holdt af Dansk Samlings landsformand Adam Wagner ved Dansk Samlings og Retsforbundets grundlovsmøde på hotel Kongens Ege i Randers, Grundlovsdag 2004
[Bragt i Nyt fra Dansk Samling nr. 3, 2004, 60. årg., s. 4-10, se også: www.dksamling.dk]
Ifølge et middelalderligt sagn var det kong Dan, der samlede vort rige. Først var han dog kun – ifølge sagnet – konge over Sjælland med omliggende øer. Men Jylland, der jo ligger udsat med grænse mod kontinentet, blev idelig angrebet af kejser Augustus. Ja, sådan siger sagnet altså. Derfor bad jyderne kong Dan om hjælp og ved voldsomme kampe ved Danevirke, lykkedes det Dans således forenede sjællandske og jyske tropper at drive kejsermagten på flugt. Herefter valgte jyderne ved Viborg Dan også til deres konge; efterfølgende lagde han Fyn og Skåne under sig og var således tilfreds med sit rige. Det skulle dog have et navn, hvorfor Dan tilkaldte sine stormænd og spurgte dem, hvad de mente, riget skulle hedde. Hertil svarede stormændene – i kor skal man sikkert forestille sig – »Du er kong Dan, dit rige skal hedde Danmark, og dets navn skal aldrig i evighed forgå.«
Dette smukke sagn er jo udtryk for et dybtfølt ønske om Danmarks beståen især på trods af den i middelalderen altid truende tysk-romerske kejsermagt. Dette sagn er derfor heller ikke uvæsentligt for os her på Grundlovsdag. For grundloven er mere end de værdifulde erhvervede frihedsrettigheder, den indeholder. Grundloven er mere end et værn for danske borgeres rettigheder og den tilsvarende understregning af de medfølgende pligter. Grundloven er først og fremmest udtryk for, at Danmark er et selvstændigt rige. Ja, alene navnet: Danmarks Riges Grundlov. Et rige er nemlig ikke et rige, hvis det ikke råder selv, og grundloven afgrænser Danmark som selvstændigt i forhold til andre lovområder, idet den slår fast, at her bestemmer vi. Derfor kan heller ingen love have retskraft i Danmark, hvis de ikke hviler på grundloven.
I øvrigt blev grundloven til netop som en national reaktion mod de slesvig-holstenske krav om at få Sønderjylland indlemmet i det Tyske Forbund. På baggrund af dette anslag mod Danmark voksede folkekravet frem at få en folkelig regering og en folkevalgt forsamling, der ud fra Danmarks – ikke helstatens – interesser kunne regere landet og sikre Sønderjylland mod tysk ekspansion. Grundloven blev altså til som et forsvar for den nationale frihed fuldt og helt som for borgerens. De to ting hang for grundlovsfædrene uløseligt sammen.
Man kan sige, at grundloven forudsætter Danmarks selvstændighed. Eller at den tager den for givet. Det har grundlovsfædrene også gjort. Og det er jo meget naturligt, for lige siden middelalderen – ja, velsagtens også før – har man naturligvis ønsket et frit og selvstændigt Danmark. Da det føromtalte sagn blev nedtegnet – omkring 1170 – havde flere danske konger i træk måttet aflægge lensed til den tyske kejser, hvilket man i samtiden fandt særdeles ydmygende. Derfor har man ved at fortælle sagnet kunnet varme sig tanken om, at kejseren engang havde fået smæk af kong Dan nede ved Danevirke. Det lykkedes først Valdemar den Stores søn, Knud VI, at ryste lenseden af sig og hævde Danmark som et fuldt ud selvstændigt rige. Dette sunde og naturlige ønske om at bevare Danmark frit savnes ganske i dag.
Ja, ikke nok med at man har opgivet et sådant ønske; det modsatte – at gøre Danmark og danskerne så afhængige af EU som muligt – er stort set blevet alle »ansvarlige« politikeres mål. Ja, det regnes vel nærmest for et tegn på en ædel karakter, hvis man er villig til at opgive vor egen frihed til fordel for en eller anden »vision« om Europa: Fredens Europa, et grønt Europa, et liberalt Europa, et socialistisk Europa, et humanistisk Europa, et borgerligt Europa osv. osv. Alt sammen på bekostning af vor egen danske frihed.
