Med en vis ret kan man anlægge en sociologisk synsvinkel på adfærdsnormer, etik, kunst og underholdning, om end man her må erkende, at ikke alt har en sociologisk forklaring. Siden 1960erne har en ny reduktionisme set dagens lys: alt må kunne forklares sociologisk.
af DAVID FAVRHOLDT, Professor, dr.phil. og mag.art i psykologi
I filosofiens historie træffer man ofte på reduktionistiske anskuelser. Til de mere kendte hører idealismen hos George Berkeley, der i 1700-tallet hævdede, at der ikke fandtes en materiel omverden, men kun bevidsthed og oplevelser. I samme århundrede præsenteredes man for den ekstreme materialisme, bl.a. hos Holbach: der findes ikke andet end den materielle verden. Bevidsthed er en illusion, hed det. Efter Darwin var der folk som Herbert Spencer, der mente, at alt kunne forklares biologisk, og i den logiske positivisme i 1930rne troede man, at alt kunne reduceres til fysik.
Siden 1960erne har en ny reduktionisme set dagens lys: alt må kunne forklares sociologisk. Social konstruktivisme er navnet på bevægelsen, og den forekommer i forskellige styrkegrader fra banale sandheder til uhyrlige påstande. Banalt er det jo, at en stor del af det, vi til daglig omtaler som virkeligheden, er menneskeskabt, f.eks. al lovgivning, vores pengevæsen, vort undervisningsvæsen, de masseproducerede varer, supermarkederne osv. Her har vi at gøre med fænomener, som er blevet til gennem fælles overenskomst mennesker imellem, og så er vi inde på sociologiens område. Og med en vis ret kan man anlægge en sociologisk synsvinkel på adfærdsnormer, etik, kunst og underholdning, om end man her må erkende, at ikke alt har en sociologisk forklaring.
Men hvad med naturvidenskabernes data og teorier? Nogle socialkonstruktivister slår bremserne i her, mens andre hævder, at hele den naturvidenskabelige erkendelse er en menneskelig konstruktion, der ikke nødvendigvis modsvares af noget »derude« i virkeligheden. For selve begrebet »virkelighed« er jo også ensocial konstruktion!
NÅR man holder foredrag om denne ekstreme konstruktivisme, reagerer mange tilhørere med kommentarer som »nu overdriver du« eller »nu ser du spøgelser«; men det står jo enhver frit for at læse de ekstreme socialkonstruktivisters bøger og artikler. Jeg tænker på folk som H.M. Collins, Bruno Latour, Steve Woolgar, David Bloor og Barry Barnes, for nu at nævne de mest kendte. Fra 1985 og fremefter har de forkyndt det glade budskab og desværre med stor succes. Mange danske universitetslærere går ind for socialkonstruktivismen, og mener f.eks., at de 92 naturlige grundstoffer ikke findes i sig selv, men er en rent menneskelig, social konstruktion på linje med færdselsloven. Ganske vist er antallet af forhandlinger, overenskomster, forlig og vedtagelser inden for de eksakte videnskaber større, end når det drejer sig om højrekørsel, men i princippet er der ikke nogen forskel. Konklusionen er, at absolut sandhed slet ikke findes. Det passer fint i postmodernismens kram, og vi ser da også, at Lyotard tilslutter sig med den opsigtsvækkende erklæring: »Det eneste ’bevis’ på, at videnskabens regler er gode, er eksperternes enighed, consensus. Derfor må sandhed erstattes med magt« (The Postmodern Condition, 1997).
Men hvordan kan man argumentere for, at naturvidenskabens resultater er sociale konstruktioner og intet andet? For nogle af socialkonstruktivisterne, der ikke kan se forskel på en opdagelse og en opfindelse, er sagen ikke så svær. For eksempel mener Latour, at det ikke kan passe, at nyere undersøgelser af Ramses II’s mumie fra ca. 1200 før vor tidsregning viser, at han døde af tuberkulose. For hvordan skulle han kunne dø af en bacille, der først blev opdaget og dermed socialt konstrueret af Robert Koch i 1882? For, som Latour skriver: »Før Kochs opdagelse eksisterede bacillen jo ikke« (i tidsskriftet La Recherce 307, marts 1998). Denne absurde påstand følger han op med en formodning om, at Ramses II må være død af en tuberkuloselignende sygdom, uden at han gør sig klart, at en sådan ifølge hans teorier også
må være en social konstruktion.
