Canadier mod den bløde totalitarisme

Af Katrine Winkel Holm, formand for Trykkefrihedsselskabet

Den canadiske journalist Ezra Levant tog kampen op og viste, hvorfor hate speech-love ikke hører hjemme i et frit samfund. Det er en opløftende historie om, hvor stor forskel en enkelt borger kan gøre. Historien starter i Danmark.

Der er som bekendt sket et holdningsskred i synet på straffelovens § 266b, den såkaldte racismeparagraf.

Hvis vi kan stole på vore borgerlige politikere, kan vi se frem til en reform af denne frihedsundertrykkende paragraf efter næste valg. Sker det, vil det ikke være det første sted i Vesten, det finder sted.

Canada tog allerede skridtet sidste sommer, da man afskaffede landets berygtede paragraf 13, der kriminaliserer udtalelser, der krænker andres følelser.

En af bannerførerne for denne markante sejr for ytringsfriheden er den konservative journalist og jurist Ezra Levant. I årevis har han ført en målrettet kampagne mod hate speech-lovgivningen. Det har kostet ham om ikke blod så i hvert fald sved, tårer og særdeles mange penge.

Ezra Levants historie er en opløftende historie om, hvor stor forskel en enkelt borger kan gøre; men også skræmmende historie om, hvor langt en politisk korrekt statsmagt er rede til at gå i kampen mod “hate speech”.

Og så tager historien oven i købet sit udgangspunkt i Danmark, nærmere bestemt i vores navnkundige Muhammed-krise.

Den 13. februar 2006 genoptrykte Ezra Levants nyhedsmagasin The Western Standard som det første medie i Canada de danske Muhammed-tegninger.

Det skabte røre og debat.

En enkelt imam, den pakistanskfødte Syed Saharwardy, blev så forarget over de “hadefulde” tegninger, at han gik til politiet og krævede Ezra Levant arresteret. Venligt måtte politiet forklare den saudisk-uddannede imam, at Koranen ikke er en del af den canadiske grundlov, og at man derfor ikke kan arrestere folk for blasfemi. Det stoppede ikke imamen. Da politiet ikke ville hjælpe ham med at straffe Levant, henvendte han sig til den en af Canadas mange menneskeretskommissioner, der håndhæver landets hate speech-lovgivning.

»Jeg forventer en formel undskyldning fra The Western Standard.

Vær venlig at hjælpe mig.« Sådan lød Saharwardys bøn. Og i stedet for at kassere den med et overbærende smil tog menneskeretskommissionen den dybt alvorligt.

Hele apparatet blev sat i gang mod Ezra Levant, der senere fandt ud af, at menneskeretskommissionen havde brugt i alt 900 dage og 15 regeringsansatte på sagen imod ham.

I sin bog om sagen, “Shakedown”, beskriver Ezra Levant, hvordan han i første omgang havde svært ved at tage Saharwardys klage alvorligt. Den var simpelthen for absurd. Men efter nogen tids vantro henvendte han sig til sin advokat, der oplyste ham om, at det mest almindelige i sager som disse er, at folk giver op, betaler og kommer med en undskyldning.

Ingen er nemlig nogensinde blevet frikendt for en sådan menneskeretsanklage.

Ezra Levant kunne altså have valgt at krybe til korset. Han valgte det modsatte: Menneskeretskommissionen skulle få al den modstand, han overhovedet var i stand til at levere. Så i begyndelsen af 2008 blev han indkaldt til et indledende forhør på baggrund af Sarharwardys anklage mod ham for at have overtrådt Koranens blasfemiforbud.

Forhøret skulle foregå bag lukkede døre, og han måtte kun have en enkelt bisidder og sin kone med. Der var nemlig ikke tale om en rigtig retssag, men om en forundersøgelse, der skulle afgøre, om Levant skulle stævnes for sine krænkende udtaleler.

Det var slemt nok. Med Levants egne ord: »Så skete det virkelig. Jeg blev den første journalist i den frie verden, der skulle opleve at blive grillet af en officiel inkvisitor fra regeringen på grund af Muhammed-tegningerne«. Først overvejede han at boykotte processen ved at nægte at møde op. Men gjorde han det, ville de ansatte i menneskeretskommissionen have ret til at ransage hans kontor og fjerne alle dokumenter og filer af relevans for sagen.

Så hellere møde op. Men ét krav stillede han: Han ville have lov til at optage forhøret. Afhøreren, en midaldrende kvinde ved navn Shirlene McGovern, gik nølende med til at lade Levants kone videooptage seancen. Det skulle McGovern senere komme til at fortryde.

Blot få dage efter at Levant havde lagt videoen på YouTube var afhøringen blevet set af 400.000 mennesker og havde skabt et stormvejr i medierne.

Videoen er sandelig også et syn værd. Her ser vi krystalklart konfrontationen mellem en grænseløs stat, der i det godes navn vil styre borgernes tanker og holdninger, og en lidenskabelig modstander af denne bløde form for totalitarisme.

