Ja til partneskab – nej til medlemskab

EU skal kun tilbyde Tyrkiet et partnerskab. Et medlemskab er alt for risikabelt – det kunne få de mest vidtrækkende, negative følger for EU og for danskernes holdning til den europæiskeunion. Og det vil f.eks. med ét slag ændre hele EUs geostrategiske stilling til det værre.
falsificacion de viagra Buy Generic Viagra achat viagra france!
viagra coupon code Viagra England cheap viagra lowest prices online index
generic sildenafil viagra Viagra Pill “viagra boosts chemical cuddle”
wedding night viagra thing started time Viagra Uk Best deal on viagra best deal viagra 591.
viagra board; Viagra Professional viagra wiht women

Af Michael Kjeldsen, Historiker, cand. phil.

Trykt i Berlingske Tidende tirsdag den 14. december 2004

Det er – for at bruge store ord – en skæbnebeslutning, EUs stats- og regeringschefer skal træffe på topmødet i Bruxelles den 17. december: Skal Tyrkiet have en startdato for optagelsesforhandlinger til EU? Europa-Kommissionen har med sin anbefaling til Ministerrådet og Europa-Parlamentet fra oktober i år lagt op til at træffe en sådan beslutning, og stærke kræfter inden for EUs politiske elite arbejder for, at det sker. Efter min mening vil en beslutning om optagelsesforhandlinger med Tyrkiet, for slet ikke at tale om et senere medlemskab, kunne få de mest vidtrækkende, negative følger for EU og for danskernes holdning til den europæiske union.

I sig selv var beslutningen om at gøre Tyrkiet til kandidatland, som EUs Ministerråd traf på sit møde i Helsinki i december 1999, et brud med næsten 35 års Tyrkiet-politik. For selvom associeringsaftalen fra Ankara 1963 åbnede for et tyrkisk medlemskab af det daværende Europæiske Økonomiske Fællesskab – “på et senere tidspunkt” – så handlede den faktiske politik i årene efter aftalens indgåelse om at føre dens konkrete bestemmelser ud i livet. Især således om at etablere en toldunion. Og svaret var også negativt, da Tyrkiet i 1987 ansøgte om medlemskab af Fællesskabet. I stedet for optagelsesforhandlinger anbefalede Kommissionen en intensivering af forbindelserne med Tyrkiet inden for rammerne af associeringsaftalen. Men i Helsinki ti år senere blev denne på sin vis tvetydige, men realitetsbetonede linje uden nævneværdig offentlig diskussion og efter kraftigt pres fra USA – den stærkeste tilhænger af et tyrkisk EU-medlemskab – kastet over bord og Tyrkiet erklæret kandidatland. Og samtidig udstraktes de såkaldte Københavner-kriterier, der udtrykkeligt var møntet på landene i Central- og Østeuropa, til også at gælde for Tyrkiet, uafhængigt af geografi, historie og kultur.

Et tyrkisk medlemskab af Den Europæiske Union vil, mener jeg, med ét slag ændre hele EUs geostrategiske stilling – og vel at mærke til det værre. For dermed rykker Unionen sine grænser langt ind i Mellemøsten, en af de mest problemfyldte regioner i verden i dag, og bliver nabo til lande som Iran, Irak og Syrien. Mere end 2.000 km landfast og bjergrig grænse følger med, som vil forøge problemerne med illegal immigration, narkotika- og våbensmugling m.m. voldsomt. EU overtager desuden hele det kurdiske problem, der ikke alene handler om kurdernes – i sig selv problematiske – forhold i selve Tyrkiet, men også om kurderne i Iran, Irak og Syrien og spørgsmålet om en selvstændig kurdisk stat. Befolkningsvæksten i Tyrkiet er betydelig, nærmere bestemt på 1 million om året siden 1950, og vil, hvis de nuværende tendenser fortsætter, gøre landet til det største i EU i 2025 – med knap 89 millioner indbyggere mod Tysklands knap 82 millioner – og dermed forskubbe tyngdepunktet inden for Unionen. Hvortil kommer Tyrkiets strategiske ambitioner i forhold til sit “nære udland”: Aserbadsjan og de fire tyrkisktalende, centralasiatiske republikker Usbekistan, Turkmenistan, Kasakhstan og Kirgisistan. Det er ærlig talt svært at se, hvordan alt dette kan andet end at forværre EUs sikkerhedspolitiske stilling.

Men et tyrkisk EU-medlemskab vil efter min mening også potensere problemerne med at integrere de tyrkiske tilvandrere i de nuværende medlemslande. Der lever i dag inden for EU knap 3,8 millioner tyrkere, heraf alene i Tyskland 2,5 millioner og i Danmark 55.000. Og overalt halter integrationen alvorligt, og tendensen til parallelsamfund er tydelig, dvs. til ghettodannelse og fastholdelse af en tyrkisk-islamisk kultur ikke mindst gennem arrangerede ægteskaber og familiesammenføring generation efter generation. Og i dette miljø arbejder også den islamistiske organisation Danimarka Milli Görüs Teskilatlari, en aflægger af det nu forbudte tyrkiske Velfærdsparti. Med Tyrkiet i EU vil tendensen til parallelsamfund blive yderligere styrket, for hvorfor lade sig integrere i værtslandets kultur, når hjemlandet også er blevet medlem af Unionen? Og tilvandringen gennem familiesammenføring vil ligeledes kunne fortsætte, understøttet af den fortsatte befolkningsvækst i Tyrkiet, der ifølge FNs skøn tidligst vil toppe i 2050 med et befolkningstal på knap 98 millioner.

