Af Tomas Kierstein, smed
I Danskeren nr.4 Vinter 2012 kan du bl.a læse en artikel af økonomen Bjørn Rasmussen, hvor den aktuelle såkaldte finanskrise tages under kyndig beskuelse.Når man har læst artiklen, kan man dårligt komme til en anden konklusion, end at der ikke er tale om en krise, men om et uafvendeligt resultat af en årtier lang og så omfattende pervertering af ellers grundlæggende sunde markedsmekanismer, at de nu er ukendelige:
I hele den vestlige verden forsvinder produktionsarbejdspladserne – alt imens de administrerende, analyserende og regulerende funktioner tilføres flere og flere ressourcer, der yderligere øger det skatte- og afgiftstryk, som undergraver de produktive fag, ved at hæve bruttolønnen, uden at nettolønnen stiger – ja, mens den faktisk begynder at falde. Det er efterhånden evident for de fleste.
Men det er ikke udelukkende et konkurrencespørgsmål – det er langt mere alvorligt.
Sideløbende har “krisen” bredt sig til de asiatiske økonomier. For når importøkonomierne går i stå, savner eksportøkonomierne naturligvis afsætningsmuligheder. Alt sammen bekræfter det billedet; der er ikke tale om en krise men om noget strukturelt, som er rivende galt. Og kernen i det er netop et af de aspekter Bjørn Rasmussen sætter fingeren på i sin artikel. Der er en himmelråbende forskel på mængden af fordringer og mængden af reelle værdier i hele verden.
De naturlige økonomiske sammenhængehar været suspenderet så længe og skjult under så mange fiksfakserier, at der næppe findes nulevende mennesker i den udviklede del af verden, der har kendt til en samfundsøkonomi, hvor de endnu var toneangivende.
Vores bekymring for konkurrenceevnen er derfor kun en svag genspejling af det, af det, vi egentlig burde bekymre os om. For de virkelige, underliggende problemer handler om, at hele kagen er langt mindre, end vi har troet den var – at det vi har regnet for værdier langt hen ad vejen var rene besværgelser, blot og bare ordflom, som lovede at kagen var langt større, end den reelt nogensinde har været.
Verdensøkonomien er i bedste fald en boble i værste fald et pyramidespil. I pyramidespil er det som bekendt de nederste lag, der kommer til at tage skade for hjemgæld. Men hvis man tror, det kun er de “som har tabt uddannelsekampen”, der udgør disse nederste lag, kan man godt begynde at tro om igen. Ja, måske får “taberne” endda et come back, mens sorteper risikerer at lande et helt andet sted – hos en middelklasse, som er lullet i søvn og tror, den er på forkant med “den uafvendelige udvikling henimod den globale landsby”, for at citere en af mest opstyltede flosker.
For hvis man begynder at tænke tingene sammen og fokuserer på det mantra om uddannelse, uddannelse, uddannelse, der er blevet fremsagt igennem de seneste årtier af alle politikere og af enhver karrierebevidst ekspert, kan man godt fristes til at spørge; “uddannet til hvad?”
Hvor stor en del af den højere middelklasse har nemlig en uddannelse, som faktisk udelukkende kan bruges, så længe pyramidespillet kan understøtte velfærdsstaterne? Og det er ikke kun offentligt ansatte. Der er (mindst) titusinder ansat i det private og praktiserende i de liberale erhverv, som udelukkende er beskæftiget med at kommunikere med de offentlige myndigheder.
Den desværre afdøde teolog Johannes Horstmann brugte et genialt udtryk om hele denne illusion og den politiske korrekthed (i realiteten altid i en eller anden udstrækning et udtryk for faktaresistens), som er forbundet med den. Han kaldte det under et for “dukkehuset!”Analogien er indlysende; over et dukkehus regerer den stolte lille pige (jeg vil blæse på kønsneutralitet), der ejer det, som var hun Gud. Hun sætter reglerne og bestemmer, hvad der er vigtigt. Får hun og veninderne lyst til at stille dukkerne på hovedet er det normen. Det kan hun gøre, fordi hun ikke skal bekymre sig om, hvor dukkerne og deres møbler skal komme fra. Dem får hun af mor og far.
