FN-konventioner skader integrationen

Af Michael Böss, Lektor i historie og samfundsforhold ved Institut for Sprog, Litteratur og Kultur, Aarhus Universitet.

Trykt i Berlingske Tidende søndag den 23. januar 2005

De færreste her i landet kan være interesseret i FNs kampagne for, at multietniske stater skal føre en “multikulturel” politik i forhold til de etniske mindretal. En sådan identitetspolitik kan heller ikke mindretallene selv være interesseret i. Ydermere vil en inkorporering af FN-konventionerne i dansk lov forrykke magten fra Folketinget til domstolene.


Nu debatteres der på ny konventioner i Folketinget. De internationale vel at mærke. Ikke de uskrevne danske som f.eks., at det er den folkevalgte forsamling (Folketinget), som skal bestemme, hvad der skal være lov her i landet. Ikke domstole uden folkeligt mandat.

I det forløbne år har det først og fremmest været SF og de Radikale, som har forsøgt at rokke ved dette forhold. Det har de gjort ved dels at kritisere den danske regering for ikke at overholde de internationale konventioner, dels ved at støtte en anbefaling fra det danske Institut for Menneskerettigheder om at inkorporere (dvs. indføje) konventionerne i dansk lov.

Lad det for en sikkerheds skyld indledningsvis være slået fast, at diskussionen ikke drejer sig om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, den hvis overholdelse Gil-Robles er ansvarlig for. Den har nemlig været inkorporeret siden 1992. Det betyder, at den danske stat er forpligtet ved lov til at respektere de domme, der afsiges ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

De konventioner, det drejer sig om, er vedtaget og underskrevet af Danmark i FNs regi. Da FN ikke råder over nogen domstol i lighed med den europæiske, er diskussionen for og imod en inkorporering principielt set blot af indenrigspolitisk betydning, men kan også få konsekvenser for Danmarks internationale anseelse og ambitioner inden for FN-systemet. For i virkeligheden stammer ønsket om at inkorporere disse konventioner fra FN. Men de mulige indenrigspolitiske konsekvenser er alvorlige nok, og det er dem, jeg vil give min vurdering af her.

Der er kun ét parti i Folketinget, der er direkte imod, at Danmark skal tage FNs konventioner højtideligt, nemlig Dansk Folkeparti. De borgerlige regeringspartiers holdning er derimod, at Danmarks holder konventionerne, at de danske domstole allerede længe har brugt FN-konventionerne som retskilder, og at de principper, konventionerne står for, i forvejen er beskyttet af dansk lovgivning. Der ville derfor være tale om at gennemføre “unødvendige” og “rent symbolske love”, som justitsminister Lene Espersen udtrykte det under en folketingsdebat 17. marts sidste år.

Ved den lejlighed afviste Venstres ordfører Birthe Rønn Hornbech forslaget med den begrundelse, at det ville medvirke til at forskyde magten fra Folketinget til den dømmende magt. På den måde ville lovgivningsmagten blive svækket i forhold til domstolene, som fik en “kontrolmagt”, som de ikke har ifølge Grundloven. Denne begrundelse bliver nu også brugt af integrationsminister Bertel Haarder (f.eks. Berlingske Tidende 16. januar).

Hvad vil det sige, at domstolene ville få en sådan “kontrolmagt” i forhold til Folketinget? Og hvad vil det kunne betyde for en anden ret, som er garanteret af FN, nemlig retten til national selvbestemmelse?

I et demokratisk samfund har domstolene naturligvis altid til opgave at sikre, at de love, som parlamentet vedtager, bliver holdt, også af den siddende regering. Desuden er domstolene i lande inden for EU som nævnt forpligtet til at dømme ud fra Konventionen om Menneskerettigheder. Dertil kommer øvrige retskilder som FNs konventioner og præcedens, dvs. sædvaneret. Med hensyn til FNs konventioner, som er holdt i forholdsvis vage og mangetydige vendinger, er der dog i praksis tale om en inspirationskilde, som man sætter i forhold til dansk sædvaneret.

Hvis disse konventioner blev inkorporeret i dansk lov, ville domstolene dog få mulighed for at lægge et mere præcist indhold ind i dem og f.eks. fortolke nogle af deres paragraffer på en måde, som begrænser Folketingets suverænitet som lovgivende instans. På den måde ville vi få et forhold mellem den lovgivende og den dømmende magt, som minder lidt om det, man kender fra USA og, i lidt mindre grad, Irland, hvor den dømmende magt spiller en mere central rolle i det politiske system.

Fra midten af 1950erne blev nogle “aktivistiske” højesteretsdommere i USA en drivende kraft bag en række sociale reformer, f.eks. love mod racediskrimination og for ligestilling mellem kønnene. Hvor der dengang ubetvivleligt var tale om højst nødvendige og værdifulde reformer, så er der dog andre sider af denne “domstolsaktivisme”, som der er mere delte meninger om. Det gælder således spørgsmålet om positiv særbehandling, f.eks. i adgang til uddannelser. I det sidste årti har der desuden været stigende tendens til, at mindretal af forskellig slags – religiøse, etniske, seksuelle – bruger domstolene til at opnå særrettigheder med henvisning til deres “kultur”.

