnene amerikanske statsborgere, og ægteskabet indgået i et fjerde arabisk land. Eller en arvesag mellem en amerikansk hustru, og en kuwaitisk ægtemand med særbørn fra en første hustru i Pakistan.
På konferencen Islam and Europeanization – legal perspectives (KU 2019) talte professor Dr. Shaheen Sardar Ali (etnisk pakistaner) fra UK for europæisk accept af flerkoneri. I Storbritannien bor fx meget veluddannede muslimske kvinder, der ønsker et nikah-ægteskab som nr. to hustru, idet de ikke har tid eller lyst til at fuldtidsægteskab (og ofte ej heller børn), men ønsker den moralske accept til et sexliv, som et ægteskab giver i deres etniske kreds.
Det danske samfund vil ryge ind i yderligere juridisk menneskeretligt spindelvæv forårsaget af den helt anderledes kosmologi som islam udgør, såfremt vi også vil udvide vor tolerance overfor dette samfundssystem til anerkendelse af flere hustruer.
Islamisk jura i sunni-islam er beroende på de pågældende lokale domstole, og folk vælger frit hvilken selvetableret domstol de vil konsultere. Der er fire retsskoler at vælge mellem. Nogle islamiske lærde er mere kvindefjendske end andre. I nogle hjemlande er der udelukkende religiøse domstole, andre stater kan give et offentligt (sekulært) anerkendt skilsmissebevis. Allerede om hvor skilsmissen skal foregå, kan der altså kævles.
Et forslag til at minimere spindelvævet er at kræve dansk vielse ifølge dansk jura, for alle der ønsker permanent ophold i Danmark, også selvom de allerede er religiøst viet eller offentligt gift i en anden stat. Tilsvarende bliver parret så evt. dansk skilt.
Den manglende religiøse anerkendelse af en dansk skilsmisse hos imamer, ex-ægtemænd, og familiemedlemmer kan det danske samfund ikke gøre noget ved.
Hvis indvandrere ønsker at tilhøre en ideologi som islam, der anser et ægteskab mellem egen midaldrende profet og en pige, der ikke har nået teenage-alderen som et efterlignelsesværdigt forbillede, et samfundssystem der i egen optik er vesten overlegen (og som vesterlændinge bør omvende sig til), dækker alt på perfekt og naturlig vis, og ikke skal styres af folket, så kommer nogen til at smage deres egen medicin!
Tilrettet 09.11.24