Distinktioner. Jovist er der paratviden og færdigheder, men der er også tavs viden, fysiske færdigheder og prævidenskabelig »viden hvorfor«. Det er væsentligt for, hvordan vi underviser i skolerne.
af DAVID FAVRHOLDT Prof., dr. phil.mag.art . i psykologi
Debatten om, hvordan man forbedrer undervisningen, har hidtil mest drejet sig om, hvorvidt der skal være 25 eller 32 elever i en skoleklasse. Men hvilken viden og hvilke færdigheder er nødvendige, for at en almindelig dansker efter endt skolegang kan klare sig i samfundet, uanset hvilket erhverv han eller hun kommer ind i, og afgive en kvalificeret stemme ved folketings-og kommunalvalg? Det virker indlysende, at man skal lære at læse, at skrive, at mestre almindelig hovedregning og at regne med procenter, for nu at nævne nogle færdigheder. I et demokrati som vores skal man også vide en hel del om danmarkshistorie og verdenshistorie og have så megen almen paratviden som vel muligt.
Men det gør det ikke alene.
I den danske pædagogiske debat skelner man som oftest mellem paratviden kontra færdigheder og mellem »viden at« og »viden hvordan«. Hvad angår disse to distinktioner henvises der traditionelt til Michael Polanyis bog The Tacit Dimension fra 1967 og Noam Chomskys Reflections on Language fra 1975. Det er fair nok, men man skal være opmærksom på, at begge forfattere anfører, at der er flere former for viden, men at det er vanskeligt at beskrive dem, fordi det – som Polanyi skriver – er en kendsgerning, at »vi ved mere, end vi er i stand til at udtrykke«. I MIN mangeårige undervisning er jeg kommet til den erkendelse, at vi kan specificere og strukturere vidensformer i langt højere grad, end det gøres med de to anførte distinktioner.
Hvad jeg hidtil har »fanget« af vidensformer kan fremstilles således: 1. Prævidenskabelig »viden at«. Fra Stenalderen og til i dag besidder mange mennesker en prævidenskabelig viden, som er erhvervet gennem erfaring. Det kan være viden om, hvilke svampe der er spiselige, viden om at man brænder sig på ild, at man risikerer at drukne på dybt vand etc.
2. Prævidenskabelig »viden hvordan«. Stenaldermanden vidste, hvordan man laver en flinteøkse. Vikingerne vidste, hvordan man byggede perfekte skibe. I Kina vidste man, hvordan man lavede porcelæn ud af kaolin.
Men der var meget lidt teoretisk underbygning i al den kreativitet. Og i vore dage kan man for eksempel anføre en masse kendte regler for frugtavl eller madlavning, som man har lært at følge uden kendskab til kemi.
3. Prævidenskabelig »viden hvorfor«. Mutter er syg, fordi hun er blevet stukket af en bi. Blomsterne visner på grund af tørken.
Sådanne årsagssammenhænge har man kendt fra Oldtiden til vore dage, uden at man har haft nogen dybere forståelse af dem.
Disse tre former for viden kan sammenfattes under betegnelsen prævidenskabelig paratviden, som selvfølgelig også florerer i dag, hvor de fleste af os ikke kan forklare, hvorfor nogle svampe er giftige, mens andre ikke er det, hvorfor et slangebid kan medføre døden etc. Men den prævidenskabelige paratviden kan vi i dag supplere med den enorme viden, som vi nu har inden for videnskab og industri, så vi nu kan tilføje: 4. Forskningsbaseret »viden at«. Man ved, at Den Sorte Død hærgede i Europa fra 1348 til 1360. Man ved, at energi kan udvindes på forskellig måde, via vindmøller, via olieforbrænding etc.
5. Forskningsbaseret »viden hvordan«. Man ved, hvordan man laver elektriske strygejern, computere, mobiltelefoner osv.
6. Forskningsbaseret »viden hvorfor«. Man ved hvorfor ilt og brint kan forbindes til vand, man kender den fysiologiske baggrund for en række sygdomme etc.
RENT videnskabshistorisk kan man i vid udstrækning klarlægge, hvordan en stor del af vidensformerne 1., 2. og 3. har udviklet sig til formerne 4., 5. og 6., men vi ved også, at både »viden at« og »viden hvordan« i stadig større udstrækning baserer sig på »viden hvorfor«. I vores daglige tilgang til tingene omfatter viden også det, vi kalder færdigheder. De kan opdeles i mentale og fysiske ( legemlige) færdigheder, men er oftest en form for syntese af noget fysisk og noget mentalt: 7. Mentale færdigheder. Som eksempler kan nævnes indlæring af alfabetet, tabeller, stavning og elementære regnearter. Men også indlæring af modersmålet og sprog i almindelighed.
8. Fysiske færdigheder. Som eksempler kan nævnes cykling, svømning, færdighederne inden for sport som serv i tennis og badminton, eller hvordan man tæmmer en bold i fodbold, men også så dagligdags ting som bilkørsel, fotokopiering og maskinskrivning.
Hertil kommer den såkaldt »tavse viden«, der er en form for paratviden, der er med til i større eller mindre grad at styre ens tænkning og handlinger, men som ikke kan mobiliseres – selvom der er en glidende overgang til mobiliserbar indlært viden. Her har vi for eksempel: 9. Mere eller mindre ubevidst, men ikke mobiliserbar paratviden, der mest angår færdigheder. Idet jeg skriver denne tekst, følger jeg en mængde grammatiske og syntaktiske regler, som ikke er mig bevidst – jeg er ikke i stand til at eksplicitere dem, ikke i stand til at skrive en lærebog i dansk grammatik.
Der er tale om en ubevidst »viden hvordan«. 10. Mere eller mindre videnskabsbaseret »teoretisk paratviden«, der er indlært med fuld bevidsthed, altså ikke færdighedsindlært.
Det kan være formler i fysik og matematik, historisk viden, viden om geografi eller om de politiske -ismer, som ikke er umiddelbart mobiliserbar, men som er med til at styre ens tænkning og holdninger til mange ting i det daglige liv.
11. Praktisk paratviden med glidende overgang til færdigheder – til »viden hvordan«. Den har man at gøre med, når man lærer at strikke, at høvle, at serve i tennis, at spille violin etc. Den praktiske paratviden bliver ubevidst, jo mere færdigheden udvikles, men man kan mobilisere den, når man skal lære andre op i en færdighed, man mestrer.
Så vidt, så godt. Ved de forestående reformer af undervisningen i folkeskolen og gymnasiet er det klart, at punkterne 7 og 8 kræver terperi, mens de øvrige kræver en række andre pædagogiske tiltag. I ens dagligliv spiller alle de nævnte former for viden ind og filtrer sig så at sige ind i hverandre. Om jeg har fået alle former med i min specifikation, ved jeg faktisk ikke, så jeg vil kun være glad, om en og anden læser kan tænke videre ud fra, hvad jeg anfører her. Denne artikel er at betragte som et udspil – ikke en prædiken, men derimod en tankevækker.
Trykt i Weekendavisen 11.11.2011