Det er det, man også kalder for “identitetspolitik” eller “anerkendelsespolitik” (“politics of recognition”). Denne form for politik kan øge tendensen til dannelse af små samfund inden for samfundet. Altså det, vi også kalder “parallelsamfund”.

Herhjemme er der stor politisk enighed om, at det er vigtigt at sikre den sociale solidaritet og sammenhængskraft og at forhindre udviklingen af parallelsamfund. Også Dansk Institut for Menneskerettigheder advarer klart imod dette, fordi det ville kunne underminere det danske velfærdssamfund og øge risikoen for racisme og diskrimination. Det er denne frygt, som motiverer instituttets kritik af forskellige kommunale og statslige initiativer i den årsrapport, instituttet sendte på gaden før jul. Ikke desto mindre taler flere af instituttets seneste publikationer om behovet for at “respektere” andre “kulturers værdighed” og “beskytte” deres ret til “selvbestemmelse” på en måde, jeg finder betænkelig.

I Konventionen om Økonomiske, Sociale og Kulturelle Rettigheder er “værdighed” noget, som tilskrives “den menneskelige person”, ikke en kultur. Og “selvbestemmelse” er noget, et individ og et folk har ret til, ikke grupper inden for en nation. Men i de formuleringer, man kan møde i rapporterne fra Institut for Menneskerettigheder, får etniske mindretal tilkendt en ret til selvbestemmelse i kraft af at udgøre kulturer, hvis “værdighed” bør anerkendes.

Denne tankegang nyder i dag stor udbredelse inden for FN. Man kan f.eks. møde beklagelser over, at FNs officielle definition af “selvbestemmelse” kun betyder koloniale territoriers ret til politisk uafhængighed eller staters ret til at foretage frie og suveræne beslutninger. Retten til selvbestemmelse burde kobles sammen med “kollektive mindretalsrettigheder”, kan det f.eks. lyde.

Det er netop det, FNs Rapport om Menneskelig Udvikling fra i år lægger op til. I denne rapport melder FN klart ud med et ønske om, at organisationens medlemsstater indfører forskellige former for “multikulturelle strategier”. Rapportens forfattere opstiller en vision om et “multikulturelt demokrati”. Denne nye form for demokrati er kendetegnet af en “magtdeling” mellem de forskellige “kulturelle grupper” i samfundet. Man forestiller sig således, at etniske mindretal opnår forskellige grader af positiv særbehandling, f.eks. i form af fast repræsentation i det politiske system på forskellige niveauer.

Der bør ikke herske tvivl om, at der findes mange samfund i verden, hvor sådanne ordninger vil være den eneste måde, hvorpå man kan sikre social og politisk ro og forhindre etnisk vold og diskrimination. Men Danmark er ikke et sådant samfund. Ikke desto mindre er det den form for politik, som SF og de Radikale – med støtte fra Institut for Menneskerettigheder og FN – lægger op til ved at presse på for at få Danmark til at inkorporere FNs konventioner. Jeg finder det højst tvivlsomt, om man kan betragte indvandrere i Danmark som “etniske grupper” og endnu mindre “kulturer”. Jeg er kritisk over for den nutidige tendens til at bruge “kultur” på denne videnskabeligt løsagtige måde og som et påskud for at kræve særrettigheder på andres vegne. Efter min opfattelse er indvandrere i Danmark individer med meget varierende tilknytning til den kultur, de befandt sig i, før de kom til Danmark. Altså individer, om hvem man højst kan sige, at de er “af anden etnisk baggrund”. Ofte er disse mennesker tydeligvis mere interesserede i at blive medlemmer af den danske nation end i at blive betragtet som medlemmer af et etnisk mindretal.

I det omfang der i disse år sker en “gruppedannelse” i nogle af vores indvandrermiljøer, skyldes det måske, at vi ikke har været gode nok til at lade indvandrerne føle, at de er velkomne til at blive medlem af den danske nation. Og vi vil i fremtiden kunne bidrage yderligere til at “skabe” etniske grupper, hvor der ingen er, hvis vi giver domstolene mulighed for, med henvisning til FNs konventioner, at identificere indvandrere som grupper med ret til selvbestemmelse.

Min konklusion er derfor, for det første, at den FN-definerede dagsorden, som ligger bag den nuværende konventionskampagne, netop vil kunne fremme udviklingen af parallelsamfund. Og for det andet vil den betyde, at dommere uden folkeligt mandat vil rykke nærmere magtens centrum. Dermed vil de få mulighed for at underminere Folketingets position som den instans, der af Grundloven er sat til at håndhæve retten til national selvbestemmelse med behørig respekt for den enkelte borgers ret til at vælge sin egen identitet.

Dette indlæg blev udgivet i Bøss,Michael, Politik / Lovgivning. Bogmærk permalinket.