Af Henrik Gade Jensen, Mag.art. i filosofi, ekstern lektor i filosofi ved Københavns Universitet. Tidligere pressesekretær i Kirkeministeriet
Trykt i Berlingske Tidende den 24. marts 2005
Sociale, kulturelle og økologiske rettigheder er ikke menneskeret. Det er politik. Derfor bør der nu, med afsæt i den debat dr.jur. Mads Bryde Andersen har rejst, skæres igennem moradset af menneskeret og angives en kerne af rettigheder af grundlæggende art.
Menneskerettigheds-diskussion må ikke blive til et for eller imod. Tværtimod bør der skæres ind gennem moradset af menneskeret og angives en kerne af rettigheder af grundlæggende art. Frihedsrettigheder, kaldte man dem førhen. Det er alle de rettigheder, som er uomgængelige i et demokratisk, frit land.
Alt, hvad der er kommet til siden da, kan være udmærkede politiske målsætninger og principper for lovgivningsmagten at arbejde hen imod, men egentlige rettigheder er de ikke. Sociale, kulturelle og økologiske rettigheder er ikke menneskeret, men politik.
Filosofisk er det ret simpelt, hvad der udgør de grundlæggende menneskerettigheder. Det er de rettigheder, som kan gøres gældende for alle mennesker, og som ikke krænker noget menneskes frihed. Det er frihedsrettighederne.
En ret til frihed er karakteriseret ved, at krænkelsen heraf kræver en aktiv indsats fra andre. Hvis min ytringsfrihed, foreningsfrihed eller personlige frihed krænkes, kan det kun ske ved at andre mennesker griber ind, slår, lemlæster, spærrer inde eller isolerer. Det kræver aktiv handlen.
Hvis andre blot forholder sig passive, vil min frihed ikke kunne krænkes. Frihedsrettigheder kaldes teoretisk for negative rettigheder, fordi de er defineret negativt som fravær af andres tvang.
I et samfund kan alle godt få opfyldt deres »negative« frihedsrettigheder samtidigt. De kan universaliseres.
Modsat forholder det sig med sociale rettigheder. De kaldes positive rettigheder, fordi andre skal gøre en aktiv handling for at opfylde dem.
Hvis jeg har en ret til en bolig, til et job eller til mad og drikke, nytter det ikke noget, hvis andre forholder sig passivt. Så skal andre sørge for, at jeg får min bolig, min mad og mit job. Så krænker andre min rettighed, hvis de ikke sørger for at opfylde mine menneskerettigheder.
Sat på spidsen betyder sociale menneskerettigheder, at der indføres tvang i samfundet. Hvis alle andre i samfundet minus mig sørger for deres egen bolig, mens jeg lytter til fuglesang, skal alle de andre, når de er færdige med at bygge deres eget hus, bagefter i gang med at opføre en bolig til mig.
Sociale og økonomiske rettigheder implicerer altid tvang. De kan ikke universaliseres, men må altid forudsætte, at nogle mennesker kan tvinges til at hjælpe andre. Der kommer en økonomisk faktor ind ved den slags rettigheder.
I Danmark har vi i årtier diskuteret »menneskerettighederne« uden at skelne. De, der har haft til opgave at informere og forske i »menneskerettighederne«, har gjort det under forudsætning af, at menneskerettigheder ikke må gradbøjes. Alle rettigheder er lige vigtige. Der må ikke skelnes. Det passer bare ikke. Der er forskelle. Logiske og filosofiske forskelle, som igen har store politiske og især økonomiske konsekvenser.
Det klassiske liberale samfund, som den danske grundlov lægger op til, markerer tydeligt frihedsrettighederne som de vigtigste. Det handler kap. 8 i grundloven om. Der er også enkelte positive rettigheder i grundloven, bl.a. retten til arbejde som kom ind efter kommunistisk pres i 1953.
Demokratiet har i de fleste socialt-liberale samfund typisk resulteret i velfærdsstater. De folkevalgte politikere har brugt lovgivningsmagten til at retliggøre en lang række sociale forhold som pensioner, understøttelse, bistandshjælp, efterløn etc. etc. Det er hele tiden sket under hensyntagen til økonomien i samfundet, fordi politikere altid har vidst, at udgifter skal dækkes af indtægter. I dag diskuteres efterlønnen: skal den fortsat defineres som en ret, eller er der ikke økonomisk råd til den (dvs. kan milliarderne gøre bedre gavn andre steder).