Tyrkiet er – og det er efter min mening sagens kerne – ikke et europæisk land. Heller ikke selvom landet er medlem af NATO og Europarådet. Eller, kunne man tilføje, deltager i europamesterskaberne i fodbold og i det europæiske Melodi Grand Prix. Ét er det geografiske – kun 5 pct. af landets territorium ligger på det europæiske kontinent. Men frem for alt er Tyrkiet ikke i nogen historisk og kulturel mening af ordet europæisk. For ikke alene lå det kristne Europa og Det Osmanniske Rige fra 1353 og mere end fem hundrede år frem i en kamp på liv og død, men den indre udvikling på det europæiske kontinent og i Osmannerriget og senere Tyrkiet har også formet sig helt forskelligt: I Europa udviklede sig over renæssancen, reformationen og oplysningstiden en sekulær, demokratisk retsstat og i det 20. århundrede også et velfærdssamfund, mens Det Osmanniske Imperium helt frem til ungtyrkernes magtovertagelse i 1908 – trods reformbestræbelser – bevarede en ikke-konstitutionel, absolutistisk styreform under sultanen/kaliffen, der forenede verdslig magt med ansvaret for overholdelsen af islams forskrifter, shariaen, og støttede sig på en stærk, centraliseret stat og et magtfuldt militær.

Og heller ikke udviklingen i det moderne Tyrkiet, grundlagt af Kemal Atatürk i 1923 med det formål at europæisere landet, har fulgt europæiske baner. Frem for alt spiller nemlig den tyrkiske hær en helt central rolle som garant for den sekulære, republikanske orden, som Atatürk indførte, da han afskaffede sultanatet og kalifatet, og hæren har da også flere gange i tiden efter flerparti-systemets indførelse i 1950 – i 1971, i 1982 og sidst i 1996 med det “bløde” kup mod den islamistiske regering under Velfærdspartiets leder Erbakan – interveneret. Sekulariseringen i Tyrkiet er med andre ord tvangsmæssig, for ikke at sige autoritær, og en demokratisering af det tyrkiske samfund, der begrænser hærens rolle og stiller den under effektiv civil kontrol, vil gøre det mere og ikke mindre islamisk i pagt med den islamiske “revival” i landet især siden 1970erne. Og hvad gør egentlig et demokratisk EU, hvis demokratiseringen i Tyrkiet ikke fører til en form for islamisk demokrati, men til en islamisk stat? Nej, Tyrkiet er et land inden for den islamiske kulturkreds. Og dertil fattigt og underudviklet, med et korrupt retssystem og tortur i fængslerne. Og derfor hører landet ikke hjemme i Den Europæiske Union.

Som jeg ser det, er EUs nuværende Tyrkiet-politik simpelthen forkert tænkt. Ikke at jeg vil, at Unionen skal vende Tyrkiet ryggen, men et partnerskab, der respekterer de historiske og kulturelle forskelle og bygger videre på associeringsaftalen fra 1963, men uden et perspektiv om medlemskab, vil langt bedre kunne bygge den bro mellem Europa og den islamiske verden, som tilhængere af et tyrkisk EU-medlemskab taler om.

På et dybere plan handler det om eurocentrisk kulturimperialisme, for med medlemskabspolitikken tilbyder EU i grunden Tyrkiet at blive europæisk. Men Tyrkiet er, som jeg har argumenteret, ikke europæisk, og det store flertal af tyrkere ønsker utvivlsomt heller ikke, at det skal blive det. Ikke at erkende dette er recepten på alvorlige kultursammen-stød, der bringer Den Europæiske Union i fare.

Det er utvivlsomt, at et tilbud om at forhandle om privilegeret partnerskab i stedet for om medlemskab vil belaste EUs forhold til Tyrkiet. Men frem for at fastholde en forkert beslutning er det bedre at besinde sig i tide. Man kunne i den forbindelse ønske sig en klarere stemme fra den danske regering, der modsvarer den udbredte skepsis i befolkningen, også selvom det kommer på tværs af Danmarks vigtigste allierede, USA. Jeg kan dårligt tænke mig en større belastning for danskernes forhold til EU end optagelsesforhandlinger med Tyrkiet og efterfølgende medlemskab. Eller nogen større hindring for en tilslutning til unionstraktaten ved en kommende folkeafstemning. Meget står på spil.

Ja til partneskab – nej til medlemskab

Forfatter-indeks

Emne-indeks