Af Torben S. Hansen (historiker, medforfatter til bogen “I krigens hus, islams kolonisering af Vesten”)
Det arabiske ord takbir kan kort oversættes med “ekspansion”. Men i politisk praksis kan det gengives som “fælles lovprisning af guddommelig almagt og forpligtelse til at tjene som dens redskab i praktisk sammenhæng”. Fredag d. 9. januar 2004 samlede ca. 400 islamister sig foran Københavns rådhus, hvor en af talerne sluttede af med netop dette ord, som demonstranterne besvarede med Allahu-akbar – “Gud er større!”
Ritualet har oprindelse i en arabisk legende. Profeten Muhammed fik ved en bestemt lejlighed meddelelse om kamphandlinger, der på mirakuløs vis var faldet uheldigt ud for en fjende af muslimerne. Muhammed opfordrede derfor sine tilhængere til at prise guden Allah som en politisk og militær kraft, der var “større” end alle andre. Når muslimer råber “takbir”, betyder det “sejr over de vantro”.
Koranen, hadith og sira – beretningerne om den arabiske profet og hans medarbejdere – indeholder også elementer, der er blevet fortolket i retning af en åndelig målsætning. At praktisere islam behøver ikke medføre en aggressiv holdning overfor “vantro”, hvilket mindretal som de tyrkisk-kurdiske alevier og de pakistanske ahmadiyyaer beviser. Men denne “åndelige” udgave står i dag helt i skyggen af en larmende og hadefuld version af islam, der promoveres af finansielt stærke agenturer – frem for alt saudiarabiske wahhabimissionærer.
En politiseret variant af wahhabismen er det ideologiske gods i terrornetværket al-Qaeda, som fremhæver og skærper en opfattelse, der i forvejen er udbredt blandt muslimer: at hele verden tilhører Allah, som i shariaen har fastlagt regler for, hvorledes rettroende og vantro skal leve, og hvilken myndighed, de bør understilles. Men da det “vantro” Vesten stadig ikke er underlagt sharia, mens det meste af den islamiske verden befinder sig i en tilstand af elendighed og svaghed, har Osama bin-Laden og andre revolutionære haft stort held til at udbrede tanken om “djihad” – krig på befaling fra Allah – og “takbir”. Over hele kloden hylder millioner af muslimer disse lederskikkelser og deres terrorhandlinger.
Denne ideologiske “vækkelse” har som bekendt kostet tusinder af uskyldige mennesker – fra Lockerbie til Bali og Beslan. Men først efter selvmordsangrebene på “Twin Towers” i New York d. 11. september 2001 gik det op for offentligheden, at de radikale islamister er i gang med at føre krig mod de “vantro”. Med massakren på Madrids Atocha-banegård d. 11. marts 2004 blev også det fredselskende Vesteuropa ramt, og uden bestandig overvågning og efterforskning ville denne type terror koste mange flere menneskeliv. Gennem de senere år har politiet nærmest hver uge optrevlet islamistbander og hindret terrorforberedelser i en række af Vesteuropas storbyer. Arbejdet er endeløst, da rekruteringsgrundlaget er kolossalt. Vesteuropa er fyldt med vrede muslimer, der er besat af tanken om at dræbe “vantro” – herunder også “frafaldne” muslimer. Over hele verden hamrer islamismens ledere løs på især ungdommelige tilhørere med et budskab om at afskaffe de vantros institutioner og procedurer. Denne agitation inspireres og betales af især Iran og saudiarabiske rigmænd.
I denne internationale sammenhæng valgte nogle islamistiske organisationer at samle en demonstration midt i København. Oversat til dansk klartekst betyder et offentligt takbir-ritual derfor, at Borgerrepræsentationen, Folketinget, regeringen og grundloven er rent verdslige og dermed illegitime fænomener, som vil blive erstattet af en guddommelig autoritet.