Omfordelingen i samfundet sker gennem den løbende politiske proces. Det er politik. Det er folketingsvalg. Det er offentlig debat. Det er tal og milliarder. Det er løfter, som holdes, og løfter som brydes. Og måske løfter, som må brydes – af økonomiske grunde.
Når menneskerettighederne trænger ind på dette område, flyttes beslutningsprocessen væk fra det politiske område og ud i retssalen, hvor dommere skal tage stilling. Det betyder, at beslutningen sker uden forpligtelse fra dommerne til at afveje de økonomiske konsekvenser. De skal ikke genvælges. De står ikke til ansvar for vælgerne. Dommerne skal følge loven og i stadigt større omfang menneskerettighederne. Loven kan ændres af Folketinget, men det kan menneskerettighederne ikke.
Det er derfor klogt at begrænse menneskerettighederne til de negative rettigheder, der ikke involverer økonomi. Frihedsrettighederne er principielle. De drejer sig ikke om at få del i samfundskagen, men om at være et frit menneske. Liv, frihed og stræben efter lykke er indbegrebet af frihedsrettighederne.
Det lyder så fint og rigtigt at udvide menneskerettighedsbegrebet fra de klassiske frihedsrettigheder til sociale og økonomiske forhold. Så man som borger har ret til en lang række sociale goder. Førhen fantaseredes også om en »borgerløn« som en ret for alle. Men borgerløn gør os kun i praksis til statens slaver.
Det er farligt at tro, at den slags forhold kan gøres til rettigheder udover, hvad den politiske konsensus og lovgivning giver anledning til. Og som må afspejle samfundets økonomiske formåen. Det vil være uklogt for borgeren at basere sit liv på den slags menneskerettigheder, for hvis kassen en dag er tom eller skatteyderne udvandret, er enhver positiv menneskerettighed ikke det papir værd, den er skrevet på.
I et interview i 1999 udtalte præsidenten for Højesteret, Niels Pontoppidan, sig meget klogt mod en udvikling, hvor dommerne skal blande sig i prioriteringer, der egentlig hører hjemme på de folkevalgtes borde. Dommerne skal i stigende omfang tage stilling til myndighedernes afgørelser om hjemmehjælp og pension. »Hvis domstolene skal regulere dette her, kommer man langt ind i hjertet af den politiske kamp om velfærdssamfundets udformning. Jeg er noget betænkelig ved det, hvis domstolene for eksempel skal dekretere, hvordan serviceniveauet på sygehusene skal være,« sagde Pontoppidan.
Og så bliver problemet mangefold mere grotesk, hvis internationale domstole uden pligt til at anvise, hvor pengene skal komme fra, skulle tage stilling til borgernes sociale og økonomiske »menneskerettigheder«.
Det skal være samme myndighed, der fordeler goderne, og som opkræver skatterne hertil. Det danske samfund er faktisk ganske praktisk indrettet ved, at Folketinget har bemyndigelsen hertil. Og så står det til demokratisk ansvar for vælgerne.
Velfærdsstaten er – om man kan lide det eller ej – et nationalt projekt, der bygger på et så integreret og solidarisk samfund, at der kan tages fra de rige og gives til de fattige. Det er også godt sådan. Ingen kan forudsige, hvad der bliver fremtidens problemer og hvilke grupper, der bliver udsatte, men det politiske system er en mekanisme til at fordele byrder i samfundet.
Så kan man ved siden af det diskutere omfanget og graden af den velfærds- og omfordelingsstat. Jeg har altid undret mig over, at tårnhøje skatteprocenter i Danmark aldrig har været på den berømte kant af menneskerettighederne. Borgerne kan plukkes til sidste skilling uden at kunne påberåbe sig en eneste menneskerettighed. Ja, det ville vel blive nødvendigt, hvis alle sociale menneskerettigheder skulle opfyldes i ånd og bogstav.