Opbyggende indvandrere

Brødremenigheden anlagde i 1700-tallet Christiansfeld som en idealby

Christiansfelds byplan går tilbage til 1771 og bygger på brødremenighedens forestilling om en kristen idealby. Nu er byen blevet transnational verdensarv.

 

Allerede i 2015 fik Christiansfeld status som kulturel verdensarv på grund af den bemærkelsesværdige og religiøst betingede byplanlægning, som lå til grund for byen fra 1771, og som i store træk er bevaret til i dag.

 Ligeværdighed og fællesskab

Omkring 1727 begyndte menigheden at sprede sig i verden fra Tjekkiet. Fire byer, Bethlehem i USA, Herrnhut i Tyskland, Gracehill i Nordirland og Christiansfeld i Danmark, er alle anlagt i perioden 1720-1780 ud fra Brødremenighedens vision og koncept for en idealby. Tilsammen repræsenterer byerne omfanget af og sammenhængskraften i menighedens globale netværk og afspejler i deres byplan og arkitektur menighedens principper om ligeværdighed og fællesskab.

Åbenhed og naturglæde

Fælles for de fire byer er deres åbne byplan, som giver kig til det omgivende landskab. De vigtigste bygninger er placeret omkring en central kirkeplads, herunder store fælles bolighuse for menighedens ugifte mænd, ugifte kvinder og enker samt en stor kirkebygning,gæstehuse, præsteboliger.

Kilde: Morten Mikkelsen 05.08.24  Kristeligt Dagblad

Kommentar

Kirsten Damgaard, kulturpsykolog : Jeg nyder at komme i Christiansfeld. Byggestilen befordrer ro og harmoni og man følers sig velkommen. Byen er tæt, og alligevel åben med grønne pletter og kig – man skjuler sig ikke for hinanden. Desuden har butikkerne, som sælger kvalitetsvarer, fulgt med tiden. Når man sidder i Salshuset (kirken) afspejler den ligeværdigheden, idet præsten ikke er oppe på en prædikestol og stolerækkerne står på langs, så flest mulig er tæt på. Salshuset bruges kulturligvis også til andet, fx koncerter.

En hierarkisk religion

En bys arkitektur fortæller meget om hvordan dens indbyggere lever med hinanden.

Byggestilen i arabiske, pakistanske, marokkanske,  tyrkiske småbyer og andre samfund hvor islam hersker, som jeg har besøgt, er helt anderledes lukket og “mistroisk”. Og det er helt sikkert af nødvendighed! Der er porte med minimale døre og kighul i døren, høje mure med pigtråd og glasskår på toppen af murene. Ydergård og adskilt indergård. Køretøjer helt ind bag porten.

Dette indlæg blev udgivet i Civilsamfundet, Filosofi/ Etik, Personlige beretninger, Psykologi, seneste. Bogmærk permalinket.