For 25 år siden blev denne målsætning realiseret i Iran. Monarkiet blev omstyrtet og erstattet af en hokumat-e-islami – “islamisk autoritet” – og dermed indførelse af sharia. De katastrofale konsekvenser – bl.a. fem millioner iranske flygtinge – er velkendte. Ulykkerne som følge af Ruhollah Khomeinis magtovertagelse er årsagen til, at demonstrationer som den foran Københavns rådhus er strengt forbudt i en række asiatiske og afrikanske stater. Her er fængslerne fyldte med militante islamister, der ikke fik held til at gentage de revolutionære præsters succes i Tehran.
Men i Danmark garanterer ytrings- og forsamlingsfriheden, at Allahs unge revolutionære åbent kan udfordre retsstaten og demokratiet. Noget lignende skete i april 2003, da magtdemonstrationen på Rådhuspladsen samlede et betydeligt større antal deltagere.
Ved begge lejligheder var hovedtaleren “den sandfærdige og gudfrygtige” Tanwir Ahmad, medlem af det Radikale Venstre og som sådan indvalgt i Borgerrepræsentationen. Den totalitære parole om islamisk magt – klart bestemt som suverænitet og udtrykkeligt fremført som antagonistisk modsætning til den demokratiske autoritet – var også central i demonstrationen i 2003.
Tanwir Ahmad, Mona Sheikh, Babar Baig og andre unge islamister er politisk skolet i den pakistanske organisation Minhaj ul-Quran – arabisk for “På Koranens Vej”. Partiets fører Tahir ul-Qadri har gentagne gange og med stor omhu påvist, at demokrati, ligestilling mellem kvinder og mænd og sekulær lovgivning strider mod Allahs vilje. Med dette budskab har han nået en position som magtfuld politiker. Minhaj-symbolet er jordkloden omkranset af to sværd. Dets medlemmer skal sværge at sætte livet ind for at udbrede islams herredømme overalt. Symbolet og selve teksten i denne højtidelige ed er ganske vist blevet fjernet fra nogle af Minhaj’s europæiske hjemmesider, men gennem ul-Qadris frontorganisationer som IPSA – International Pakistani Students’ Association – og dens filialer i bl.a. Danmark udbreder hans lærlinge stadig en totalitær udgave af islam.
De pakistanske revolutionære i Danmark er foreløbig en lille skare. Mere interessant er en langt stærkere – men mindre støjende – organisation, der også deltog i de to omtalte magtmanifestationer foran Københavns rådhus – Milli Görüs. Selve navnet betyder “det religiøse synspunkt” eller “perspektiv” og er således en klar udfordring af sækularitet og demokrati. MG har hovedkvarter i Tyrkiet, hvor den samler fanatiske modstandere af Kemal Atatürks verdslige republik. Den konkurrerer med andre islamister om at hverve medlemmer blandt etniske tyrkere og kurdere i Tyskland og Danmark, og dens metoder har medført, at tysk kriminalpoliti holder den under skarp observation. MG’s informelle forbindelse til Erdogan-regeringen i Ankara medfører, at organisationen – især i Danmark – holder meget lav profil.
Men de nævnte islamistorganisationers opførsel i hhv. Pakistan og Tyrkiet viser, at deres evt. fremgang i Vesten snart ville ødelægge forudsætningerne for den retssikkerhed og den materielle velstand, der holder både vantro og muslimer i live i denne del af verden. I deres målsætning og metoder er de – og snesevis af andre grupperinger – ægte børn af det kaos, der er opstået efter den islamiske civilisations sammenbrud.
En slående modsætning til dette kaos er de østasiatiske civilisationers evne til at optage moderniteten og dermed sækularisering og vestlig naturvidenskab og teknik. Japan var i 1945 en dynge ruiner. Men inden længe begyndte japanske biler at køre på vejene overalt i verden. Hvornår kommer der gang i en arabisk produktion af computere og helikoptere?