Ud over at være i modstrid med selve grundtanken i grundloven, som jo er ment netop som grund-lov for et selvstændigt rige, så har tilpasningen til denne Europæiske Union også langsomt, men sikkert, udhulet grundloven.
Vores suverænitetsafgivelse begyndte i det – relativt – små med afgivelse af beslutningskompetence til Ministerrådet. Da de enkelte lande jo vitterlig er repræsenteret i dette råd, kunne man godt forsvare at afgive suverænitet hertil. Danmark deltog jo på lige fod med andre lande. Danmark sad med ved bordet. Problematisk er det naturligvis i stigende grad blevet, efterhånden som flere og flere beslutninger i Ministerrådet træffes med flertalsafgørelser i stedet for ved enstemmighed. Herved blev det såkaldte »samarbejdes« overnationale karakter mere tydelig.
Helt galt er det også med Kommissionen, fordi den ikke blot er et embedsmandsorgan, men også er aktiv lovgiver ved udstedelsen af direktiver med direkte retskraft i medlemslandene. Kommissionen er et rent overnationalt organ, idet de for tiden meget omtalte kommissærer fra de forskellige lande jo netop IKKE er repræsentanter for medlemslandene, men alene er Unionens embedsmænd.
Endelig er der det føderale parlament i Strasbourg, som man ganske utilgiveligt har ladet vokse frem og blive medlovgiver i EU. Dette parlament har jo nu fået del i lovgivningsarbejdet. Parlamentet er Unionens mest føderale islæt, idet der jo ikke er tale om, at hvert land er repræsenteret med et bestemt antal stemmer. Nej, de kandidater, der vælges i hvert enkelt land, deler sig jo efter anskuelser. De arbejder dermed i princippet ikke for Danmarks interesser, men for egen politiske overbevisning. Europa-Parlamentet er et usminket forsøg på at opbygge et europæisk demokrati på bekostning af de eksisterende nationale. At man har tilladt dette konkurrerende parlament at vokse frem og har givet det medindflydelse på unionslovgivningen og dermed i realiteten forrang frem for det danske folketing, er en hån, ja, et direkte anslag mod det danske folkestyre.
Med disse tre lovgivende organers overnationale karakter er altså grundloven grundigt udhulet, tømt for reelt indhold. Ifølge en af grundlovens første paragraffer, §3, indehaves den lovgivende magt i Danmark af kongen og folketinget i forening. Kongen, eller dronningen, som det jo er i vore dage, er i det daglige repræsenteret ved sine ministre og underskriver lovene, efter at de er vedtaget af folketinget. Begge parter er sat ud af spillet på de områder, hvor Unionen lovgiver. Da det meste af grundloven jo netop handler om folketingets og regeringens arbejde, er det ikke for meget sagt, at grundloven er tømt for indhold, udhulet og gjort meningsløs ved denne stadige afgivelse af lovgivningsmagt.
Dette får så de selv samme politikere, der har stået bag grundlovstømningen, til at hævde, at grundloven er forældet, fordi, som de siger, »udviklingen« har overhalet den. Magen til frækhed! De skulle hellere i tide have holdt inde med deres grundlovstømning, inden vi kom så vidt.
Som kronen på værket har EF-domstolen ved dom slået fast, at EU-retten står over medlemslandenes nationale ret. Herved er grundloven blevet underkendt som netop grundlov. Herved hævdes det jo fra Unionens side, at den – og de andre landes nationale forfatninger – ikke længere er retskilde. Om ikke før så burde alle virkeligt ansvarlige politikere have sagt fra her. Men det er der jo mange, der ikke har gjort.
Herved er vi kommet til det interessante spørgsmål, om vore folkevalgte politikere og kongeligt udnævnte regering har overholdt grundloven. Både folketingsmedlemmer og ministre har jo afgivet en højtidelig forsikring om, at ville holde grundloven. Men kan man siges at have gjort det, når man i den grad lænser den for indhold? Spørgsmålet er måske ikke så meget juridisk, som det er et spørgsmål om troværdighed. En sådan afgivet højtidelig erklæring om at ville holde grundloven klinger på den baggrund i hvert fald meget hul i mine øren.
