Mange 2.generations unge adskiller sig markant fra danske værdier på områder som socialt ansvar overfor andre mennesker, statustildeling, autoritetsbegreber, konfliktløsningsstrategier, loyalitetsgrænser, religions rolle samt opfattelse af frihed
af Kirsten Damgaard, kulturpsykolog november 2022
Indvandreres opførsel er igen sat på dagsordenen. Sidst har en journalist afdækket horrible forhold for lærerne på Det Åbne Gymnasium. ” Trusler mod lærerne, truende adfærd over for de ansatte, kaos i timerne og ekstremt lavt fagligt niveau blandt særligt eleverne med indvandrerbaggrund” er nogle af de problemer gymnasielærerne beskrev til journalist Christian Foldager (Berlingske 24.10.22) Det er – surprise – drengene der er mest aggressive.
Når et land modtager ”de forkerte indvandrere”, som har andre – uligeskabende – værdier end hovedparten af modtagerlandets befolkning, kan det munde ud i, som vi hører om på dette gymnasium, at modtagerlandets normerne groft overskrides. Så bliver ”dansker” et skældsord og kvindelige lærere tiltales som ”luder” eller ”kælling”. Unge med den adfærd baner selv vejen for at blive bitre tabere. Guf for banderne eller radikale islamiske ekstremister, der tiltrækker folk med “modkultur”. Ulideligt og dyrt for alle andre.
Det danske samfund mangler grundlæggende viden om de forskellige indvandrersegmenters kerneværdier, hvorimod forskningsleder sociolog Morten Frederiksens : Den Danske Værdiundersøgelse,” Usikker modernitet – Danskernes værdier fra 1981- 2017” peger på et voksende frisind og understreger tiltagende skepsis ved indvandring og parallelsamfund.
Pudsigt nok er der vedvarende stor opmærksomhed på indvandrernes forestillinger og værdier, som vedrører indbyrdes forhold i privatsfæren fx skilsmisse, æresvold og tro i forskningen og i medierne. Det vælter stadig ud med selvbiografiske bøger af unge i klemme mellem kulturer, ligesom KVINFO i december holder samtalesalon om Negativ Social Kontrol og Skam.
I en kronik for længe siden (21.02.05 Jyllands-Posten) påpeger kronikøren Khuram Shehzad , som selv er såkaldt 2. generationsindvandrer, at begrebet integration er yt og skal erstattes med begreber som demokratisk dannelse og medborgerskab. Deltagelse er nøgleordet, idet den frivillige deltagelse er en forudsætning for et tilhørsforhold til ’at være dansk’. I hans optik er deltagelse frivillig, modsat integration der er tvang. Shehzad mener at denne frivillige deltagelse finder sted på følgende planer: Sprogligt, kulturelt, socialt, økonomisk og politisk.
Professor emeritus i pædagogik på Københavns Universitet Staf Callewaert tilbageviser forestillingen om at man kan opdrage et menneske til følelsesmæssigt og rationelt at indgå loyalt i modstillede kulturer: “Den idé med at man kan opdrage børn med 5 programmer på deres harddisk er farlig. Vi reagerer i 99 % af tilfældene ud fra vores opdragelse som en førbevidst process. Men man kan lære folk at være åbne, være mere tilbageholdende i deres reaktioner. Diplomatbørn laver fx hierarkier over de kulturer eller de normer de færdes i. Man lærer sig at bære sig kulturelt ad” (afskedsforelæsning 2002).
Men hvad stiller vi aktuelt op, når det i praxis viser sig at store grupper i indvandrerbefolkningen, herunder dele af gymnasieungdommen, adskiller sig markant fra Grundlovens ånd og danske værdier og normer på områder som socialt ansvar overfor andre mennesker, statustildeling, autoritetsbegreber, konfliktløsningsstrategier, loyalitetsgrænser, syn på religion/ideologis rolle, opfattelse af udvikling samt friheds- og borgerbegreb?
Voldelige og undertrykkende løsningstrategier, som fungerede i den forladte kultur, er ikke acceptable her. Når herboende indvandrere ikke lærer deres børn at bære sig kulturelt ad, så modarbejder de integration og deres børns velbefindende.
En person kan forandre sine tanker og handlinger af tre grunde: han har fået ny viden, han har accepteret en ny begrundelse eller han har i praksis afprøvet en ny metode.
Jeg synes ud fra ovenstående, at det ville være en god idé med forældrekurser i Positiv Psykologi * og dannelse, når børnene er i børnehavealderen. Lærerne på kurserne skal være idéhistorikere, filosoffer og psykologer – og der skal begyndes tidligt, for opdragelsen er stort set slut ved 12-års alderen.
For eleverne foreslår jeg undervisning i praktisk filosof på 5-6 klassetrin, og undervisning i psykologi på 8-9 klassetrin.
*Positiv psykologi er det videnskabelige studie af trivsel, individuelle styrker samt rammer for fremme af personers trivsel.
Det er et verdensomspændende forskningsfelt, med videnskabelige tidsskrifter, foreninger og konferencer på alle fem kontinenter og medlemmer i mere end 70 lande. Siden grundlæggelsen af positiv psykologi omkring årtusindskiftet er der gennemført og publiceret over 2.000 videnskabelige undersøgelser i anerkendte tidsskrifter, og der er i dag grundlag for at anvende mange af indsigterne i pædagogik, uddannelse og arbejdsliv.
Søg fx litteratur fra Hans Henrik Knoop , Danmarks Pædagogiske Universitet.