I den konkrete verden er guddommelig autoritet tydeligvis opskriften på forfald og elendighed. Derfor har 70 procent af klodens flygtninge islamisk baggrund, og derfor holder flertallet af Danmarks ca. 200.000 muslimske indbyggere sig borte fra de totalitære ideologers takbir-ritualer – i hvert fald ind til videre.
Betragtet med parametre som produktivitet i økonomien og stabilitet i politikken fortjener de fleste islamiske stater dumpekarakter, og selv Tyrkiet plages af gigantiske strukturproblemer og en snigende islamisering af de offentlige institutioner. Som kollektivt projekt er islam ganske enkelt en dundrende fiasko. Når Allah gøres til den højeste autoritet, bliver resultatet ikke sammenhold, styrke og velstand, men fordummelse, fattigdom, politiske kriser og i flere tilfælde – først og fremmest Sudan – slaveri, etnisk udrensning og massedrab.
Fra dette kaos forsøger islamister og fundamentalister at mobilisere en offensiv styrke mod Europa. Mens imamer i Danmark – som Abdulwahid Pedersen og Fatih Alev – lavmælt bekender deres ønske om islams overherredømme engang i en solbeskinnet fremtid, er andre mere højrøstede. Sidste år vakte det saudiarabiske Kong Fahd-gymnasium i Bonn således opsigt, da det kom frem, at eleverne blev undervist i djihad og undertvingelse af de vantro. I nabobyen Köln har den selvbestaltede “khalif” Metin Kaplan ligget i fast rutefart mellem fængslet og retssalen, da myndighederne er opmærksomme på hans bombastiske krav om oprettelse af et islamisk styre ved Rhinen. D. 12. oktober 2004 blev han omsider udvist til Tyrkiet.
Listen er lang. The Middle East Media Research Institute er et af de talrige observationscentre, der fremlægger fyldig dokumentation af muslimske lederes målsætning: at besejre og beherske Europa. Organisationens hjemmeside viste i december 2002 en udskrift med lange opfordringer til erobringskrig. Især glimrer den traditionskyndige Yousef Al-Qaradhawi med en “fatwa” (responsum), der blev lagt på nettet (http://www.islamonline.net/fatwa/arabic/FatwaDisplay.asp?hFatwaID 42). Al-Qaradhawi er ægypter, men har nærmest daglig adgang til tv-stationen al-Jezeera i den lille oliestat Qatar. I det omtalte fatwa redegjorde han for en profeti om fortidens muslimske erobringer i Europa og fortsatte med at ytre håb om, at Rom vil blive indtaget i fremtiden: “This means that Islam will return to Europe as a conqueror and victor, after being expelled from it twice – once from the South, from Andalusia, and a second time from the East, when it knocked several times on the door of Athens.”
Over hele Vesten har “vantro” universitetslektorer, diplomater, rabbinere, biskopper, parlamentarikere og chefredaktører travlt med at forsikre, at den slags forudsigelser og opfordringer ikke skal tages alvorligt. Men bagatelliseringen er næppe effektiv blandt unge muslimer, der desperat søger en identitet og en mening med tilværelsen.
I 1920’erne blev der også demonstreret og råbt trusler på gaden i Tyskland. Pæne mennesker tog imidlertid ikke pøbeloptøjerne alvorligt. De slagsange, der blev sunget, var for aggressive og vulgære. Visse tekster er uforglemmelige: “Die Strasse frei den braunen Batallionen…” (ryd gaden for de brune batallioner) og især den profetiske “Es zittern die morschen Knochen der Welt for dem grossen Krieg …. Wir werden weitermarschieren, bis alles in Scherben fällt” (verdens møre knogler ryster af skræk for den store krig … vi marcherer videre, til alt styrter i grus).
Det gjorde det som bekendt. Jødiske officerer, preussiske junkere, socialdemokratiske fagforeningsledere, protestantiske præster og andre dannede personer blev knust af en kraft, de ikke havde forestillet sig kunne slå til i hjertet af den europæiske civilisation.
Den 15. oktober 2004.