McGovern indleder forhøret med at spørge, hvad Levants intention og hensigt var med at trykke Muhammed-tegningerne.

»Hvorfor er det et relevant spørgsmål«, replicerer Levant skarpt.

»I en afhøring som denne spørger jeg altid, hvad intentionen og hensigten med offentliggørelsen af en given artikel er«, svarer Mcgovern beroligende.

Svaret beroliger langt fra Levant, som senere kommenterer: »Denne ene sætning sammenfatter hele kommissionens frihedsfjendtlige natur. Den ide, at en regering kan trække en redaktør ind og forhøre ham om hans politiske opfattelse, var åbenbart ikke spor usædvanlig for denne kvinde. Der var snarere en dagligdags foreteelse.« Det ryster Levant, men svækker ikke hans modstandsvilje, så hendes spørgsmål udløser følgende salut fra hans side: »Vi trykte de tegninger for at gøre brug af vores umistelige rettigheder som fribårne canadiere til at trykke, hvad fanden vi vil, uanset hvad fanden du mener om det! Jeg har nok givet mere end 200 grundige interviews om denne sag, hvor jeg har givet en gennemtænkt og nuanceret fremstilling af baggrunden for publiceringen af tegningerne. Men det eneste, jeg har at sige, når det er staten, der spørger, er at jeg publicerede de tegninger, fordi det er min forbandede ret at gøre det.« McGovern, der tydeligvis er vant til en anderledes defensiv attitude hos sine afhøringsofre, virker helt paf oven på denne kanonade, men Ezra Levant bliver ved: »Det taler for sig selv, at du vover at spørge en redaktør i Canada i regeringens navn, hvad hans politiske tanker er. Det viser, at du er på jagt efter en tankeforbrydelse.« Tankeforbrydelse – med dette orwellske ord er vi ved kernen ikke bare i denne sag, men i alle hate speech-sager. Når det ikke længere er handlinger, men holdninger, staten vil straffe, lægger den en klam statslig hånd på borgernes sjæl og stækker al ægte åndsfrihed.

Det var det, Ezra Levant forstod, og derfor han valgte at give igen, vel vidende at det ikke bare var ham, men selve åndsfriheden, der var anklaget. Derfor bad han nærmest om, at sagen ikke ville blive droppet. Som han sagde til den mere og mere udslukte McGovern: »Jeg har ikke tænkt mig at nedtone sagen og sige, at mine intentioner med tegningerne var de bedste, så vær sød at slippe mig af krogen. Jeg er ikke racist, jeg er ikke antimuslimsk, men selv om jeg var, havde jeg al mulig ret til at offentliggøre det, jeg ville, også selv om det krænker imamen.

Uanset om jeg vinder eller taber denne sag, har jeg allerede tabt.

Jeg har spildt umådelige mængder af tid og umådelige mængder penge på den. Det allerværste er det signal, sagen sender til andre medier i landet: Hold fred med de radikale muslimer, for ellers vil de sende jer de statslige censorer på nakken, og I vil være nødt til at gå igennem hele den proces, jeg har været igennem.« Og som afskedssalut: »Jeg forbeholder mig retten til at bruge den maksimale grad af ytringsfrihed og til at være maksimalt krænkende og såre de følelser, jeg har lyst til at såre. Det var ikke det, jeg gjorde i dette tilfælde, hvor de eneste, der blev krænket, var nogle få tyndhudede, vrede imamer. Men det er ikke det faktum, men derimod min ret som en fri mand, der skal frikende mig.

Alligevel håber jeg, du vil bringe sagen videre, så den ender i en retssal, og jeg håber, det vil skabe den politiske skandale, den fortjener.

« Ude ved computerskærmene jublede canadierne over dette strålende, ubange forsvar for ytringsfriheden, og vreden vendte sig mod McGovern. Ikke mindre end 10 dage senere tilkendegav menneskeretskommissionen, at McGovern havde opgivet sagen, og også den kronisk krænkede imam trak i hast sin klage tilbage.

Allervigtigst: Offentligheden havde fået øjnene op for hate speech-lovgivningens egentlige natur, og siden da har den været under fast beskydning i den canadiske offentlighed for endelig at blive afskaffet sidste sommer.

Og Ezra Levant selv? Hans tårnhøje advokatregninger blev betalt af frivillige donorer. I dag er han studievært på en konservativ tvkanal og den 1. marts modtager han Trykkefrihedsselskabets Sappho-pris.

Er der nogen, der fortjener en ytringsfrihedspris, er det denne canadier, der med lige dele frihedskærlighed, integritet og skarpsindighed har vist os alle sammen, hvorfor hate speech-love ikke hører hjemme i et frit samfund.

Artiklen bringes med venligt tilsagn fra forfatteren.

Trykt i Jyllandsposten 26.02.14

Dette indlæg blev udgivet i Holm,Katrine Winkel, Medier og ytringsfrihed, Politik / Lovgivning, seneste. Bogmærk permalinket.