Men det er jo ikke kun de grundlovsparagraffer, der angår regering og folketing, der er udhulet. Også andre paragraffer trues nu af den kommende EU-forfatning. Fx kan §4 i grundloven komme under pres. Her hedder det: »Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.« Hvordan dette skal kunne opretholdes, når Den Europæiske Unions charter om grundlæggende Rettigheder, der er indbefattet i EU-forfatningen, har følgende svada: »Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt.« Idet grundloven jo netop med sin §4 fremhæver folkekirkens særstatus, er der naturligvis også tale om »diskrimination«. Her vil man altså med EU-forfatningen vedtage en bestemmelse der ikke harmonerer med grundloven. Og hvad i øvrigt med grundlovens §81, der pålægger enhver våbenfør MAND med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar. Også her vil grundloven komme i konflikt med den nye, påtænkte EU-ret. Det er jo forskelsbehandling pga. køn. Og hvordan skal det for resten forstås, at der ikke må forskelsbehandles på grund af sprog? Kan man så ikke nægte en mand (eller kvinde!) ansættelse selvom vedkommende kun taler serbokroatisk eller kurdisk? Tja. Svaret blæser i vinden. Dette sidste eksempel er ikke så meget et eksempel på, hvordan EU-forfatningen er i strid med grundloven, som det er et eksempel på, hvordan EU-forfatningen også juridisk set er noget makværk.
Udover disse konfliktpunkter er det også med EU-forfatningen påtænkt, at EU skal have en fælles udenrigspolitik og oven i købet også en fælles udenrigsminister. Hvordan dette passer sammen med grundlovens nøje beskrevne bestemmelser i §19, om hvordan regeringen forud for enhver større udenrigspolitisk beslutning skal rådføre sig med folketingets udenrigspolitiske nævn, er svært at se. Også her vil grundloven efter en eventuel vedtagelse af EU-forfatningen i endnu højere grad end nu blive gjort reelt indholdsløs, idet man jo så må se bort fra §19. Unionens udenrigsminister vil næppe rådføre sig med det udenrigspolitiske nævn i Danmark.
At al denne suverænitetsafgivelse og grundlovstømning overhovedet har kunnet finde sted, skyldes jo den famøse §20 i grundloven, som blev indføjet ved grundlovsændringen i 1953. Den taler jo om, at beføjelser, som efter grundloven ellers tilkommer rigets myndigheder, kan afgives til såkaldte »mellemfolkelige myndigheder«. Men kan §20 bruges til at vedtage ting, der i sig selv vil stride mod bestemmelser i grundloven? Ligesom dem jeg just nævnte? Nej, det burde være ganske klart, at når regering og folketing ikke må vedtage love, der strider mod grundloven, så kan de »mellemfolkelige myndigheder«, der har overtaget lovgivningsbeføjelserne, heller ikke gøre det. Når regeringens og folketingets beføjelser ligger inden for grundlovens rammer, må også de »mellemfolkelige myndigheder« være bundet heraf. Der burde altså ikke være tvivl om, at §20 juridisk set ikke kan anvendes til at vedtage grundlovsstridige bestemmelser.
I det hele taget må man ved et nærmere kig på denne §20 undre sig over, at denne paragraf har hjemlet en sådan grundlovstømning, som har fundet sted. For §20 taler jo netop kun om, at danske myndigheders beføjelser kan overlades til »mellemfolkelige myndigheder«. En »mellemfolkelig myndighed« kan EU vel ikke længere siges at være. Slet ikke når man som nu vil vedtage en egentlig EU-forfatning. Det ligger jo klart i denne §20, at man kun kan afgive beføjelser i en sådan grad, at Danmark dog stadig er en selvstændig stat. At denne udlægning er rigtig, har vi oven i købet højesterets ord for. I 1998 blev det nemlig ved dom slået fast, »at der ikke kan ske overladelse af beføjelser i et sådant omfang, at Danmark ikke længere kan anses for en selvstændig stat.« Højesteret skynder sig dog så at tilføje, at det vil være et politisk spørgsmål at finde ud af, hvornår denne grænse er overskredet. Men det vil det jo kun være, indtil nogen anklager regeringen for grundlovsbrud, når den har undertegnet EU-forfatningen; herefter vil det være et juridisk spørgsmål. Så denne højesteretsudtalelse er nok værd at skrive sig bag øret. Det burde regering og folketing i øvrigt også gøre.
