Af Mehdi Mozaffari, professor, dr.scient.pol., Aarhus Universitet
Trykt i Politiken 8. januar 2005, 3. sektion, side 4
Kommunismen var baseret på en slags rationalitet, principielt for lighed og imod diskrimination, men først og fremmest synlig. Man kunne forhandle med Moskva. Omvendt er islamismen nærmest usynlig, og man kan ikke forhandle med folk, for hvem døden er vigtigere end livet.
På årets sidste dag fandt Politikens lederskribent intet vigtigere emne end at udråbe 2004 som året, hvor islamismen blev iscenesat som “et nyt verdensomspændende fjendebillede” i stedet for kommunismen. Politiken forklarer ikke, hvordan og hvorfor denne såkaldte ‘iscenesættelse’ henføres netop til 2004 og ikke til 2002, hvor præsident George W. Bush talte om ‘ondskabens akse’, eller til 2001 jævnfør 11. september, eller til 1998, hvor bin Laden udstedte sin fatwa, eller til 1993, hvor Samuel Huntington udgav sin berømte artikel om ‘Clash of Civilizations’.
Politikens argument er, at islamismen hverken viser “gangbare alternativer eller tilstrækkelig opbakning noget sted i verden til for alvor at kunne true de frie, åbne samfund”. En så bombastisk påstand ligner mere en fatwa end en begrundet analyse. Alt tyder på, at islamismen er et muligt alternativ til regimerne i Saudi-Arabien, Egypten, Sudan og Pakistan. Taleban i Afghanistan blev kun væltet ved hjælp af en stor international militær intervention. Og i Iran sidder islamisterne nu på 25. år på magten, og de har de sidste ti år stræbt efter at få fat i atomvåben. Derfor er det ikke korrekt, at islamismen ikke har opbakning noget sted i verden.
Derimod er det både rigtigt og en gammel kendsgerning, at islamismen ikke har ret store chancer for at erobre Vesten. Men pointen og det nye er, at Vesten har fået en ny fjende, nemlig en religiøst baseret totalitær ideologi, der bruger uhyre farlige og hidtil ukendte metoder.
Politiken fortsætter med at påstå at “den radikale islamisme er således et superelitært projekt”. Det var pokkers. I september 2004 holdt Hizb-ut-Tahrir en konference i Nørrebrohallen i København. Det var en solrig og varm søndag eftermiddag. Jeg overværede konferencen. Der var 1.000, måske 1.200 deltagere, velklædte, velartikulerede (med accentfrit dansk) unge mennesker, mange af dem formentlig født her i landet med dansk statsborgerskab. Gennem mere end 4 timer udråbte talerne, én efter én, deres had imod demokratiet og deres faste beslutning om at bekæmpe det. Er det dem, Politiken mener, er ‘supereliten’? Eller de unge veluddannede islamister, der fløj fra Hamburg til USA, kidnappede civile fly og kastede sig imod New York og Washington? Eller de islamister, der sprængte toget i Madrid?
Politiken mener også, at “nutidens islamistiske terrornetværk minder derved om 1970’ernes venstreekstremistiske terrorgrupper”. En sådan udtalelse tyder på, at man måske har misforstået det hele! De europæiske terrorgrupper har aldrig jagtet civilbefolkningen. Deres terroristaktioner var rettet imod omhyggeligt udvalgte højt placerede enkeltpersoner. Deres ofre var bl.a. folk som Aldo Moro, den italienske toppolitiker, Hans-Martin Schleyer, Tysklands arbejdsgiverformand, og Georges Bess, Renaults generaldirektør.
I fuldstændig modsætning til disse eksempler er islamisterne decideret ude efter drab på civilbefolkningen: i New York, i Madrid, i Luxor, i Bali og utallige andre steder. Derfor er det misvisende at påstå, at islamistisk terrorisme og den europæiske terrorisme er det samme alene af den hypotetiske grund, at islamistisk terrorisme uundgåeligt vil få samme skæbne som den europæiske. Det håber vi sandelig. Men kan Politiken udstede et garantibevis for, at tingene vil udvikle sig på den ønskelige måde?
Det er besynderligt, at Politiken ignorerer, at der findes ca. 15 millioner muslimer i Europa. Mange af dem er unge, arbejdsløse og i en dyb identitetskrise. De kan godt komme i tanke om at forme sig til en ikke ubetydelig antivestlig og antidemokratisk armé. Men nej! Politikens strateger har allerede set i krystalkuglen, at dette slet ikke vil ske.
Politiken har ret i, at islamisme ikke er kommunisme. Islamismen er værre end kommunismen. Kommunismen var baseret på en slags rationalitet, åben over for moderniteten, og principielt for lighed og imod diskrimination. Desuden havde kommunismen dyrket en organisatorisk og arbejdets kultur, som har hjulpet de østeuropæiske lande til – efter kommunismens kollaps – at tilpasse sig temmelig hurtigt til den moderne verden. Og måske vigtigst af alt var kommunismen en synlig politisk aktør.
Man kunne forhandle med Moskva, og Sovjets lederskab anerkendte de almindelige internationale normer og respekterede dem i store træk. Kommunistpartier i Vesten var også indforstået med de demokratiske spilleregler. Kommunister begik heller ikke selvmordsaktioner i deres politiske kamp. Problemet er, at ingen af de bestemmelser gælder for islamisme. Den er næsten usynlig og følger en hel anden ‘rationalitet’ end normalt gældende. Det vigtigste for islamister er døden og ikke livet.
Derfor vil det være svært at bekæmpe individer, grupper og også stater, som er parate til at give deres liv for Allah. Man kan heller ikke forhandle med dem. Kan man forhandle med bin Laden eller Mullah Omar-typer? Kan man stole på ayatollahernes ord om, at de kun har civile hensigter med deres atomprojekt i et land, som er oversvømmet af gas og olie? Af disse grunde og mange andre er islamisme mere farlig end kommunisme og skal bekæmpes med alle lovlige midler.
Når man læser Politikens lederartikel færdig, spørger man sig om meningen med denne artikel i det hele taget. Hvad er dens formål? Hvad anbefaler Politiken? Skal man ignorere islamisme? Skal man indgå kompromis med islamister? Man får desværre ikke svaret. I stedet for får man indtrykket af, at Politiken i virkeligheden appellerer til passivitet, til nonchalance og ubevidst forsøger at pacificere politikere og befolkningen.