Et andet eksempel: Steve Woolgar skriver (i bogen Science. The Very Idea, 1988), at Amerika ikke eksisterede, før Columbus opdagede Amerika. Han forsøger at vise, at vort begreb om Amerika er en social konstruktion, og at Columbus og Amerigo Vespucci i sin tid var stærkt uenige om, hvad det var, de havde opdaget, og på basis heraf hævder han, at der ikke var nogen fysisk landmasse – det vi nu kalder fastlandet Amerika – før Columbus opdagede det i 1492. Hans tese er, at det ikke er det fysiske, som repræsenteres i opdagelsen og den sproglige beskrivelse, men repræsentationen og beskrivelsen, der skaber de fysiske data. H.M. Collins er enig heri og skriver bl.a.: »Det er ikke verdens regelmæssighed, der påtvinges os gennem vore sanser, men vore institutionaliserede antagelser, der påtvinger sig verden« (i Changing Order, 1985).
BAG denne argumentation gemmer sig en antagelse af, at alt sprog, alle begreber er menneskeskabte gennem fælles overenskomst. Den antagelse er blomstret op mange steder, f.eks. i den sene Wittgensteins filosofi og hos de mange relativistiske filosoffer i 1900-tallet. Man har peget på forskelle i verdens ca. 6000 tungemål. F.eks. varierer inddelingen af farver ofte fra det ene tungemål til det andet, og når det er tilfældet, kunne det jo være, at der også var forskelle i alle mulige andre henseender. Det er den historie som mange kender som Sapir-Whorf – tesen, der går ud på, at Hopi-indianerne i New Mexico har et sprog, som er principielt forskelligt fra indoeuropæiske sprog, og derfor slet ikke kan oversættes til engelsk. Tesen har intet på sig, den er for længst aflivet af Steven Pinker (i bogen The Language Instinct, London 1994). Det samme gælder en anden populær myte, den der går ud på, at man på eskimoisk har 35 betegnelser for sne, hvilket bevirker, at eskimoen ser noget helt andet i naturen, end vi gør. Der findes ikke flere betegnelser for sne på grønlandsk end på engelsk, som bl.a. Laura Martin har påvist (i American Anthropologist, 1986).
Et populært synspunkt er også den såkaldte »cookie-cutter theory« ifølge hvilken virkeligheden kan anskues som en amorf dej, som vi skærer til småkager ved hjælp af vore forudfattede begreber, men som kunne se helt anderledes ud, hvis vi havde dannet andre begreber end dem, som vi efter aftale i det sociale samvær har skabt.
Men hele denne opfattelse af sprog som noget, der er et rent menneskeligt, socialt produkt, er en vildfarelse. Fælles for alle tungemål er en række grundbegreber, der skal anvendes på bestemte måder i forhold til hverandre, hvis man ønsker at beskrive sin omverden, og ønsker at tale og tænke éntydigt. Der er de logiske principper, som allerede Aristoteles pegede på, f.eks. modsigelsesprincippet: en ting kan ikke både eksistere og ikke-eksistere til et og samme tidspunkt. Og der er de såkaldt informelle sprogregler. Et eksempel: hvis man vil fra ét sted, A, til et andet, B, skal man bevæge sig, og jo hurtigere man bevæger sig, des mindre tid tager det at nå fra A til B. Sted, bevægelse, hastighed og tid er begreber, der her skal bruges på en bestemt måde i forhold til hinanden, hvis man vil beskrive bevægelsesforhold éntydigt, og det uanset hvilket tungemål man benytter. I en vis forstand er disse regler ikke menneskeskabte. Det er regler, som man har opdaget, at man skal følge, hvis man vil beskrive virkeligheden, så i en vis forstand er det virkeligheden, der dikterer os, hvordan vi skal tale om den.
Det gælder naturligvis også for de naturvidenskabelige opdagelser. Før H.C. Ørsted opdagede elektromagnetismen, kendte man til såvel magnetisme som elektricitet. Men efter Ørsted erkendte man, hvordan de to begreber skulle bruges i forhold til hinanden, og siden hen har vi lært, hvordan strømstyrke, spænding, modstand og så videre skal bruges, hvis vi vil undgå at lave ulykker i hele den del af virkeligheden, som er baseret på elektricitet og elektrodynamik.
HVIS man er socialkonstruktivist, må man nødvendigvis antage, at der findes andre mennesker, som så ikke bare er sociale konstruktioner eller »småkager« skåret ud af en dej. De er bevidste, levende væsener, underkastet fysiske, biologiske – herunder genetiske – og individualpsykologiske love, love som man ikke kan reducere til sociologi uden at modsige sig selv.
Det betyder, at selv de moderate socialkonstruktivister, der ønsker at frede naturvidenskaberne, men vil forklare alt andet som sociale konstruktioner, må tage hele deres program af bordet. Hvad det enkelte menneske er, og hvad dets forhold til andre mennesker er, må udforskes og besvares af en række forskellige videnskaber, og blandt dem har sociologien ikke nogen særstatus, ikke en særlig mission. Livet er mangfoldigt, og hverken åndedrættet, hjerteslaget, forelskelsen eller døden er sociale konstruktioner.
Trykt i Weekendavisen 04.03. 2005