Især nu da vi står over for Unionens endelige fuldbyrdelse med vedtagelsen af EU-forfatningen lige om hjørnet. Jeg har nævnt denne forfatning et par gange, og vi vil i tiden fremover utvivlsomt høre meget mere til den. Men uanset hvad man hører, uanset hvad godt der bliver sagt om den i fremtiden så vid dette: At den hæver EF-domstolens princip om EU-rettens forrang frem for national ret fra at være en domstolskendelse til at være et traktatfæstet princip. Det hedder nemlig følgende i EU-forfatningen: »Forfatningen og den ret, der vedtages af Unionens institutioner (…), har forrang frem for medlemsstaternes ret.« Vedtages EU-forfatningen her i Danmark, vil det være den endelige underkendelse af grundloven; den vil fremover være en delstatslovgivning, som – hvis den kommer i konflikt med den overordnede unionslovgivning – må vige. Vi vil i så fald have mistet vor frihed til selv at bestemme; vi vil have sat Danmarks rige over styr. At der også vil være tale om et grundlovsbrud, er jeg derfor heller ikke et øjeblik i tvivl om. At hævde at Danmark fortsat er en selvstændig stat efter en vedtagelse af dette, kan man i hvert fald ikke.
Skulle man på en lovlig måde gøre Danmark således ufrit, skulle man – forud for en tilslutning til EU-forfatningen – foretage en grundlovsændring. Man burde ændre §3, så der ikke stod, at kongen og folketinget lovgiver i forening, men derimod skrive, at Ministerrådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet lovgiver i forening. I en efterfølgende paragraf kunne man så i god overensstemmelse med EU-retten slå fast, at det danske folketing lovgiver på de områder, hvor Unionen ikke gør det, og at den danske lovgivning i øvrigt, hvis den skulle komme i konflikt med EU-retten, naturligvis må vige for denne. En sådan grundlovsændring ville jeg naturligvis heller ikke synes om. Men en sådan fremgangsmåde ville være det eneste redelige og efter min bedste overbevisning også det eneste lovlige. Men det sker naturligvis ikke, for regering og den unionsglade del af folketinget ved jo godt, at det jo så ville gå op for folk, hvad det er for en revolutionerende omvæltning, vi er ved at foretage; folk ville opdage, at riget og folkestyret er ved at visne og dø. I øvrigt er det jo sværere at få vedtaget en grundlovsændring end en EU-traktat. Men når de mange EU-traktater samt en endelig EU-forfatning i realiteten er en omkalfatring af grundloven, ville det eneste hæderlige naturligvis være at stemme om dem efter samme regler som ved grundlovsændringer eller som her foreslået simpelthen at tone rent flag og foreslå en faktisk ændring af grundloven. Det ville være hæderligt. Men netop derfor sker det ikke.
Jeg finder det beskæmmende at leve i en tid, hvor det levende danske folkestyre afvikles til fordel for teknokrati og europæisk narredemokrati, og hvor Danmark nedlægges som et frit rige. Det land vi har modtaget af de danske, der var her før os, er vi ved frivilligt at gøre til en provins i en europæisk union. Snart er måske kun dets navn tilbage. Men hvis ikke Danmark er en levende realitet, vil det selvfølgelig også forsvinde en dag. Afviser vi derimod EU-forfatningen med samme selvfølgelige beslutsomhed som den, kong Dan havde, da han afviste kejseren ved Danevirke, og får vi måske oven i købet løsnet de øvrige bånd til Unionen, ja, så vil både riget og navnet Danmark leve.
»Du er kong Dan, dit rige skal hedde Danmark, og dets navn skal aldrig i evighed forgå.«