Det er det amokløbne velfærdssamfund i en nøddeskal. For hvad har finansieret cirkusset, andet end en løbende belåning af den forventede effektivitetsstigning i de kommende slægtled, som tro mod analogien gør det ud for mor og far? Svaret er: intet!
Og denne belåning er endda meget større end de direkte låns pålydende, fordi fordringerne heller ikke har pålydende værdi, da det der skulle stå som sikkerhed kun for en brøkdels vedkommende eksisterer i den fysiske verden.
Når opskrivninger og forventet dækning blandes sammen med reel værdiskabelse længe nok, indser man for sent, at ikke bare har man levet over evne, man har også uddannet mange af sine borgere til funktioner, som kun er en løn værd, så længe dukkehuset med politiske kraftanstrengelser kan holde den mere og mere påtrængende virkelighed stangen.
Og ikke-velfærdsstaterne har ved at ophede deres økonomier, for at levere til velfærdsjunkierne, gjort sig ligeså afhængige af illusionen – og dertil skabt appetit på samme udskejelser derhjemme.
Kina er et lysende eksempel derpå. De er også flyttet ind i det globale dukkehus – de har skiftet en totalitær utopi ud med en rent ud tåbelig ditto. Ironien kan dårligt være mere sort!
I Frankrig er der opstået et fænomen kaldet “Generation identitaire”. Det er unge mennesker, som er rasende på 68`erne, som først flippede ud på det personlige plan og siden har gjort karriere i dukkehuset. De vil tilbage til de ting, der definerer deres identitet; tilbage til det nationale, til traditionerne og ja til troen – for Frankrigs vedkommende tilbage til en katolsk tradition. Og bevægelsen har allerede fået tyske aflæggere, hvis medlemstal vokser eksponentielt.
Det undrer mig ikke. De unge har indset det uholdbare i de sidste generationers sværmerier. De har, modsat de tidligere ungdomsoprør, fundet nogle af svarene hos deres oldeforældre. De tror ikke på at træerne vokser ind i himmelen. Men de er ikke aggressive nationalister, som nogen vil skyde dem i skoene. De har blot indset, at mennesket ikke forbedres af at gøres uafhængigt af sine nære omgivelser og afhængige af et upersonligt supersystem – tværtimod!
De har indset, at man ikke kan sy i luften og koge suppe på en sten. De har indset, at kultur betyder noget; at dogmerne om de neutrale identiteter og multikulturen er forløjede og selvmodsigende.Og sidst men ikke mindst har de indset og siger højt, at “Kejseren” af dukkehuset ikke har noget tøj på.
Hvis de får held med deres forehavende, hvad jeg tror – og til dels håber – de gør, vil det blive helt andre kompetencer, der bliver guld værd – igen! For kollapser dukkehuset, vil enhver håndværker, bondemand, husmor og dygtig ufaglært arbejder råde over evner, som altid har været efterspurgte i den virkelighed, hvor værdier ikke bare er binære koder i et kontosystem, men er forbundet til menneskets grundbehov: tag over hovedet, mad på bordet, forråd til dårlige tider og ja – personlige venskaber, tilhørsforhold til sin familie, sine ligesindede og følelsen af gensidig loyalitet.
Så bliver der panik i dukkehuset…… det er så småt allerede begyndt – lytter man efter, kan man læse det mellem linierne i besværgelsessangene.
Hvis nogen er bekymrede for det udenomsparlamentariske aspekt, bør de spørge politikerne, hvornår de begynder at lytte til de unge. Virkeligheden kan ikke ties ihjel til evig tid. Det er forsøget på det, der er farligt. De unge er kun et symptom!
Trykt i Danskeren NR. 4 – VINTER 2012