Man sletter alle oplysninger om adoptivbarnet i den tro, at alt, der gik forud for adoptionen, ikke længere har nogen betydning
Eva Tind, forfatter og arkitekt 50 år : “Det er klart, at adoption har præget mig i en ekstrem grad, fordi det er en meget voldsom ting, der er blevet gjort mod mig [i 1975 fra Korea. red.]. Men det er jo netop dét, det er. Det er noget, jeg er blevet udsat for, ikke noget, jeg er. At kalde det ‘udsat for adoption’ i stedet for ‘adopteret’ eller ‘adoptivbarn’ er en måde at pege på det på,” siger Eva Tind.
“I dag bliver mange, der har været udsat for adoption, stadig mødt med den holdning, at de bør være taknemmelige. Og det kan være rigtig vanskeligt at forklare, hvorfor man ikke nødvendigvis er det – forhåbentlig kan den her bog [ Min Kim ]hjælpe med at forklare nuancerne i det.”
Adoptionens paradoks
“Det er en stor frustration at vokse op i en hvid familie, hvor man gerne vil passe ind, og hvor man også føler, at man passer ind, blot for konstant at blive mødt med, at det gør man ikke (…) Det er en umulig opgave for den, der har været udsat for adoption, for sandheden er jo, at man har rødder i et andet land. Ens slægt findes i et andet land, uanset hvor meget man forsøger at slette det. På den måde bliver man sin egen selvmodsigelse, og det er et svært sted at være.”
Adoption er brud
“At adoptere et barn fra den ene side af Jorden til den anden er grundlæggende svært. Det må man tage med. Det er kompliceret, og det indebærer mange brud. Brud, der ikke bare lige lader sig reparere,” siger hun.
I mødet med sin familie i Korea fandt Eva Tind også det, hun aldrig helt havde forstået, hvor meget hun manglede: sine rødder.
At navigere gennem livet uden slægtens spejl
“Det er den viden, hele ens ophav, der kappes over i adoptionen. Man skaber et bevidst hukommelsestab hos et menneske og siger, at nu har det friheden til at genopfinde sig selv,” siger Eva Tind.
“Men det er ikke nødvendigvis en gave, at man skal opfinde alting selv. Det er isolerende, og det kræver hårdt arbejde, fordi man ikke bare kan læne sig ind i slægten. Der er ingen at kopiere, for ting virker ikke på samme måde for mig, som de gør for min danske mor.”
“Og sandheden er, at vi kommer et sted fra. Jeg har en mor, der har født mig, og en anden mor, der har opfostret mig og givet mig kærlighed. Det ene udelukker jo ikke det andet, men når vi ikke er i stand til at anerkende begge dele på samme tid, ender det med, at rigtig mange mennesker kommer i klemme på alle mulige forskellige måder.”
Ovenstående er et lille uddrag af
Amalie Obbekær Jensen:
Eva Tind ser ikke længere sig selv som adopteret. Hun er et menneske, der har været udsat for adoption. Kristeligt Dagblad 17.10.24