Politik eller moral ?

Af Carsten Ringsmose

Trykt i Fyens Stiftstidende d. 24. juni 2005

Diskussionen efter EU-afstemningerne i Frankrig og Holland afspejler den holdning, at et nej var forkert. Denne holdning tilsidesætter demokratiet, fordi den ubevidst erstatter politik med moral. Det er en uhyggeligt udbredt misforståelse, at argumentet for et demokratisk samfund først og fremmest skulle være, at man gennem demokratiet får de bedste og mest rigtige løsninger på samfundsmæssige problemer. Begrundelsen er i langt højere grad, at man gennem demokratiet får nogle løsninger, der er legitime, fordi man gennemfører det, flertallet ønsker eller kan etablere et kompromis om.

Da Niels Hausgaard var ung og stadig havde evnen til at tydeliggøre komplicerede problemstillinger ved at “sætte dem på spidsen”, illustrerede han dette problem ved i sangen “Hvem bestemmer?” (1979) at spørge: “Bliver vi kloge, bare fordi vi er mange i flok?” Og han besvarede indirekte spørgsmålet ved at fortsætte: “Tænk så kloge, vi kunne blive, hvis vi bare var nok!”

Man kan støde på den samme problem-erkendelse i mindre poetiske former, f.eks. når en graffiti-maler havde skrevet på en mur: “Spis lort – En milliard fluer kan ikke tage fejl!”

Når jeg finder anledning til at tage denne problemstilling op, skyldes det afstemningerne om EU-forfatningstraktaten, som på mange måder illustrerer en uigennemtænkt og problematisk opfattelse af demokratiet, fordi reaktionerne på resultaterne bringer folk ud af fatning og tilsidesætter den sunde fornuft.

Hvis 55 pct. af den franske vælgerbefolkning havde sagt “ja”, så havde det været et klart og utvetydigt, endda stort ja. Nu sagde de imidlertid “nej”, og straks fyldes aviser og fjernsyn med spekulationer om, at dette “nej” ikke er rigtigt.

Den mest almindelige indvending er, at folk har sagt nej af mange forskellige grunde- hvad man underligt nok kan oplyse, selv om man ikke har undersøgt det endnu. (Og ville der ikke også være mange grunde, hvis det var blevet et ja?).

Og det andet store spørgsmål er: “Hvordan kommer vi nu videre?”Eller, sagt på en anden måde: Hvordan får vi dette tydelige nej lavet om til et ja?

Så må man jo stemme igen – eller finde en “løsning”.

Den slags diskussioner, som har domineret debatten efter de to afstemninger i Frankrig og Holland, afspejler den holdning, at et nej var forkert, og et ja det eneste rigtige, selv om det store flertal faktisk stemte nej. Det er en holdning, der tilsidesætter demokratiet, fordi holdningen ubevidst erstatter politik med moral.

Politik går ud på- som Viggo Hørup sagde- at man “deler sig efter anskuelser” for at komme i besiddelse af magten- nærmere betegnet statsmagten, og derefter bruge magten til at gennemføre den vindende parts projekt, medens den tabende parts projekt bliver tilsidesat. Politik er at gøre forskel på “dem og os”.

Historikeren Søren Mørch udtrykker dette fint i sin lille bog Poul Nyrup Rasmussen (Gyldendal 2004), hvor han siger: “Når det gik så galt med “Det Politiske” i løbet af det 20. århundrede, er der givetvis mange forklaringer på det. En af de vigtigste er utvivlsomt tendensen til først og fremmest at betragte politik som et instrument til løsning af problemer og ikke som et valg mellem modstridende, men legitime projekter” (s. 79).

Det er Søren Mørchs store fortjeneste, at han i bogen meget indgående diskuterer dette skift i opfattelsen af, hvad politik egentlig er. Medens politik faktisk er “et valg mellem modstridende, men legitime projekter”, så opfatter flere og flere mennesker fejlagtigt politik som “et instrument til løsning af problemer”, og det betyder, at politikken – altså den legitime kamp om magten- bliver forvandlet til en moralsk diskussion om, hvad der er rigtigt og forkert. Og problemet er, at der slet ikke i denne sammenhæng er noget, der med gyldighed for alle er rigtigt, og noget, der er forkert.

Da magister Ludvig Holberg hørte om fru Marie Grubbes udsvævende livsførelse, var hans kommentar noget i retning af, at “der som bekendt er nogle, som finder større behag udi røget end udi ferskt flæsk”, og denne lidt resignerende udtalelse var udtryk for, at individuelle værdier og præferencer ikke kan overføres til andre mennesker.

Men i løbet af det seneste århundredes sidste halvdel har den opfattelse bredt sig, at politik tværtimod er et middel til gennem reguleringer at løse foreliggende samfundsmæssige problemer. Det var især fremvæksten af et særligt lag af akademisk uddannede økonomer og politologer, der understøttede denne udvikling af en fejlopfattelse af politikkens væsen. Søren Mørch udtrykker det således:

“Helhedsløsningen i 1963 havde været en vanskelig socialteknologisk konstruktion at gennemføre, og en ny i 1965 ville ikke være mindre vanskelig, fordi der var så mange forskellige interesser, der skulle bøjes og føjes sammen. Modellen er også, når det kommer til stykket – navnlig – vanskelig, fordi den er u- eller apolitisk: Hvem er fjenden? Når det spørgsmål ikke kan besvares, er det heller ikke muligt at svare på, hvis interesser der skal varetages.” (s. 74).

“En helhedsløsning forudsatte forestillingen om, at nogle- vise mænd eller andre cand. polit.’er- der stod oven over særinteresser og partianskuelser, kunne beslutte på “Danmarks”, “Helhedens” eller “Helefolkets” vegne.”

“Hvis man tager påstanden alvorligt om, at der skulle kunne findes nogle, der kan tale eller beslutte på “Danmarks”, “Helhedens” eller “Hele folkets” vegne, så er det indlysende, at man har forladt demokratiets grund og begivet sig op i et eller andet højere og ædlere luftlag, hvor det ikke længere er muligt at holde rede på, hvad der er skidt og kanel, hvad der er snot, og hvad der er skæg. Sådan forholder det sig, fordi ingen i et demokrati kan udtale sig på Folkets vegne” (s. 74-75).

Søren Mørch forfølger naturligvis problemstillingen meget mere i dybden, og jeg kan anbefale den lille bog (98 kr.) som noget af det bedste, jeg har læst om politik i årevis- og jeg har nydt at læse den flere gange.

Når Søren Mørch så smukt beskriver dette “højere og ædlere luftlag”, så beskriver han netop den sfære, hvor de folk befinder sig, som hovmodigt bilder sig ind, at de kan tale på andres vegne, og som derfor også ligger under for den illusion, at de skulle vide, hvad der er bedst for andre.

Jamen! Eksisterer den slags folk overhovedet? Uha, ja, da! – Hele det arrogante og elitære EU-bureaukrati er et godt eksempel, ligesom mange politikere i øvrigt hører under kategorien.

Hvis man er sand demokrat, altså hvis man anerkender, at den demokratiske proces består i valget mellem flere, lige legitime muligheder, så kan man naturligvis glæde sig, når man hører til den sejrende part, og være ked af det, når ens synspunkt blev underkendt. Men man kan i alle tilfælde glæde sig over den demokratiske legitimitet, uanset hvilket synspunkt, der vinder.

Hvis man ikke er en sand demokrat, altså hvis man forstår demokratiet som valget mellem rigtige og forkerte muligheder, så havner man straks i en moraliserende og nedgørende argumentation: De andre, fjolserne, har igen dummet sig og gjort det forkerte. De skulle ikke have stemt. Og så rejser man spørgsmålet: Hvordan kommer vi nu videre? Løsningen er antidemokratisk manipulation.

De mennesker, der fejlagtigt tror, at valget står mellem “det rigtige” og “det forkerte”, bliver af samme grund altid sure, når de taber, og denne surhed kaster dem ud i en nærmest religiøs, sekterisk diskussionsform, som leder tanken hen på de mere fanatiske dele af indre mission for hundrede år siden.

Hvis nogen kan huske Euro-afstemningen og Marianne Jelveds reaktion, så ved de, hvad jeg mener.

En sand demokrat ville blot sige: Det ville vælgerne ikke. Og glæde sig over demokratiet.

 

Dette indlæg blev udgivet i Politik / Lovgivning, Ringsmose,Carsten. Bogmærk permalinket.